Efter Hading blev hans søn Frode konge. Han oplevede adskillige mærkelige hændelser. Da han var kommen til skelsår og alder, var han i besiddelse af alle de dyder, der pryde en yngling, og for ikke at sætte dem til i lediggang holdt han sig fra al slags vellyst og lagde sig med største flid efter krigsvæsenet. Da hans faders krige havde tømt skatkammeret, havde han imidlertid ingen midler til at udrede sold til sine krigsfolk, og som han nu grublede over, hvor han skulle få, hvad han så nødvendig havde behov, kom der en af hans undersåtter til ham og kvad:

Frode fæstede lid til mandens ord og drog ene over til øen, for han ville, at de skulle være én mod én, som sæd var mellem kæmper. Han traf dragen, da den havde været nede ved vandet og drikke og var på vej hjem til sin hule. Dens hud var så hård, at Frodes sværd ikke bed på den, og hans spyd prellede også af på den uden at volde den nogen skade, men da han ikke kunne komme af sted med at såre den i ryggen, fordi den var for hård, gav han nøje agt på dens bug, til han fandt det bløde sted, og dér jog han sit Glavind ind. Udyret ville hævne sig på han ved at bide, man alt, hvad det mægtede, var at jage sin tornede bråd i hans skjold; derpå los det tungen spille adskillige gange, spyede edder og opgav med det samme ånden.

      Det ar en såre stor skat, kongen fandt, og han rustede nu en flåde og sejlede til Kurland. Kongen der - Dorne hed han - siges i sin skræk for den farlige krig, der forestod, at have talt sålunde til sine krigsfolk: "I gode mænd! denne fjende, som kommer fra fremmed land med næsten al Vesterlands våbenmagt, ville vi søge frelse for ved at forhale tiden og lade sult gøre det af med ham. Sult er en indvortes syge, som det vil falde ham tungt at få bugt med. Sulten mand er let at slå. Vi kan bedre overvinde denne fjende med sult end med våben. Medens vi selv holde os i ro, skal sulten kæmpe for os. Sålunde bringe vi dem i fare, medens vi selv er uden fare, og tage dem af dage uden blodsudgydelse. Vi har lov til at besejre vor fjende ved at ligge stille. Hvem vil hellere kæmpe således, at han lider skade derved, end således at han er i sikkerhed?

     Hvem vil selv kalde ulykken ned over sit hoved, når han kan være skadesløs? Vore våben vil have mere udsigt til sejr, når hungersnøden først har kæmpet for os. Med den i spidsen vil vi holde vort første slag. I vor lejr skal alt være stille og roligt, sulten skal kæmpe for os, først når de få bugt med den, vil vi ikke længer holde os i ro. Den, som er mat og mødig, bukker let under for den, der har sine kræfter i behold; en vissen hånd duer ilde til at føre våben; den, som er medtagen af nød og genvordigheder, er sløj til at slås. Sejren er snart vunden, hvor en sund og stærk kæmper med en, der er mat og udtæret. Således kan vi, selv uskadte, volde vore fjender skade".

     Efter at have holdt denne tale lod han sine folk hærje landet overalt, hvor han skønnede det var vanskeligt at forsvare, og kom fjendernes grumhed i forkøbet, således at han intet lod blive tilbage, som de kunne bemægtige sig, og derefter lagde han største delen af sin hær i en overmåde vel befæstet by, som han ganske rolig lod fjenden belejre. Da kong Frode intet håb havde om at kunne indtage denne stad, lod han inden for lejren grave adskillige dybe grave, og jorden lod han hemmelig føre bort i kurve og kaste i floden tæt uden for bymuren. For at ingen skulle ane uråd, skjulte han gravene ved at lægge græstørv over dem i den mening, at fjenderne uforvarende skulle styrte ned i dem og begraves, når græstørvene skred sammen under dem. Derefter gav han det udseende af at han var bleven ræd, og trak sig lidt bort fra lejren, og da de belejrede forfulgte ham, svigtede jorden allevegne under deres fødder, og de blev overdængede og dræbte med kastespyd, da de var faldne i faldgruberne.

Frode drog nu bort fra Kurland og angreb Russernes konge Trane. Da han ville udspejde russernes flåde, lod han lave en mængde trænagler og ladede en båd med dem. Han kom så ved nattetid til den fjendtlige flåde og lod sine folk bore huller i skibene under Vandgangen, og for at vandet ikke pludselig skulle strømme ind, lod han hullerne stoppe med naglerne, som de havde i Beredskab. Da

de havde boret så mange huller, som han mente der skulle til for at få flåden til at synke, lod han naglerne tage ud, så at vandet kunne strømme ind, og samtidig lod han sin flåde omringe fjendens. Russerne, der således var stedte i en dobbelt fare, vidste ikke, hvad de skulle gøre, om de først skulle værge sig mod fjenderne eller stoppe for vandet. Medens de forsvarede skibene mod fjenden, gik de til bunds.

Faren indenfor var større end faren udenfor; medens de kæmpede med fjenden udenfor, fik vandet magt over dem forinden. Fra begge sider stormede ulykken ind over de stakkels mennesker, som ikke vidste, om de snarest kunne bjærge sig ved at svømme eller ved at slå fra sig. Bedst som de var i gang med at slås, fik de den anden ulykke at drages med. De havde på en gang to dødsmåder for øje, som i forening ville gøre det af med dem. Det var ikke let at sige, hvad der voldte mest fortræd, vandet eller fjendens sværd. Den, som værgede sig mod fjenden, blev slugt af det indstrømmende vand, og den, der søgte at stoppe for vandet, faldt for sværdhug, og vandet farvedes af de faldnes blod.

     Efter således at have overvundet russerne drog Frode hjem til Danmark; men da det kom ham for øre, at de sendemænd, han havde skikket til Rusland for at opkræve skat, var bleven grumt myrdede af de troløse russere, drog han, opbragt over denne dobbelte tort, derover igen og gav sig til at belejre byen Rotala. For at floden, der løb imellem ham og byen, ikke skulle sinke dens indtagelse, delte han den ved at lade grave en mængde render således, at der blev fuldt op af vadesteder, hvor der før havde været dybt vand, og at den rivende strøm nu, efter at den var bleven delt, løb dorsk og trægt og til sidst var helt grund. Da han således havde fået bugt med floden, indtog han uden modstand byen, der nu var berøvet sit naturlige værn.

     Efter den bedrift lagde han sig med sin hær for byen Paltisk. Da han mente, at det oversteg hans kræfter at indtage den med magt, greb han til list. Han trak sig nemlig, uden at ret mange vidste besked derom, tilbage til et hemmeligt smuthul og lod for at gøre fjenden tryg det rygte udsprede, at han var død; for at gøre det så meget troligere lod han sin ligfærd holde og opkaste en gravhøj, og selv de af hans krigsfolk, der vidste besked, lod, som om de sørgede over deres konges foregivne død. Det rygte gjorde kong Vespasius så tryg, som om han alt havde vundet sejr; han blev så dorsk og ligegyldig for byens forsvar, at hans fjender snart så deres snit til at bryde ind i den og dræbte ham, medens han sad med hænderne i skødet optagen af leg og lystighed.

