Året 826 efter Herrens kødvordelse blev Harald, Danernes konge, døbt i Mainz af ærkebsikop Otgar, og kejser Ludvig stod fadder i sit sjette regeringsår. Med ham blev hans broder Erik og kongens hustru sammen med en stor mængde Daner oplyst og knyttet til den kristne tro.
Da de nu drog hjem til deres rige, og det ikke var let at finde nogen lærd mand, som ville følge med dem, tilbød den hellige Ansgar sig frivilligt med sin fælle Autbert. De opholdt sig i fire år hos kongen og omvendte mange til troen. Efter at være vendt hjem blev Ansgar gjort til ærkebiskop af Hamburg; han besøgte snart Danerne, snart folkene hinsides Elben, og vandt utallig mængde af begge folk for troen. Efter at være vendt hjem blev Ansgar gjort til ærkebiskop af Hamburg; han besøgte snart Danerne, snart folkene hinsides Elben, og vandt en utallig mængde af begge folk for troen. Senere, da ærkebiskop Liudrik af Bremen var død, overdrog kejser Ludvig (Ludvigs søn, og broder til Lothar og Karl) Bremens ærkebispedømme til Ansgar. Såre glad over denne kongelige gave drog den Guds bekender til Danmark. Dér gjorde han Danernes konge, Kong Haralds broder, den førnævnte Erik, til en ivrig kristen tillige med hans folk (efter Haralds død var han nemlig kommet på Tronen). Erik byggede for første gang en kirke i Slesvig, efter tillige at have bestemt at enhver, der ville være i hans rige, skulle blive kristen.
På den tid havde Normannerne hærget Frankrig og gjorde fremstød op ad floderne Loire, Seine og Rhinen. Drevet af denne rædsel overlod Frankrigs konge, Karl, dem et land at bosætte sig i, og det besidder de endnu den dag i dag. Derefter angreb de Danmark og dræbte kong Erik. Da han var død blev Erik Barn ophøjet til tronen. Der er ikke ringe tvivl med hensyn til denne Erik Barn, hvorvidt han var søn af førnævnte Erik eller ej. Han blev snart rasende på Kristusdyrkerne, jog præsterne ud af landet og befalede at lukke kirkerne. Uforfærdet opsøgte den hellige Ansgar ham, og han forvandlede den grumme tyran fra en vild løve til det blideste lam, og det i en sådan grad at han selv antog kristendommen, og ved forordning bød alle sine mænd at blive kristne. Da blev alle præsterne kaldt tilbage og kirkerne blev genrejst og istandsat. Desuden blev en domkirke opført i Ribe - den anden efter Slesvig.
Nordmændenes meget grusomme konge Ivar, Lodbrogs søn, som siges at have manglet knogler, og hvis brødre Ingvar og Ubbe og Bjørn og Ulf ledede nordens folk, samlede på denne tid sine mænd, og han kaldte også Danernes konger til hjælp, for at ødelægge frankernes rige. Jeg siger konger, fordi dengang var der mange konger i Danmark. For; som det fortælles var der undertiden to i Jylland, en tredie på Fyn og en fjerde på Sjælland, og en femte i Skåne; undertiden var der to over hele Danmark; undertiden endog een over hele Danmark; Undertiden en over hele England sammen med Danmark, som vi senere skal vise.
Ivar drog altså med en flåde til England, og holdt et blodigt slag med Englændernes konger. Dér faldt Northumbrernes konger Ella og Osbert, og Denwolf og Berrwolf flygtede fra slaget. Også Edmund, Østsaxernes meget hellige konge, som ofte tidligere havde stået som sejrherre, blev da overvundet og taget til fange i slaget. Med hænderne bundet på ryggen blev han for Kristi bekendelses skyld pisket og derefter skudt med pile, og til sidst blev han halshugget og opnåede martyriets strålende krone. Således forløb Northumbrernes første plage i England.
Da kong Ingvar var draget derfra, delte han flåden med ni konger fra norden, og nogle konger sendte han mod Frankrig, andre mod Tyskland. En del af disse sejlede op ad Elben, angreb Sachsen og dræbte dér hertug Bruno og ti grever, som gik imod dem. Sammen med dem blev to bisper massakreret. Derefter overfalder de byen Utrecht, hvor Radbod dengang strålede som biskop, og jævner byen med jorden. Til slut krydser de Rhinen og afbrænder Køln og Trier; i Aachen indrettede de en stald for deres heste; byer med deres borgere, kvinder med deres børn massakrerede de med sværdets æg, de hellige kirker med samt de troende enten brændte eller omstyrdede de. Mainz begyndte man at forstærke af frygt for dem.
