Fortælling om Gunløg Ormstunge og Skjald-Ravn

Oversat af N. M. Petersen

I. Thorsten og Jofrid

   Thorsten hed en mand, han var søn af Egil Skallagrimsen. Skallagrim var søn af Kveldulv, der var herse i Norge. Thorstens moder hed Asgerd og var datter af Bjørn. Thorsten boede på Borg i Borgefjord. Han var rig på fæ og en stor høvding, klog og sagtmodig og måde-holden ki alle forhold. Han var ikke så fremtrædende af vækst eller styrke som hans fader Egil, men dog var han en meget stærk mand og vellidt af alle. Han var en smuk mand med lyst hår og meget smukke øjne.

   Thorsten var gift med Jofrid, datter af Gunnar Hlifsen. Da Jofrid blev gift med Thorsten, var hun kun atten år gammel, og da havde hun allerede været gift før, nemlig med Tunge-Ods søn Thorod, og hun var da enke; hendes datter af første ægteskab hed Hungerd, og blev opfødt på Borg hos Thorsten. Jofrid var en mandig kvinde, hun og Thorsten havde flere børn.

II. Thorsten Egilsøns drøm

   En sommer lagde der et skib ind i mundingen af Guvå. Føreren hed Bård og var Nordmand; han var rig og noget til års og en kløgtig mand. Thorsten red ned til skibet; han plejede som høvding at afgøre, hvorledes købsstævnet skulle være, og denne rettighed udøvede han også her. Nordmændene fik sig ophold hist og her, hvor de kunne komme til; men skibsføreren tog Thorsten selv imod, da han bad ham derom, og han var nu hos ham om vinteren; ret ordknap var han, men Thorsten beværtede ham godt. Denne Nordmand havde megen gammen af at tyde drømme. Om foråret sagde Thorsten en dag til ham, om han havde lyst til at ride med ham op under Valfjæld, hvor folk i Borgefjord havde deres tingsted; thi han havde hørt, at hans bodvægge der var sunket sammen. Nordmanden sagde ja, og de red afsted sammen, ledsaget af en af Thorstens huskarle, til de kom op under Valfjæld til en gård, som hed Grenje, hvor der boede en fattig bonde ved navn Atle, der var Thorstens landsæde. Til ham sagde Thorsten, at han skulle følge med dem og tage skovl og hakke med. Da de nu var kommet til boderne, gav de sig alle til at arbejde og satte væggene istand; men da det var en hed solskinsdag, blev Thorsten og Nordmanden meget trætte. Da de nu var til ende med arbejdet, satte Thorsten og Bård sig i boden, og den første faldt i søvn og sov meget urolig. Bård sad hos ham og lod ham drømme ud i ro; og da han vågnede, var han meget mødig. Nordmanden spurgte ham, hvad han havde drømt, siden hans søvn var så urolig, men Thorsten ville ikke indlade sig derpå og svarede, at drømme ikke havde noget at betyde. Da de red hjem om aftenen, spurgte Nordmanden endnu en gang, hvad det var, han havde drømt, og Thorsten svarede;"Skal jeg fortælle dig min drøm, da skal du også råde den, og sige mig hvad den betyder". Bård lovede, at han ville se, hvad han kunne, "Min drøm var" vedblev da Thorsten "At det forekom mig, at jeg var hjemme på Borg, jeg sad udenfor hoveddøren og så op på husene; og på mønningen så jeg en fager og dejlig svane, som det forekom mig hørte mig til, og som jeg holdt meget af. Men ned fra fjeldene kom der flyvende en stor ørn, der fløj hen og satte sig ved svanen, og kælede for den; og hun, tyktes mig, syntes vel derom. Jeg lagde mærke til, at ørnen var sortøjet og havde jernkløer, men en flink fugl, syntes den mig at være. Derefter så jeg en anden komme flyvende fra sønden; den fjøj hid til Borg og satte sig på husmønningen ved svanen og ville ligeledes lokke for hende; også det var en stor ørn. Men straks derpå tyktes mig, at den ørn, der var kommen først, begyndte at rejse fjedre, da den anden kom til, og de stredes skarpt og længe, og jeg så, at de begge blødte, men det blev enden på deres strid, at de faldt begge, hver til sin side, ned af huset og var da begge døde; men svanen sad alene til-bage og var meget nedslået. Og derefter så jeg endnu en fugl komme flyvende fra vesterkanten; det var en falk; og den lod meget blid mod svanen, hvorpå de begge fløj bort i samme retning, som falken var kommet fra, og da vågnede jeg. Denne drøm er sagtens lidet mærkelig" sluttede han "og har vel hensyn til vindene, at de vil mødes fra de verdenskanter, fra hvilke jeg så fuglene komme". Bård sagde: "Det er ikke min mening" , "så lad mig da høre" sagde Thorsten , "hvad du efter dit skøn finder deri". Hvorpå da Bård sagde:"Disse fugle må være menneskers fylgjer; din kone er frugtsommelig og vil føde et smukt og fagert pigebarn, som i begge vil holde meget af; til denne din datter vil gæve mænd bejle, som har hjemme på de kanter, ørnene kom flyvende fra; de vil fatte stor kærlighed til hende, og strides om hende, og begge sætte livet til derover; og så vil en tredie mand bejle til hende fra den kant falken kom flyvende, og ham vil hun blive gift med. Nu har jeg tydet din drøm, således som jeg tror det vil gå". Thorsten svarede:"Det er en slet og uvenlig udlæggelse af min drøm, og du forstår vist ikke at tyde drømme". "Ja, ja da" sagde Bård, "du skal selv komme til at se, hvorledes det går". Fra denne tid kunne Thorsten ikke ret lide Nordmanden, der rejste sin vej om sommeren, og heller ikke har mere at gøre med denne fortælling.