     Da han havde indtaget denne by, gjorde Frode sig håb om at underlægge sig hele østerleden, og han lagde sig nu for kong Hande Handvans by. Det var den, som Hading i sin tid havde stukket i brand,  at Handvan, som var bleven klog af skade, havde ladet alle fugle, som byggede reder under tagene, udrydde, for at den ikke mere skulle være udsat for at blive ødelagt på den måde. Men Frode fandt på en ny list. Han iførte sig kvindeklæder og gav sig ud for at være en skjoldmø og kom ind i byen under påskud af, at han var overløber. Han undersøgte nøje alt der inde, og dagen efter sendte han en, han havde med sig ud med bud om, at hæren skulle samles ved murene, så skulle han nok sørge for, at portene blev lukket op. Det lykkedes ham at narre vægterne, og da byens folk lå i deres sødeste søvn, fik de stram for deres ligegyldighed, idet byen blev hærjet, mere som følge af deres egen uagtsomhed end af fjendens tapperhed. I krig er nemlig intet farligere end at opgive al frygt og slå sig til ro, således at man i alt for stor tryghed lader alt gå, som det bedst kan. Da Handvan så, at det var ude med hans land, lod han sine kongelige klenodier bringe om bord på nogle skibe, som han derpå lod bore i sænk, thi han ville hellere, at de skulle blive havets end fjendens bytte, skønt det havde været bedre, om han ved at skænke dem til sine fjenner havde vundet deres gunst, end at han ikke undte nogen at have nytte af dem. Da Frode senere skikkede sendemænd til ham for at bejle til hans datter, svarede han, at Frode skulle vogte sig for, at han ikke af lykkens medbør lod sig bedåre til at forfalde til hovmod over sin sejrrige fremgang; hellere burde han skåne de overvundne og i deres nuværende usle kår ære deres fordums herlighed og lære selv i deres nuværende fornedrelsestilstand at agte dem formedelst deres fordums lykke. Derfor burde han vogte sig for at rane dens rige, han ønskede at komme i svogerskab med, vare sig vel for at tvinge den ned i usle og ringe kår, som han ville hædre ved at bejle til hans datter, og for af havesyge at forringe den ære, han kunne have af sit ægteskab. Ved denne venlige tiltale opnåede han både at få sejrherren til svigersøn og at få lov til at beholde sit rige.

     Imidlertid havde svenskekongen Hundings enke Thorhild, som bar et uslukkeligt had til sine stifsønner Regner og Thorald, sat dem til at vogte kongsgårdens kvæg for derved at udsætte dem for alskens fare. Da Hadings datte Svanhvide fik det at vide, drog hun med sine søstre som terner til Sverige for at prøve, om hun ved kvindelist kunne redde de højbårne ungersvende fra undergang. Hun kom til dem, da de var ved at holde nattevagt ved deres hjorder, og søstrene ville straks stige af hestene, men da hun så, at alskens uvætter sværmede omkring, forbød hun dem det i følgende kvad:

      Regner sagde nu, at han var en af kongens trælle, og at han var kommet så langt hjemmefra, fordi det kvæg, han var bleven sendt ud i marken med og skulle vogte, var løbet fra ham, og da han havde opgivet alt håb om at få fat på det, ville han hellere blive borte end gå hjem og tage den straf, der ventede ham. Han glemte da heller ikke at tale om sin broder; således kvad han:

Svanhvide gav sig nu til nøjere at betragte hans ansigt og faldt i forundring over dets dejlighed. "Dine strålende øjen", sagde hun, "Give til kende, at du er kongebåren og ikke trællebåren. Æblet falder ikke langt fra stammen, og din ædle sjæl lyser dig ud af øjnene. Dit klare blik røber din herkomst, den kan ej være født i ringe stand, hvis fagerhed så tydelig vidner om høj byrd. Dine spillende øjne give til kende, at der bor en herlig sjæl i dig, dit ansigts fagerhed taler tydelig om, af hvad æt du er runden, og om dine forfædres ypperlighed, for så fager og fin kan man ikke være, når man har en ufrels fader. Ædelt blod har sat ædelt præg på din pande, jeg ser din slægt i dit åsyn som i et spejl. Så herlig en skikkelse kan ikke have et ringe ophav. Skynd eder derfor bort herfra og pas på ikke at komme i kast med disse utysker, at eders dejlige legemer ikke skulle blive lede troldtøjs bytte.

      Regner, som følte sig såre skamfuld over de usselige klæder, han bar, og som han mente var det eneste middel, han havde til at skjule sin kongelige byrd, svarede hertil, at trællekår ikke altid udelukkede mod og manddom, tit dækker lurvet kappe en stærk arm, og skidden kjortel skjuler tit en kraftig hånd, tapperhed bøder på, hvad der brøster i byrd, og en fribåren sjæl vejer op imod ædle forfædre. Han var ikke ræd for utysker; den eneste, han var bange for, var Asathor, hvis vældige kræfter ingen, hverken Guder eller mennesker, kunne måle sig med. Troldtøj, som kun har Thurseham at skræmme med, burde ingen med mod og mandshjerte ræddes for, det var kun blege gjøglebilleder, som kun for en stakket stund lånte legemsskikkelse af den lette luft. Svanhvide tog derfor fejl, når hun troede, hun kunne jage kvindefrygt i stærke og hårdføre mænd, der ikke plejede at lade sig overvinde i strid, og prøvede at gøre dem blødagtige som kvinder.

       Svanhvide, som undrede sig over ungersvendens mod, splittede nu tågen, der blindede hans øjne og skjulte troldene for ham, og lovede at give ham et sværd, han kunne have gavn af i al slags strid. Samtidig åbenbarede hun sig for ham i al sin jomfruelige dejlighed, og da hun så, hvor betagen han blev af elskov, lovede hun at blive hans brud, idet hun rakte ham sværdet og kvad:

Efter at have kvædet dette og adskilligt andet sendte hun sine terner bort og kæmpede så hele natten sammen med Regner mod uvætternes lede flok, og da det blev dag, så de adskillige drauger og sære skabninger rundt om, og blandt dem selve Thorhilds ham, der havde fået mange sår. De samlede dem alle på et vældigt bål, for at ikke den lede stank fra disse fule ådsler skulle brede sig i luften og smitte og forpeste folk, men kun i nærheden af stedet. Derefter skænkede Svanhvide Regner Sveriges rige og blev hans dronning. Han syntes rigtignok, at de lod ilde at begynde sin krigerbane med at holde bryllup, men i erkendelse af, at han havde hende at takke for liv og velfærd, holdt han sit løfte.

      Imidlertid bemægtigede en mand ved navn Ubbe, som alt i nogen tid havde været gift med Frodes søster Ulvilde, sig, pukkende på sin hustrus høje herkomst, Danmarks rige, som han var bleven sat til statholder for, hvilket hverv han just ikke havde røgtet med synderlig omhu. Frode blev derfor nødt til at afbryde sin krig i Østerleden, og da han på hjemvejen kom til Sverige, angreb han der sin søster Svanhvide og holdt et stort slag med hende. Han blev slagen, og om natten gik han hemmelig ud med en båd og sejlede rundt omkring for at se sit snit til at bore fjendens flåde i sænk. Han blev greben af sin søster, og da hun spurgte ham, hvorfor han sådan luskede om ad alskens krogveje, svarede han hende med samme spørgsmål, for Svanhvide var også gået ene ud i en båd ved nattetid og roede hid og did.