Da blev Friesland også plyndret af Danerne.
Mens dette stod på, døde kong Erik, og Frode blev ophøjet til tronen; han blev døbt af ærkebiskop Unni af Bremen. Straks blev de kirker genrejst, som før var ødelagt; Slesvig og Ribe. En tredie kirke byggede kongen i Århus til den hellige treenigheds ære. Nogle siger at ærkebiskop Unni af Bremen prædike for Gorm og Harald, som var konger i Danmark, og gjorde dem venligt stemt mod de kristne og genoprettede de længe forsømte kirker.
Denne Gorm var fader til Harald. Harald styrede riget i femten år i faderens levetid, og efter faderens død herskede han i halvtreds år. Han var kristen og havde tilnavnet Blåtand eller Klak-Harald.
Efter Haralds død samlede en vis Svend, en overløber fra Nordmændene, en stor skare og angreb England, jog kong Ethelred ud og beholdt selv riget. Hans sønner Gorm og Hardeknud, som er utilfredse med faderen, overfalder Danmark med røveri, og da de havde dræbt Danernes konge Halfdan og hans sønner delte de Danernes rige, Danmark til Gorm, England til Hardeknud. For deres fader Svend døde i mellemtiden, mens de selv angreb Danmark. Men hvorvidt Halfdan var søn af Klak-Harald eller ej, er tvivlsomt.
Gorm, den meget grusomme konge, opslog sit kongesæde på Sjælland. Hans søn var den såre milde Harald, som var den første, der byggede en kirke på Sjælland. Imod faderens befaling, var han en ven af de kristne og støttede dem under forfølgelserne, idet han efter bedste evne tog imod dem alle vegne fra. Så medens faderen således fremturede i det onde, blev Harald konge efter hans død og gjort kristen. Snart modtog han præster, der kom såvel fra England som fra Sachsen, og han begyndte at dyrke Kristus offentligt. Derfor var han en ven af den ærværdige ærkebiskop Adaldag af Bremen og af Kejser Otto, og stod dem meget nær, og det i en sådan grad, at kejseren løftede hans døbte søn op af den hellige font og kaldte ham Svend Otto. Så den fromme konge, som troede meget på Kristus, blev ikke blot døbt, men bad endog ved sendebud om, at der måtte blive indsat bisper i riget. Ærkebiskop Adaldag af Bremen glædede sig over denne anmodning, og efter kongens og pavens råd ordinerede han tre bisper for Danmark: Erik til Slesvig, Liafdag til Ribe, Reginbrand til Århus. Også senere ordinerede ærkebiskop Adaldag af Bremen bisper for vort folk; Marko til Slesvig efter Erik, Folbert efter Liafdag til Ribe, Odinkar Hvide, som var ordineret til Sverige, forvaltede også Skåne og Sjælland; efter ham kom Thurgot.
Denne Harald genindsatte også Normændenes konge Håkon, som var blevet jaget ud af riget. Håkons søn var Trygve, som var underlagt Harald, og hans søn igen var Olaf Krageben.
Harald herskede i Danmark i halvtreds år. Hans søn Svend sårede ham i et slag og fordrev den sårede frariget; på sin flugt kom han til Venden og døde dér som landflygtig - og som en anden David - i større sorg over sønnens troløshed end over sin egen ulykke. Hans legeme blev bragt tilbage til fædrelandet af hans mænd og begravet i staden Roskilde.
Det hørte Olaf Krageben, den meget kyndige spåmand, søn af Trygve, som var søn af Håkon, som Harald genindsatte, da han var jaget ud af riget; i erindring om denne velgerning drog han straks mod Danerne, jog Kong Svend ud og beholdt Danernes rige. I landflygtighed opsøgte Svend Sveernes meget mægtige konge, som også hed Olaf; Ydmygt bønfaldt han om at blive genindsat i sit rige. Og straks foretog han et overraskelsangreb mod Sveerne og holdt et drabeligt slag, hvori Norges konge Olaf faldt, narret af en spådom.