III. Helga den Fagres fødsel

   Om sommeren ville Thorsten ride til tings og sagde, før han tog hjemmefra, til sin husfrue Jofrid: "Du er nu med barn; hvis du kommer ned med en pige, skal hun sættes ud, men bliver det en dreng, skal han leve." Thi dengang, medens hele Island stadig var hedensk, var det ikke usædvanligt, at fattige folk, der havde mange at forsørge, lod deres børn udsætte, endskønt det altid blev regnet for en meget slet ger-ning. Jofrid svarede ham derfor også: "Det er et stygt ord af en sådan mand som du, og noget, som du aldrig vil kunne bære over dit hjer-te, du, der er så rig". Men Thorsten svarede:"Du kender mit sind, og ved at det ikke vil gå godt, når min vilje ej bliver opfyldt". Derpå red han til tings, men Jofrid fødte imedens et overmåde fagert pigebarn. Kvinderne ville bringe hende det, men hun sagde at det ikke var værd, og lod fårehyrden, der hed Thorvard, kalde og hun sagde til ham: "Du skal tage min hest, lægge sadel på og bringe dette barn til Hjardaholt til Thorgerd Egilsdatter og bede hende, at opføde det hemmelig, så at Thorsten ikke får noget at vide deraf. Med så kærlige øjne ser jeg på dette barn, at jeg ikke nænner, det skal udsættes. Her er tre mark sølv, som du kan have til løn for dit arbejde, og Thorgerd skal skaffe dig en skibslejlighed og forsyne dig med levnedsmidler til at rejse bort fra landet". Thorvald gjorde, som hun bød, red til Hjardaholt med barnet og overgav det til Thorgerd, der lod det opføde hos en af sine landsæder i Hvamsfjorden; og Thorvard skaffede hun skibslejlighed i Skjeljevig i Stengrimsfjord, så han om sommeren rejste bort. Da Thorsten nu kom hjem fra tinget, sagde Jofrid til ham, at barnet var udsat efter hans bud; men om hyrden sagde hun, at han var løbet sin vej og havde stjålet hendes hest og taget den med sig. Thorsten svarede, at hun havde handlet ret, og fik sig en anden hyrde til sine får.

   Nu hengik der seks år, uden at dette kom op; da red Thorsten efter indbydelse til et gæstebud hos sin måg, Olaf Høskuldsen på Hjarda-holt, som dengang var den mest anseteaf høvdingene der vester på. En af gildedagene sad Thorgerd i højsædet og talte med sin broder Thorsten, medens Olaf var i samtale med andre mænd; lige overfor dem på bænken sad tre småpiger. Da sagde Thorgerd: "Hvorledes min broder, synes du om disse tre møer, der sidder her lige overfor os ?", "Meget godt" svarede han, "Men den ene er dog langt fagrere end de andre; hun har Olaf pås tækkelighed, men vi myremænds skære hud og ansigtstræk". Thorgerd sagde: "Deri har du ret, kære broder, at hun har skær hud og åsyn efter os af myremandsslægten, men det om Olafs tækkelighed passer ikke, thi det er ikke hans datter". "Hvorledes skal jeg forstå det." svarede Thorsten "da hun jo dog er din datter ?" "Sandt at sige dig, broder," sagde hun "så er denne fagre pige din datter og ikke min;" hvorpå hun fortalte ham alting, hvordan det var gået til, og bad ham tilgive hende og hans husfrue, som sådan havde skuffet ham. Thorsten svarede: "Jeg kan ikke vredes på eder over dette; og det går her som i de fleste ting, at skæbnen vil råde, og I har på en god måde bødet på min uforstand; så godt synes jeg om denne mø, at det synes mig en stor lykke at eje så fagert et barn, hvad hedder hun ?" "Hun hedde Helga" svarede Thorgerd. "Helga de fagre" sagde Thorsten og tilføjede: "Gør nu alting i stand så hun kan tage hjem med mig". Thorgerd gjorde så. Ved afskeden blevThorsten fulgt ud med mange gode gaver, og tog hjem med Helga, der nu med omhu blev opdraget med stor kærlighed, og var meget afholdt af både fader og moder og alle andre.

