Jyske krønike

Mod denne kong Knud gjorde Bisp Valdemar af Slesvig oprør; og efter at være flygtet til Norge kom han snart tilbage igen med 35 langskibe for at bekrige kongen. Men han blev taget til fange af kongen, og sat i tårnet på Søborg, hvor han sad i fjoten år. På denne konges tid blev De små Brødres orden indstiftet i det herrens år 1200. Han herskede imidlertid i 22 år.

Valdemar den anden, Knuds broder; fulgte ham på tronen; udførte mange berømmelige bedrifter. I sin regrings tredie år drog han op til Norge og gjorde dér Erling til konge, og Philip til hertug; de aflagde begge mandsed til ham ved Tønsberg.

I sit fjerde år tog han kongen af Bøhmens datter Dagmar til hustru. Samme år gik han med en hær over Elben og ødelagde Ertenburg.

Det følgende år blev bisp Valdemar ved dronning Dagmars mellemkomst løsladt fra fængslet på den betingelse, at han aldrig kom til Danmark. Senere da han var blevet ærkebiskop af Bremen, satte han sig op mod kongen, derfor blev han ved kongens mellemkomst afsat, og bandlyst af paven.

I sjette år kæmpede han mod kejseren og slog ham på flugt.

I det følgende år var der så nogle danske, nemlig Sune Ebbesen og hans fæller, der drog til Sverige på krigstogt, og de faldt ved byen Lenæ o det herrens år 1208.

I sit ottendene år sendte han en hær til Preussen og Finland og underlagde sig disse lande.

Men i hans 11. år døde dronning Dagmar.

I det 12. år fejrede han sit andet bryllup med Berengaria, søster til grev Ferrante af Flandern.

I hans 14. år brød kejseren sit løfte og trængte troløs mod sin ed ind i Holsten og ville undertvinge sig det. Kongen gik mod ham med en stor hær og havde 60 tusind mand fra Frisland med sig. Kejseren flygtede over og turde ikke gøre modstand, især fordi han ved en tvekamp mistede to af kejserrigets bedste stridsmænd, som de to frisere, Svend Stærk og Broder strakte til jorden.

I sit femtende år gik han over Elben, hærgede og brændte grev Henriks land og underlagde sig det, og han byggede to borge mod Hamborg, som han også indtog.  Han lod også opføre borgen Travemünde og borgen Liu i Ditmarsken.

I sit syttende år kaldte han mange fyrster og bisper sammen og lod sin førstefødte søn Valdemar krone til konge i Slesvig.

I sit attende år gjorde han indfald i Estland med 1500 langskibe, og efter mange slag vandt han landet og omvendte det til kristendommen og underlagde det de danske, som der den dag idag.

Derefter skete der det, at grev Henrik, der ville drage på pilgrimsfærd til det hellige land, overdrog kongen sit land at forsvare imens. Men i hans fravær larte kongen, efter hvad der siges, hans kone at kende 'i kødet'. Da så greven var vendt tilbage og havde erfaret, hvilken uret, der var overgået ham, tog han svigefuldt kongen til fange på Lyø, mens han sov i sin seng, og sammen med ham han søn kong Valdemar og det var i hans 22. regeringsår, og han indsatte dem i borgen Schwerin, hvor de sad fanget i næsten tre år, indtil de blev løskøbt af de danske for 40 tusind mark rent sølv. Men både de heste og den udrustning og de andre klenodier, som de gav til alle sachsens bedste mænd, den dag de kom fri af fængslet, var måske ikke mindre værd. Desuden blev de tvunget til at sværge på deres egne og deres folks vegne ved Kristus legeme, at de aldrig ville hævne den uret, der var overgået dem. Men da kongen var kommet tilbage til riget, begyndte han at tænke på hævn, og han sendte budbringere til pavehoffet for at blive løst fra eden.

