Da Frode var død, troede Danskerne fejlagtig, at Fridlev, der blev opfostret i Rusland, var død, og da riget allerede syntes at vakle af mangel på en arving, og ikke syntes vedblivende at kunne holdes til kongeslægtens hånd, tyktes det dem, at den var værdigst til kongespiret, som til Frodes forherligste satte et lovkvad som indskrift på hans endnu friske grav og i et fagert eftermæle overgav den døde konges ry til efterkommerne. En mand ved navn Hjarne, som var såre forfaren i dansk skjaldskab, digtede da for at sætte den berømmelige mand et herligt æreminde, og også ansporet af den store pris, på sin vante vis et kunstløst vers, der på de nærmeste lød sålunde:











      Da han havde kvædet dette vers, lønnede Danskerne skjalden med kronen og gav således Danmark for en gravskrift, skænkede hele det store rige som løn for at sætte nogle få bogstaver sammen; for så godt køb kom han til den store pris. Denne overordentlig høje løn for et lidet kvad overgik endogså den navnkundige digterløn, Cæsar gav; den guddommelige Julius nøjedes nemlig med at skænke den, der havde beskrevet og forherliget hans sejrvindinger over hele Jorden, en vy, men her skænkede almuens ødsle gavmildhed en bonde et helt rige; ja ikke engang Africanus kunne måle sig med Danskerne i rundhåndethed, da han lønnede den, der havde bevaret mindet om hans bedrifter, for han vejede blot den omhyggelig udarbejdede bog  op med guld, men her skaffede nogle få kunstløse vers en bonde kongespiret.

      I de samme dage døde Erik, der var høvidsmand i Sverige, af sot. Da hans søn Halfdan, som tog styret i faderens sted, tabte modet over de mange anfald, tolv brødre, der stammede fra Norge, gjorde på hans land, og ikke formåede at straffe deres voldsgerninger, søgte han til Fridlev, som da opholdt sig i Rusland, i håb om at få hjælp af ham. Han kom til ham med bønlige lader, græd over, at han var slagen og knst af en udenlandsk fjende, og klagede ynkelig over den fortræd der var gjort ham. Af ham fik Fridlev at vide, at hans fader var død, og idet han opfyldte hans bøn om hjælp, drog han til Norge med våbenmagt. De før omtalte brødre byggede på den tid, efter at deres forbundsfæller havde svigtet dem, på en ø, der var omflydt af den strideste strøm, en såre høj vold og udvidede også deres forskansninger til den flade slette, og stolede på dette tilflugtssted gjorde de jævnlig udfald og hærjede landsens folk. De havde nemlig også bygget et bro, ad hvilken de fra øen kunne komme over på fastlandet; den var gjort fast til fæstningens port, og de kunne med tove styre den således, at den drejede sig ligesom om et hængsel og snart gav overgang over floden, snart, når man hemmelig trak i tovene, gik op og gjorde tjeneste som portfløj. Disse mænd havde alle mod i brystet, var unge og  stærke, smukke at se til og navnkundige for de sejre, de havde vundet over kæmper og folkeslag, og havde fuldt op af bytte. Jeg anfører nogle af deres navne _ de øvrige er i tidens løb gåede i glemme: Gerbjørn, Gunbjørn, Arnbjørn, Stenbjørn, Esbjørn, Thorbjørn og Bjørn. Den sidst nævnte skal have haft en udmærket skabt hest, der var så rap til at bruge benene, at medens de andre ikke kunne svømme over floden, banede den alene sig vej gennem de brusende hvirvler uden at blive træt. Vandfaldet styrter nemlig så hurtigt og stejlt ned, at kræfterne svigter dyrene, når de skal svømme der, så de for det meste drukner. Det strømmer nemlig fra bjergenes højeste toppe ned ad skrænterne, tørner mod klipperne, brydes og falder så med vældig brusen ned i dalenes dyb, og da det stadig stødes tilbage af klipperne, der spærrer vejen for det, beholder det bestandig samme fart, så i hele kløftens længde strømmer det over af hvidt skum, idet bølgerne alle vegne piskes på samme måde. Men hvor det, efter at have væltet sig igennem snævringerne imellem klipperne, vider sig ud og bliver roligere, danner det den nævnte ø af en klippe, der ligger i vejen for det. På begge sider af øen skyder der en stejl fjeldkam ud bevokset med mange træer af alle slags, der skjuler floden, så at den ikke kan ses i frastand. Bjørn havde også en usædvanlig vild hund, et skrækkelig glubsk bæst, som det var farligt for mennesker at være sammen med og som tit ganske alene havde taget livet af tolv mand, men da dette mere er noget, jeg har hørt, end noget, jeg virkelig ved besked om, må andre dømme om, hvor vidt det er sandt. Den skal, efter hvad jeg har hørt sige, i sin tid have været jætten Offots yndlingshund og vogtet hans kvæg på græsgangene.

      Disse unge mænd plejede nu at gøre røvertog i omegnen og anrettede ofte stort blodbad. I steden for at føre et skikkeligt levned plyndrede de huse, slog kvæg ned, røvede alt, gjorde stort bytte, brændte husene af, når de havde plyndret dem, og myrdede mænd og kvinder i flæng. Fridlev kom over dem, da de uforsigtig havde gjort et udfald, og nødte dem alle til at fly til deres fæstning; den overordentlig stærke hest tog han, for i hastværket og forskrækkelsen lod dens herre den blive tilbage på den anden side af floden for at komme hurtigere af sted, han turde nemlig ikke tage den med over broen. Fridlev gjorde nu vitterligt, at hvis nogen dræbte nogen af de tolv brødre, ville han veje liget op med guld. Tilskyndede af håbet om denne belønning, den dog ikke så meget drevne af havesyge som af tapperhed, gik nogle af kongens kæmper lønlig til Fridlev og lovede at påtage sig denne gerning og enten at sætte livet til eller bringe røvernes afhuggede hoveder. Fridlev roste dem for deres tapperhed og for det løfte, de gjorde ham, men bød dem vente og gik så ved nattetid ned til floden med kun én ledsager, han agtede nemlig ved sin tapperhed at komme hjælpen i forkøbet for ikke at få udseende af mere at måtte stole på andres kræfter end på sine egne. Derpå slog han sin ledsager ihje ved at kaste en mængde sten på ham og kastede det afsjælede legeme i vandet efter at have givet det sine klæder på og selv iført sig den dræbtes, for at det, når man så liget, skulle tage sig ud, som om det var kongen, der var omkommet. Han tappede også med flid blod af hesten, hans ledsager havde redet på, og overstænkede den dermed, for at man, når den vendte tilbage til lejren, skulle tro, at han selv var blevet dræbt. Derpå gav han sin hest af sporerne og drev den midt ud i hvirvlerne, og da han var kommen over floden, steg han af den og søgte ved hjælp af stiger at komme over volden, der skærmede fæstningen. Da han var nået op til toppen og kunne få fat i brystværnet med hænderne, steg han sagte over det, og uden at de, som holdt vagt, mærkede det, listede han sig på tåspidserne stille hen til huset, hvor røverne sad og holdt måltid. Da han var nået frem til hallen, tog han stade under bislaget, der ragede frem over døren. Stolende på deres fæstnings styrke følte de unge mennesker sig så trygge, at de fik lyst til at tage sig en rus, for de troede, at den stride strøm gjorden den helt utilgængelig, da man hverken syntes at kunne svømme over den eller sætte over med både, og det heller ingen steder var muligt at vade over. Bjørn fortalte nu, opfyldt af drikkelagets lystighed, at han i drømme havde set et dyr komme op af vandet og spy uhyggelige flammer ud af munden, så at alt blev hyllet i ild; de burde derfor ransage hver en krog på øen, sagde han, og ikke stole så stærkt på stedets sikkerhed, at de ved at føle sig alt for trygge uforvarende gik deres undergang i møde. Ingen fæstning var så stærk blot ved sin beliggenhed, at det naturlige værn var tilstrækkeligt, når mennesker ikke hjalp til. De skulle tage sig meget i vare for, at den advarsel, hans drøm havde givet, ikke skulle gå i opfyldelse og blive efterfulgt af en endnu sørgeligere ulykke. De gik da alle ud af fæstningen og ransagede omhyggelig øen i hele dens omkreds, og da de fandt hesten, sluttede de, at Fridlev var druknet i floden; de førte med glæde hesten inden for porten, som om den bragte bud om kongens død, for de troede, at den havde kastet sin rytter af og var svømmet over. Bjørn, som endnu havde skræk i blodet ved tanken om den drøm, han havde haft om natten, opfordrede dem imidlertid til at holde vagt, eftersom de endnu ikke syntes med sikkerhed at kunne opgive deres mistanke om, at der var fare på færde. Derpå gik han ind i sit sovekammer for at lægge sig til ro, men mindet om hans drøm rugede stadig dybt i hans sjæl. Imidlertid var den hest, som Fridlev, for at få folk til at tro, at han var død, havdee bespængt med blod, som han dog kun havde taget lige under huden, blodbestænket sprængt ind i hans krigsfolks lejr. De gik straks ned til floden, og da de fandt trællens lig med de fine klæder på, troede de, at det var kongens, som den brusende hvirvel havde ført ind til bredden; hvad der især bidrog til denne fejltagelse, var, at det forslåede legeme var opsvulmet, huden flået og stødt af stenene og trækkene i det blege og blodløse ansigt ganske udviskede. Harmfulde herover gik nu de kæmper, som nylig havde lovet Fridlev at påtage sig at ombringe røverne, helt ned til den på grund af sin stride strøm så farlige flod, for at det ikke skulle få udseende af, at de besudlede den hæder, de havde vundet ved at aflægge deres løfte, ved fejgt at undlade at holde det. De andre fulgte deres modige forbillede og gik lige så ivrige ned til floden rede til at finde sig i det værste, i fald de ikke fik hævnet deres konge. Da Fridlev så dem, skyndte han sig at hisse broen over til fastlandet ned, og da han havde fået kæmperne over til sig, dræbte han ved første angreb dem, der holdt vagt. Derpå angreb han også de andre og fældede dem den ene efter den anden med undtagelse af Bjørn, som han, da han ved omhyggelig pleje var blevet helbredet for sine sår, imod helligt løfte gjorde til sin stalbroder, for det tyktes ham bedre at nyde godt af hans hjælp end at brovte af hans død. Han sagde også, at det var skammeligt at en sådan tapperhedens blomst skulle brydes i sin fejreste vår og dø en alt for tidlig død.