IV. Gunløg ormstunge fæster Helga

   På denne tid boede Illuge hin svarte oppe på Hvidåside på gården Gilsbakke; han var den største høvding i Borgefjord ved siden af Thorsten Egilsen og en særdeles mægtig mand, meget hårdsindet og en god støtte for sine venner. Med sin kone Ingeborg havde han mange børn, blandt hvilke vi her nævner ssønnerne Hermund og Gunløg, begge håbefulde børn og den gang næsten voksne. Gunløg i særdeleshed udviklede tidlig sin legemsstyrke og vækst; han havde lysebrunt hår, der faldt godt, sorte øjne, men en mindre veldannet næse, dog tækkelige ansigtstræk; han var smal i midje, hærdebred og velskabt; af sind var han tidlig hæftig, hård og påstående; en stor skjald, men som sådan ret bidende, og derfor kaldtes han Gunløg ormstunge. Da han var femten år gammel, bad han sin fader om rejse-penge og sagde, at han ville rejse udenlands at se andre folks sæder. Men Illuge bonde ville ikke ret indlade sig derpå og mente, at han ikke ville blive medgørlig udenlands, da han endnu ikke ret havde lært at skikke sig blandt sine egne. Kort efter, da Illuge en morgen var stået op og gik tidlig ud, så han, at hans udebur var lukket op; seks varesække og ridetøj var lagt ud. Han undredes meget derover; og i det samme kom Gunløg til, førende fire heste, og sagde, at det var ham, der havde taget sækkene ud. "Hvad vil du med dem?" spurgte Illuge. "Jeg vil have dem til min rejse," svarede sønnen. "Du skal ingen myndighed tiltage dig" vedblev faderen "imod min vilje, og ingensteds rejse, førend jeg vil;" hvorpå han igenkastede sækkene ind i huset. Da red Gunløg sin vej og kom om aftenen til Borg, hvor han bad Thor-sten bonde, at han måtte blive der, hvortil han fik lov; og han fortalte da Thorsten, hvorledes han var kommet i uenighed med sin fader. Thorsten sagde, at han måtte blive der, sålænge han ville, så han blev der et årstid og lærte lovkyndighed af Thorsten og var også vel lidt af alle andre. Jævnlig fornøjede han og Helga sig med at lege tavl og fattede straks godhed for hinanden, hvilket siden viste sig. De var næsten jævnaldrende, Helga var så fager, at de kyndigste mænd har anset hende for den dejligste kvinde på Island; hendes hår var så stort, at hun kunne hylle hele sit legeme deri, og så fagert som hamret guld; der gaves ikke i Borgefjord og vide andetsteds så ønskeligt et parti som Helga den fagre. En dag, da man sad i stuen på Borg, sagde Gunløg til Thorsten: "Der er endnu eet afsnit af loven, som du ikke har lært mig, og det er, hvorledes man skal fæste sig en kone" Thorsten svarede, at det var en ringe ting, og lærte ham fremgangsmåden. Da sagde Gunløg: "Lad os nu se, om jeg har forstået det ret! Jeg vil nu tage dig i hånden og lade, som om jeg fæstede mig din datter Helga" Thorsten svarede, at det var ingen nytte til; men Gunløg greb straks hans hånd og sagde: "Føj mig nu dog deri!" "Så gør da, som du vil," sagde Thorsten; "men det skal alle vide, som her hos er stedt, at dette skal være en aftalt sag, og der skal ikke være nogen under-fundighed under". Derpå nævnte Gunløg sig vidner og fæstede sig Helga og spurgte Thorsten, om det således var ret og lovligt i alle måder; hvorpå den anden svarede, at han havde båret sig rigtigt ad; og alle de tilsteværende havde megen gammen deraf.