Da han havde opnået det, samlede han en stor hær, og i det harrens år 1227,som var hans 26. regeringsår, kæmpede han mod grev Henrik ved Bornhøved. Dér led danskerne nederlag til straf for meneden, og kongen selv, der havde mistet et øje og var blevet slået bevidstløs, viller atter være blevet fanget eller dræbt, hvis ikke en tysk ridder, ser så ham flakke om, havde sat ham op foran sig på hesten og bragt ham til Kiel på flugt ad skjulte veje.

Det følgende år fejrede Valdemar den unge bryllup i Ribe med Eleonora, datter af kongen af Portugal; da han havde levet sammen med hende i fem år, døde han, og hun kort efter ham.

Men i sit 31. regeringsår lod Valdemar sin anden søn Erik krone til konge af ærkebiskop Uffe af Lund, og Abel, hans tredie søn, gjorde han til Jyllands hertug. Han havde nemlig fire ægtefødte sønner, der var Valdemar, Erik, Abel og Christoffer, han havde også en søn med en frille, Niels, som han gjorde til hertug af Halland. Det samme år, nemlig 1232, kom De Små brødre til Danmark og fik ophold i Ribe.

Kong Erik fik hertugen af Sachsens datter Jutta til hustru, mens Abel fik Mechtilde, datter af grev Adolf af Holsten. Den forbindelse voldte mange ulykker i Danmark. Men så fortælles det at deres far, kong Valdemar, engang da han skulle stige til hest, blev stående på vejen ved siden af hesten en stor del af dagen, henfalden i dybe tanker. Da han endelig kom til sig selv, spurgte en ridder i hans følge, hvad han havde tænkt så dybt over. Kongen svarede ved at give ridderen i opdrag, straks at skynde sig til Sverige, og dér af en vis ridder, som han gav ham navnet på, få at vide hvad det drejede sig om. Ridderen begav sig forundret over den mærkværdige sendelse til Sverige, og da han var blevet pænt behandlet af den nævnte ridder i nogle dage, fik han følgende svar >> Du skal sige til kong Valdemar at han tænkte på sine sønner, hvorledes de ville enes efter hans død. Dertil kan du svare fra mig, at de vil enes meget slet, dog bliver de alle konger, den ene efter den anden.<<

Denne Valdemar gjorde udover sine andre storartede bedrifter det, at han udstedte de danske love, og han døde i hæder i sit 39. regeringsår.

Så fulgte Erik på tronen, og der opstod straks strid mellem ham og Abel, og i mange indbyrdes krige, lagde de tilsammen landet øde.

Denne Erik gik til angreb på lybækkerne, men gjorde også Danmark megen skade ved hemmelige angreb, og stak byen København i brand. Endelig blev kong Erik, i sit 10. regeringsår, svigefuldt fanget i Slesvig, af sin broder Abel, på den hellige Laurentius' aften, og efter at han blevet sejlet ud på Slien blev han først halshugget, og dernæst blev hans legeme sænket i dybet. Det blev snart fundet af fiskere og sammen med hovedet bragt til den hellige Peters kirke i Slesvig og gravlagt, men senere blev det af han bror, kong Christoffer, overført til Ringsted. Han efterlod sig ingen søn, men mange døtre, som blev gift i forskellige lande med konger og fyrster. Da han skulle halshugges, blev han spurgt af drabanterne om sin skat, og da sagde han, at den største skat han havde i verden, befandt sig i en bestemt kiste, hos De små Brødre i Roskilde, og han gav dem nøglen til kisten. Hans broder Abel fik så glad nøglen af dem, og da han kom til Roskilde, fandt han intet andet i den nævnte kiste, end en franciskanerdragt med reb. Derved forstod han at det var hans fortsæt at indtræde i ordenen, og han angrede drabet.

Hans broder Abel fulgte ham på tronen, i hans andet regeringsår døde kejser Frederik. Men i hans 3. regeringsår drog han med en hær til Ejdersted, for at kæmpe mod friserne og her blev han dræbt, til straf for mordet på hans broder.