Svend, med tilnavnet Tveskæg, havde de to riger; en stor fjende af de kristne, som han endog gav ordre til at lade jage ud af sine lande. Men da han, besejret i krig, tre gange blev taget til fange af Venderne og to gange vejet op med sølv, den tredie gang med guld, lærte han endelig Gud at kende efter tugtelserne og begyndte at søge ham. Således tilkaldte han biskop Bernhard fra Norge og opførte en kirke i Skåne, Bernhard satte over havet og kom til Sjælland; dér endte han sit liv i forbilledlig god Vandel.
Derefter angreb Svend England, jog kong Ethelred ud, men overlevede i knaptre måneder efter at have bemægtiget sig de Britiske lande.
Svends søn Knud, og Olaf, søn af kong Olaf af Norge, som var gidsler dér, blev efter Svends død kastet i lænker af Edmund, søn af den Etehlred, som Svend fordrev. På flugt fra hans fængsel kom de med skib til Bremen og modtog dér troen på Kristus af den hellige Unwan, ærkebiskop af Bremen, og vendte døbte tilbage til Danmark.
Olaf blev imidlertid indsat som konge af Norge. Efter at han som den første havde lagt hele sit rige ind under den kristne tro, Blev han dræbt af nogle få mænd, i et slag og opnåede martyriets strålende krone. Hans legeme begravedes i Trondheim af de troende, og hædres endnu den dag i dag ved mange mirakler. Hans søn, ved navn Magnus, fulgte ham på tronen; han var født af en frille, af alder en dreng, men storsindet og skøn af ydre.
Men for at jeg ikke skal synes at være kommet for langt væk fra det påbegyndte værk, vil jeg vende tilbage til Danernes konger.
Da englændernes konge Edmund nu var død, efterfulgte sønnen Ethelred ham på tronen. Da Knud, som ikke havde glemt den gamle uret,
som Ethelreds fader havde gjort ham og Olaf, hørte dette, krydsede han over havet, med tusinde fuldt udrustede skibe og angreb England med umådelige styrker; i tre år kæmpede han med Ethelred. Træt af både krig og ælde døde Ethelred, mens han blev belejret i staden London, og efterlod en søn, Edward, som han havde fået med dronning Emma, som var datter af grev Robert.
Da Knud havde sejret, tog han denne Emma til hustru og fik med hende sønnen Hardeknud. Knud gav Richard sin søster, som hed Estrid. Da Richard forstødte hende blev hun gift med Ulf Jarl, uden broderens samtykke. Da Knud hørte dette fattede han et sådan fjendskab til Ulf, og til sin søster, at han endog, jog dem ud af riget. Da de endelig ved manges bønner og hjælp blev forligt under falske foregivender, lod han ham ikke længe efter dræbe i Roskilde kirke da han gik til fromesse. Hans hustru Estrid, gav ham en ærefuld begravelse, og i stedet for trækirken byggede hun en kirke af sten som hun berigede på mange måder. Med ham havde hun to sønner, Svend og Bjørn..
Da dette var sket vendte Knud tilbage til England og endte sit liv der.
På denne tid ordinerede ærkebiskop Libentius af Bremen Avoco til biskop for sjælland (efter Gerbrand, somhans forgænger Unwan først ordinerede). Libentius ordinerede også Poppo til Slesvig, og derefter Esiko, og til Ribe Odinkar. Af dem siges Poppo, som var en meget hellig mand, at have stået kong Svend meget nær. Da hedningene tvivlede om den kristne tro var det også ham, som på en almen forsamling af konge og folk bar gloende jern i sin hånd og viste sig uskadt, fordi de havde lovet, at de så vile tro. Deraf kom det, at folket antog troen og han blev en hellig og højt anset mand i riget.
Men efter Knuds død overtog hans tre sønner magten. Svend, som han havde med Alfifa, herskede i Norge, Harald, som også var søn af alfifa, i England, Emmas søn Hardeknud i Danmark. Under ham prædikede Vilhelm, Avokos efterfølger. Denne Hardeknud drog fra Danmark og samlede en flåde i Flandern mod sin broder Harald, Englands konge; men døden kom Harald i forkøbet og standsede krigen. Hardeknud besad både Danmark og England.
