Hading
Hading ville ikke tage imod nogen velgerning af sin fjende, men foretrak at hævne sin fader. Han havde allerede fra barnsben af alle mandommens ypperste dyder; Vellyst foragtede han og tænkte stadig kun på krig og orlog, for han kunne ikke glemme, at han fader havde været så stor en krigsmand, og at dette mandhaftige sindelag søgte Vagnhofts datter Hartgrepe at svække ved at lokke ham til elskov og lod ham atter og atter høre, at det først og fremmest var hans skyldighed at gifte sig med hende, så meget som hun havde gjort for ham lige fra hans spæde barndom af, og det nøjedes hun ikke med at sige ham med jævne ord, men hun gjorde også vers derom og
Kvad:
Hertil svarede Hading, at hun var alt for stor af vækst, til at noget menneske kunne tage hende i favn, enhver kunne jo se på hende, at hun var af jætteæt, men så sagde hun, at det skulle han blot ikke bryde sig om, kun kunne, alt efter som det lystede hende, gøre sig stor eller lille, tyk eller tynd, bred eller smal, snart gøre sig så høj, at hun ragede helt op i skyerne, snart påtage sig et menneskebarns skikkelse. Og da han endnu stadig betænkte sig og ikke ret ville tro, hvad hun sagde, kvad han:
Ved således at lokke for ham fik hun Hading til at tage hende i favn, og så stor var den elskov, hun bar til ham, at da han fik lyst til at besøge sit fædreland, betænkte hun sig ikke på at klæde sig i mandsklæder og følge med ham for at kunne have den lykke at dele farer og genvordigheder med ham. Som de nu således rejstesammen, søgte de en gang ly for natten i et hus, hvor manden var død, og husets folk under gråd og klage var i gang med at holde hans ligfærd. Hartgrepe fik da lyst til at øve sine troldomskunster på den døde for at tvinge ham til at sige, hvad skæbnen havde beskikket dem. Hun ristede ramme runer på træ og lod Hading lægge det under ligets tunge, og tvungen heraf kvad den døde mand med skrækkelig røst:
Da de den næste nat, de tilbragte i en skov, havde lagt sig at sove i en hytte tækket med ris, så Hading en umådelig jættehånd, som famlede omkring inde i hytten, og ved det syn blev han så ræd, at han kaldte Hartgrepe til hjælp. Hun gjorde sig stor, rakte og strakte sig og pustede sig op, og så tog hun et hårdt tag hånden og holdt den hen til Hading og bød ham at hugge den af. Han gjorde så, og der kom meget mere edder end blod ud af såret. Til straf for den gerning rev de andre jætter hende i stumper og stykker; hverken hendes jættenatur eller hendes størrelse hjalp hende; hun måtte lade livet under sine forbitre frænders kløer.
Da Hading nu således havde mistet sin fostermoder, mødte han en gammel enøjet mand, som ynkedes over, at han var så ene, og fik en søhane ved navn Liser til at slutte fostbroderskab med ham. Det gik i gamle dage til på den måde, at man blandede blod i sine fodspor, hvilket ansås for det sikreste venskabspant, man kunne give hinanden. Da Liser og Hading således havde lovet hinanden ubrødeligt venskab, gav de sig i krig med kurlændernes konge Lokker. De blev slagne, og da Hading havde givet sig på flugt, mødte han igen den gamle mand, som tog ham op på hesten til sig og førte ham til sit hus og gav ham overmåde sød drik at styrke sig med og spåede ham, at han skulle få svære legemskræfter. Sålunde kvad han:
Da han havde kvædet dette, satte han atter Hading op på hesten foran sig og slog sin kappe om ham. Som han nu sad der, højlig forundret over alt dette og ikke helt fri for at være ræd, kiggede han ud igennem et hul i kappen og så da, at hesten fløj hen over de vilde vover, men den gamle lod ham straks vide, at det måtte han ikke, og fuld af forundring over, hvad han havde set, tog han da øjnene til sig, og så sig ikke mere om, sålænge den grufulde færd varede. Senere blev han fanget af Lokker, og han fik da i alle mådersyn for sagen, at den gamle mand havde spået sandt, for det gik ganske som han havde sagt.