      Da Danskerne, som tidligere havde fået falske tidender om, at Fridlev var død, nu erfor, at han var undervejs, sendte de folk ud for at hente ham hjem og bød Hjarne opgive herredømmet, som han formentlig kun udøvede foreløbig og som stedfortræder. Men han kunne ikke få sig til at give afkald på så stor en værdighed og foretrak at ofre livet for æren frem for at trække sig tilbage til menigmands dunkle kår. Han besluttede derfor at forsvare sin nuværende stilling med våbenmagt for ikke berøvet sin kongelige værdighed at blive nødt til at genoptage den lod, skæbnen tidligere havde tildelt ham. Således blev landet splittet og bragt i røre af en opstands voldsomme rystelser. Nogle stod nemlig på Hjarnes side, andre erkendte på grund af Frodes udmærkede fortjenester Fridlevs ret, og menigmand vidste ikke, hvad han skulle bestemme sig for, idet nogle ærbødig bøjede sig for det bestående, andre for mindet om fortiden. Men hensynet til Frodes minde fik dog overvægten, og dets herlighed skaffede Fridlev mest gunst; for de fleste af dem, der så dybere i tingene, mente, at den bondefødte mand burde fjernes fra tronen, eftersom han uden fødselsret kun ved lykkens gunst var nået til en højhed, han ikke havde kunnet gøre sig håb om, og for at ikke den, som beklædte den med urette, skulle stænge den retmæssige arving til værdigheden ude. Men Fridlev bød de Danskes sendemænd vende tilbage og opfordre Hjarne til enten at afstå riget eller holde slag med ham. Det tyktes Hjarne tungere end døden sa sætte lysten til livet over æren og søge sikkerhed på hæderens bekostning; han holdt derfor slag med Fridlev, men blev fuldstændig slagen og flygtede til Jylland, og efter atter at have samlet en skare krigsfolk angreb han på ny sejrherren, men hans mænd blev alle fældede, og han flyede ganske ene, som den ø, der har fået navn efter ham, bærer vidne om. Da han nu skønnede, at lykken ikke altid svarer til kækheden, og efter det dobbelte nederlag, han havde lidt, så sig berøvet næsten alle sine tropper, slog han sig på svig og drog til Fridlev, efter at have gjort sit ansigt ukendeligt, i den hensigt at vinde hans fortrolighed og så søge lejlighed til at dræbe ham. Kongen tog imod ham, og i nogen tid skjulte han sit forsæt under trælledonts skin, for han udgav sig for at være saltsyder og gjorde laveste arbejde sammen med de trælle, der var sat til de smudsigste sysler; han var også altid den sidste til at sætte sig til bords og ville aldrig bade sig, for at ikke hans mange ar skulle røbe ham, når han viste sig nøgen. Da kongen for at berolige den mistanke, han havde fattet til ham, tvang ham til at gå i bad og kendte sin fjende på arrene, sagde han: "Sig mig, du skændige røver, hvorledes ville du have handlet med mig, dersom du klarlig var kommen på det rene med, at jeg stræbte dig efter livet?" Hertil svarede den bestyrtede Hjarne: " Når jeg havde grebet dig, ville jeg have æsket dig til tvekamp, for at du kunne få bedre lejsighed til at gøre beskyldningen til intet". Fridlev tog ham straks på ordet, æskede ham til tvekamp, fældede ham og begrov liget i en høj, der bærer den faldnes navn.

      Kort efter opfordrede Fridlevs mænd ham til at tænke på at indgå ægteskab for at få afkom, men han holdt det for bedst at forblive i ugift stand og anførte som vidnesbyrd derfor sin fader Frode, hvis hustru ved sin letsindighed havde påført ham så stor vanære. Til sidst gav han dog efter for alles vedholdende bønner og skred til at skikke sendemænd til kong Amund af Norge for at bejle til hans Datter. En af dem, Frok hed han, omkom undervejs i bølgerne, og ved hans død skete der et sælsomt vidunder, for da bølgerne slog sammen over ham, vældede der blod op fra dybet og lagde en usædvanlig rød farve over hele havets overflade, således at den efter kort forinden at have været hvid af skummet, som stormen piskede, nu svulmede med purpurrøde bølger og så antage en farve, der stred imod dens natur. Amund afslog uværgerlig kongens bejlen og behandlede sendemændene på en hånlig måde, og grunden dertil var, sagde han, den underkuelse, hvormed Frode fordum så hårdt havde trykket Norge. Men Frogerd, således hed Amunds datter, tog ikke blot hensyn til Fridlevs herkomst, men ærede hans berømmelige gerninger og gav sig til at bebrejde sin fader, at han lod hånt om at tage en mand til svigersøn, som i alle måder var en fuldkommen ædling, hvem det ikke skortede på tapperhed og hvis byrd var ulastelig. Hun tilføjede også, at det vidunderlige udseende, havet havde antaget, da bølgerne pludselig forvandledes til blod, tydede hun som et varsel om nederlag for Norge og forjættelse om sejr for Danmark. Da Fridlev nu søgte ved udholdenhed at få ham til at tage sit afslag tilbage og atter skikkede sendemænd derop for at bejle til hende, blev Amund vred over, at han hårdnakket blev ved at bede om, hvad han en gang havde sagt nej til, og lod sendemændene dræbe for ved denne grumhed at lægge en dæmper på den frække bejlers iver. Da rygtet om denne overlast nåede Fridlev, sog han Halfdan og Bjørn med sig og sejlede til Norge. Amund rustede sit lands stridskræfter imod ham og sejlede ham i møde med en flåde. Fjorden, hvor de to flåder mødtes, hedder Froksund. Her forlod Fridlev ved nattetid sin lejr for at spejde, og da han hørte en usædvanlig lyd tæt ved sig, som om der blev slået på kobber, standsede han og så op og hørte da tre svaner synge over sit hoved og kvæde følgende kvad:











Og efter at fuglene havde kvædet det, faldt der et bælte ned fraoven, hvorpå der var ristet runer, som tolkede kvadets mening. Det var nemlig så, at kongen i Thelemarken, som hed Hedin, havde en søn, som en jætte, der havde påtaget sig menneskelig skikkelse, havde røvet, medens han gik og legede; han satte ham til at ro og sejlede med sit skib over til den anden bred, just som Fridlev på sin spejderfærd kom forbi. Kongen kunne ikke finde sig i, at han lod den fangne dreng trælle for sig, og han hu stod til at fratage røveren hans bytte. Drengen sagde til ham, at først og fremmest måtte han tale jætten til med grove ord, han ville lettere få bugt med ham, hvis han først tirrede ham med nidvers. Fridlev kvad da:






(--------00--------)











      Da han havde kvædet det, huggede han en fod og en hånd af jætten, drev ham på flugt og befriede fangen. Derpå gik han til næsset, hvor jætten havde sit bo, og førte alt det guld og gods bort, som han havde i sin hule. Glad over dette bytte lod han den befriede dreng ro sig over havet og kvad gladelig dette kvad:











      Dagen efter fandt der et stort sammenstød sted imellem tropperne, og Fridlev holdt et stort og blodigt slag med Amund, og det både til lands og til vands, for ikke blot var der opstillet fylkinger i åben mark, men de angreb også hinanden med deres krigsflåder. Kampen førtes med stor blodsudgydelse, og da Bjørn så, at hans fylking begyndte at vige, løste han sin store hund og pudsede den på fjenden for ved hundebid at vinde den sejr, han kke kunne opnå med sværdet. Dette påførte feenden et forsmædeligt nederlag, for en hel fylking tog flugten, da hunden angreb den med tænderne. Det er ikke let at sige, om de havde mest skam eller skade af den flugt, for Nordmændenes konge måtte jo skamme sig over sin hær, eftersom fjenden kunne gøre det af med den ved hjælp af et dyr, og man kan ikke lægge Fridlev til last, at han for at bøde på sine krigeres tapperhed tog en hund til hjælp. I det slag faldt Amund. Hans tjener An med tilnavnet Bueskytte æskede Fridlev til tvekamp, men Bjørn, der jo var af ringere byrd end kongen, ville ikke, at denne skulle kæmpe med en ufrels mand, og æskede derfor selv An til kamp. Da Bjørn havde spændt sin bue og lagde en pil på strengen, gennemborede en pil, som An udskød, enden af buestrengen; straks efter fulgte en anden pil, der gennemborede hans knoer, og så en tredje, der borede sig ind i pilen, der lå på strengen. An, som var overmåde dygtig til at kkyde med bue på langt hold, havde nemlig med vilje blot beskadiget sin fjendes våben for at vise ham, at han kunne handle ligeså med ham selv og derved få ham til at opgive sit forsæt. Bjørn tabte imidlertid ingenlunde derfor modet, han lod hånt om al legemsfare og tog kampen op med uforfærdte mod og uden at fortrække en mine og syntes hverken at give An noget efter i færdighed eller at have mistet noget af sit sædvanlige mod. Han lod sig i ingen måde rokke fra sit forsæt og gav sig uforfærdet i kamp med sin fjende. Da de begge gik sårede ud af den, holdt de senere med lige stor attrå efter berømmelse en anden, ligeledes på Agdarnæs.

      Da Amund var falden, og Fridlev således var bleven befriet for sin værste fjende og havde opnået en dyb og tryg fred, bøjede han sit barske sind til elskov, og efter at have vendt sine tanker did rustede han en flåde for at vinde den brud, der fordum var bleven ham nægtet. Omsider gav han sig ud på færden, men flåden blev overfalden af vindstille, og han brød derfor ind i bygderne for at søge levnedsmidler. Dér tog en mand ved navn Grubbe gæstfrit imod ham, og hans datter tog han til slegfred og avlede med hende en søn, der blev kaldt Olaf. Da der var gået en stund, fik han Frogerd til ægte. Da han sejlede hjem igen til Danmark, havde han kun en lidet heldig rejse og blev dreven ind til kysten af en ukendt ø. Her åbenbarede en mand sig for ham i drømme og opfordrede ham til at hæve en skat, der var gravet ned i jorden, og angribe dragen, der vogtede den; for st skærme sig mod den edder skulle han hylle sig i en oksehud og værge sig imod tændernes giftige bid med et skjold, der var overtrukket med skind. For at prøve, om dette drømmesyn havde talt sandt, angreb han dragen, da den kom op af vandet, og kastede længe forgæves spyd mod dens skællede side, for spydene prellede af imod den hårde skal, der dækkede dens legem. Men dragen snoede sig mangefold, rykkede træerne, den slog sin bugtede hale om, op med rode og hulede ved sine mange vridninger jorden helt ned til den faste klippe, så der på begge sider blev banker, ligesom man på sine stederr ser to høje lige over for hinanden med en dal imellem. Da Fridlev nu skønnede, at den øverste del af utyskets krop ikke var til at få bugt med, gik han løs på den underste og borede sværdet ind i lysken, så edderen væltede ud af udyret, der vred sig i dødskamp. Da dragen var død, grov han skatten op af dens underjordiske bo og lod den føre bort på sine skibe.

      Ved nytårstid fik Fridlev, skønt det holdt hårdt, stiftet forsoning imellem Bjørn og An, der gentagne gange havde holdt tvekamp, og fik dem til at slutte venskab i steden for at hade hinanden. Han betroede dem også sin tre år gamle søn Olaf til opfostring. Han gjorde An til sin hirdmand og gav ham sin Slegfred Juride, Olafs moder, til ægte, idet han mente, at hun roligere vilde finde sig i, at han forskød hende, når hun blev gift med sådan en kæmpe og kom til at hvile i hans kraftige arm i steden for kongens.

      Det var skik i gamle dage at adspørge nornerne om, hvilken skæbne der var beskåren børnene. Fridlev vilde da også have at vide, hvad lykke der ventede hans søn Olaf, og efter højtidelig at have aflagt sine løfter gik han ind i gudernes tempel for at bede. Da han så ind i helligdommen, så han tre møer sidde hver på sin stol. Den første af dem var mild af sind og lovede drengen fagerhed og fuldt op af yndest blandt menneskene; den anden skænkede ham som sin gode gave en overordentlig gavmildhed, men den tredje, der var mere ondsindet og misundelig, lod hånt om sine søstres enstemmige godhed og var opsat på at forringe deres gaver, hvorfor hun føjede nærighedens lyde til drengens øvrige egenskaber, og idet de andre velgerninger således skæmmedes ved denne usalige lydes gift, føjede det sig så, at Olaf formedelst disse gavers forskel vik et tilnavn, der bar vidne om, at hos ham var gavmildhed parret med karrighed. Sålunde gik det til, at denne lyde, der knyttede sig til hans velgerninger, gjorde skår i den oprindelige ædelmodigheds liflighed.

      Da Fridlev vendte tilbage fra Norge og drog igennem Sverige, påtog han sig af sig selv en sendefærd og skaffede Halfdan, der endnu var ugift, Hedins datter, som han i sin tid havdee frelst fra et uhyre, til ægtefælle. Imidlertid havde hans hustru Frogerd født Frode, som fik sit tilnavn af sin overvættes gavmildhed. Formedelst mindet om den lykke, der har hersket under hans bedstefader, hvem hans navn mindede om, var Frode allerede fra vuggen og sin spæde barndom af så elsket af alle, at han hverken fik lov til at gå eller stå på jorden, men stadig sad på skødet af folk og blev kysset og klappet og således ikke blev givet en enkelt til opfostring, men så at sige opfostredes af alle i fællesskab.

Længe førte de

Frode om land,

da drotten dyre

i døden var dånet.

Langt liv ønsked

hans landsmænd Frode;

her gemmer graven

bag grønsvær den gæve.

Hedins snekker

havet pløjer,

brede bove

brådsø bryder; 

Træl imedens

tømmer guldskål,

frådser fro

og fræk sig tér.

Herrekår

det kaldes må,

når træl har kongens

søn til tjener.

Sært kan skæbnen

skifte lykken,

hærrekår

med trællekår.