Hans broder Christoffer fulgte ham på tronen. Han havde kun et ringe mål af evner og derfor hengav landbefolkningen sig til usømmeligt levned, de ødelagde borge og fæstningsværker, og bekrigede ham. I sit andet regeringsår gav han ved Kolding, Abels søn Valdemar hertugdømmet som fanelen. I hans tredie regeringsår døde Uffe, der bragte De små Brødre til Lund, Jacob blev gjort til ærkebiskop i Lund, han blev senere begravet dér, hos disse brødre. I sit niende regeringsår tog han ærkebiskop Jacob til fange og satte ham i fængsel i Hagenskov borg, derfor blev riget belagt med interdikt i næsten ni år. Samme år som han tog ærkebispen til fange, døde kong Christoffer i Ribe og blev begravet dér.

Erik, Christoffers søn fulgte ham på tronen i det herrens år 1260. Han tog kirkens tiender og øvede ingen retfærdighed, forarmede klostrene med heste og hunde fulde af laster, som han var, øvede han vold mod stormændenes hustruer. Af den grund gjorde de holstenske grever og fyrst Jarmer af Rügen meget ondt mod kongeriget, ved Guds dom.

I hans andet regeringsår blev Abels søn Erik Jyllands hertug, da hans broder Valdemar var død, og biskop Olav af Børglum belv dræbt i kirken af ridderen Jens Glob.

I hans tredie regeringsår stod der et slag på Lohede dagen før den hellige Olavs fest, mellem kongen og hertug Erik, og der faldt de danske stormænd, som fulgte kongen, på grund af Peder Finsens forrædderi, han var kongens hærfører, og kongen blev fanget sammen med sin moder, Dronning Margrethe Sprænghest. Men det følgende år kom dronningen fri, og hun lod straks Matthias Florup tage Peder Finsen til fange og hænge ved borgen Nyborg.

Det følgende år kom kongen fri på den betingelse, at han uden medgift skulle ægte markgreven af Brandenborgs søster Agnes, der var en meget smuk jomfru.

I hans syvende regeringsår blev kardinal Guido pavens legat i Danmark og belagde kongeriget med interdikt på grund af ærkebiskop Jacob af Lunds fængsling.

I hans niende regeringsår blev der bygget borg ved Kolding, og derefter døde hertug Erik af Jylland.

I hans sekstende regeringsår afholdt pave Gregor X almindeligt kirkemøde i Lyon, og Erland efterfulgte ham.

I hans syttende regeringsår kæmpede danskerne mod svenskerne ved byen Hova, og de besejrede og afsatte kong Valdemar og gjorde hans broder Magnus  til Sveriges konge.

I hans nittende regeringsår døde ærkehertug ; , og Trugot efterfuglgt ham, han døde, da han havde forestået embedet i to år, og Johannes Dros efterfulgte ham.

I hans 24. regeringsårblev hertug Eriks søn Valdemar gjort til Jyllands hertug, han blev i sin hertugtids andet år taget til fange af kongen og kastet i fængsel. Men det følgende år, da han var blevet frigivet ved fyrsternes mellemkomst, begyndte han sammen med flere af rigets stormænd at konspirere om kongens død, denne blev også dræbt af nogle, som disse havde sendt nær Viborg, da han sov i sin seng i Den hellige Cecilies nat i det herrens år 1286, og i sin regerings 27. år, og han blev begravet i Viborgi Domkirken. Han fik imidlertid  56 dødelige sår, af hvilke ingen uden ét var under brystet. Men han efterlod sig tre sønner, nemlig Erik, der var hyldet til konge før sin faders død, Christoffer og Valdemar, der døde i Tyskland hos markgreven, hans onkel.

Den førstefødte, Erik, fulgte altså sin far på tronen. Da han var meget ung, påførte Jyllands hertug Valdemar, der havde mange tilhængere blandt rigets stormænd, den unge konge meget ondt. Men kongens moder, dronning Agnes, beteede sig kløgtigt, og nogle stormænd, hvis hjerter Gud rørte, stod trofast om kongen. Derfor mødtes nævnte hertug i selskab med rigets mægtige mænd med dronningen i Skælskør, angiveligt for at forhandle med hende om rigets bedste. Men dér opstod der strid mellem dronningens og hertugens folk, og hertugen tog dronningen til fange; hun slap efter få dage hertugen af hænde.