Hun forestillede nu sin broder, hvorledes han hidindtil havde ladet hende have sin fulde frihed, og bad ham så mindelig om, at han ville tillade hende at leve med den husbond, hun havde valgt sig, og godkende, hvad der var sket, eftersom han selv, da han drog i krig med russerne, havde givet hende lov til at gifte sig, med hvem hun ville. Ved disse ikke ubillige bønner lod Frode sig bevæge til at slutte fred med Regner og tilgav den overlast, han mente, hans søster ved sin selvrådighed havde tilføjet ham, og da de gav ham lige så mange folk med, som han havde mistet, glædede han sig over, at det stygge nederlag, han havde lidt, var blevet opvejet ved en smuk velgerning.

      Da han kom tilbage til Danmark, blev Ubbe, der var bleven tagen til fange, ført frem for ham. Han foretrak at tilgive ham frem for at lade ham lide den straf, han havde fortjent, eftersom det mere var hans hustrus tilskyndelse end hans egen begærlighed, der havde drevet ham til at bemægtige sig riget, så han ikke så meget syntes selv at være ophavsmand til denne misgerning, som at have gået en andens ærind. Ulvhilde straffede han ved at give hende en anden mand, tog hende fra Ubbe og nødte hende til at ægte hans ven Skotte, efter hvem Skotterne har fået navn. Han lod hende køre bort i sin kongelige vogn og gengældte i alle måder ondt med godt, idet han mere tog hensyn til sin søsters herkomst end til det sindelag, hun havde lagt for dagen, mere til sit eget eftermæle end til hendes slethed. Hendes broders velgerninger kunne dog ikke få hende til at opgive sit indgroede had, og hun overhængte stadig sin nye mand for at få ham til at slå Frode ihjel og bemægtige sig Danmarks rige, for det går jo så, at sent man glemmer, hvad ung man nemmer, den, som pønser på ondt, arges, som han ældes, gammel kærlighed ruster ikke, og gammel vane bider bedst. Da hendes mand stadig vendte det døve øre til, stræbte hun ham efter livet i steden for broderen og hyrede folk, der skulle skære halsen over på ham i søvne, men en af hendes terner røbede det for ham, og den nat, da han vidste, mordet skulle gå for sig, gik han i seng med brynje på. Da Ulvilde spurgte, hvorfor han gjorde det, svarede han, at det havde han nu lyst til for en gangs skyld, og da de lejede stimænd troede, han var falden i søvn, og brød ind til ham, sprang han ud af sengen og dræbte dem. Således fik han både vænnet Ulvilde af med at stræbe sin broder efter livet og givet andre et godt bevis på, at man bør vare sig vel for hans hustrus svig.

      Medens dette stod på, fik Frode i sinde at påføre Frisland krig, for at folk i vesterlandene kunne få øjnene op for den berømmelse, han havde vundet ved sine sejre i Østerleden. Da han var kommen ud i rum sø, kom han først i kamp med en frisisk viking ved navn Vitte. Han bød sine folk tålmodig at finde sig i fjendens første angreb, således at de blot skærmede sig med skjoldene, men ikke brugte deres pile, før end fjendernes var slupne helt op. Jo tålmodigere Danskerne fandt sig i pileregnen, des ivrigere blev Friserne, for Vitte troede, at Frodes lemfældighed kom af, at han var opsat på at få fred. Medens pilene susede dem om ørerne, svarede de blot med at blæse i deres horn, så det gjaldede, men da de tåbelige friser havde brugt alle deres kaste- og skudbåben op, overdængede Danskerne dem med deres;

de blev slagne, flyede op på and og omkom imellem grøfterne, som landet der alle vegne er fuldt af. Derefter sejlede han op ad Rhinen og angreb Tysklands yderste grænser. Da han atter var kommen ud på havet, angreb han frisernes flåde, der var løbet på grund, og de, der ikke var omkomne i skibbrudet, blev dræbte. Men han var endda ikke fornøjet med at have gjort det af med så mange fjender og gik løs på England. Da han havde overvundte kongen der, gik han imod Melbrik, der var høvedsmand i Skotland, men just som han skulle til at yppe krig med ham, fik han af en spejder nys om, at englandskongen var lige i hælene på ham, og da han ikke på én gang kunne angribe dem, han havde foran sig, og værge sig mod dem, der ville falde ham i ryggen, kaldte han sine krigsfolk sammen og bød dem at lade deres vogne i stikken, kaste fra sig, hvad de førte med af bohave, og strø alt det guld, de havde, rundt omkring på markerne. Det var den eneste udvej, de havde, sagde han, der var ikke andet at gøre end at lokke fjenden til at tilfredsstille sin havesyge i steden for at bruge sine våben.

De burde nu, da den yderste nød krævede det, villig give afkald på det bytte, de havde hentet i det fremmede lande, så meget mere som fjenderne sikkert ville få lige så travlt med at kaste det fra sig igen, som de i deres griskhed havde haft med at sanke det op, da det snarere ville blive dem til byrde end til gavn.

      Så tog en mand ved navn Torkel, der var gerrigere og også bedre skåren for tungebåndet end de andre, til orde efter at have taget sin hjelm af og støttende sig til sit skjold: "Dit strenge bud går de fleste af os nær til hjerte, konge, for vi sætte stor pris på, hvad vi have vundet med vort blod. Man kaster nødig bort, hvad man har erhvervet ved at udsætte sig for de største farer, og giver ikke villig afkald på, hvad man har opnået ved at sætte livet på spil.

Det er den største tåbelighed på kvindevis at agte det ringe, man har erhvervet sig ved mandemod og kæmpehånd, og at byde fjenden skatte, han aldrig har gjort sig håb om. Kan noget være usømmeligere end at foregribe krigslykken ved at kaste vrag på det bytte, vi har vundet, og at give slip på et sikkert gode, vi har i vore hænder, af frygt for et tvivlsomt onde? Endnu har vi ikke set noget til Skotterne, og så skulle vi så vort guld på markerne?  Hvad vil man regne os for i slaget, når vi, som er dragne ud for at søge kamp, taber modet ved den blotte tanke om kamp? Vil ikke vi, som har været en skræk for fjenden, gøre os latterlige derved og sætte det ry, vi har, til og få foragt i steden? Britterne vil undre sig over, at de er bleven slagne af folk, som dee nu ser slagne af den blotte frygt. Skal vi ræddes for dem, vi før har gjort rædde? Skal vi ryste af angst for dem, nu da vi ikke ser dem, medens vi kun agtede dem ringe, da vi stod ansigt til ansigt med dem? Vinde vi bytte i hæderlig kamp for at kaste det fra os af frygt? Skal vi gøre dem rige, som vi burde gøre fattige? Vi har vundet bytte ved tapperhed, skal vi nu kaste det bort af fejghed? Kan der tænkes noget skammeligere end at give vort guld til dem,vi bør mærke med vore sværd? Man bør aldrig af frygt give fra sig, hvad man har vundet ved tapperhed. Hvad der er vundet i kamp, bør kun tabes i kamp.