V. Gunløg rejser udenlands

   Kristendommen blev vedtaget på Island, og alle indbyggerne lod deres gamle tro fare. Imidlertid opholdt Gunløg sig snart på Borg, snart hjemme hos sin fader på Gilsbakke. Han var nu atten år gammel, og hans ustyrlighed begyndte at sætte sig. Kort efter bad han atter sin fader om at måtte rejse udenlands, og denne havde nu intet derimod, da sønnen tyktes ham at te sig bedre. Illuge red derfor hjemmefra hen til en mand, der hed Audun Festargarm, der havde sit skib stående, ved mundingen af Guvå, og købte sin søn halvpart i skibet, hvorfor Gunløg takkede ham, da han kom hjem. En af Illuges hjem-memænd og hans nære frænde, som var blevet opfødt der på gården, ved navn Thorkel Svarte, gjorde sig rede til at rejse udenlands med Gunløg og sørgede for, at alle varer og deslige blev bragt ombord på skibet, førend Gunløg kom; thi medens de andre gjorde alting i stand, opholdt han sig på Borg og havde mere lyst til at tale med Helga end at arbejde med købmæn-dene. En dag spurgte Thorsten ham om han ville ride med op til hans heste i Lange-Vatnsdal, hvortil Gunløg straks var vil-lig. De red ene to, til de kom op til Thorstens sæter, hvor der stod fire af hans stodheste, røde af lød, men hingsten især var meget smuk. Thorsten bød Gunløg den; men denne svarede, at han ikke trængte til heste nu, da han ville rejse udenlands. De red nu videre til nogle andre stodheste, en grå hingst med fire hopper, den bedste, der var i Borgefjord. Og denne bad Thor-sten Gunløg at modtage. Men Gunløg svarede, at han ligeså lidet ville have disse som de andre. "Men hvorfor" udbrød han, "tilbyder du mig ikke det, som jeg gerne vil have? " "Hvad er det?" sagde Thorsten. "Din datter Helga den Fagre," svarede Gunløg. "Det lader sig ikke i en hast afgøre." Svarede Thorsten og gav sig til at tale om andre ting; hvorpå de igen red hjemad langs med Langå. Da sagde Gunløg: "Jeg ønsker dog at vide, hvorledes du vil svare mig på min bejlen til din datter Helga" "Jeg bryder mig ikke om dinsnak" sagde Thorsten. "Det er mit alvor," svarede Gunløg, "og ikke snak". "Du skulle først vide, hvad du selv ville," sagde Thorsten: "har du ikke besluttet at rejse udenlands, og nu lader du, som om du vil bejle til en kvinde; I passer ikke sammen, du og Helga, siden du er så ustadig, og derfor bliver der intet af denne sag." "Hvor højt stiler du med din datter," sagde Gunløg, "når Illuge den Svartes søn ikke tykkes dig god nok? Og hvem er der i Borgefjord, som står højere end han?" Thorsten svarede: "Jeg indlader mig ikke på mandjævning; men var du en sådan mand som din fader, så ville du ikke blive afvist." Gunløg sagde: "Hvem her i Borgefjord vil du da heller give din datter end mig?" Thor-sten svarede: "Her er godt mandevalg: Thorfinn på Rødemel har syv sønner, alle så dygtige og dannede mænd, som nogen kan ønske sig, og som ikke står tilbage for dig", Gunløg sagde: "Ingenlunde kan Thorfinn lignes med min fader, da selv du står noget tilbage for ham; hvad vil du således sammenligne med, at han på Thornæsting vovede sig imod Thorgrim Gode og hans sønner og drev det fuldt ud igennem, som striden var om" Thorsten svarede: "Jeg fordrev Ømund Sjones søn Steinar fra mine enemærker; og det var ikke noget ringe foretagende". "Ja" sagde Gunløg, "det kunne du takke din fader Egil for, ellers var det næppe lykkedes dig; men for resten vil kun få mænd komme godt fra at forskyde mig som svigersøn". "Brug dine trusler," svarede Thorsten, "deroppe mod fjældbyggerne; herude på myrerne kommer du ingen vegne dermed". Om aftenen kom de hjem; men næste morgen red Gunløg op til Gilsbakke og bad sin fader ride med sig på frieri til Borg. "Du er dog også et vægelsindet menneske," sagde Illuge; "nylig har du besluttet at rejse udenlands, og nu falder det dig ind, at du vil gå på frieri; men jeg ved, at Thorsten ikke vil synes derom". "Jeg vil gøre det alligevel", sagde Gunløg, "og du får ingen fred for mig, førend du hjælper til heri." Illuge red da selvtolvte ned til Borg, og Thorsten tog meget venskabelig imod ham. Morgenen efter gav Illuge sig i tale med Thorsten: "Jeg og min søn har et ærinde til dig," sagde han "Lad os gå her op på Borgen," svarede Thorsten, "og der tale med hinanden". De gjorde så, og Gunløg gik med dem. Da sagde Illuge: "Min søn Gunløg fortæller mig, at han har bejlet hos dig til din datter, og jeg kommer nu for at høre, hvad der skal blive af den sag; hans slægt og vor rigdom kender du, og jeg skal fra min side ikke spare på noget, hvorved han kan få fast ejendom, eller om jeg kan skaffe ham et godore, hvis det kan fremme sagen". Thorsten svarede: "Jeg finder ikke noget at udsætte på din søn, uden at han forekommer mig så ustadig; dersom han lignede dig i sind, så skulle jeg straks sige ja". "Men det vil dog," svarede Illuge, "gøre et brud imellem os, hvis du ikke finder mig og min søn passende til dit svogerskab". "Nu". sagde Thorsten, "for dit ords og for vort venskabs skyld skal de søn have løfte på min datter; men hun skal ikke være hans fæste-mø; hun skal vente på ham i tre år, og imedens skal Gunløg rejse udenlands og danne sig efter andre mænds sæder, men kommer han da ikke her tilbage, skal jeg være løst fra al forpligtelse". Og efter at dette var afgjort, skiltes de. Illuge red hjem, men Gunløg net til skibet. Og da de fik bør, stak de i søen, kom til Norge og sejlede ind i Trondhjem til byen Nidaros, hvor de lagde skibet i havn og lossede deres varer.

VI. Gunløg i Norge

   Over Norge herskede dengang Erik jarl Håkonson og hans broder Svend. Erik jarl havde sit sæde på sin fædrende gård Lade og var en mægtig høvding. Skule Thorstensen, Thorsten Egilsens søn på Borg, var dengang hos jarlen og var hans hirdmand og stod i megen anse-else. Gunløg og Audun Festargarm gik med fem mand ind på Lade. Den første var iført en grå kjortel og hvide sokkebrog; han havde en byld på foden nede på vristen, hvoraf der flød blod og vor, når han gik. De gik hen for jarlen og hilste ham sømmelig. Han kendte Audun og spurgte om nyt fra Island; hvorpå denne fortalte hvad han vidste. Jarlen spurgte derpå Gunløg, hvem han var, og han sagde ham sit navn og sin æt. "Skule Thorstensen!" sagde derpå jarlen " Hvad slags mand er denne på Island?" "Herre" svarede Skule "tag vel imod ham! det er en søn af en udemærket mand på Island, Illuge den Svarte på Gilsbakke, og han er min fosterbroder". Jarlen sagde: "Hvad er det med dit ben islænding?" "Der er byld på det herre," sagde han "Og du halter dog ikke" sagde jarlen. "Skulle jeg halte" sagde Gunløg, "så længe begge mine ben er lige lange!" Da sagde en af jarlens hirdmænd ved navn Thorer: "Han slår stort på, denne Islæn-ding; det var ikke af vejen, om vi forsøgte ham noget". Gunløg gav ham et øjekast og sagde:

   Da ville hirdmanden gribe til sin økse; men jarlsen sagde, han skulle være rolig; sligt skulle man ikke lægge på hjerte. "Hvor gammel er du, islænding?" vedblev han. "Atten år" svarede Gunløg. "Jeg skulle tro, du ikke bliver atten til," sagde jarlen. Gunløg sagde, men noget lavt: "Ønsk du ikke mig ondt, men tænk hellere på dig selv!" "Hvad er det, du mumler, islænding?" spurgte jarlen. "Sådan som jeg tænker, det burde være," svarede Gunløg, "at førend du ønsker ondt over mig, skulle du heller bede om lykke for dig selv." "Hvorom da?" sagde jarlen. "At du ikke," svarede Gunløg, "skal få en sådan død som din fader Håkon Jarl". Jarlen blev helt blodrød og råbte: "Grib ham, denne kådmundede dåre!" Da gik Skule hen til jarlen og sagde: "For min bøns skyld, herre, giv manden fred, og lad ham drage bort!" Jarlen sagde: "Så lad ham da skynde sig herfra og aldrig mere komme i mit rige, hvis han har sit liv kært". Da fulgte Skule ud med Gunløg og gik ned på bryggen, hvor der just lå en englandsfarer, rede til at lægge ud. Der fik Skule Gunløg og hans frænde Thorkel Svarte om bord; men det andet skib overgav Gunløg tilligemed sit gods til Auduns omsorg. De sejlede nu ud i Englandshavet og kom om høsten til bryggerne ved London, hvor de satte skibet op.

VII. Gunløg i England

   Den Engelske konge, Edelred Edgarsen opholdt sig, just denne vinter i London. Gunløg gik straks til kongen og hilste ham vel og vær-dig. "Hvad landsmand er du" spurgte kongen, hvorpå Gunløg sagde det og vedblev: "Jeg er kommet hid til Eder, herre, fordi jeg har digtet et kvæde om Eder og ønsker, I ville høre det". Dette syntes kongen godt om, hvorpå Gunløg fremsatte kvædet med tække og fynd. Kongen takkede for kvædet, og gav ham som digterløn en skarlagenskappe, der helt igennem var foret med udemærkede skind, og besat med guldbræmmer ned til skødet; og han gjorde ham tillige til sin hirdmand, så at Gunløg om vinteren levede vel anset hos kongen. En dag hændte det sig om morgenen tidlig, at Gunløg på en gade mødte tre mænd, hvis formand, der kaldte sig Thororm, var en stor stærk mand med et afskrækkende ydre. Han sagde til Gunløg: "Hør engang, Nordmand! du kunne låne mig nogle penge". Hvortil Gunløg svarede: "Dette er så en egen sag; hvorledes skulle jeg låne dig penge, som jeg slet ikke kender noget til ?".  Men da den anden lovede at betale pengene tilbage, på en vis bestemt dag, gav Gunløg ham dem, og sagde at han ville vove på det samme. Men kort efter, da Gunløg kom til kongen og fortalte ham lånet, sagde kongen: "Der har du båret dig meget uforsigtigt ad; dette er en meget ond mand; en stor ransmand og viking; giv dig ikke i lag med ham! Pengene skal jeg give dig vederlag for". Hertil svarede Gunløg: "Slet står det til med dine hirdmænd, hvis vi vælter os ind på uskyldige mænd og derimod lader os træde under fødder af slige voldsmænd; aldrig skal det ske". Da han derfor kort efter traf Thororm, krævede han sine penge; men den anden svarede, at han ikke ville betale. Da kvad Gunløg:

   "Nu vil jeg byde dig en lovlig afgørelse," vedblev han; "enten skal du betale mig mine penge eller møde mig på holm efter tre dages frist". Herad lo vikingen og sagde: "Det har endnu aldrig nogen vovet før du, at æske mig til holmgang, hvor megen skade jeg end har tilføjet dem; jeg modtager din udfordring". Da Gunløg nu fortalte kongen, hvorledes det var gået, sagde denne: "Dette vil ikke løbe vel af, thi denne mand døver alle sværd. Du må nu følge mine råd; det sværd, som jeg her giver dig, skal du kæmpe med, men vis ham det, som du ellers bruger". Gunløg takkede kongen meget. Og da nu holmgangen skulle gå for sig, spurgte Thororm, hvorledes de sværd var, som han agtede at stride med. Denne viste ham det og trak det ud; mendet sværd, som kongen havde givet ham, havde han hængende på armen i en løkke. Da vikingen så sværdet, sagde han: "Det våben er jeg ikke bange for;" hvorpå han hug til Gunløg og kløvede næsten helt hams skjold. Gunløg hug straks igen til ham med kongens sværd; men vikingen, som troede, at han brugte det, han først havde vist ham, dækkede sig ikke engang og fik således et dødelidt sår. Ved denne begivenhed indlagde Gunløg sig megen hæder både i England og andetsteds. Om foråret, da skibsfarten begyndte, bad han kong Edelred om orlov til at sejle bort. Kongen spurgte ham, hvor han da ville hen; hvortil Gunløg svarede, at han ville udføre sit forsæt og et løfte, han havde aflagt, at gæste tre konger og to jarler. Kongen gav sit samtykke og forærede ham en guldring af seks øres vægt, men bad ham tillige om at komme tilbage om høsten, da han ikke ville undvære ham på grund af hans idræt.