Men i Eriks andet regeringsår blev grev Jacob af Halland, og adskillige fornemme danske riddere og væbnere, på hof i Nyborg, kendt skyldige i kongens død og dømt fredløse. De flygtede og blev modtaget af Norges kong Erik. Han gav dem også borgen Kongshelle, og året efter tog han sammen med dem til Ålborg med en stor flåde i håb om at kunne underkaste sig landet. Men da de indfødte gik til modstand og leverede ham slag, vendte han hjem til sit eget. Men de nævnte fredløse befæstede kort efter Hjelm, hvorfra de gjorde hyppige infald i dele af Jylland og angreb skibe der sejlede forbi. Men ved Guds mellemkomst forsvandt de snart fra skuepladsen. Nogle døde en naturlig død, andre blev lagt på hjul og stejle eller halshuggedes.

I sit tredie regeringsår blev han kronet i Lund på herrens fødselsdag. Skønt både from og retfærdig havde han mange farlig fjender, nemlig Valdemar, Jyllands hertug og hans broder, Erik Langben, hertug af Langeland, og desuden hans egen broder ,Christoffer, hertug af Halland, og de voldte ham hyppigt meget ondt, men i alt beskyttede Gud ham. Han hærgede i sin ungdom venden voldsomt, brændte og røvede og indtog byen Rostock og mange byer og befæstninger i omegnen. Han byggede et stærkt tårn i Warnemünde, hvor han siden slog markgreven til ridder under stor højtidelighed. Han ydmygede også byen Stralsund og udførte mange bedrifter, der for var han såre berømt i mange riger.

Han ægtede kong Birger af Sveriges søster, og denne fik i lige måde kong Eriks søster til hustru. På grund af denne forbindelse fik kong Erik snart store udgifter. For den nævnte Birger blev med sin hustru taget til fange af sine brødre, hertugerne Erik og Valdemar og sat i tårnet; siden slap han dem af hænde og flygtede til kong Erik i Danmark. Erik sendte derefter to gange en hær til Sverige mod de nævnte hertuger, men på grund af de danskes svig gik intet, som han havde villet det. Men den tredie gang kom han selv til Sverige med 2500 stridsheste, og i alt var der 60 tusinde mand i rytterhæren. De nævnte hertuger flygtede straks fra hans åsyn til deres borge ved havet og var rede til at flygte videre ud af landet, hvis han havde forfulgt dem. Han drog så fredeligt gennem Småland og Östergötland, hvor ingen gjorde mine til modstand og drog ind i Uppland, belejrede borgen Nyköbing kraftfuldt og angreb den med maskiner, så folk i borgen ikke kunne forsvare sig. Og da de ville komme ud til ham og opgive borgen, se så var der nogle mægtige danske, der hemmeligt fordærved ved løfter fra de nævnte hertuger splittede kongens hær og skiltes fra borgen med hårde ord og den største del af hæren, så mange at han var blevet taget til fange dér eller helt overvundet, hvis han ikke havde haft nogle udenlandske tyske mænd med sig, nemlig herren af Mecklenborg og hans folk, der trofast forblev hos ham. 

Efter således at være blevet tvunget til at vende hjem lod han med fuld ret de nævnte forrædere henrette, da han var tilbage i Danmark. men midt under hans tilbagetog, kom der udsendte forhandlere til ham fra den ene af de nævnte hertuger, nemlig Erik, og han sluttede den aftale med ham, at kong Birger skulle besidde den bedste trediedel af Sveriges rige i den største fred. Men da så nævnte Birger var i sin led, indså han at de nævnte hertuger igen havde ondt i sinde mod ham, men så kom han dem snedigt i forkøbet, og da han havde indbudt dem hos sig, tog han dem til fange, sådan som de tidligere havde fanget ham ved forræderi, og han satte dem i tårnet i borgen Nyköbing, hvor de før havde sat ham i fængsel, og der døde de ynkeligt af sult.