Derefter gav han sig i krig med kong Handvan af Hellespont, som i steden for at gå imod ham i åben mark holdt sig bag byen Dunas stormfri mure og volde. Da Hading mærkede, at dem kunne han ikke magte, lod han drevne fuglefængere fange alskens fugle, der havde deres reder under byens tage, og lod brændende svamp binde under deres vinger, så de stak byen i brand, da de søgte hjem til deres reder. Byens folk fik nu så travlt med at slukke, at ingen havde tid til at tænke på portene, og Hading indtog byen og tog Handvan til fange, men skønt han kunne have taget hans liv, lod han nåde gå for ret og gav ham lov til at beholde det, imod at han som løsepenge udredede så meget guld, som han selv vejede.
Efter at have vundet store sejre i Østerleden drog Hading tilbage til sverige, hvor han ved Gotland mødte Svibdag med en overmåde stor flåde og fældede ham. Således vendte han hjem ikke blot med hæder og bytte, han havde vundet i fremmed land, men også med hævn for sin fader og broder og ombyttede landflygtigheden med herredømmet i sit fædreland, som han fik, så snart han var vendt hjem.
På den tid var der en mand ved navn Odin, som over for hele Europa som falskelig ansås for en Gud. Han holdt for det meste til i Upsal, hvad enten det nu kom af, at folk der var særlig vankundige, eller at han fandt særlig behag i stedet for den smukke egns skyld. Kongerne i de nordiske lande, som ret var opsatte på at vise ham guddommelig ære, lod hans billedstøtte, støbe i guld, prydede den yderligere med svære armringe og sendte den ned til ham i Byzanz som et vidnesbyrdom, hvor højt de i deres gudsfrygt ærede ham. Han blev glad over, den store hæder, de viste ham, og tog med kyshånd imod gaven, men hans hustru Frigg lod nogle smede komme og tage noget af guldet af billedstøtten for selv at pynte sig med det. Odin lod smedene hænge og billedstøtten stille op på et højt fodstykke og magede det sindrig og kunstfærdig så, at den gav lyd, så snart nogen rørte ved den. Frigg satte imidlertid pynt og stads over sin husbonds guddomsære; hun to en af hans fortrolige venner til boler og han fik ved sin snedighed billedstøtten ned, så at det guld, der var givet til offentlig gudsdyrkelse kom til at tjene hendes pyntesyge. Lidet ænsede det skammelige kvindfolk, der ville regnes for en guds hustru, at hun måtte ofre sin kyskhed for at kunne tilfredsstille sin griskhed, så man kan ikke sige andet end, at hun som hustru og han som Gud var lige meget være. Så forblindede var folk i gamle dage! Opfyldt af skam og harme over den dobbelte forsmædelse, der var overgået ham, gik Odin i landflygtighed i den tanke, at han derved ville aftvætte den plet, hans hustru havde sat på ham.
Da han var borte, kom der en mand ved navn Midodin, af hvis undergerninger der gik stort ry, ret som om han var udstyret med himlens nådegave. Han benyttede sig af lejligheden til at give sig ud for en Gud og hilde de vankundige sjæle i en ny overtros mørke og få dem til at yde ham guddommelig ære og tilbedelse. Han påstod, at når gudetrne var vrede eller følte sig krænkede, lod de sig ikke forsone ved, at man ofrede til dem alle under ét, hvilket han derfor forbød, men hver Gud skulle have sit særlige offer. Da Odin vendte tilbage, opgav Midodin sine troldomskunster og flyede til Finland for at skjule sig dér, men folk dér stimede sammen og slog ham ihjel. Da han var død, kom det ret for dagen, hvilken skændig karl han var, for enhver, som kom hans grav nær, døde pludselig, og der stod sådan pest af ham efter døden, som om han ville hævne sig på dem, der havde undlivet ham, at hans eftermæle næsten blev værre end det ry, han havde vundet i levende live. Landsens folk, som havde stor fortræd heraf, tog da hans lig op af graven, huggede hovedet af det og jog en pæl igennem brystet på det, og det hjalp.