VIII. Gunløg i Irland og Sverige

   Gunløg sejlede nu med nogle købmænd fra England til Dublin, hvor kong Sitryg Silkeskæg herskede. Han var en søn af  Olaf Kvåran og dronning Kormlød og var just dengang nylig blevet konge. Gunløg gik straks ind for kongen, hilste ham ærbødig og blev vel modtaget. Derpå vedblev han: "Jeg har et kvæde at bringe Eder, konge, og beder, at jeg må få lyd til at fremsige det". Kongen sagde: "Der har endnu aldrig nogen bragt mig et kvæde: visselig vil jeg høre det!". Hvorpå Gunløg kvad en drapa, Hvis omkvæd var:

Kongen takkede ham for kvædet, kaldte sin skatmester til sig, og spurgte ham, hvad løn han skulle give derfor. "Hvad har i selv tænkt, Herre" svarede denne. "Når jeg giver ham to knarrer," sagde kongen "er det en god betaling?" "Det er alt for meget, herre," svarede skatmesteren; "andre høvdinge giver en eller anden kostbarhed til skjaldeløn, gode sværd eller gode guldringe". Derpå forærede kongen ham en hel ny klædning af skarlagen, en med guldbræmmer besat kjortel, en kappe med ypperligt skind og en guldring af en marks vægt. Gunløg takkede ham for gaverne og sejlede efter nogen tids ophold til Orkneyøerne, hvor Sigurd jarl Lødversen herskede. Også ham bragte han et kvæde, der var en veldigtet flok, hvorfor jarlen gav ham en stor sølvbeslagen økse til kvædesløn, men uagtet jarlens tilbud ville han ikke blive der, da han agtede sig til Sverige. Han gik da ombord hos nogle købmænd, der sejlede til Norge, og kom om høsten til Kongehelle i Viken. Herfra fik han sig førere op til Vester-Gøtland og kom til købstaden Skara. Sigurd jarl, som havde sit sæde der var allerede til års. Også for ham fremsagde Gunløg et kvæde, der var en flok, hvormed jarlen var så vel fornøjet, at han bad ham om at blive hos sig om vinteren, hvilket tilbud Gunløg modtog. Om vinteren holdtes der stort julegæstebud; og dagen før jul kom der tolv mænd fra Norge; det var sendebud fra Erik jarl, som skulle bringe Sigurd gaver. Jarlen modtog dem vel og gav dem julen over sæde hos Gunløg; der herskede megen munterhed ved gilderne. Gøterne talte da blandt andet om, at der var ingen større og berømtere jarl end deres Sigurd, hvorimod nordmændene mente, at Erik var langt ypperligere; herom kom de op og tvistes og valgte Gunløg til voldgiftsmand. Da kvad han følgende:

Begge var vel fornøjede med afgørelsen, men især de norske sendebud. De drog efter julen tilbage igen med foræringer til Erik jarl, hvem de da også fortalte Gunløgs afgørelse. Jarlen, som fandt, at Gunløg ved denne lejlighed havde vist ham hengivenhed og venskab, ytrede da, at Gunløg skulle finde frit og trygt ophold i hans rige, hvilket Gunløg siden fik at høre. Sigurd jarl skaffede ham efter hans bøn vejvi-sere til Tiendeland i Svitjod.