Der var imidlertid nogle i landet, som holdt med hertugerne, de samlede hemmeligt en hær, og idet de pludselig gik til angreb, forjog de kong Birger af landet. Så kom han til Danmark hvor han døde, og blev begravet i Ringsted sammen med de danske konger. Men kong Erik sendte igen sin nevø, den nævnte kong Birgers søn, junker Magnus til Sverige med en hær for at slås. Da de drog ind i Vestergötland dræbte de dem, de kom i kamp med, og da de kom til Östergötland, drog de ind til borgen Stäkeborg. Men dette riges almue kom og belejrede og bekrigede borgen, så de derinde ikke kunne slippe ud. Derfor forhandlede junkeren om frigivelse for de danske, der var med ham, og så gav han sig selv i de svenske hænder på den betingelse, at  de ikke skulle gøre ham skade, hverken på liv eller lemmer; det svor alle dette riges stormænd på, og de aflagde en offentlig ed på det og beseglededen. Men da kong Erik, som de var særligt bange for, døde, så svigtede de deres løfte og begik mened, og den nævnte junker som de havde aflagt mandsed til, da hans fader var mægtig i riget, ham erklærede de nu offentligt for rigets fjende og angriver og halshuggede ham. Han blev begravet hos sin forfader kong Magnus i Stockholm i gråbrødrenes kirke.

I kong Eriks niende regeringsår blev ærkebispen i Lund, Jens Grand efter kongens vilje taget til fange og sat i borgen Søborg, men året efter undslap han hemmeligt, og drog til pavehoffet for at lægge sag an mod kongen. Så kom den pavelige legat Isarn til Danmark og lagde interdikt over riget på pavens bud, og det varede omkring fem år. Siden kom den nævnte legat igen til kongeriget og ophævede både interdiktet over landet og løste kongen fra bandet. Derefter blev han ærkebiskop i Lund, og Jens Grand blev forflyttet til Bremersædet.

Denne Erik gjorde hertug Valdemars søn Erik til Jyllands hertug. Og skønt han havde mange børn med sin hustru, efterlod han sig ingen. Han døde imidlertid i stor hæder, i sit 34. regeringsår, og blev begravet sammen med de andre konger i Ringsted, i det herrens år 1319 på St. Bricius Bekenderens dag.

Kong Eriks broder Christoffer fulgte ham på tronen i det herrens år 1320. Han øvede ingen ret, men udøvede hellere tyrani, han sagde ikke et sandt ord, men var overmåde falsk. Han beskattede folket tungt, og stormændene tog han ganske uden forskel til fange eller gjorde dem fredløse. Derfor var ingen sikre for ham, var de end nok så trofaste. Han havde tre sønner, nemlig Erik, Otto og Valdemar, den første af dem gjorde han til konge og lod ham krone sammen med sig i Vordingborg af ærkebiskop Esger af Lund. Men kort derefter mistede han sin kongeværdighed. For i hans syvende regeringsår blev hans søn Erik taget til fange af rigets stormænd og kastet i fængsel, da han havde erfaret det, flygtede Christoffer til Tyskland og opnåede derefter aldrig mere sin tidligere storhed. De danske lejede nemlig for penge hjælp hos greverne Gerhard og Johan af Holsten, og af had til Christoffer, og hans afkom gjorde de endda Valdemar, hertug Eriks lille efterladte søn til konge.

Men det følgende år, efter sin flugt, kom Christoffer med en stor tysk hær, med skib til Sjælland og ville have vundet landet med magt, hvis ikke det havde været for forræderi blandt de tyske, der var med de danske. Så vendte han, uden at det kom til slag, tilbage til Tyskland. Men de danske, der nu var sikre, begyndte at optræde frækt; da de nu intet frygtede, drog de ind i Sønderjylland og brændte borgen Haderslev, hvor grev Gerhards mænd befandt sig, og de fortsatte til Gottorp og havde ligeledes vundet denne borg, hvis ikke nogle af de danske, der holdt med greven, havde givet folkene besked. Skønt den nævnte greve nemlig trofast havde støttet dem mod Christoffer, så brød de nu, da de var befriede fra Christoffer, deres løfte til greven, og de nægtede ham ikke alene, hvad de havde lovet, men havde også til hensigt at ødelægge ham og hans land.