I mellemtiden døde Hardeknuds broder Svend i Norge. Normændene valgte da Magnus, Olaf den Helliges frillesøn. Hardeknud og kong Magnus af Norge traf da den aftale indbyrdes, og bekræftede den med ed på relikvier, at den. som levede længst, som efterlever skulle overtage den afdødes rige og besidde de to riger som ved arvelig ret.
Men ikke længe efter døde Hardeknud. Da Magnus, som ikke havde glemt aftalen, hørte om hans død, drog han mod Danmark med en stor og mægtig styrke. Imod ham gik Svend, kong Gamleknuds søstersøn, søn af Estrid og af den Ulf, som Gamleknud dræbte, og kæmpede i mod ham, snart i søslag, snart i rytterkamp, til sidst blev Svend besejret og flygtede til Skåne. Da han nu i Lund forberedte sin videre færd for at flygte til Sverige - se da kom der bud fra Sjælland og meldte, at kong Magnus var død. Straks vendte han tilbage tilSjælland, blev derefter frit valgt til konge af fynboerne og af jyderne, styrede Danmark beslutsomt i mange år, og avlede sønner og døtre med forskellige kvinder. Fem sønner af ham blev alle konger, den ene efter den anden; fire blev forhindret deri af en tidlig død, skønt de fuldt ud var værdige til kongemagt og kongenavn.
Under ham prædike biskop Vilhelm. en stærk og tapper mand, heftig af sind, og i stand til at kue de mægtige ved sin blotte legemsstyrke og ved sin sjælsstyrke, og som ikke skånede nogen, når han var vred. På hans tid overdrog kong Svends moder Estrid 50 bol til Roskildekirken med sin søns samtykke, og den førnævnte biskop stadfæstede dem for kirken med segl og privilegium.
Ikke længe efter døde Vilhelm, og i hans sted indsatte den berømmelige kong Svend sin navnefælle og kapellan; det var en mand, som udmærkede sig ved sin retskaffenhed, i al sin vandel, og som stod højt over alle sine foregængere; misæderes skræk, retsindiges belønning, fædrelandets fader, gejstlighedens pryd og folkets frelse, en mand af enestående fromhed, som ville føre alt til fuldkommenhed. Det var ham som opbyggede Roskilde kirke næsten som fra grunden, og smykkede den med herlig krone og marmorsøjler og alskens prydelser. Det var ham som byggede et kloster af sten til brødrene, og for at der kunne blive femten præbender, gav han af sit eget bispegods til brødrene og til kirken, som han indviede til den hellige Treenigheds ære. Desuden byggede han en kloster i Ringsted til ære for den hellige Maria, og et andet i Slagelse.
I mellemtiden døde danmarks berømmelige konge, Svend den Store, i Jylland i året 1074, efter herrens kødvordelse, i sit 31. regeringsår. Hans legeme blev begravet med hæder i Roskilde, som han selv havde befalet i levende live. Efter hans død fulgte hans søn Harald ham på tronen og herskede i syv år. Derved blev han ifølge de gamle den fjerde Harald der var konge i Danmark. Den første Harald var han som var døbt i Mainz, den anden var Harald Blåtand, den tredie Harald Gormssøn, den fjerde denne søn af Svend, en ypperlig mand, og en meget retfærdig hersker. Han befalede, at skovene, som de mægtige havde tilegnet sig alene, skulle være fælles.
Da han var død, blev hans broder Knud ophøjet til tronen. Da han ved en ny, og uhørt lov, tvang folket til at betale en skat, som vort folk kalder Nefgjald, blev han fordrevet fra Jylland til Fyn, og med stor anger i hjertet led han martyrdøden i Odense, foran alteret i Sankt Alban martyrs kirke, i år 1090 efter herrens kødvordelse. I sit 11. regeringsår. Hans legeme hædres ved store mirakler, kristus herliggøres i sin martyr. Med ham blev også hans broder Benedikt dræbt.
Da nu rigets stormænd kom sammen, tog de hans broder Olaf til konge og gjorde ham til medhersker over hele Danmarks rige. På hans tid rådede der i Danmark en uhyrlig hungersnød i ni år, så man næppe kunneafholde sig fra utilladelige og forbudte spiser; men fordi loven undertiden brydes og overtrædes, når nøden tvinger, så dræbte man heste for at spise dem, og mange flænsede hunde. Man prydede ikke bordet med forskellige retter, og ingen havde lyst til at udfolde nogen pragt.