Da Odin var vendt tilbage fra sin landflygtighed, efter at hans hustru var død, hvorved han igen kom til sin gamle anseelse og lige som fik den plet aftvættet, der var blevet sat på hans guddomsære, tvang han alle dem, som under hans fraværelse havde tiltaget sig guddommelig anseelse, til at opgive den som noget, der ikke tilkom dem, og splittede ved sin guddomsglans de bander af troldmænd, der havde samlet sig, ligesom solen spreder tågerne. Og han tvang dem ikke blot til at aflægge deres guddomsværdighed, men også til at rømme af landet, idet han holdt for, at de, der uden ret prøvede på at trænge sig i himlen, fortjente at udryddes af jorden.
Imidlertid havde Asmund, Svibdags søn, grebet til våben imod Hading for at hævne sin fader. Da han midt under kampen fik at vide, at hans søn Henrik, hvem han elskede højere end sit eget liv, tappert kæmpende var falden i slaget, blev han led ved livet og gav sin sorg luft i dette kvad:
Da han havde kvædet dette, tog han med begge hænder om sit sværd, kastede sit skjold på ryggen og hug ned for fode uden at ænse nogen fare. Kong Hading kaldte da sine skytsånder til hjælp, og straks kom Vagnhoft og kæmpede i hans fylking. Da Asmund så jættens krumme sværd, oplod han højt sin røst og kvad:
Som han kvad dette, jog Hading sit kongespyd igjennem ham, men Asmund fik hævnet sig, før han døde, thi den stakkede stund, han havde tilbage, gav han sin Banemand et Mærke til stadig Asmindelse, idet han sårede ham i foden, så han blev halt for resten af sin leve-tid. Sålunde satte den ene livet og den anden sin førlighed til. Asmunds lig blev højtidelig begravet ved Upsal med kongelig æresbevisning. Hans dronning Gunhild dræbte sig sesv for ikke at overleve ham, thi hun ville hellere følge ham i døden end leve uden ham. Hendes lig blev af hendes venner jordet i hendes husbonds grav, for den, tyktes det dem, at hun var værdig til at dele med ham, eftersom hun havde haft ved at dele hans leje i levende live.
Efter at have vundet denne sejr hærjede Hading i Sverige, og Asmunds søn Uffe, som ikke burde vove sig i slag med ham, drog da over til Danmark med en hær, idet han holdt det for rådeligere at falde ind i fjendens land end at værge sit eget og nemmest at lønne sin fjende for den overlast, han gjorde ham, ved at give ham lige for lige. Danskerne blev da nødte til at gå tilbage for at forsvare deres eget land, eftersom de foretrak at frelse fædrelandet frem for at undertvinge fremmed land, og Uffe vendte så hjem og fandt Sverige rømmet af fjenden.
Da Hading kom tilbage fra krigen i Sverige, opdagede han, at der var stjålet af hans skatkammer, hvor han plejede at gjemme det krigsbytte, han gjorde. Han lod straks skatmesteren, Glum, hænge og lod snildelig udråbe, at hvis nogen af tyvene ville bringe tyvekosterne tilbage, skulle han få den ærespost, Glum havde haft. Der var da straks en af dem, som blev mere opsat på at få den lovede løn end på at skjule sin brøde og derfor bragte kongen, hvad han havde stjålet. Da hans medskyldige så, hvor stor gunst han kom i hos kongen, og tænkte, at den var lige så sikker, som den gav meget af sig, kom de også med deres tyvekoster i håb om at få lige så god løn.
Da de bekendt, fik de først både guld og ære, men straks efter deres fortjente straf, hvoraf man kan lære, at man ikke skal være for lettroende. Jeg mener da også, at de ikke var bedre værd end at komme til at dingle i galgen, eftersom der ingen fare havde været, når de havde tiet stille, og det var dem selv, der styrtede sig i ulykke ved ikke at holde tand for tunge.