Est du en jætte,

som ingen kan kue,

du, som dit hoved 

mod himlen støder?

Hvi svinger du da

så svagt et sværd

og løfter en lanse 

så let og lille?

Krop du har,

men kryster er du;

lidet dit mod

dit legem ligner.

Hæder og ære

har du forlist,

blandt gæve mænd

du intet gælder.

Snart skal jeg sløve

dit svage sværd,

fejge fæ,

jeg fælder dig flux;

du usle øg,

som mod ej ejer,

for mig som skælvende 

skygge skal fly.

Amjnd, du sov,

mens sværd vi svang,

fejg du var,

mens fjenden vi fælded.

Trolden vi tæmmed

og tog hans guld;

nu sæle vi sejle

på salten vove.

Glad lad os trække

på årerne, gut,

til dagen rødner

de rørte vande.

Frogerd skal spørge,

at sejr vi fik,

så bliver hun helten

huld og god.

Frode IV

      Fridlev døde, da Frode gik i sit tolvte år, og underkongerne i Sachsen, Sverling og Hanef, unddrog sig da den unge konges herredømme oå prøvede åbentlyst på at gøre oprør. Han overvandt dem i slag og pålagde som straf de overvundne folk som tegn på trældom at betale en skilling for hvert hoved. Han gik nemlig så vidt i sin gavmildhed, at han fordoblede den sold krigerne havde haft  fra gammel tid af, hvilket den gang var en helt ny måde at vise sig gavmild på. Og han gav sig ikke på onde og egenmægtige fyrsters vis lasternes lave tillokkelser i vold, men stræbte ivrig efter, hvad der var nærmest til at indbringe ham hæder, efter at gøre alle delagtige i sin rigdom, efter at overvinde andre i rundhåndethed, efter at være den første i venlighed og, hvad der er det vanskeligste, at få bugt med misundelsen ved ædelt sind. Af den grund vandt denne yngling også inden føje tid så stor navnkundighed hos alle, at der ikke blot gik lige så stort ry af ham som af hans forfædre, men at hans berømmelse endogså overgik, hvad de ældste frasagn havde at melde om fortidens konger.

      På den tid kom en mand ved navn Stærkodder, Storværks søn, der enten på grund af sine kræfter, eller fordi lykken var ham god, var undsluppen alene fra et skibbrud, i hvilket hans stalbrødre omkom, til Frode og blev modtagen af ham som gæsteven formedelst sin utrolige ypperlighed både i henseende til legeme og sjæl. Efter at han envde været hos Frode og for hver dag, der gik, var bleven stateligere udstyret, gav Frode ham omsider et prægtigt skib og gav ham det hverv som viking at våge over landets kyster. Han havde nemlig af naturen fået et legeme der overgik andre menneskers i ypperlighed, og hans mod svarede i den grad dertil, at man holdt for, at han ikke veg pladsen for noget menneske, hvad tapperhed angik. Hans navnkundighed strakte sig så vidt, at der endnu den dag i dag går det berømmeligste ry af hans bedrifter og af hans navn. Ikke blot hos vore fædre stod der nemlig glans af hans udmærkede manddoms-gerninger, men også i alle dele af Sverige og Sachsen havde han vundet sig det herligste ry. Efter hvad sagnet melder, skal han være kommen til verden i det land, som Sverige grænser til imod øst, hvor nu de barbariske Ester og andre folkefærd vidt og bredt bo i mængde. Et fabelagtigt og almindelig udbredt sagn fortæller ting om hans fødsel, som strider imod sund fornuft og ikke på nogen måde står til troende. Det hedder sig nemlig, at han skal have været af jætteslægt, og at hans nedstamning fra utyskerne skal have røbet sig ved, at han havde en usædvanlig mængde hænder, men så hedder det sig fremdeles, at guden Thor afrykkede de fire, som naturen i sin overstrømmende gavmildhed havde givet ham for meget, efter først at have revet senernes sammenføjninger over, så at han, efter at de hænder, der gjorde ham til et utyske, var tagne bort, kun havde to tilbage, og at hans legeme, der før var svulmet op til jætteagtig størrelse og som følge af hændernes unaturlige antal så ud som en jættes, fra da af blev tvunget ned i en bedre skikkelse og holdt inden for menneskelig størrelses grænser. Der var nemlig i gamle dage folk, som var drevne i trolddomskunster, nemlig Thor og Odin og adskillige andre, som med sære koglerier forstod at lave øjenforblindelse og derved vandt de enfoldige sjæle og begyndte at gøre krav på guddom-melig rang. Det var især Norge, Sverige og Danmark, de hildede i den tåbeligste lettroenheds garn, og som de, ved at anspore disse lande til at yde dem tilbedelse, besmittede med deres bedrageri. Virkningerne af deres løgne gik nemlig så vidt, at alle andre ærede en vis gddommelig magt i dem, holdt dem for at være Guder eller i pagt med Guderne,, opsendte højtidelige bønner til disse trolddoms ophavsmænd og omfattede en vanhellig vildfarelse med den ærefrygt, der skyldes den sande religion. Deraf kommer det, at ugedagene hos os fører navn efter dem, medens det er vitterligt, at de gamle romere opkaldte dagene hver for sig enten efter deres guders navne eller efter de syv planeter. Af selve navnene på dagene fremgår det imidlertid tydeligt, at de, der dyrkedes af vore forfædre, ikke var de samme, som de gamle romere kaldte Jupiter og Mercurius, eller som Grækenland og Latium ydede en af overtro opfyldt hyldest. De dage, som hos os kaldes Thors eller Odins dag, kalde de nemlig Jupiters eller Mercurius. Dersom vi nu i henhold til den anførte fortolkning antage Thor for Jupiter og Odin for Mercurius, følger dera, hvis vore forfædre, som almindelig holdt for, at Thor var Odins søn, stå til troende, at Jupiter var Mercurius søn. Men da romerne nu tværtimod forsikrer, at Mercurius er Jupiters søn, bliver der ikke andet for, hvis de har ret i deres påstand, end at vi må antage, at Thor har været en anden end Jupiter og Odin forskellig fra Mercurius. Der er dem, som mener at de Guder, som vore forfædre dyrkede, kun havde Gudenavnet til fælles med dem, der dyrkedes i Grækenland og Latium, men at de, da de så omtrent var jævnbyrdige med disse i værdighed, lånte dyrkelsen tillige med Gudenavnet fra dem. Dette må være nok sagt om Danmarks Guder i gamle dage. Jeg har kortelig fremsat dette i al almindelighed, for at læserne klarlig kan se, hvilken Gudsdyrkelse vort fædreland havde da den hedenske overtro dherskede her. Nu tager jeg tråden op igen, hvor jeg slap den.