IX. Gunløg drager til kong Olaf den svenske i Uppsala

   Over Svitjod herskede dengang kong Olaf den svenske, en søn af kong Erik Sejersæl og Skøgle-Tostes datter, Sigrid hin storråde, det var en mægtig, anseelig og stolt konge. Gunløg kom til Uppsala om foråret, da de svenskes almindelige ting holdtes der. På samme tid opholdt islænderen Ravn Ømundsen sig hos kongen. Hans fader Ømund boede på gården Mosfjæld, var en rig mand og havde godordet der sønder på næssene; han var gift med Geirny, en sønnedatter af Molde-Gnup, der havde nedsat sig i Grindevig. Deres sønner Ravn, Thoraren og Enride var alle håbefulde mænd; dog var Ravn den ypperligste blandt dem. en stor, stærk mand, af smukt udseende og en god skjald. Såsnart han var fuldvoksen, foretog han sig rejser mellem Island og Norge. Nu opholdt han sig, som sagt, hos kong Olaf svenske. Da nu kongen havde modtaget Gunløg vel ogspurgt ham, hvem han var, og Gunløg havde svaret, at han var islænder, vendte kongen sig til Ravn og sagde; "Hvad slægt er denne mand af på Island?" Hvorpå der rejste sig, en stor raskt udseendemand på den lavere bænk, gik hen for kongen og sagde: "Herre! han er af god slægt og selv en af de raskeste mænd". Så lad ham dog gå hen og tage plads hos dig!" sagde kongen. Hvorpå Gunløg sagde: " Jeg har digtet et kvæde, herre, til eder og ønsker, at I vil høre det". Men kongen svarede, at der nu ikke var lejlighed til at høre på kvæder; det var bedst først at tage sæde. De gjorde da så; og Gunløg og Ravn gav sig i samtale med hinanden og fortalte hinanden om deres rejser. Ravn fortalte, hvorledes han sommeren før var draget fra Island til Norge og i begyndelsen af vinteren fra Norge til Sverige; og de blev snart gode venner. Men en dag, da tingtiden var ude, var de begge, Gunløg og Ravn, stedte for kongen. Da sagde Gunløg: "Nu ville jeg ønske, herre, at I ville høre på mit kvæde," "Ja nok" sagde kongen. "Nu vil også jeg fremsige mit kvæde" sagde Ravn, "med eders tilladelse" "også det" svarede kongen "Men dog jeg først" sagde Gunløg, med eders tilladelse, herre"       "Nej" sagde Ravn, "mig tilkommer det først at fremsige mit kvæde, da jeg først er kommen til eder". "Når!" sagde Gunløg, "har man nogensinde hørt, at vore fædre kom sammen, og at min kom efter din? Aldrig! Og heller ikke nu skal det blive tilfældet, med os to"  

"Lad os i det mindste," sagde Ravn "vise så megen høviskhed, at vi ikke giver os til at trættes derom, men lader kongen råde derfor". Kongen sagde: "Gunløg skal da kvæde først, thi han vil blive vred, hvis ikke han får sin vilje". Herpå kvad Gunløg sin drapa; og da han havde endt sagde kong Olaf: "Nu, Ravn, hvorledes er dette kvæde digtet ?" "Godt herre," svarede denne "det er et kvæde med store ord, ikke kønt, og noget stift i form, som Gunløg selv er af sind". "Nu skal du fremsige dit kvæde, Ravn" sagde kongen. Han gjorde det, og da det var ude sagde kongen: "Nu Gunløg, hvorledes er kvædet digtet ?" "Godt herre," svarede han "det er et fagert kvæde, som Ravn er selv, men ret hverdags; og hvorfor," vedblev han "digtede du kun en flok om kongen? Tyktes dig ikke han er en drapa værd ?". Ravn svarede: "Lad os nu ikke tale mere derom; der kommer vel den tid, hvor vi kan begynde herpå igen" og dermed endte deres samtale. Kort efter blev Ravn kong Olafs hirdmand, og bad om orlov til at rejse bort. Kongen tillod ham det. Og da han var rede til at tage afsted, sagde han til Gunløg: "Det skal nu være ude med vort venskab, siden du således ville nedsætte mig her overfor høvdinger; og engang vil den tid komme, da jeg skal tilføje dig ligeså stor vanære, som du ville tilføje mig her". "Dine trusler skræmmer mig ikke," svarede Gunløg "al-drig skal vi mødes så, at jeg i anseelse står tilbage for dig". Kong Olaf gav Ravn gode gaver ved skilsmissen, hvorpå han drog bort. Han rejste om våren til Trondhjem, gjorde sit skib klart og sejlede om sommeren til Island, hvor han landede i Lerevåg neden for Heden. Hans frænder og venner modtog ham med glæde; og næste vinter blev han hjemme hos sin fader.

   Den gang var Skafte Thorodsen lovsigemand over Island. Hans moder Ranveig var en sønnedatter af Molde-Gnup, så at Skafte og Ønunds sønner var søstersønner; og alle disse frænder levede i god forståelse med hinanden. Om sommeren mødtes Ravn og Skafte på altinget; hvorpå Ravn sagde, at den tid, som var aftalt imellem dem, nok var udløben nu, og at Gunløgs overmod var blevet endog større end før, så han næppe ville agte på sit løfte. Skafte lod da sin frænde råde; og de gik med et stort følge til Thorsten Egilsens bod. Han modtog dem vel, og Skafte sagde: "Min frænde Ravn vil bejle til din datter Helga; hans æt er dig vel kendt, såvel som hans formue, hans egen dannished og den støtte, han tør vente af sine mange frænder og venner". Thorsten svarede: "Gunløg har allerede fået løfte på hende, og jeg vil holde alt det, som den gang blev aftalt". Skafte vedblev: "Er nu ikke de tre vintre forløbet, som da blev aftalt imellem eder?" "Jo" sagde Thorsten, "men sommeren er endnu ikke forbi, og Gunløg kan endnu komme tilbage i sommer". "Men hvad håb," sagde Skafte, "kan vi gøre os, hvis han ikke er kommen ved sommerens ende?" Thorsten svarede: "Vi mødes her nok igen næste sommer, og da kan vi se, hvordan sagerne står; men nu nytter det ikke at tale mere herom". Så skiltes de, og man red hjem fra tinget. Det blev ikke ukendt, at Ravn bejlede til Helga, som Gunløg havde løfte på. Gunløg kom ikke tilbage denne sommer. Og næste sommer drev Skafte og Ravn på altinget med al iver på med frieriet og sagde, at Thorsten nu var løst fra alle sine forpligtelser mod Gunløg. Thorsten svarede, at han kun havde få døtre at sørge for og ville nødig, at de skulle blive nogen mand til skam eller skade; han ville derfor først tale med Illuge Svarte. Det gjorde han da også og sagde til ham: "Synes du ikke, at jeg nu er løst fra alle mine forpligtelser mod din søn Gunløg?" "Vis-selig er du det" svarede Illuge, "hvis du vil; og jeg ser ikke, hvad jeg kan gøre derved, da jeg ikke ret kender Gunløgs omstændigheder". Thorsten gik da tilbage til Skafte, og de købslog således med hinanden, at brylluppet skulle stå ved vinterens begyndelse hos Thorsten på Borg, hvis Gunløg ikke kom ud; Thorsten skulle være løst fra al forpligtelse mod Ravn, hvis Gunløg kom og krævede sin brud. Derefter red man hjem fra tinget; den ene uge forløb efter den anden, men Gunløg kom ikke, og Helga så med sorg sit giftermål i møde.