   Lad byttet koste dem lige så meget, som det har kostet os. Med stål må vort guld købes. Bedre at dø en hæderlig død end at gøre sig foragtelig ved begærlighed efter at leve. Vort liv får hastig ende, skam og skændsel følger os ud over døden. og hertil kommer, at når vi kaste vort guld fra os, vil fjenden så meget ivrigere forfølge os, som han tror, at frygt har drevet os dertil. Desuden, hvad enten lykken går os med eller imod, har vi ingen grund til at være kede af vort guld; sejre vi, ville vi være glade ved at have det, blive vi slagne, efterlade vi os noget til at bekoste vor jordefærd med". Således talte den gamle kriger.

      Krigerne tog imidlertid mere hensyn til kongens end til deres stalbroders ore og foretrak at følge kongens opfordring; de kappedes om at komme frem med, hvad de havde i deres gemmer af guld og gods, ja de læssede det bohave og deslige af, som hestene havde fået at bære på, og efter at de således havde tømt deres lommer havde de lettere ved at bære deres vågen. De rykkede nu længere frem, og Englænderne, som var efter dem, spredte sig for at samle byttet, de havde strøet ud for alle vinde. Da deres konge så, at de var så overvættes ivrige efter at sanke guldet op, bød han dem tage sig i vare for, at de ikke fik hænderne, som de skulle slå fra sig med, alt for fulde; de vidste nok, sagde han, at sejr må vindes, før skat kræves; derfor burde de vrage guldet og forfølge dets ejermænd, ikke tragte efter det blinkende malm, men efter den strålende sejr; bedre at gribe efter hæder og ære end efter guld og gods. Når de ret overvejede begge dele, måtte de også skønne, at tapperhed er mere værd end guld, for guldet tjener kun til udvortes pryd men tapperhed giver både den indvortes og den udvortes pryd værd. Derfor skulle de vende dres øjne fra guldet, lade deres griskhed fare og kun tænke på at kæmpe. kDesuden måtte de indse, at når fjenden havde kastet sit guld bort, havde han gjort det med vilje, han havde strøet det ud for at lokke dem i en fælde, og ikke for at de skulle have gavn deraf, og om sølvet end skinnede nok så uskyldig, kunne de være visse på, at der stak svig under, for ingen skulle få ham til at tro, at de, som før havede drevet de tapre briter på flugt, nu selv flyede. Intet var desuden foragteligere end det guld og gods, der blot gør den, som grisk griber efter det, til træl, medens han bilder sig ind, at det gør ham rig. Det var danskernes agt med død og undergang at straffre dem, som de syntes at byde deres guld, så hvis de tog det, ville de blot snart efter komme til yderligere at berige fjenden; lod de sig dåre af det gulds glans, som lå der på alfarvej, ville de ikke blot gå glip af det, men også miste, hvad de endnu havde tilbage. Hvad nytte var det til at sanke det op, som de straks ville blive nødte til at give slip på igen? Men hvis de nu ikke lod dette guld vinde sejr over dem, ville de sikkert vinde sejr over fjenden. Derfor burde de hellere som tapre mænd hige efter ære end nedværdige sig ved griskhed, ikke lade sig trække ned af havesyge, men med ophøjet mod gribe efter æren; med våben, ikke med guld, skulle der kæmpes.

     Da kongen havde endt sin tale, tog en engelsk ridder til orde, idet han viste alle, hvorledes han havde hele favnen fuld af guld. "Din tale råder to ting, konge", sagde han, "for det første, at du er bange, og for det andet, at du ikke under os det godt, eftersom du af frygt for fjenden forbyder os at røre guldet og hellere vil, at vi, dine krigsfolk, skal være fattige en rige. Kan noget være dummere end sådant et forbud? Vi ser vort eget guld og gods ligge her, og det skulle vi betænke os på at tage! Skulle vi nu, da det kommer tilbage af sig selv, lade det ligge, som vi drog ud for at tage tilbage med våben i hånd, og rede til at købe tilbage med vort blod? Skulle vi betænke os på at tage, hvad der med rette tilhører os? Hvem er mest ræd, den, der kaster det fra sig, han har vundet, eller den, der ikke tør sanke det op? Se, her har lykken givet os tilbage, hvad nøden tvang os til at give slip på. Dette bytte tilhører os, ikke fjenden, danskerne har ikke bragt guld til England, men ført guld bort derfra. Skal vi nu, da vi kan få det igen for intet, kaste vrag på, hvad vi nødig og nødtvungne lod tage fra os? Det er skammeligt at se surt til sådan en lykkens gunst og gave. Kan der tænkes noget tåbeligere end at begære forbudent guld og gods, der holdes under lås og lukke, og ikke agte det, der ligger på alfarvej, for værd at tage op? Skal vi lade hånt om det, der ligger lige for vore øjne, og gribe efter det, vi har ondt ved at få fat på? Skal vi holde hænderne fra det, der er lige til at tage, og søge det, der langt borte og i fremmedes vold? Hvornår skal vi gøre bytte hos andre, når vi lade det, der hører os til, gå fra os? Gid guderne aldrig må blive mig så grumme at jeg skal lade mig tvinge til, når jeg har favnen fuld af guld og gods, som jeg har arvet efter min fader og bedstefader, at kaste den byrde fra mig, som jeg bærer med så god ret. Jeg kender nok Danskernes umådelighed; de var aldrig rendt fra fulde vinfade, om ikke frygt havde drevet dem dertil, de giver hellere slip på livet end på vinen. I det stykke har vi nu ikke noget at lade dem høre, hvad det angår, er vi ikke bedre end de. Men sæt nu også, at deres flugt er forstilt,  så må de dog først tage en dyst med skotterne, inden vi kan vente dem her tilbage. Aldrig skal dette guld få lov til at ligge her i skarnet og trædes under fødder af svin og vilde dyr, så må det da hellere komme folk til nytte. Desuden, når vi tager den krigshærs bytte, der har overvundet os, bringer vi sejrherrens lykke over på vor side, for hvilket sikrere varsel om sejr kan vi få end at gøre bytte, før end vi slås, og uden sværdslag at indtage fjendens lejr, som han er rømmet fra? Det er bedre at sejre ved at indjage skræk end ved hjælp af sværdet". 

      Næppe havde ridderen endt sin tale, før alle var i fuld gang med rundt omkring at samle det røde guld op. Man måtte forundre sig over deres hæslige griskhed, det var en umådelig havesyge, man her fik at se. De rev græs op sammen med guldet, kivedes og stredes indbyrdes, glemte helt fjenden og lod sværdet skile trætten, ænsede hvergen frændskab eller stalbroderskab, alle var besatte af havesyge, at holde venskab brød ingen sig længer om.