Denne plage forudsagde den ærværdige biskop Svend straks efter drabet på Knud, og med faderlig formaning rådede han mange til at holde den borte ved at gøre bod. Men eftersom Gud forhærder, hvem han vil, og ynkes over, hvem han vil, så forhærdede han alles hjerter og ramte dem med plager, sådan som det var forudsagt. Men hyrden ynkedes Gud over of udfriede ham fra alle denne syndige verdens trængsler. For, ikke tilfreds med et virksomt liv i hjemmets ro ligesom Martha, ønskede han også at få andel i den stille beskuelse ligesom Maria, og i Olafs andet regeringsår bad han konge og folk om orlov, og besluttede at drage til Jerusalem på pilgrimsfærd for at gøre bod. Men da han kommer til en ø, som hedder Rhodos, og bliver holdt tilbage af sygdom, overgiver han sin sejrende sjæl til Kristus - hans grædende diciple begraver hans legeme dér.
Da kong Olaf hørte om hans død, sørgede han ganske vist, men indsatte dog sammen med hele Sjællands stifts gejstlighed Arnold som biskop. Han var en jævn mand af væsen og mere forsømmelig end det sømmede sig for sjælesorgen: dog opførte han en mur af sten omkring klosteret i Roskilde, og han fornyede også dette klosters malerier. I hans syvende år døde kong Olaf; og han havde hersket i ni år, hvoraf ikke et eneste havde været frugtbart.
Da han var død, fulgte hans brode Erik den Gode ham på tronen; og snart veg den forhadte hungersnød og Guds hævn bort fra folket. Men om denne overflod kom for Eriks skyld, og hungersnøden for Olafs skyld, når nu ingen af dem fortjente dette, - det står til ham, som Véd alt, inden det sker, og ordner alt, hvornår og hvordan han vil. Men Erik herskede i otte år, og fandt på mange urimelige og uretfærdige love. Han havde tre sønner med friller, Harald, Benedikt og Erik, med sin ægtehustru, en såre højbåren ved navn Knud. I hans femte år, år 1100 efter Kristi kødvordelse, blev Jerusalem indtaget af de kristne, den 15. juli. Da Erik så i sit ottende regeringsår, det herrens år 1103, ville drage til Jerusalem, med sin hustru Bodil kom til Kypern, døde han.
Da danerne hørte om hans død, gjorde de hans broder Niels til konge, en mild og jævn mand, aldeles ikke nogen hersker. I hans dage var der en stor forfølgelse af gejstligheden og folket. I hans 20. regeringsår anlagde en vis Peder Bodilsen sag mod gejstligheden, efter råd og tilskyndelse fra sin kapellan Northold, som siden blev biskop i Ribe, med det krav, at de, som havde hustruer, skulle sende dem bort, og de
som ingen havde, aldrig måtte tage sig nogen. Dette sagsanlæg, kunne de gejstlige ikke modstå, eftersom biskop Arnold nu var tynget af ælde og syg; nogle blev lemlæstede, nogle blev dræbt, nogle blev jaget ud af landet, kun få beholdt deres ejendom.
Året efter dette bøndernes foretagende døde Arnold imidlertid. I hans sted indsatte kong Niels sin søn Magnus' kapellan som hed Peder. Han var en lærd og skriftkyndig mand, og blandt alle danske bisper på den tid, den mest veltalende og karakterfaste. Han påtog sig straks de gejstliges sag mod bønderne, udfriede dem ikke blot af denne nød, men opnåede desuden det, at ingen lægmand kunne anlægge sag mod gejstlige på tinge, men kun for den hellige synede, hvad der hidtil overhovedet ikke havde været tilladt. Han satte stor pris på duelige gejstlige, men sin egen kirke gjorde han ingen gavn. Han smykkede sine gårde med sten- og træhuse. Og skønt han vendte tingene på hovedet ved at stræbe efter sin egen fordel og det, som kejserens er, så sagde han dog, at han også ville søge det som Guds er, hvis han blot en gang kunne få lov til at dvæle hos Maria og Jacob. Og for at udføre i gerning, hvad han havde sat sig for med tanker og ord, så han lagde huse og jord til Sankt Clemens kirke, for at der kunne blive et munkekloster dér.
Men den gamle fjende, som altid ligger skjult under dække, og som altid misunder de retfærdiges gerninger, såede en så stor splid blandt danerne, at der ikke har været nogen større prøvelse for gejstlighed og folk, siden kristendommen slog rod i Danmark.