Da det var besørget, rustede Hading igen sin hær den hele vinter, og om våren, så snart isen smeltede, drog han atter til Sverige, hvor han førte krig i samfulde fem år. Da levnedsmidlerne slap op som følge af den lange tid, toget varede, kom hans krigsfolk i den yderste nød, så de måtte æde paddehatte, som voksede i skoven, ja, de blev endogså nødte til at æde menneskekød. Da danskerne således var bleven drevne til den yderste fortvivlelse, hørtes der om natten i lejren en røst, som kvad, uden at nogen vidste, hvorfra den kom:
Den spådom gik i opfyldelse dagen efter, da en mængde danske måtte bide i græsset. Den næste nat hørte de svenske ungersvende i deres lejr lige sådan en røst, som heller ingen vidste om, hvorfra den kom, og som kvad:
Da hærene samme nat stødte sammen, så man ved stjernernes skær to fæle, vanskabte, skallede gubber, skrækkelige at se til, kæmpe frygtelig med hinanden, den ene i danskernes, den anden i svenskernes fylking. Hading blev slagen og flyede til Helsingeland. Da han der en dag badede sig i det kolde vand for at svale sig efter den stærke solhede, mødte han et sælsomt uhyre, som han dræbte med mange slag og stød og lod føre til lejren. Som han nu gik og brystede sig af den bedrift, mødte han en kvinde, der kvad:
Hading gav sig nu på hjemvejen, og det gik i alle måder, som kvinden havde spået; hvor han kom, satte han alting i oprør. Da han var på søen, rejste der sig et forfærdeligt uvejr, som ødelagde hans flåde, og da han som skibbruden mand havde søgt tag over hovedet, ramlede huset pludselig sammen over ham. Al den fortræd fik først ende, da han havde sonet sin synd ved ofre, og Guderne igen havde taget ham til nåde. For at forsone dem ofrede han sort kvæg til Guden Frø. Dette sonoffer bragte an hvert år og hans efterkommere ligeså. Svenskerne kaldte det Frøblot.
Nu spurgte Hading, at Ragnhild, en datter af Nithernes kongeHagen, var bleven lovet bort en jætte, hvilket han fandt så uværdigt, at han besluttede at forhindre dette vederstyggelige ægteskab ved en ædel dåd og drog til Norge og dræbte den kongebårne jomfrus lede fæstemand. Så højt satte han nemlig manddomsgerninger over fred og ro, at, skønt han kunne have levet i kongelig herlighed, var det hans største lyst at hævne og hindre uret, og det ikke blot den, der blev øvet imod ham selv, men også imod andre. Jomfruen, som ikke vidste, hvem hendes velgører var, gjorde sig a sin flid med at læge de mange sår, han havde fået, og for at have et mærke hvorpå hun kunne kende ham senere hen i tiden, lagde hun en ring i et sår på hans ene skinneben. Da hendes fader senere en gang holdt gilde og gav hende lov til at vælge sig en mand blandt gæsterne, følte hun de unge mænd på benene for at finde den, hun havde mærket, og da hun således ved hjælp af ringen havde kendet Hading, ænsede hun ingen andenm men faldt ham straks om halsen og tog den til mand, der ikke havde villet finde sig i, at jætten fik hende.
Medens Hading opholdt sig der, oplevede han en sælsom hændelse. En gang som han sad ved nadverbordet, så han en kvinde stikke hovedet op af gulvet henne ved arnen. Hun havde en urtekost af skarntyder i hånden, og idet hun stak barmen frem, syntes hun at spørge, om nogen vidste, hvor i verden der voksede så grønne urter ved vintertid. Det havde Hading nok lyst til at vide, og hun slog da sin kåbe om ham og tog ham med ned under jorden - de underjordiske Guder havde vel bestemt, tænker jeg, at han i levende live skulle gæste de steder, hvor han skulle hen efter døden. Først kom de igennem en tyk tåge, og så gik de ad en sti, som man kunne se var meget befærdet.
Der så de flere fornemme mænd i purpurklæder, og da de var komne forbi dem, kom de omsider til åbne, solbeskinnede steder, hvor der voksede sådanne urter som de, kvinden havde i hånden. De gik videre og kom til en flod med blåligt vand; der gik en strid strøm i det, og i den hvirvlede alskens våben af sted i rivende fart.