      Imidlertid var Frode draget den lange vej igennem skoven, som gør skel imellem England og Skotland og bød sine folk gribe til våben. Da skotterne så hans fylking og kom under vejr med, at danskerne var langt bedre rustede end de, som blot havde lette kastespyd, flygtede de, inden slaget var begyndt. Frode, som var bange for, at Englænderne skulle kaste sig over ham, forfulgte dem ikke ret langt, og så stødte Ulvildes mand Skotte til ham med en stor hær; han var i sin iver for at bringe Danskerne undsætning kommen helt oppe fra Skotlands yderste grænser. Efter hans råd opgav Frode at forfølge Skotterne, drog tilbage til England og tog tappert det bytte igen, som han snildelig havde givet slip på. Lige så rolig han havde ladet det i stikken, sige så let fik han det igen. Nu angrede Englænderne  som måtte bøde for deres havesyge med deres blod, at de havde taget den byrde på sig, de ærgrede sig over, at de havde brugt deres arme i havesygens tjeneste uden at have fået noget ud deraf, og skammede sig over, at de ikke havde fulgt kongens råd, men deres egen lyst til guld og gods.

     Derefter drog han imod London, den navnkundigste by i landet, og da han på grund af dens mures fasthed ikke kunne tage den med storm, brugte han list i steden for vold og lod udsprede, at han var død. Da Daleman, som var høvedsmand i London, spurgte denne falske tidende, tog han imod Danskernes tilbud om at overgive sig, tølbød dem en Englænder til høvding og gav dem lov til at komme ind i byen, for at de selv kunne vælge sig en af flokken. Medens de lod, som om de var meget optagne af dette valg, omringede de ham hemmelig ved nattetid og dræbte ham.

      Efter den bedrift vendte kongen tilbage til Danmark, hvor en mand ved navn Skate gjorde gæstebad for ham, for at han i Gammenslag kunne kvæge sig efter krigens besværligheder; men medens Frode sad til bords der på de efter kongelig skik med guldindvirkede tæpper belagte hynder, blev han æsket til kamp af en mand, som hed Hunding, og skønt han havde sat sin hu til at gøre sig til gode ved gildebordet, var han dog gladere ved kampen, der forestod, end ved maden og mjøden, han havde for sig, gik i holmgang og sejrede. Han fik dog i den dyst et farligt sår, men da en anden kæmpe ved navn Hagen også æskede ham til holmgang, var han alligevel straks rede og hævnede sig på ham ved at dræbe ham, fordi han havde forstyrret hans ro. To af sine kammersvende, der var bleven åbenbart overbeviste om, at de stræbte ham efter livet, lod han binde til store stene og styrte i havet for således, ved at give deres legeme en svær byrde at slæbe på, at straffe dem for den svare synd, de havde villet tage på deres samvittighed. Det hedder sig, af Ulvilde ved den lejlighed gav ham en kjortel, som jern ikke kunne bide på, så at han, når han bar den, var usårlig. Vi bør heller ikke glemme at fortælle, at Frode havde for skik at drysse sin mad over med stødt og malet guld, hvilket han brugte som et middel imod de mange forsøg, der af hans fjender blev gjort på at forgive ham.

      Da Frode omsider angreb kong Regner i Sverige, som falskelig beskyldtes for at pønse på forræderi imod ham, omkom han, ikke for fjendehånd, men kvalt af hede i kroppen og sine tunge våben.

Han efterlod sig tre sønner, Halvdan, Ro og Skate.

Halvdan, Ro og Skate.

Disse tre brødre havde ikke noget at lade hverandre høre, hvad dyd angik, de var lige griske efter herredømmet, hver for sig higede de blot efter at blive konge, broderkærlighed lagde ingen bånd på dem; når man bærer alt for stor kærlighed til sig selv, går kærligheden til andre jo bort, man kan ikke på én gang pleje sin egen ærgerrighed og pleje venskab med andre. Halvdan, som var den ældste af dem, besmittede sin kongebyrd ved niddingsdåd, dræbte Ro og Skate og banede sig således vej til tronen ved brodermord, og for at der ikke skulle savnes noget vidnesbyrd om, hvor grum han var, lod han alle deres tilhængere gribe, efter først at have holdt dem i fængsel, hænge. Hvad der var mest at undres over ved ham, var, at, skønt han ikke gjorde andet hele sit liv igennem end øve grumhed, var lykken ham så god, at han ikke blev slået ihjel, men døde af alderdom.

Ro og Helge.

Halvdans sønner vare Ro og Helge. Ro siges at have bygget Roskilde, som kong Svend Tviskæg senere udvidede og fik flere til at bosætte sig i. Ro var lille og spædlemmet, Helge høj og anselig. De delte riget således imellem sig, at Helge fik havet at råde over, og han angreb og overvandt straks med sin flåde konk Skalk i Venden. Da han havde underlagt sig hans rige, flakkede han om på havet vidt og bredt. Han var barsk og grum, men hans letfærdighed var ikke mindre end hans grumhed; han var så hengiven til ukyskhed, at det ikke er let at sige, hvad der brændte stærkest i ham, overmod eller løsagtighed. Ved øen Thorø voldtog han en jomfru, der hed Thora, og avlede med hende en datter, som han senere gav navnet Yrsa. Han overvandt ved byen Stade Sachserkongen Syriks søn Hunding i slag, og derpå æskede han ham til holmgang og fældede ham, hvorefter han til amindelse om denne sejr antog tilnavnet Hundings-Bane. Han fratog Sachserne Jylland og satte Heske, Eyr og Ler til høvedsmænd over det. Han gav i Sachsen den lov, at der skulle gives samme bøde for en frigiven træls som for en fribårens drab, som om han derved klarligen ville give til kande, at i Tyskland var alle lige trællefødte, og at det stod lige slet til med alles frihed der, så at den ene ikke havde noget at lade den anden høre.

      Da han en gang igen på et vikingstogt kom til Thorø. udpønsede Thora, som endnu stadig sørgede over sin tabte jomfruære, et skammeligt anslag til hævn for den tort, han havde tilføjet hende. Hun sendte nemlig med overlæg sin datter, der nu var mandvoksen, ned til stranden og magede det så, at hendes fader fik legemlig omgang med hende. Hvorvel han nu således lod sig dåre af en svigefuld vellysts tillokkelser, må man dog ikke derfor tro, at han havde sat al ære og retsindighed til side, for i sin uvidenhed om, hvem hun var, havde han en god og gyldig undskyldning for sin misgerning, men hvad skal man sige om den tåbelige moder, som, for at hævne tabet af sin egen ære, tillod, at datteren mistede sin, og ikke brød sig om sin datters kyskhed, når hun blot kunne få ham, der i sin tid havde røvet hendes jomfruære, til at gøre sig skyldig i blodskam. Hvilket grumt kvindehjerte! for at straffe kvindeskænderen lod hun sig så at sige skænde igen, for ved det, hun gjorde, syntes hun jo snarere at forøge den uret, der var øvet imod hende, end at formindske den, efterdi hun ved den gerning, der skulle skaffe hende hævn, begik en misgerning, og da hun ville råde bod på den skade, hun havde lidt, føjede skammelig uret til den, idet hun handlede som en ond stifmoder imod sit barn og for at udslette sin egen skam ikke skånede hende for vanære. Der kan jo ingen tvivl være om, at hun må have haft en nedrig sjæl, når hun var i den grad skamløs, at hun ikke bluedes ved at søge trøst for den uret, der var bleven øvet mod hende, i sin datters skændsel. Det var en stor misgerning, men én ting sonede den: de barn, der blev frugten af den, bødede ved sin lykke brøsten, så lige så sørgelig den måtte siges at være, lige så glædelig blev den i sine følger. Yrsa blev nemlig moder til Rolv, der aftvættede den plet, som klæbede ved hans fødsel, ved en række bedrifter, hvis strålende herlighed til alle tider skal prises og roses i de højeste toner. Det kan nemlig føje sig så, at sorg vendes til glæde, at det, der begynder i skam, ender i ære. Lige så skændselsfuld faderens vildfarelse var, lige så lykkelig en udgang fik den altså, idet hans ypperlige søn sonede den ved sit levneds strålende herlighed.