For på Djævelens tilskyndelse dræbte Magnus kong Niels's eneste søn, under dække af fred, kong Eriks eneste søn, Knud. En kysk og mådeholden mand, prydet ved visdom og veltalenhed og alskens god vandel, i det herrens år 1130. Derfor rejste Knuds brødre Harald og Erik et oprør, mod Niels og hans søn Magnus og de arbejde på enhver måde på at berøve Niels kongemagt, og kongenavn, og for at dræbe Magnus.
Efter at have samlet alle troløse og skændige mænd, drog Erik da til Jylland, og ved hjælp af falske løfter tiltog han sig dér kongenavn, fra en del af folket. For han var yngre end Harald, og langt mere veltalende end han, en skændig mand, fuld af raseri og løgn.
Da Harald hørte dette gik han over til kong Niels; han ville ikke tjene sin yngre broder, dels for alderens skyld, og dels for den hob af sønner, som han havde (nemlig tolv), dels på grund af den umådelige rigdom, som han uretfærdigt røvede fra alle folk. Men kong Niels drog til Jylland og holdt mange slag med Erik; slået i dem alle drog Erik på flugt til Slesvig.
Men næste år udkæmpede de et søslag ved den ø, der hedder Sejrø. Da kong Niels søn Magnus der blev omringet af Eriks styrker, i den tro, at det var faderen, som var kommet først, og mange blev fanget, endnu flere dræbt, undslap han med nød og næppe med nogle få skibe.
Men i det tredie år drog Kong Niels til Sjælland med hundrede skibe, og fordi størstedelen af folket, med biskop Peder i spidsen, støtte kong Niels, flygtede Erik ved det første sammenstød, da det var kommet til kamp ved Værebro. Niels stod som sejrherre og hærgede Roskilde. Erik kom til Skåne og bad om hjælp; da skåningene jog ham ud, opsøgte han kong Magnus af Norge, kong Sigurds søn, og bønfaldt ham ydmygt om hjælp. Ganske vist lovede kong Magnus ham kønt nok, hvad han ønskede, og med en slags tilsagn om fred og troskab, lovede han at bistå Erik i alle ting. Men da han først modtog ham og nogle få ledsagere, viste begivenhedernes forløb klart, alt hvad han havde talt, i sit hjertes inderste. For da han havde frataget Erik alt det gods, han havde bragt med sig, og jaget hans mænd bort, gav han sine egne ordre til, at han skulle holdes i lænker, og ingen udenforstående kunne få adgang til ham. Da det var sket, var Erik berøvet alt, og han tvivlede da meget, om han ville slippe levende derfra; han greb til listige kneb.
Han simulerede nemlig syg for ikke at blive overført til Konghelle, og han hverken drak eller spisteåbenlyst. Desuden sendte han bud til Danmark, til sine venner med opfordring til, at hvis de ville bringe i erindring, hvor store og talrige goder, han havde givet dem, så skulle de skynde sig og befri ham fra den truende død, på et givet tidspunkt og sted. Således gik det til, at de kom derop, med ét skib, på den angivne dag, idet de tog Erik ombord, mens vægterne var drukket fulde og sov, flygtede de til Skåne med ham, kun ledsaget af dronningen og en terne.
Men skønt skåningene tidligere nægtede ham hjælp, modtog de ham nu enstemmigt, efter fælles beslutning, som om de var grebet af anger, idet de sagde, at de ville leve og dø med ham. Asser var da ærkebiskop. Han var den første ærkebiskop i Danmark, og i Sverige, og i Norge, skarp og bitter, klog og uden fasthed. I denne rigets store forvirring, stod han ikke som en mur, for Israels hus, men vendte sig, hvorhen vinden blæste, ligesom et siv, der svejer for vinden.
På den tid blev Lund omgivet med mur og vold, på Eriks befaling.