Så samledes alle Jyderne i 1239 til slag ved borgen Gottorp mod grev Gerhard, og dér tabte de på grund af et vist forræderi hos danske, og menge faldt og utallige blev taget til fange og ført til forskellige egne i Tyskland. Fra da af, skabtes tyskernes tunge åg over Danmark, og de satte sig i besiddelse, ikke blot af landet, men også af rigets borge, og landets stormænd, der håbede de skulle styre efter Christoffers fordrivelse, blev nu underkuet af de tyskere, de havde indkaldt, de blev fængslet og trælbundet. Derfor kaldte de, af had til tyskerne, i hemmelighed, Christoffer tilbage. Men da han var kaldt tilbage og huskede den uret , der var gjort ham, forsonede han sig med greven af had til de danske; til vidnesbyrd om og som bånd på dette forbund ægtede hans søn kong Erik, der nu kom fri af fængslet, grevens søster, hertuginden af Sachsen. Christoffer tog imidlertid igen ophold på Skanderborg, men hans søn Erik på Nyborg. Men det tager lang tid at opregne det onde, de gjorde landets indbyggere. Christoffer tog imidlertid bisp Tyge af Børglum til fange, og på grund af denne fængsling lagde præsteskabet interdikt over landet i syv år og otte måneder.

Snart efter opstod der strid mellem Christoffer og greven, og kong Erik forstødte dennes søster. Således kæmpede Christoffer og hans søn Erik i året 1331 i begyndelsen af Christoffers tolvte regeringsår mod greven på Lohede, og de tabte slaget efter sigende på grund af falskhed hos de tyske, der var med dem, og efter at mange af deres fæller var taget til fange flygtede de. Men kort efter døde kong Erik meget ynkeligt i Kiel, og hans lig blev ført til Sjælland og begravet i Sorø Kloster. Men da Christoffer kom til Lolland, blev han på skændig måde taget til fange i Saxkøbing af danske og tyske, og sat i fængsel på Ålholm borg. Men da han kort efter kom fri, tog han over til falster, og dér døde han i borgen Nykøbing og blev begravet i ovennævnte kloster.

Omkring ved denne tid dræbte skåningerne mange tyske i Lund og omkring Helsingborg, og de sendte bud til Sveriges konge Magnus, der var søn af hertug Erik af Sverige, og tilbød ham deres land. Det sagde han ja til, og lovede tyskerne for dette land og borgen Helsingborg 70 tusinde mark purt sølv og der blev givet mange danske og svenske gidsler til den nævnte sum var betalt.

Men i året 1334 kom Otto, Christoffers anden søn, sammen med sit følge fra Lolland til Nørrejylland med håb om at vinde landet med de indfødtes hjælp. Men tyskerne og nogle danske forrædere kæmpede mod ham ved Viborg, og ikke bare tabte han slaget, han blev taget til fange og sat i borgen Segeberg i Holsten. 

Men i året 1340 drog grev Gerhard af Holsten op i Jylland med en stor hær, og havde med skt. Johig mere end 11 tusind mand krigsfolk, idet han ville udrydde alle Jyllands stormænd og overdrage landet til sine tyskere. En del af hæren havde han imidlertid med sig, en del sendte han med sine to sønner til andre egne af Jylland. Mens han selv opholdt sig i Randers kom en vis væbner ved navn Niels Ebbesen, der ialt havde 47 følgesvende, den første dag i april ved nattetid til byen Randers over broen. På vej til grevens logi lod de trommerne røre, og satte ild på byen, så trængte de ind med vold, og selv gik han ind til greven sammen med andre, og dræbte ham dristigt, samtidig med at dr var 4000 mand tropper af grevens hær i byen. Da det var gjort, blev han forfulgt af flere bannere af grevens tropper. Dem holdt han  i den grad stangen, at han dræbte to af deres meget fornemme riddere ligesom flere andre, således undslap han sammen med sine, da de havde kastet broens planker vag sig, og han mistede ingen uden én.  Men da den nævnte greve var død, vendte hele hans store hær med skam, hjem til deres eget og efterlod de skatter, der var lovet eller som de havde fået, og desuden blev mange af dem dræbt i baghold fra danskerne.