      Imidlertid døde kong Regner i Sverige, og kort efter døde hans dronning Svanhvide af en sot, hun havde fået af sorg, så at hun fulgte sin mand i døden, som hun ikke havde villet skilles fra ham i livet; det går nemlig for det meste så, at de, der nære en overvættes kærlighed, attrår at følge den i døden, som de elskede, medens han var i live. Efter dem kom deres søn Hødbrod til styret. Han gav sig for at udvide sit rige i krig mod Østerleden, og efter at have anrettet et umådeligt mandefald avlede han sønnerne Adils og Hød, hvem han til fosterfader gav en mand ved navn Gevar, som han havde knyttet til sig ved store velgerninger. Den sejr, han havde vundet i Østerleden, var ham ikke nok; han angreb derfor Danmark og fældede kong Ro efter at have holdt slag med ham tre gange. Da Helge fik nys herom, bød han sin søn Rolv holde sig inde på Lejreborgen, for at rigens arving kunne være i sikkerhed, hvorledes de så end gik ham selv. Derefter sendte han for at fri landet fra fremmedes herredømme drabanter om til byerne med påbud om at dræbe de høvedsmænd, Hødbrod havde sat over dem; selv slog han Hødbrod og hele hans flåde og fældede ham og tog således blodig hævn for den uret, der var øvet ikke blot imod hans broder, men også imod hans fædreland. Dette skaffede ham tilnavnet Hødbrods-bane. Derhos straffede han Svenskerne, som om de ikke havde lidt nok i krigen, ved at give dem de foragteligste kår, idet han indførte den lov, at der for ingen fortræd, som tilføjedes en Svensker, måtte gives lovlige bøder. Derpå fattede han, skamfuld over den misgerning, han i sin tid havde begået, lede til sit fædreland og drog atter til Østerleden, hvor han døde.  Nogle mene, at der er bleven gjort ham bebrejdelser for hans brøde, og at han har taget sig dem så nær, at han frivillig søgte døden ved at styrte sig i sit sværd.

Rolv Krage.

Efter Helge fulgte hans søn Rolv, en ypperlig mand både i henseende til legemets og sjælens gaver, lige så udmærket ved dyd og tapperhed, som stor og fager af skikkelse. Da Sverige på den tid var lydland under Danmark, søgte Adils, Hødbrods søn, på en snild måde at skaffe sit fædreland friheden ved at ægte Rolvs moder Yrsa, for at få sin stifsøn til for svogerskabets skyd at eftergive ham den skat, han havde at udrede, hvilket også lykkedes ham. Han hadede og afskyede fra barnsben af al gavmildhed og var så nærig, at han anså det for en skam at have ry for at være rundhåndet. Da Yrsa fik øjnene op for den smudsige gerrighed, han var befængt med, og derfor gerne ville være ham kvit, holdt hun det for rådeligst at bruge list og skjulte med stor snedighed den svig, hun pønsede på. Hun lod nemlig, som om hun hadede sin søn, opmuntrede flittig sim mand til at gøre oprør for at gøre sig fri og fik ved løfter om store gaver Rolv til at komme til Sverige. Hun mente nemlig bedst at kunne nå sine ønskers mål ved, når sønnen havde fået stiffaderens guld, at løbe bort med kongens skatte, så at han ikke blot mistede den, der skulle have delt hans leje, men også sine skatte, idet hun holdt for, at der ikke var nogen bedre måde at straffe ham for hans gerrighed på end at røve ham hans rigdom. Dette snedige anslag, som hun i alle måder havde udpønset med den største snildhed, var ikke let at opdage, fordi hun skjulte sin lyst til at blive fri for manden under skinnet af at tragte efter frihed, men hvor forblindet må han alligevel ikke have været, når han kunne tro, at moderen stræbte sønnen efter livet, og ikke skønnede, at det var hans egen ulykke han pønsede på. Ja, tåbelig må han have været, siden han ikke forstod, at hans hustrus utrættelige anstrængelser under skin af had til sønnen gik ud på at slippe fri for manden, og eftersom man ikke bør fæste lid til nogen kvinde, var hans tillid til hende des tåbeligere, jo lettere det faldt ham at bilde sig ind, at hun var svigefuld imod sin søn og tro mod ham. Tilskyndet af de store løfter drog Rolv nu til Adils, men da han og Yrsa så længe havde været borte fra hinanden og var komne ud af den daglige omgangs vane, kendte han moder ham ikke straks. Han bad hende for spøg om noget at stille sin sult på, og da hun svarede, at mad måtte han bede kongen om, viste han hende en rift i sin kjortel og bad hende om at sy den sammen. Da hun vendte det døve øre til, sagde han: "Svært er det at finde sandt og oprigtigt venskab, når moderen nægter sin søn mad, og søsteren ikke vil sy om sin broder". S¨åledes straffede han hende for hendes vildfarelse og fik hende til at skamme sig over sin mangel på venlighed. Da Adils, medens de sad til bords ankede over, at han sad ved siden af sin moder, og kaldte det  løsag-tighed, eftersom det var uhøvisk, at broder og søster sad sammen svarede Rolv, at det var al ære værd, at en kærlig moder lå ved sønnens bryst, idet han således forsvarede sig imod det angreb der var blevet gjort på hans uskyldighed, ved at minde om det bånd, hvormed naturen havde knyttet dem så inderlig til hinanden. Da gæsterne spurgte ham, hvilken slags mod han satte højest, svarede han: "Tålmod", og da de spurgte Adils, hvilken dyd han især lagde vind på, svarede denne: "Rundhåndethed". De forlangte nu, at den ene skulle give en prøve på sit mod, den anden på sin rundhåndethed, Rolv først. Han måtte sætte sig hen ved ilden, og den side, ilden hedede stærkest, skød han skjoldet for, og efter således at have dækket den ene side, væbnede han den anden med tålmod, det var det eneste værn, han havde til den. Det var nu meget snildt af ham at bruge skjoldet til at skærme sig imod heden, så at det nu måtte tjene ham til værn imod den, ligesom ellers imod de susende spyd. Men da heden, der var hvassere end noget spyd, ikke kunne komme nogen vegne med den side, der var skærmet af skjoldet, tog den fat på den, der var udækket. En Terne, der sood tæt ved arnen og så, hvor ulidelige heden sved hans sideben, tog da spundset ud af en tønde, så dens indhold gød sig ud over ilden og fik bugt med den, så denne væde, der kom så betimelig, slukkede branden, da den kun var nået halvvejs med at gøre fortræd.