Kong Niels indkaldte imidlertid ledningen fra de lande, som var underlagt ham, og gav meget nøje ordre til, at alle ædlinge skulle komme til Skåne, den 4. juni, for ved den tid fejrede man den hellige pinsedag. Da de nu om mandagen uforsigtigt forlod deres skibe og heller ikke havde ordnet deres sager fornuftigt, kom Erik over dem med sin hær og påførte hele Danmark et ubeskriveligt og ubodeligt tab. Vé det grufulde år, den bitre dag, dødens dag, mørkets dag, fuld af jammer, tung af gråd! Vé den dag, da Magnus dræbes, Danmarks blomst knækkes! Den skønneste blandt de unge. kæk og kraftig, en glad giver, og en ynder af fasthed: Magnus dræbes- og med ham jarler og fem bisper; Peder af Roskilde. Thore af Ribe, Ketil af Vestervig, Henrik, som var fordrevet fra Sverige, Adelbjørn af Slesvig fik et uhelbredeligt sår og overlevede knap halvandet år derefter. Men en sjette, biskop Eskil, havde Erik to år før dette slag ladet dræbe i kirken, mens han forrettede morgengudstjeneste - en meget skøn og forstandig mand, og yderst lærd.
Men kong Niels, som så nogle blive fanget, andre lemlæstet, nogle dræbt, andre druknet i vandet, fik fat på en hest og nåede med nød og næppeud på et skib sammen med Harald. Dernæst drog han til Sjælland og opmuntrede sine mænd så godt han nu kunne. Derefter drog han til Jylland og gav Harald andel i den halve kongemagt og ophøjede ham med kongenavn. Siden blev han svegen med det mest lumpne bedrag af slesvigerne, som havde lovet ham troskab og bekræftet den med éd, og troløst blev han dræbt i staden Slesvig sammen med de stormænd, han havde tilbage, den 25. juni i det nævnte år, i sit 31. regeringsår. Men Harald, som havde mistanke om deres svig og stærkt frarådede kongen at tro på dem, foregav da at skulle andetsteds hen.
Da Erik hørte dette, drog han til Slesvig, og gav slesvigerne rige gaver for den skændige udåd. Dér bliver Eskil gjort til biskop af Roskilde i Peders sted, Nothold bliver trængt ind i Ribe i stedet for Thore, Self erstatter Ketil hos Vendelboerne, Illuge indsættes i Århus efter Ulkil. På den tid dør den troløse biskop Adelbjørn af Slesvig af sit førnævnte sår. Efter ham indsættes kong Eriks kapellan Riko,
Da alt dette er sket, drog Kong Erik til Skåne og tilbragte julen dér. I mellemtiden opholder Harald sig i Jylland og bliver opmundret af talrige jyder. Da Erik hørte det, drog han pludselig til Sjælland, og under streng frost sejlede han i stor hast, over til Jylland, og den følgende nat fangede han sin intetanende broder med børn og hustru, i en by, som hedder Skiping, og lod fangen dræbe af bødlerne. Sognemændene i byen, begravede hans hoved i kirkegårdens fjerneste hjørne. Erik gjorde sig meget til af broderens død. men hans sønner førte han til Skåne, og holdt dem i lænker indtil august måned. Efter at have lagt onde råd op med skåningene, sendte han dem da til en ø som hedder Suer, og gav ordre til at dræbe dem alle dér, og begrave dem i én og samme grav. Deres navne er disse: Sivard, Erik, Svend, Niels Harald, Benedikt, Mistivint, Knud. Men da hans fader og brødre var taget til fange, havde Olaf blandet sig med tiggerne og pilgrimmene, og iført deres klæder nåede han således til kongen af Sverige, som hed Sverker, og bønfaldt ham, ydmygt om hjælp. Efter at kongen havde fået hele historien at høre, hvordan hans fader og brødre var blevet dræbt, tog han imod Olaf i sit hof, i håb om at kunne drage fordel af ham, og gav ham med stor velvilje en del af sit rige til underhold i alle Eriks dage. Bjørn og Erik Diakon druknede Erik et år før faderens død, i den borg der ligger uden for Slesvigs havn. Den tolvte, Magnus, faldt i slaget i Skåne sammen med Magnus, Kong Niels' søn. Alle disse var Haralds sønner, og alle blev de revet bort af en tidlig død. Kun Olaf er tilbage - et uhyre med mange hoveder.
På den tid dør ærkebiskop Asser af Lund, den 13. maj, og blev begravet i Sankt Laurentii domkirke.
Men Erik førte sig overalt frem, som om han var kejser, ryddede alle hindringer af vejen, tålte ingen ligemand, endsige overmand; overmodig, opblæst, stor i ondskab, skrækkelig i al sin færd, fór han frem som et lyn. Hvis der var nogen, som så ud til at eje noget, røvede han det fra de grædende mennesker, og delte det ud blandt de rige og skadefro.