Samme år, den 2. maj dræbte den samme Niels Ebbesen mange tyske ved Skjern Å, hvor de var ved at bygge en borg til danskernes fordærv. Men det samme år, da samme Niels Ebbesen belejrede borgen Skanderborg blev han angrebet af en stor tysk hær, der kom over ham på Alle Sjæles Dag. Han gav dem hård kamp, men selv bukkede han under dér og ligeledes andre danske væbnere.

Samme år, nemlig 1340, kom Valdemar, kong Christoffers yngste søn til Jylland fra markgrevskabet og ægtede hertug Valdemar af Sønderjyllands søster. Så tog han til Viborg og blev valgt til konge af danskerne omkring Skt. Johannes Døberens dag. Da det var sket, tog han over til Sjælland for først at få dette land fra de tyske. Og skønt han lovede at betale dem en meget stor sum penge for borgerne dér, så kunne han på grund af dere upålidelighed og forræderi hos visse danske, der var med ham, da det kom til stykket alligevel intet opnå af, hvad han ville, så det blev snart nødvendigt  for ham at vende tilbage til Jylland.

Det følgende er en tilføjelse fra manuskriptet Skokloster 47:4

Efter at han havde kæmpet mere end et år i Sjælland tog han igen til Jylland til den nævnte by Viborg og på lørdagen før Skt. Primus og Felicianus dag, forhandlede han dér med rigets bedste mænd, der var kommet til stede, om rigets forhold. Der blev således dér blandt andet forhandlet om de regler, som Valdemar skulle følge, hvis han ville være deres herre og konge. Dér blev det således slået fast, at enhver frit skulle kunne nyde sin gejstlige ret og sin og sin slægts ret og friheder for deres besiddelser. Ligeledes at kongen ikke skulle tilegne sig kirketienden, med mindre den yderste nød gjorde det nødvendigt. Til denne overenskomst krævedes bispernes og rigets bedste mænds enighed. Og det var så tilstrækkelig sikkerhed for præsterne og kirken. Ligeledes skulle præsterne og kirkens mænd ikke stævnes på værdsligt ting eller for værdslig dommer, ej heller skulle de beskattes og ej heller skulle kongebrev bruges mod dem i nogen som helst anledning, men sager mod dem skulle behandles ved kirkens domstol. Ej hellerskulle nogen udlænding, der ikke kunne sproget eller var mindreårig have nogen kirkelig bestilling, og kongen skulle heller ikke kunne give nogen stilling i nogen kirke, med mindre det var hans ret i den bestemte kirke fra gammel tid. Ej heller skulle sognepræsterne yde nogen tjeneste til kongen af de jorder og gårde, der er tillagt dem. Ej heller skulle klostre plages med føde på kongens heste eller hunde.. Ligeledes at landet Bornholm med andre af ærkebispens besiddelser skulle gives tilbage til Lundekirken. Og det her aftalte, skulle kongen trofast sætte i værk. Ligeledes at de, der var anklaget for kong Eriks død, de der havde forårsaget dengt at hindre den, og som ikke var blevet lovligt dømt og de øvrige fredløse og deres arvinger, og alle andre, der uretfærdigt var blevet berøvet deres besiddelser, hvor de så end lå, skulle have dem tilbage. Ligledes at borgere og købmænd frit skulle kunne færdes med deres varer uden overgreb og andre byrder. Og de skulle kunne bringe så stort et kvantum varer de ville, hvorhen de ønskede. Nævnte kong Valdemar holdt imidlertid kun få af disse løfter, da han sad i riget i fred og ro.