      Rolv fik stor berømmelse for det store tålmod han have vist. Nu blev Adils opfordret til at vise sin rundhåndethed, og det hedder sig, at efter at han havde givet sin stifsøn rige gaver føjede han, for at give topmål, en umådelig svær halskæde til.

      På gæstebudets tredje dag søgte Yrsa nu lejlighed til at sætte sin svig i værk, lod, uden at hendes mand anede noget derom, de kongelige skatte læsse på vogne, sneg sig hemmelig ud af borgen og gav sig i nattens dæmring på flugt tillige med sin søn. Adils satte imidlertid straks efter dem, og da hun ikke nærede ringeste håb om, at de kunne fortsætte deres flugt, bød hun i sin angst sine folk at kaste guldet fra sig; det galdt pengene eller livet, forsikrede hun, det eneste middel til frelse var at give slip på guldet, kun ved at lade det i stikken kunne de fortsætte deres flugt. De måtte altså betjene sig af det samme middel, som det hed sig, at Frode i sin tid havde bjærget livet ved i England. Der lå heller ikke megen vægt på, sagde hun, at de lod svenskerne  tage tilbage, hvad der hørte dem til, sår det, der sinkede deres forfølgelse, blot hjalp dem selv til flugt, det måtte snarere regnes for at give femmed gods tilbage en for at lade sit eget i stikken. For at komme så meget hurtigere af sted adlød de ufortøvet dronningens bud, tømte deres lommer og lod fjenderne rives om byttet. Somme påstå, at Yrsa beholdt guldet, og at det, hun strøede ud til sine forfølgere, ikke var andet end forgyldt kobber, og det kan jo være troligt nok, at et kvindfolk, der pønsede på så store gerninger, også kunne have lavet noget uægte stads til for at kaste det for fjenderne, så det falske skin fik dem til at tage det for ægte varer. Da Adils så halskæden, han havde givet Rolv, ligge imellem de andre gyldne smykker, kunne han ikke få øjnene fra denne sin gerrighedss kæreste skat og lagde sig i sin griskhed på knæ for at tage den op. Ved således at se ham ligge der i støvet lo Rolv ad ham, der blev slagen med sine egne gaver, idet han nu begærlig tog tilbage, hvad han i træskhed havde givet bort. Medens svenskerne frydede sig over deres bytte, skyndte danskerne sig af al magt til deres skibe, lagde alle kræfter i ved årerne og slap således bort. Det hedder ellers om Rolv, at hvad man så end bad ham om, havde han for skik med redebon gavmildhed straks at give det fra sig ved den første anmodning, så at ingen nogen sinde havde nødig at bede anden gang; han ville nemlig hellere komme anmodningens gentagelse i forkøbet ved straks at tilstå gaven end forringe dens værd ved at lade den vente for længe på sig. Derfor søgte også kæmper i mængde til ham, for tapperhed anspores af ros og næres ved gaver. Ved denne tid gjorde en mand ved navn Agnar, Ingels søn, stort gilde for at fejre sit bryllup med Rolvs søster Rude. 

   Kæmperne holdt sig lystige de med alskens larm og lystighed, og blandt andet kastede de jævnlig svære knogler i hovedet på en, som hed Hjalte. Det traf sig nu så, at en sådan knokkel gik fejl og ramte Hjaltes sidemand Bjarke voldsomt i hovedet, og denne forhånelse tillige med smerten gjorde ham så vred, at han kastede knoglen tilbage til den, der havde sendt den, med en sådan kraft, at ansigtet kom til at vende bagud og nakken fremefter, så han til straf for sit vrang sind fik hovedet vendt. Dermed fik denne forsmædelige og overmodige leg en brat ende, og kæmperne brød op fra borgen. Brudgommen, der var vred over den uret, han mente, der var tilføjet gæsterne, besluttede at gå i tvekamp med Bjarke og tage hævn over ham, fordi han havde forstyrret lystigheden. Da tvekampen skulle til at begynde, blev der længe tvistet om, hvem af dem det første hug tilkom, for når der i gamle dage blev holdt tvekamp, galdt det ikke om at få skiftet så mange hug som muligt, men man huggede i en bestemt orden og tog sig god tid mellem huggene; få, men drøje hug, det var, hvad det kom an på. deres styrke mere end deres antal vandt man hæder ved. Agnar fik nu fortrinet på grund af sin høje byrd, og han hug til med sådan kraft, at han kløvede den øberste del af Bjarkes hjelm og sårede ham oven i issen, og sværdet blev siddende fast i en af midteråbningerne i hjelmen. Nu skulle Bjarke til at hugge, og for at kkunne give sværdet større sving støttede han foden på en stub og hug med sit ypperlige sværds hvasse eg Agnar midt over. Somme siger, at Agner leende opgav ånden, for at ingen skulle mærke, at det gjorde ondt. Da de andre kæmper nu ivrig krævede hævn, beredte Bjarke dem en lignende død, han havde nemlig et ualmindelig langt og sjælden skarpt sværd, som han kaldte Blad. Da han nu gik bort stolt af disse bedrifter, vandt han en ny sejr over et af skovens dyr, en umådelig stor bjørn, der kom ham i møde i tjørnekrattet; han fældede den med sit spyd og bød sin stalbroder Hjalte st sætte munden til såret og drikke dyrets blod som en styrkedrik, for man troede, at en sådan drik gav kræfter. Ved disse udmærkede bedrifter vandt Bjarke de ypperste mænds venskab og kom også i stor gunst hos kongen der gav ham sin søster Rude til ægte, så han som sejrens løn vik den overvundnes brud. Derefter drog han mod Adils, som stadig tirrede Rolv, overandt ham og gjorde det helt af med ham. Rolv satte nu en meget kløgtig ung mand ved navn Hjartvar til høvedsmand i Sverige, imod at han lovede at betale ham årlig skat, og for at bøde på, at han således ikke helt var sin egen herre gjorde han ham til sin svoger, idet han gav ham sin søster Skuld til ægte.

      Her vil jeg nu indskyde en morsom tildragelse. En ung mand ved navn Vøgg kom til Rolv og stod længe og betragtede nøje og med stor berundring kongens anselige skikkelse, og så spurgte han spøgende, hvad det var for en krage, naturen i sin ødselhed havde gjort så overvættes stor, men hvilke skæmtsomme ord han hentydede til kongens usædvanlig høje skikkelse. Ordet krage betyder nemlig på dansk et træ med stynede grene, som manv ved skiftevis at flytte fødderne fra den ene grenstump til den anden, kan klatre opad, til man når helt op til toppen, sigesom ad en stige. Det ord greb Rolv straks og to Krage til tilnavn og lønnede Vøgg for hans skæmt med en svær armring. Vøgg satte den straks på sin højre arm, som han holdt i vejret, medens han holdt den venstre på ryggen, for at det skulle se ud, som om han skammede sig over den, og således gik han om og så ganske latterlig ud, som han gik der og sagde, at den, som længe havde fristet fattigmands kår, var glad for ringe gave. Da han blev spurgt, hvorfor han bar sig således ad, svarede han, at hans venstre hånd, der ingen stads havde at prale med, ved synet af den højre skammede sig over sin fattigdom. Dette snilde svar indbragte ham en armring til, lige så god som den første, for Rolv sørgede for, at den hånd, han holdt skjult lige så godt kom i vejret som den anden. Vøgg undlod ikke at give vederlag for gaven, han aflagde nemlig det højtidelige løfte, at om Rolv blev dræbt, ville han hævne hans død på hans banemænd. Man må nemlig vide, at det i gamle dage var skik, at ædlinge, der tog tjeneste ved hove, straks når de tiltrådte den, som en højtidelig indledning til deres læretid aflagde løfte til kongen om at øve en eller stordåd.