Således var Eriks liv, således hans fremfærd, således hans indgang; men lad os nu se hvordan hans udgang blev.
Da han nu mødte på et ting nær ved Ribe, så rejste sig en mand ved navn Plov (på Latin Aratrum) og strakte den intetanende konge til jorden med et dødeligt sår. Plov var en hæslig, lavstammet mand, som intet kunne udrette selv, hvis ikke Herren var i ploven, og Herren var i spyddet, ligesom Herren var i slyngen, og Herren i stenen.
Da han således var død og begravet i Ribe, mødtes landets stormænd og antog Erik den 3. til konge. En søstersøn til den førnævnte Erik.
Han var en mand som var mere jævn end det sømmede sig for den kongelige værdighed, og i alle sine veje uden fasthed, og tvetydig - en tilintetgørelse af kongemagten og præsteskabet.
På den tid opstod en ikke ringe strid om ærkebispedømmet i Lund, mellem biskop Riko af Slesvig og biskop Eskil af Roskilde. Denne kamå standsede den ærværdige Peder Bodilsen ved sit vise råd og sin snilde kløgt, og han forligte dem på den måde, at Eskil skulle have ærkebispedømmet. Skønt Riko var valgt af Skånes gejstlighed og folk, fulgte han dog den førnævnte Peders råd, og idet han undgik uro og krig, bemægtigede han sig bispedømmet i Roskilde, trods gejstliges og lægmænds indsigelser.
ROSKILDEKRØNIKENS FORTSÆTTELSE
Da han nu havde skaffet den fasteste fred i sit fædreland, gav kong Erik afkald på tronen i sit tiende regeringsår; gik i kloster, og da han havde modtaget munkekutten, bød han fro farvel til verdens jammer. Ved et fromt endeligt, hensov han derpå i Herren. Efter hans død samledes jyderne og valgte Knud. Søn af Kong Niels' søn Magnus. Men skåningene valgte Svend, Erik Emunes søn, og satte ham til konge over sig. Deraf kom en langvarig kamp mellem Svend og Knud, i tolv år. For da Svend besteg tronen forsvandt freden, oprør opstod, og borgerkrigen kaldte selv fredelige folk til kamp.
I det tiende år samledes alle danske endelig, og idet de forhandlede om fred, valgte de to konger, Knud som tidligere var valgt af jyderne, og Valdemar, søn af den hellige Knud, hertug og martyr. Fordrevet fra Danmark flygtede Svend derimod til Sachsen, til sin svigerfar, hertugen af Sachsen, som han blev hos i næsten tre år, afsat fra tronen. Først det tredie år vendte han tilbage til fædrelandet, under foregivende af fred.
Da samledes Svend, Knud og Valdemar til møde efter gensidigt at have stillet gidsler, og idet de på forstandige folks råd, arbejde for fred, stræbte de at standse striden i riget. Ved dette forlig finder frænderne da sammen; at enhver af dem skulle råde frit over en trediedel af det delte rige. Og forrædderisk forbund og falsk fred blev indgået. For da de samledes i Roskilde og Knud og Konstantin, Knuds frænde, skammeligt myrdet af Svend den 9. august, men Valdemar undslap, hårdt såret. Han flygtede til Jylland og bad jyderne om hjælp. Svend, som fulgte efter ham, og kæmpede mod han på Grathe hede, og bukkede ynkeligt under, sådan som Gud ville det, og han fik det endeligt, som han havde gjort sig fortjent til ved sine rænker. Hans lig blev lagt i jorden i landsbyens kirke.
Derefter blev den berømmelige Valdemar, søn af den hellige Knud, hertug og martyr, kong Erik den Godes søn, ophøjet til tronen af alle Danmarks bedste mænd, og salvet til konge og iklædt purpuret og kronet med den største hæder og ærefuldt indsat i kongeværdigheden af ærkebiskop Eskil, i året 1157 efter Herrens kødvordelse. Han styrede ædelt de danske rige i 26 år. For han førte hedningene til troen, de troende til fred, de fredelige til tryghed; had vendte han til kærlighed, smerte til fryd, krig til fred og nød til velstand.
Efter ham fulgte hans søn Knud, og efter ham blev Knuds broder Valdemar ophøjet til tronen.