      De gamle fortæller, at Stærkodder, som jeg omtalte ovenfor, lod sine bedrifters førstegrøde tjene Guderne til behag, idet han dræbte den norske konge Vikar. Hermed hang det efter nogles sigende således sammen: Da Odin i sin tid ville, at Vikar skulle dø en ynkelig død, men dog ikke åbenlyst ville undlive ham, skænkede han Stærkodder, som allerede udmærkede sig ved sin usædvanlige størrelse, ikke blot mandomsmod, men også evne til skjaldskab, for at han sklle være så meget villigere til at være ham behjælpelig med at fuldbyrde kongens drab, for det håbede han af ham til tak for den ære, han viste ham. Af samme årsag skænkede han ham også tre mands levetid således, at han i hver af dem skulle begå en niddingsdåd; for disse ugerningers skyld forlængede han således hans liv. Stærkodder drog straks til Vikar, dvælede en stund hos ham og skjulte det forræderi, han pønsede på, under påtagen underdanighed. Omsider drog han på vikinge-tog sammen med ham. Da de et sted længe blev hjemsøgte af voldsomme storme, der i den grad hindrede sejladsen, at de måtte ligge stille største delen af året, mente de, at der måtte menneskeblod til for at forsone Guderne. De lagde derfor lodder i en krukke, og lodden faldt da således, at kongens liv krævedes som offer. Stærkodder lavede da en løkke af vidjer og sagde den om halsen på kongen; han skulle blot tilsynelande lide døden og hænge en stakket stund, sagde han, men løkken var så fast, at den gjorde sin skyldighed, så vejret gik fra kongen, medens han hang, og inden dødskampen endnu var endt, røvede Stærkodder ham med sit sværd den smule liv, han havde tilbage, og åbenbarede således sin troløshed, da han burde have bragt ham hjælp. Jeg anser det ikke for fornødent at drøfte det sagn, der går ud på, at de smidige vidjer pludselig hærdedes, så løkken blev, som om den var af jern. Derpå bemægtigede han sig Vikars skib og sejlede, i den agt at lægge sig efter vikingsfærd, til en mand, der hed Bemund og var den ypperste viking i Danmark; Bemunds Stalbroder Frakk var nemlig bleven ked af vikingelivets besværligheder og havde trukket sig ud af samlaget med ham imod efter aftale at udrede en sum penge. Stærkodder og Bemund lagde så megen vind på ædruelighed, at de, efter hvad der fortælles, aldrig nød nogen rusende drik, for at ikke afholdenheden, der er det bånd, som holder fastest på tapperheden, skulle lægges øde af overdådighed. Efter at have hærget vidt og bredt trængte de ind i Rusland for også at underkue det, og landsens folk, som ikke turde fortrøste sig til deres mure eller våben, søgte at standse fjendernes fremgang ved at lægge usædvanlig spidse fodangler i vejen for dem for på den måde at standse dem, hvis fremgang de ikke på anden måde kunne hindre, og for at jorden lønlig kunne såre dem i fodsålerne, som de var bange for at møde med deres hær i åbent slag. Men ikke engang en sådan hindring formåede at holde fjenden tilbage, for Danskerne var listige nog til at gøre Russernes værk til spildt umage. De tog nemlig straks træsko på og trådte med uskadte fødder på spidserne under deres fodsåler. Disse fodangler var således indrettede, at de havde fire forskellige spidser, som var således anbragte, at de, til hvilken side de end faldt, stadig stod fast på tre ben. Derpå trængte de ind i de tætte og uvejsomme skove og drev russernes fyrste Flokke bort fra de smuthuller imellem bjernene, han havde søgt tilflugt til, og her gjorde de så meget bytte, at der ikke var én af dem, som ikke vendte tilbage til flåden belæsset med guld og sølv.

      Da Bemund var død, blev Stærkodder formedelst sin tapperhed tilkaldt af Bjarmelandskæmperne, og blandt dem øvede han mange mindeværdige bedrifter, hvorpå han drog til Sverige, hvor han lod hvile falde på sig i syv år hos Frøs sønner. Omsider drog han fra dem til Hakon, statholderen i Danmark; da han opholdt sig i Upsal, på den tid ofringerne fandt sted, blev han nemlig led ved de kvindagtige danse, bifaldet, Gøglerne høstede ved dres skuespil, og bjældernes blødagtige lyd, hvoraf det fremgår, hvor fjernt hans sind var fra al yppighed, eftersom han ikke engang kunne holde ud at se derpå, i den grad er blødagtighed tapperheden imod. Desårsag sejlede han sammen med Hakon til Irland, for at selv de fjerneste riger i verden ikke skulle undgå at føle Danskernes våben. På den tid var der en konge på øen, som hed Huglet. Skønt han havde et vel fyldt skatkammer, var han dog så befængt med gerrighed at han da han en gang forærede et par sko bort, som en kunstværdig håndværker sirlig havde udstafferet, tog båndene af og således forvandlede gaven til en hån og ved denne stygge adfærd forringede dens værdi således, at han fik had til tak for den. Han plejede da heller aldrig at vise gavmildhed imod nogen gæv mand, men gjorde kun godt imod gøglere og pudsenmagere, for da han selv var en lumpen sjæl, var det i sin orden at han søgte fortrolig omgang med andre lumpne sjæle, og at han, der var besmittet med laster, lokkede og sleskede for folk af samme slags. To ædlinger af udmærket tapperhed havde han dog, Geigad og Svibdag, der ved deres herlige krigsbedrifter lyste imellem deres blædagtige stalbrødre som ædelstene på en mødding. De var da også de eneste til at forsvare kongens skatte. Da kampen mellem Huglet og Hakon begyndte, brød gøglerne, hvis letsindighed også gjorde deres legemer svage, i deres forfærdelse rækkerne og tog skammelig flugten, og det var al den tak, kongen fik af dem for de velgerninger, han havde bevist dem, men Geigad og Svibdag holdt ene stand imod de mange fjendtlige krigere og kæmpede med en så utrolig tapperhed, at de ikke syntes at gøre to mands gerning, men en hel hærs. geigad tilføjede Hakon, der trængte hårdt ind på ham, et så vældigt sår i brystet, at det øverste af leveren blev huggt af. Det var også ved den lejlighed, at Stærkodder, da han trængte ind på Geigad med sit sværd, fik et svart sår i hovedet; han sagde senere i et kvad, at værre sår havde han aldrig fået, for skønt huden udenpå groede sammen igen over det kløvede hoved, blev der siddende en slem buldenskab i såret under-neden. Da Huglet var overvunden og fældet og Irlænderne drevne på flugt, lod Stærkodder alle dem af gøglerne, der var bleven fangne, piske, for han mente, at det sømmede sig bedre at straffe en flok gøgler på en latterlig måde ved at lade dem miste deres hud end ved at fare så grumt frem imod dem at lade dem straffe på livet. Således lod han den lumpne bande, der drev gøglerhåndværk, lide en for-smædelig straf og nøjedes med at revse den med vanærende piskeslag. Derpå bød Danskerne, at kongens skatte skulle tages ud af skatkammeret i byen Dublin og overgives til almindelig plyndring, for så store skatte fandtes der, at ingen brød sig synderligt om, at de blev ligelig delte.

      Derefter blev Stærkodder sammen med Slavernes fyrste Vine sendt ud for at hindre østerlændingerne i at falde fra. De kæmpede med Kurlænderne, Semberne, Sangalerne og til sidst med all Østerlændingernes hære og vandt vidt og bredt berømmelige sejre. En kæmpe ved navn Visin, som der gik stort ry af, havde i Rusland slået sig ned på et fjæld, der hedder Anefjæld, og hjemsøgte landene nær og fjern med alskens ustyr. Han havde for skik at døve od og egg på ethvert våben blot ved at se på det, hvis årsag han, da han havde mistet al frygt for sår, belv så dumdristig, at han endogså bortførte anselige mænds hustruer i mændennes påsyn og voldtog dem. Opbragt ve rygtet om disse skændselsgerninger drog Stærkodder til Rusland for at dræbe denne ildgerningsmand, og da han mente, at ingen kamp var så hård, at han jo nok skulle bestå den, udæskede han Visin til tvekamp og fældede ham efter at have berøvet ham den fordel, han kunster gav ham. Han havde nemlig overtrukket sit sværd med en ganske tynd hud så at det ikke var til syne for troldmanden, og hverken hans troldomskunsters magt eller hans vældige kræfter hjalp Visin noget, han måtte ligge under for Stærkodder. Derefter overvandt han i Byzanz, stolende på sine legemskræfter, i tvekamp en kæmpe ved navn Tanne, der havde ord for at være uovervindelig, og drev ham i landflygtighed til ukendte egne af verden, og da ingen vanskæbne nu havde været mægtig nok til at kunne unddrage hans kræfter sejren, drog han til Polen og overvandt der i tvekamp en kæmpe, som Danskerne kalder Vaske, men Tyskerne med nogen forandring af bogstaverne Wilzce.