Over floden førte en bro. Da de var komne over den, så de to fylkninger kæmpe med hinanden. Hading spurgte, hvad det skulle betyde. "Det er folk" sagde kvinden, "som er faldne i kamp, og nu stadig viser, hvorledes det gik til, og som i et skuespil efterligner de bedrifter, de har udført i levende live". De gik videre, til vejen spærredes for dem af en mur, der var meget vanskelig at komme over; Kvinden prøvede forgæves derpå, det hjalp ikke, at hun skrumpede sig sammen, så hun blev ganske lille. Så vred hun hovedet om på en hane, som hun havde med, og kastede det over muren, og straks hørte de den gale, som vidnedsbyrd om, at den igen var lyslevende.
Efter at Hading var kommen op på jorden igen, drog han tilbage til sit fædreland med sin hustru. Undervejs blev han forfulgt af nogle vikinger, som lå på lir efter ham, men han slap fra dem, thi skønt de havde lige så mange sejl og lige så god vind i dem som han, sejlede han dog hurtigere end de.
Imidlertil lod Uffe kundgøre, at den, som fældede Hading, skulle få hans datter, en overmåde dejlig jomfru. Den lykke blev en mand ved navn Tuning såre opsat på, og han samlede da en flok Bjarmer for ved deres hjælp at opnå den udlovede belønning. Da Hading, som besluttede at møde ham, sejlede langs Norge med sin flåde, så han på strandbredden en gammel mand, som blev ved med at vinke ad dem med sin kappe for at få dem til at lægge til land. Skønt hans folk gjorde indvendinger og mente, at den afstikker ville der ikke komme noget godt ud af, tog Hading dog den gamle mand om bord på sit skib og lod sig belære af ham om, hvorledes han burde inddele sin hær og lægge mere vind, end han plejede, på opstillingen af sin kylking; i første række skulle der være to mand, a anden fire, i tredie otte, og så fremdeles dobbelt så mange som i rækken foran; og slyngekasterne og bueskytterne skulle han stille bagest. Da fylkningen var bleven opstillet såedes i form af en kile, tog den gamle mand selv stade allerbagest; af en pose, han havde om halsen, tog han en bue, som først var ganske lille, men snart strakte sig således, at den ragede ud over begge fløje; på den lagde han ti pile ad gangen, som han afskød mod fjenden med stor kraft, og hver pil sårede sin mand. Så tyede bjarmerne til trolddomskunster i steden for at bruge deres våben; de galdrede en tæt tåge og en øsende frem på den klare himmel; men den gamle mand satte en anden sky op mod Bjarmernes med sådan kraft, at regnen drev over. Da Hading havde vundet sejr, forlod den gamle mand ham, men først spåede han ham, at han ikke skulle falde for fjendehånd, men selv gøre en ende på sit liv, og pålagde ham hellere at føre krig med store anselige folk end små og uanselige og hellere med fjerne lande end sine naboer.
Siden bød Uffe Hading til sig i Upsal under påskud af, at han ville tale med ham; Hading kom, men flygtede i nattens mærke, fordi han ved Uffes svig havde mistet alle sine folk. Da danskerne nemlig var lokkede sammen for at holde gæstebud, stod der folk uden for dørene og huggede hovederne af dem, efterhånden som de kom ud. For at hævne denne skammelige gerning drog Hading imod Uffe med en Krigshær og fældede ham; men så var det også forbi dem hans vrede, han lod rejse et prægtigt gravmæle over Uffe for derved at give til kende hvilken anselig mand han holdt sin fjende for at have været. Således lod han den mand, han i levende live så tit havde båret sværd imod, vederfares al ære nu da han var død, og for at forsone hans overvundne folk, gav han riget til Uffes broder Hunding, for at det ikke skulle gå over til fremmede, men blive i Asmunds æt.