      Imidlertid holdt Skuld det for en skam, at hendes mand skulle være skatskyldig, og gav sig til at ruge over onde planer. Hun forestillede Hjartvar, hvilke skammelig slette kår de havde, og at han burde afkaste trældomsåget, og indgav ham, da hun først havde fået ham til at spinde rænker, de grummeste anslag til forræderi, idet hun foreholdt ham, at man burde agte friheden højere end slægtskab.

     Hun ladede hemmelig skibe med store mængder af alskens våben, og bød Hjartvar sejle til Danmark, som om han kom for at betale den sædvanlige skat, men meningen var, at han ved nattetid skulle overfalde og dræbe kongen. Med skibene fulde af denne falske last drog han til byen Lejre, som Rolv havde bygget og smykket med kongelig pragt, så at den både som grundlagt af kongen som kongesæde langt overgik de andre byer i de tilgrænsende landsdele. Rolv tog gladelig imod Hjartvar, var helt optagen af gildebordets glæder og drak vældig, medens hans gæster imod sædvane var bange for at drikke sig en ordentlig rus. Da danskerne lå i deres sødeste søvn, begyndte svenskerne, som ingen ro kunne få for deres iver efter at tage fat på deres niddingsdåd, at liste sig ud af deres sengekamre; de hentede de våben, de havde skjult om bord på skibene, væbnede sig i stilhed og gik så op til kongeborgen, hvor de brød ind i kamrene og dræbte de sovende for fode. Adskillige vågnede og satte sig, forfærdede over dette pludselige myrderi og endnu fortumlede af søvnen, til modværge imod den fare, de knapt kendte, idet de på grund af nattens mørke ikke kunne skelne, om det var venner eller fjender, de havde for sig. Det traf sig så, at Hjalte, der var en af kongens ædleste hirdmænd, just den nat hemmelig var gået ud på landet, hvor han havde en slegfred. Da han i det fjerne hørte våbengnyet, foretrak han Straks, skønt han knapt kunne tro sine egne øren, tapperhed for vellyst og vendte sig fra elskovs søde tillokkelser til krigens barske farer. Hvor glødende må ikke denne kæmpes kærlighed til sin konge have været, eftersom han hellere ville sætte sit liv på spil i åbenbra fare, end bevare det for vellyst, skønt han til undskyldning for, at han ikke mødte, kunne foregive, at han ikke vidste noget om, hvad der var på færde. Da han ville til at gå, spurgte frillen ham, hvor gammel en mand hun skulle vælge, i fald hun mistede ham. Hjalte bøde hende komme hen til ham, som om han ville hviske noget til hende, og i sin harme over, at hun spurgte ham til råds om hans eftermand, skar han næsen af hende for ved dette skammelige sår at straffe hende for hendes letfærdige spørgsmål og ved at skamfere hendes ansigt lægge en dæmper på hendes løsagtige sind. Og efter at have gjort det sagde han, at nu kunne hun vælge frit efter sin lyst. Derpå skyndte han sig tilbage til byen, brød ind i trængslen, hvor den var tættest, og sårede og fældede mange fjender. Da han kom forbi kammeret, hvor Bjarke endnu lå og sov, bød han ham vågne og kvad:

     Ved denne tiltale vågnede Bjarke og kaldte på sin svend Skalk, som han tiltalte sålunde:

      Atter kvad Hjalte:

      Efter at have anrettet et stort blodbad blandt fjenderne kom Hjalte for tredje gang til Bjarkes hus, og da han nu troede, det var frygt, der gjorde ham så opsat på at sove, talte han ham hårdt til for hans fejghed:

                                                                  Nu svarede Bjarke og kvad:

                                                                                                    Hjalte kvad:

                                                                                                    Bjarke kvad:

                                                                                                      Rude kvad:

                                                                                                      Bjarke kvad:

      Disse taler har jeg særlig af den grund gengivet på vers, at et dansk kvad af samme endhold endnu lever i mindet hos mange, der er fortrolige med oldtidens tildragelser.

      Svenskerne sejrede, og hele Rolvs krigerskare faldt, den eneste ungersvend, der overlevede kampen, var Vøgg; så højt skattede nemlig kong Rolvs mænd hans herlige egenskaber, at de da han var falden, alle attråede at dø og holdt det for større gammen at følge ham i døden end at leve.

      I sin glæde lod Hjartvar straks efter kampen anrette et gæstebud for ved et gilde at fejre sin sejr. Da han var bleven mæt og drukken, sagde han, at det undrede ham, at der, så mange krigsfolk Rolv havde, ikke var én af dem, der havde bjærget sig ved at fly eller lade sig tage til fange; det var grant at se, sagde han, med hvor stor troskab de havde elsket deres konge, siden de ikke ville overleve ham; ilde var det, at der ikke var en eneste af dem tilbage, der kunne træde i hans tjeneste, folk som dem, sagde han, ville han så inderlig gerne have. Da Vøgg så blev ført frem for ham, blev han så glad, som om han havde fået en kostbar gave, og spurgte, om han ville tage sold hos ham. Da han svarede ja, rakte Hjartvar ham sit dragne sværd, men Vøgg ville ikke tage ved odden, han ville have fæstet, således plejede Rolv at byde sine kæmper sværdet, sagde han. Det var nemlig i gamle dage skik, at den, der ville give sig i kongens tjeneste, lagde hånden på sværdets hjalte og svor ham troskab. Da han således havde fået fæstet fat, jog han odden igennem Hjartvar og fuldbyrdede således den hævn, han havde lovet Rolv, og så stolt og glad var han over den bedrift, at han ivrig opfordrede Hjartvars krigere til at støde til, da de styrtede ind på ham, idet han sagde, at hans glæde over, at han havde dræbt voldsmanden, var større end hans harme over, at han selv skulle lade livet. Sålunde blev gæstebudet forvandlet til ligfærd og sejrjublen til gråd og klage over den døde. Altid bør denne mand mindes med berømmeligt eftermæle, han, som kækt holdt sit løfte og frivillig gik i døden efter ved sin dåd at have bestænket gildebordet med voldsmandens blod. Hans sjæls fyrige fod gøs ikke tilbage for drabsmændenes hænder, da han så det sted, hvor Rolv plejede at sidde, rødnet af hans morders blod. Sålunde vandt og mistede Hjartvar riget på en og samme dag, for fals slår sin egen herre på hals, og længe får man ikke gavn af, hvad  man har erhvervet ved synd og svig, og sålunde gik det til, at svenskerne, kort efter at de var bleven herrer i Danmark, ikke kunne bjærge livet, for sjællænderne kom over dem og fældede dem som et skyldigt sonoffer for den hedenfarne konge. Således straffer skæbnen som oftest dem, der farer frem med svig og falskhed.