      Imidlertid begyndte Sachserne at pønse på frafald og særlig at overveje, hvorledes de uden at indlade sig i åben krig kunne få bugt med Frode, der hidtil var uovervunden i Krig. Da de mente, at det bedst lod sig gøre ved at holde tvekamp med ham, skikkede de sendemænd til ham, der skulle udæske ham, eftersom de vidste, at han stadig var rede til at udsætte sig for enhver fare, og at hans ædle sjæl ikke ville undslå sig for nogen som helst udfordring. De mente, at det var bedst at angribe ham nu, da de hørte, at Stærkodder, hvis tapperhed de fleste var bange for, havde ærind anden steds. Men medens Frode tøvede med svaret, som han sagde, han måtte tale med sine venner om, vendte Stærkodder hjem fra vikingetog, og han havde især det at indvende mod denne udfordring, at det sømmede sig kun for konger at holde kamp med deres ligemænd; det gik ikke an, sagde han, at de indlod sig på det med mænd af folket; det var bedre, at han, der var af ringere byrd, dog den dyst på sig. Sachserne gik da til Hame, der havde ry for at være deres ypperste mand i alle legemsidrætter, gjorde ham mange løfter og bød ham hans egen vægt i guld, hvis han ville påtage sig den tvekamp. Kæmpen lod sig lokke af det meget guld, og i krigersk optog ledsagede de ham til den bestemte kampplads. Danskerne fulgte i krigersk skrud Stærkodder, der skulle gå i sin konges sted, samme steds hen. Hame, som i tillid til sin ungdom lod hånt om sådan en vissen og affældig olding, foretrak at tage tag med ham fremfor at angribe ham med våben. Da han gik løs på ham, ville han have kastet ham til jorden, hvis ikke lykken, som ikke ville, at den gamle mand skulle overvindes, havde hindret, at der skete ham nogen fortræd. Det hedder sig nemlig, at, da Hame slog sin næve i ham, sank han således sammen under den, at han, støttede sig på knæene, berørte jorden med sin hage. Men denne sin vaklen tog han glimrende oprejsning for, for da han igen fik rettet sig i knæhaserne og fik hånden fri, så han kunne få draget sværdet, kløvede han Hame midt igennem. Mange jordegodser med tresindtyve trælle på hvert blev sejrens løn. Efter Hames fald blev Danskernes herredømme over Sachserne så ublu, at de nødte dem til som trældomstegn at betale en skilling om året for hvert af deres lemmer, der var en alen langt. Det huede Hanef ilde, og opfyldt af begærlighed efter at få den skat afskaffet pånsede han på krig. Urokkelig kærlighed til hans fædreland fyldte ham for hver dag, der gik, mere og mere med medynk med de undertrykte, og opsat på at give livet hen for sine landsmænds frihed lagde han ikke skjul på sin lyst til at gøre oprør. Frode førte tropper over Elben og fældede ham ved byen Hannover, der er ophaldt efter ham. Sverting derimod, som ikke var mindre bedrøvet over sine landsmænds nød, talte ikke om den ulykke, der var overgået hans fædreland, men rugede endnu mere hårdnakket end Hanef over en plan til dets befrielse. Man hører jævnlig folk være i tvivl om, hvor vidt han bør roses eller lastes for dette sit forsæt, men jeg betragter det rent ud som forbryderisk, fordi det hidrørte fra en forræderisk attrå efter at gøre oprør, for skønt det syntes overmåde godt at søge at skaffe sit fædreland friheden, burde man dog ikke stræbe efter at opnå den ved svig og forræderi, og da nu Svertings dåd rent ud var uhæderlig, kan den heller ikke kaldes god;for det er smukkere åbenlyst at angribe den man vil til livs, og at tilfredsstille sit had åbenlyst end at skjule den lyst til at gøre fortræd, man i virkeligheden føler, under påtagen venlighed. Men hvad der avles af forbrydelse, er der ingen ære ved, og det bærer kun kortvarig og hurtig affaldende frugt. For ligesom det er en falsk sjæl, der med hemmellige kunster dækker over sit fule forræderi, således er det også i sin orden, at hvad der er svig ved, er usikkert og skrøbeligt. Det er jo nemlig bekendt nok, at fals for det meste slår sin egen herre på hals, og således gik det også med Sverting, efter hvad rygtet melder. Da han nemlig havde besluttet at overfalde kongen under påskud af at gøre gilde for ham og brænde ham inde, overraskede kongen ham og fældede ham, om han end selv også måtte lade livet for Svertings hånd. Det føjede sig altså så, at den enes forbrydelse voldte begges død, og skønt svigen nåede sit mål over for fjenden, slap dens ophavsmand dog ikke ustraffet derfra.

Ingild

      Efter Frode fulgte hans søn Ingild. Han vendte sit sind fra alt, hvad godt og hæderligt var, vanslægtede fra sine forfædre og gav sig helt og holdent de frækkeste udsvævelsers tillokkelser i vold, så at han helt vendte sig fra, hvad rigtigt og godt var, og hengav sig til lasten i steden for til dyden og forsømte, efter at have overskåret alle afholdenhedens sener, sine kongepligter og blev yppighedens skidne træl. Han lagde sig i virkeligheden efter alt, hvad der strider imod og er uforeneligt med et sædeligt liv. Den hæder, hans fader og bedstefader havde vundet, besudlede han ved til stadighed at hengive sig til den hæsligste vellyst, forfædrenes strålende ære formørkede han ved de skammeligste gerninger. Han var nemlig i den grad hengiven til frådseri, at han hverken brød sig om at hævne sin fader eller om at afværge den uret, fjenderne tilføjede riget; når han blot kunne kildre sin gane, mente han, at mådehold og selvbeherskelse ikke var noget at bryde sig om. Ved dovenskab og uvirksomhed besmittede han sit herlige stamtræ, idet han førte et løsagtigt og vellystigt liv, og han lyst var at styrte sin vanslægtede sjæl, der vandrede ad vildveje, som var langt vorte fra dem hans fædre havde vandret ad, i lasternes hæsligste svælg. At træffe sit valg imellem fuglekræmmere, køgemestre, stegepander, de mangfoldige steder, hvor der tilberedtes midler til at kildre ganen, de forskellige mestre til at stege og krydre maden stod for ham som det, man vandt hæder ved. Derimod våbenfærdighed, krigsvæsen eller krig kunne han hverken selv finde sig i at uddanne sig i eller tåle, at andre lagde sig efter. Således forsømte han alle mandige idrætter og lagde sig i stedet for efter kvindelige, for hans ganes stadige trang til at blive kildret gjorde ham indtagen i al slags køkkenos. Stadig ræbende af sin rus og blottet for den mindste smule ædruelighed røbede han ved sin stinkende ånde den ufordøjede råddenskab, han bug var fuld af. Han var i sin overdådighed lige så vederstyggelig, som Frode havde været ypperlig i krig, i den grad havde ganens utidige og fordærvelige pirring svækket hans sjæl ved de stadige nydelser. Stærkodder væmmedes så stærkt ved hans umådeholdenhed, at han opgav venskabet med ham og søgte samlag med svenskekongen Halfdan, idet han foretrak at tage sig noget for fremfor at gå ledig. Så stærkt var det ham imod blot at give sit minde til overdådighed. Svertings sønner, som var bange for, at Ingild skulle hævne den udåd, der var bleven øvet imod hans fader, gav ham deres søster til ægte for ved denne gode gerning at forebygge hævnen. De gamle siger, at hun fødte ham sønnerne Frode, Fridlev, Ingild og Olaf, af hvilke somme dog påstår, at den sidste var søn af hans søster.