Efter at have fældet denne sin fjende levede Hading adskillige år i fred og ro, men omsider blev han ked af at dyrke jorden, længtes igen efter at pløje søen og syntes, at krig dog var fornøjeligere end fred, hvorfor han gjorde sig bebrejdelser for lediggang og kvad:
Hans hustru, som langt foretrak det skovbevoxede land og afskyede havfuglenes skrig i den årle morgen svarede herpå med dette kvad:
På den tid gjorde en mand af ringe herkomst i Jylland ved navn Toste sig navnkundig ved sin ondskab. Han pinte og plagede folk så grusomt på alle måder, at han blev kendt vidt og bredt under navn af Toste Nidding. Han afholdt sig heller ikke fra at øve vold og overlast mod folk i andre lande, men efter at have plaget sit fædreland på det skammeligste angreb han Sachsen. Da det gik Sachserne ilde i slaget, bad deres hertug Siegfried om fred, og den lovede Toste ham, når han ville slutte forbund med ham om at påføre Hading krig. Da fyrsten krympede sig derved og ikke turde gå ind på det vilkår, tvang Toste ham med de værste trusler til at love at føje sig efter hans vilje, som det så ofte går, at hvad folk ikke kan få med det gode, truer de sig til. Hading blev slagen af Toste til lands, og på flugten kom han til Tostes skibe, som han borede lække, så de ikke duede til at sejle med, og derefter styrede han ud på havet i en båd. Toste troede, han var falden, og søgte længe efter hans lig på valpladsen, og da han ikke kunne finde det, gik han ned til sine skibe, og der så han båden langt ude på havet. Han lagde da straks ud med sine skibe for at sætte efter den, men for ikke at lide skibbrud måtte han vende om og nåede med nød og næppe til land. Han fik nogle andre skibe ud, som ingen skade havde lidt, og sejlede atter ud efter båden. Hading, som nu indså, at han ikke kunne undslippe, spurgte den mand, han havde med i båden, om han kunne svømme, og da manden svarede nej, kæntrede han med vilje båden og holdt sig inde under den, så at hans forfølgere troede, at han var druknet. Derefter kom han bag på Toste, som nu mente, han kunne være tryg, og havde travlt med at samle resten af krigsbyttet sammen, adsplittede hans hær, nødte ham til at lade byttet i stikken og hævnede sålunde sin flugt ved at gøre gengæld.
Toste pønsede stadig på hævn, men da han ikke i Danmark kunne komme til kræfter igen efter det store nederlag, han havde lidt, drog han til England under foregivende af, at han var kongens sendemand. Undervejs lokkede han folkene til for morskabs skyld at spille terninger og fik det maget så, at der opstod strid mellem dem om spillet, så de ynkeligen dræbte hverandre. Således blev følgen af det, der skulle være en fornøjelig tidskort, splid og strid, og morskaben avlede blodsudgydelse. Men Toste forstod at drage fordel af de andres ulykke, thi han tog de dræbtes penge, og for dem hyrede han en på den tid navnkundig viking ved navn Koll til sin tjeneste. Med ham drog han kort efter tilbage til Danmark og blev der fældet i tvekamp af kong Hading, som hellere ville udsætte sig selv end sine krigsfolk for fare. Heltene i gamle dage ville nemlig ikke sætte alles liv og velfærd på spil, hvor nogle få kunne klare sagen.
Efter at disse begivenheder havde tildraget sig, åbenbarede Hadings afdøde dronning sig for ham en nat i drømme og kvad:
Og straks efter kvad hun fremdeles:
Om morgenen, da kongen vågnede, fortalte han en drømmetyder sin drøm, og han tydede vildyret som kongens søn, der skulle volde sine fjender stor fortræd, og uglen i svaneham som hans datter, der skulle stå sin fader efter livet. Og som han spåede, så gik det, for hvad enten Hadings datte Ulfhild, som var gift med en mand af ringe stand ved navn Guttorm, nu var fortrydelig over sit uanselige giftermål, eller hun higede efter ære og højhed, satte hun den kærlighed, hun skyldte sin fader, til side og ville hellere æres som dronning end som kongens datter, hvorfor hun eggede sin mand til at slå faderen ihjel. Hvorlunde hun eggede ham, vil jeg anføre med hendes egne ord; de faldt omtrent sålunde:
"Ve mig ulykkelige, hvis ædle byrd skændes af et ulige giftermål! Ve mig ulykkelige, hvis stamtræ er bleven plantet ud i en bondes abildgård! Jeg ulyksalige kongedatter, som ved mit giftermål er bleven lig en ganske almindelig kvinde! Er jeg ikke at ynke, at en kongedatter, hvis kyskhed en ligegyldig fader har givet til pris for en ussel, foragtelig mands favntag! Et ulykkesbarn fødte du til verden, moder, for min ægteseng gjorde det af med min lykke, mit rene legeme tager en skidden bonde i favn, min værdighed må bøje sig for en uværdig, min ædle byrd udslettes af mit giftermål. Men hvis der er ære skabt i dig, Guttorm, hvis du han mands mod og hjærte, hvis du vil vise dig værdig til at være en konges måg, så riv scepteret ud af min faders hånd, bød på din usle byrd ved ædelt sind, på dit lave stamtræ ved mandemod og på dit dårlige blod ved et stort hjærte. Den, som vinder hæder og ære ved mandig dåd, er lykkeligere end den, der tager den i arv; det er bedre at nå ærens tinde ved bedrifter, end fordi man er sin faders søn; den hæder, man vinder ved dåd, klæder bedre end den, man har sin fødsel at takke for. Desuden er det ingen synd at rydde en gammel mand af vejen, som er lige ved at falde sammen af sig selv. Min fader har længe nok båret Scepteret. Benyt dig af han alderdom til at tage det; gør du det ikke, får en anden det. Gammel mand går på gravens bred. Længe nok har han stået for styret, nu bør du tage det. Jeg vil også hellere have min mand end min fader til konge. Hellere en konges hustru end en konges datter! Hellere vil jeg favne en konge end æres som en konges datter, hellere være en konges hustru end hans undersåt. Du bør også selv foretrække at se scepteret i din egen hånd frem for i min faders. Enhver er sig selv nærmest, det er så naturens orden. Det vil være en let sag at sætte det i værk, når du blot har viljen dertil. Snildhed overvinder alt. Vi bereder et gæstebud, sørger for alt på bedste måde og indbyder min fader. Ved forstilt venlighed baner vi vejen for vor svig. Intet dækker bedre over svig end frændskab. Betænk også, hvor let det vil gå at dræbe ham, når vi får ham drukken. Når han da sidder og smykker sit hoved, er optagen af sagn og viser, stryger sig om skægget og kæmmer sit hår, da er det tid at bore sværdet i hans hjærte, for når man har hovedet fuldt af sligt, tænker man ikke på fare. Din hånd skal hævne al den uret, han har gjort. Det er en god gerning at hævne dem, som lide ilde".
Da Ulfhild således trængte på, gav Guttorm efter for hendes overtalelser og lovede hende sin bistand ved dette forræderi. Men Hading var af sin drøm bleven advaret mod sin datters svig, og da hun indbød ham til et gæstebud, som hun foregav at have beredt af kærlighed til ham, lod han nogle væbnede mænd stille sig på post i nærheden for at de kunne være ved hånden, i fald det viste sig, at der var svig på færde. Medens de sad ved bordet, blev kongen en tjener var, som bar våben skjult under sin kjortel; det var ham, de havde overdraget at udføre niddingsdåden, og han stod nu og ventede i tavshed på en gunstig lejlighed dertil. Kongen kaldte da ved at blæse i sit horn sine mænd til, de kom straks, og fals slog sin egen herre på hals.
Imidlertid var de kommet svenskekongen Hunding et falsk rygte for øre om, at Hading var død. Han ville da drikke hans gravøl, og til det gilde bød han alle de ypperste mænd i landet. Han lod sætte et stort kar fuldt af øl midt i hallen, og for at det skulle gå ret højtideligt til, påtog han sig en tjeners skikkelse og skænkede selv for gæsterne. Som han nu for at røgte dette hverv gik omkring i salen, snublede han og faldt i karret, hvor han druknede i øllet, hvad enten det nu var straf fra dødsrigets fyrste, fordi han holdt gravøl for en levende, eller fra Hading, fordi han løj ham død. Da Hading fik nys herom, ville han vise den, der havde gjort ære af ham, sin taknemmelighed ved ikke at overleve ham, hvorfor han hængte sig i hele folkets påsyn.