      En guldsmed af ringe herkomst, men som var dreven i smiger og udstyret med forskellige af de småegenskaber, hvorved kvinders attrå især vækkes, havde ved sit forelskede væsen fået kongens søster Helga til at skænke sig genkærlighed. Efter kongens død havde der nemlig ingen været, som ærede faderens fortjenester i hans afkom, og hun havde derfor været uden optugtelse og formyndere. Da Stærkodder ved rejsendes stadig gentagne beretninger var kommen under vejr hermed, kunne han ikke finde sig i, at smedens frækhed skulle gå ustraffet han, for ligesom han stadig mindedes de velgerninger, han havde nydt, var han altid rede til at straffe frækhed. Han skyndte sig da med at give sig i lag med at revse en så uhørt frækhed, opsat på at gengælde den forældreløse pige de velgerninger, hendes fader havde vist ham. Han drog derfor gennem Sverige og kom til smedens hus, hvor han tog stade tæt ved dørtærskelen efter at have trukket hatten ned over øjnene for ikke at blive kendt. Smeden, som ikke var tilstrækkelig fortrolig med det gamle ord: "Tit skjuler dårlig kappe stærke hænder", skældte ham ud og bød ham skyndsomst forføje sig bort, han skulle få de sidste stumper, der blev tilovers af det, tiggere fik at spise, sagde han. Den gamle mand, hvis indgroede selvbeherskelse gav ham tålmodighed, havde imidlertid nok lyst til at blive, hvor han var, og efterhånden komme på det rene med sin værts frækhed; hans fornuft var nemlig større end hans hidsighed og holdt hans stigende vrede i tømme. Så gik smeden med åbenlys frækhed hen til pigen, smed sig i hendes skød og bød hende kæmme hans hår med sine jomfruhænder. Så tog han skjorten til side og forlangte, at hun skulle fange lopper på ham, at hun, en kvinde af ypperste byrd, uden at rødme skulle røre med sine fingre ved hans skidne skjorte. Så vovede han i den tro, at han havde lov til at gøre, hvad hans lyst drev ham til, at stikke sine lystne hænder inden for hendes kjortel og tage hende på brystet, men hun havde ved at se nærmere til fået kending af den gamle mand, som hun kendte fra fordums dage, og følte sig skamfuld; hun ville ikke vide noget af den frække, vellystige befamlen at sige og skubbede de ukyske hænder til side, hvorhos hun lod smeden vide at nu havde han våben nødig, og bød ham at holde op med sin lystne leg. Stærkodder, som havde siddet ved døren med hatten ned over øjnene, var allerede bleven så opbragt ved dette syn, at han ikke længer kunne styre sig, men kastede sin kappe og greb med højre hånd om sværdet for at drage det. Smeden, som ikke forstod sig på andet end liderlighed, vaklede i pludselig angst, og da han så, at nu trak det op til slagsmål, opgav han alt håb om at forsvare sig og så den eneste redning i nøden i flugt. Men nu var det lige så vanskeligt at slippe ud af døren, som fjenden passede på, som det var farligt at bie på drabsmanden inde i huset. Omsider var han nødt til at gøre en ende på sin tøven, og han mente da, at en fare, som der dog var en, om end ringe, mulighed for at slippe igennem, var at foretrække for en sikker og umiskendelig fare. Han greb da til flugt, fordi det tyktes ham muligvis at kunne hjælpe, og fordi det var den nærmeste vej til frelse, skønt det var hårdt nok, så stor fare som der var derved; han opgav da sin tøven som et onde, der ingen hjælp var at vente af, og som uundgåelig syntes at måtte medføre fortræd. Men ligesom han nåede tærskelen, hug Stærkodder, der stod foran døren, bagdelen af ham, så han tabte fodfæstet og faldt halv død om; den gamle mente nemlig, at han omhyggelig burde undgå at bruge sine berømmelige hænder til at slå en lumpen askepuster ihjel, og at vanære ville være en hårdere straf for hans skamløse elskov end døden. Der er jo nemlig dem, som holder for, at den, der får et ordentligt smæk, bliver værre straffet end den, der bliver slået helt ihjel. Således gik det til, at pigen, som ingen forældre havde til at tage sig af hende, for fremtiden førte sig op som en vel optugtet kvinde og så at sige overtog en omhyggelig formynders gerning over sig selv. Men da Stærkodder så sig om og skønnede, at husets folk var bedrøvede over den fortræd, dets herre nys havde lidt, overdængede han den sårede med hånsord og begyndte at kvæde, som følger, til hans bespottelse:





































































      Sålunde kvad Stærkodder og havde lige så megen fornøjelse af sine ord som af sin gerning.  Derefter vendte han tilbage til Halfdan, trådte med største venskab i hans tjeneste og aflod aldrig fra krigeriske idrætter, så han stadig vendte sin sjæl fra vellyst og lod den være helt optagen af krig og orlog.

      Ingild havde to søstre, Helga og Åse, af hvilke den første var fuldt giftefærdig, medens den anden var yngre og endnu ikke mandvoksen. En Nordmand ved navn Helge fik lyst til at bejle til Helga og sejlede til den ende til Danmark. Han havde udstyret sit skib med den største pragt, sejlene var guldbaldyrede, masterne forgyldte og tovværket purpurfarvet. Da han kom til Danmark, lovede Ingild at opfylde hans ønske, hvis han som bevis på sit ry dristede sig til at tage en dyst op med de kæmper, der blev stillet imod ham. Det vilkår havde Helge intet imod, han ville gerne gå ind på den overenskomst, svarede han, og fæstensøllet blev da drukket med stor højtidelighed. Nu fortælles der, at i de dage var ni sønner af en høvding på Sjælland vokset til og udmærkede sig frem for andre i henseende til styrke og mod. Den ældste af dem hed Angantyr, og da han, som også bejlede til pigen, nu erfor, at hun, som var bleven nægtet ham, var bleven lovet Helge, udæskede han ham til kamp for at jage sin ærgrelse bort med sværdet. Helge gik ind på at give møde, og det blev efter begges ønske bestemt, at kampen skulle finde sted på bryllupsdagen; det ansås nemlig af alle for en skam og skændsel, når nogen vægrede sig ved at møde, når han var bleven æsket til kamp, og på den ene side ængstedes Helge derfor at tanken om den skam, det ville være, om han holdt sig tilbage fra kampen, og på den anden side af frygt for at tage sig den dyst på, han holdt nemlig for, at det var ubilligt og i strid med de almindelige vedtægter for holmgang, når det nu havde fået udseende af, at han havde lovet ene at tage kampen op med ni mand. Da han nu grublede over dette, sagde hans fæstemø, at han nødvendigvis måtte have hjælp, og opfordrede ham til at afholde sig fra en kamp, han ikke syntes at kunne få andet end død eller skam ud af, så meget mere som han ikke havde gjort nogen fast aftale med dem, han skulle slås med, om hvor mandstærke de havde lov til at møde. Han skulle derfor undgå den fare og sørge for sin sikkerhed ved at bede Stærkodder, som holdt til ovre hos Svenskerne, om at komme ham til undsætning, han plejede altid at hjælpe folk, der var stedt i vånde, og førte tit ved at tage en hånd med i ting, der så bedrøvelige ud, til en lykkelig ende. Dette råd huede Helge vel, og med et lidet følge begav han sig da til Sverige. Da han kom til Upsal, som er den ypperste by i det land, blev han selv udenfor, men sendte en ind, som skulle føle sig for hos Stærkodder ved at hilse ham høvisk og byde ham til gøst ved Frodes datters bryllup. Den høflighed tog Stærkodder nu såre fortrydelig op, som om det ligefrem var en fornærmelse; han så hvast på den unge mand og sagde, at hvis han ikke havde nævnet

hans dyrebare Frodes navn, skulle han være kommen til at bøde, fordi han kom med sådan tåbelig besked til ham og bildte sig ind, at Stærkodder havde for skik som en hofnar eller snyltegæst at løbe efter osen fra et fremmed køkken for fin levemådes skyld. Da tjeneren kom tilbage med den besked, begav Helge sig til kongeborgen, hilste den gamle i Frodes datters navn og bad han være hans stalbroder i den kamp, han var bleven udæsket til, han mente nemlig, at hans egne kræfter ikke ville forslå dertil, eftersom der ikke i den aftale, der var bleven gjort, var bleven truffet nogen sikker bestemmelse om, hvor mange han skulle slås med. Da Stærkodder havde fået at vide, når og hvor kampen skulle stå, optog han ikke blot hans begæring vel, men satte mod i ham ved at love ham sin bistand og bød ham drage tilbage til Danmark med sit følge, selv ville han så skyde genvej did ad lønstier, sagde han. Helge drog da bort, og nogle dage efter gav Stærkodder sig på vej, og kan man tro, hvad rygtet fortæller, skal han have skyndt sig så stærkt, at han på Én dag tilbagelagde lige så stort et stykke vej som de, der var rejst forud for ham, brugte tolv dage til, så det traf sig så, at begge parter nåede vejende på én og samme tid og mødtes ved Ingilds hus. Da Stærkodder nu dér, som om han kunne være en af tjenerne, gik langs ad bordene, hvor gæsterne sad bænkede, opmuntrede de før omtalte ni mand hverandre til den forestående kamp, idet de med hæslige lader udstødte gruelige hyl i munden på hverandre og rendte frem og tilbage som gøglere, ja, der er dem, som siger, at de gøede ad den nys ankomne kæmpe som olme Hunde. Stærkodder skældte på dem, fordi de skabte sig så latterlig ved at skære ansigter og gjorde sig til nar ved således at tage munden fuld og gabe op; det var fra sligt, sagde han, at kvindagtige mænd i deres tøjleløse blødagtighed fik deres frække liderlighed. Da han så blev spurt, om han havde mod til at slås, svarede han, at de kunne stole på, at han havde kræfter til at tage det op ikke blot med én, men med så mange, de ville stille imod ham, og da de ni hørte det, gik det op for dem, at det måtte være ham, som de havde hørt ville komme langvejs fra for at hjælpe Helge. For at brudekammeret kunne være under så meget sikrere bevogtning, påtog Stærkodder sig nu også frivillig at holde vagt ved det, og efter at have trukket døren til, skød han et sværd for i stedet for slå og stillede sig så selv på post og sikrede således brudeparrets nattero. Da Helge vågnede og havde fået søvntungheden rystet af sig, kom han i tanker om sit løfte og iførte sig sine hærklæder, men da han så, at der endnu var en stakket stund igen, før den mørke nat var leden, og han ville vente til daggry, lagde han sig atter i sengen og gav sig til at gruble over den farlige sag, der var så nær for hånden, og så listede søvnen sig atter over ham i sin sødhed, så at han faldt i en dyb slummer. Da Stærkodder ved daggry kom ind og fandt ham sovende i sin hustrus arme, ville han ikke forstyrre ham i hans søde søvn ved barsk og brat at rive ham ud af den, for at det ikke skulle se ud, som om han vækkede ham af fejghed og således afbrød deres ny søde pagt. Han holdt altså for, at det var smukkere ene at gå faren i møde end at skaffe sig en stalbroder ved at forstyrrer andres lyst, og gik stille sin vej ud på den hede, som på vort sprog hedder Rolyng, hvor han uden at ænse fjendernes komme satte sig under skrænten af en høj udsat for vind og sne, og, som om det var mildt forårsvejr, afførte han sig sine klæder og gav sig til at fange lopper; om det så var den purpurkåbe, han nylig havde fået af Helga, kastede han den over tornebuskene, for at ingen skulle kunne sige, at han med noget klædningsstykke skærmede sig imod det rasende haglvejrs pile. Nu kom kæmperne hen til højen fra den modsatte side, søgte sig et sted, hvor de kunne sidde i læ for vinden, og tændte et bål til værn mod kulden. Da de ikke så noget til Stærkodder, sendte de omsider en op på toppen af højen, for at han der oppe fra, ligesom fra et vagttårn tydelig kunne holde øje med, når han kom. Da han var kommen helt op ad den høje bakke, fik han nede på skrænten øje på en gammel mand, som den faldende og fygende sne havde dækket lige op til skuldrene; hen spurgte ham da, om det var ham, der skulle slås med dem, som de havde fået løfte om, og da Stærkodder svarede ja, det var ham, kom de andre til og spurgte, om han ville slås med dem alle på én gang eller med én ad gangen. Hertil svarede Stærkodder: "Når en ynkelig flok hunde gøer ad mig, plejer jeg at jage dem bort på én gang, ikke én for én", hvorved han gav til kende, at han hellere ville slås med dem alle end tage dem for enkeltvis, og at han holdt for, at de fjender burde smædes med ord før end med sværd. Så begyndte kampen, og han fældede seks af dem uden selv at blive såret, og skønt de tre, der var tilbage, tilredte ham således med sytten sår, at det meste af indvoldene hang ud af livet på ham, fældede han også dem ligesom deres brødre. Da han nu således uden indvolde og med svigtende kræfter pintes af svar tørst, krøb han i sin attrå efter at få noget at drikke på knæene ned til åen tæt ved for at tage vand af den, men da han så, at den var besmittet med blod, væmmedes han ved dens udseende og afholdt sig fra at drikke af det forpestede vand. Angantyr var nemlig falden ud i åløbet og havde farvet vandet således med sit røde blod, at det ikke så ud som vand, men som en rød vædske, og Stærkodder holdt det derfor for hæderligere at miste sine kræfter end at styrke dem med så led en drik. Skønt hans kræfter næsten var slupne op, krøb han derfor på sine knæ hen til en stor sten, der lå i nærheden, og lagde sig for en stakket stund med ryggen lænet op ad den; Man ser endnu en hulhed i stenens overflade, som om vægten af den liggende mands legeme havde sat et tydeligt mærke i den. Det mærke tror jeg nu dog er kunstig frembragt af mennesker, for det tykkes mig hartad utroligt, at en sten, der er så hård, at den ikke er til at skære i således skulle kunne blive blød som voks, at blot det, at en mand rørte ved den, idet han lænede sig til den, skulle være nok til, at man

ø

1.  Hvorfor sørger

     I så såre?

     Hvi så tyst

     og trist i hallen?

     Kærer I for                                   

     Kælen husbond,

     som for brynde 

     bagen misted?


2.  Blusser ej som 

     før hans elskov?

     Fik det med hans

     frækhed ende?                            

     Kom kun frem, du

     kvindebedårer,

     ord vi vil 

     i venskab veksle.


3.  Suk og sørg

     ej længer, Svende,

     hæng dog ikke

     så med hov'det.                            

     Munter vil jeg

     nu jer melde,

     hvi jeg kom, 

     og hvad jeg så.


4.  Bud jeg fik

     om Helgas bejler,

     fik i sinde

     selv at se ham;                             

     mest får ukendt

     mand at se,

     derfor jeg mit 

     Åsyn dulgte.


5.  Så jeg da

     et sælsomt syn,

     smeden ind i 

     hallen svansed;                            

     let på tå

     omkring han tripped,

     smiled sødt

     og smisked kælent.

11. Ej den aske-

      puster ænsed

      kongebarnets

      kloge tale:

      "Frygt dog ej

      en fattig stavkarl,

      helte bærer

      helteskrud".


12. Fluks af Balgen

      fløj mit glavind

      kløved brat

      hans brede bag.

      Kongebarnet

      fik en kindhest

      blod i stride 

      strømme nøs hun.


13. Græd hun da

      for al sin gammen,

      blod og tårer

      brat blev blandet;

      endt er nu

      den usle elskov

      med den brøde-

      fulde brynde.


14. Af dit bryst jeg

      blodet kryster,

      glæd dig, mø,

      det ej er mælk.

      Som en træl jeg

      fluks dig solgte,

      bar du under

      hjerte barn.


15. Kostbar skat

      er kvinders rygte;

      sky selv skin,

      som kan det skænde.

      Klaffer knuser

      Mangen kvinde,

      giv til klaffer

      aldrig grund.

6.  Fin han var

     i al sin fore,

     bæverskind

     hans kappe bræmmed,

     brogen var

     med guld baldyret,

     på hans sko

     karfunkler skinned.


7.  Hans hår med broget

     bånd var bundet,

     kunstig kruset,

     sirlig krøllet.

     Strunk og stolt

     han stod  i hallen,

     stormand kendes

     straks på tøjet.


8.  Han, den usle

     askepuster,

     kongebarn

     for jævning kaldte.

     I jomfruskød

     den skjelm sig slængte;

     "Kæm mit hår,

     min hulde brud.


9.  "Kløe føler

     jeg i kroppen,

     lysk mig lidt

     og lop mig kære",

     famled så

     med lystne fingre 

     frækt på hendes

     fulde barm.


10. Straks dog møen

      Stærkod kendte:

      "Væk med hånden!

      Var dig , svend

      Stærkod, tror jeg,

      står ved døren,

      ve og vunder

      vist dig venter".

16. Tåbelig 

      og tosset var du,

      lidt din ære

      kun du ænsed,

      da du kyssed

      slig en karl,

      elsked slig en

      askepuster.


17. Aldrig mer

      din æt du glemme;

      husk, at du er

      Frodes datter

      runden af så

      ædel rod,

      bør du kun

      en konge kåre.

18. Smed som smed

      jeg smæder ej,

      højt jeg mangen 

      smed vil hædre,

      når han smeder

      sværd og spyd,

      hvasse våben

      værd at bære.


19. Lidet dog

      den smed jeg lider,

      som kun smeder

      gyldne smykker.

      Tit det røde

      guld han rapser,

      kryster jeg ham

      altid kalder.