X. Gunløgs rejser og hjemkomst

   Om Gunløg er nu at fortælle at han rejste fra Sverige til England den samme sommer, som Ravn drog til Island, og fik ved skilsmissen gode gaver af kong Olaf. Kong Edelred modtog ham vel, og han var der i vinteren med megen anseelse. Dengang herskede Knud Svend-sen, kaldet den mægtige, over Danmark; Han havde nyligt overtaget riget som sin fædrende arv, og truede stadig med at gøre et tog til England, hvor hans fader Svend, førend han døde vesterpå, havde vundet et stort rige. På samme tid var der også i England, en stor hær, af danske mænd, under anførsel af høvdingen Heming, en søn af Strutharald, og broder til Sigvald Jarl; han styrede da det rige, som Svend havde vundet, for hans søn Knud. Om sommeren bad Gunløg om orlov til at drage bort; men kongen svarede, at det sømmede ham lidet nu da England truedes med ufred, at forlade kongen, hvis hirdmand han var. Gunløg lovede da at blive, men udbad sig orlov til næste sommer hvis de danske ikke kom. Denne sommer led, og vinteren efter, og de danske kom ikke. Efter midsommer fik Gunløg da orlov af kongen, sejlede til Norge og kom til Erik jarl på Lade, som modtog ham vel og bød ham være hos sig. Gunløg takkede jarlen for  tilbudet men svarede, at han havde et vigtigt ærinde på Island, da han skulle besøge sin fæstemø. Hertil svarede jarlen, at alle de skibe, der skulle til Island, nu var borte, men en hirdmand gjorde opmærksom på, at Halfred Vandrådeskjald lå ude under Agdenæs endnu i går. Dette fandt jarlen rimeligt, da han først for fem dage siden var sejlet bort, og han lod da Gunløg bringe ud til Halfreds skib. Halfred tog med glæde imod ham. Det var langt ud på sommeren; de fik straks bør fra landet, og morede sig tit med hinanden. Halfred sagde til Gunløg, om han havde hørt, at Ravn Ønundsen havde bejlet til Helga den væne. Gunløg svarede, at han havde hørt noget derom, men intet nøjagtigt. Halfred fortalte ham da, hvad han vidste, og hvorledes mange mente, at Ravn var en ligeså dygtig mand som Gunløg. Denne svarede med en vise:

   Halfred vedblev da: "Jeg ville ønske, kammerat, at det vil gå dig bedre med Ravn, end det gik mig. Jeg kom for nogle år siden med mit skib til Lerevåg og skyldte en halv mark til Ravns huskarl, men forholdt ham den; da red Ravn til os med fyrretyve mand og hug land-tovene over, så at skibet drev op på stranden og var nær gået til; jeg måtte da overgive Ravn selvdømme og betale en hel mark, og det er alt, hvad jeg kan fortælle om mine handeler med ham". Deres tale faldt derefter på Helga, og Halfred roste meget hendes skønhed.

   De landede fjorten dage før vinteren i Hraunhavn ved Melrakkaslette og lossede der. Der på Sletten var en bondesøn ved navn Thord, der idelig gav sig i brydeleg med købmændene, og ingen kunne stå sig imod ham. Man magede det da så, at Gunløg skulle brydes med ham. Om natten før påkaldte Thord Thor til sejr, og om morgenen, da de brødes, slog Gunløg begge fødderne fra Thord, så han gjorde et svært fald; men den fod, som Gunløg stod på, gik af led, så at han faldt tilligemed Thord. Da sagde denne: "Måske en anden sag ikke går dig bedre"  "Hvilken da?" sagde Gunløg. "Den sag med Ravn Ønundsen" svarede Thord, "hvis han nu til vinter får Helga hin væne; jeg var tilstede i sommer på altinget, da dette blev aftalt".  Gunløg svarede ikke noget. Hans fod blev da forbundet og trukket i led og svul-mede meget op. Gunløg og Halfred forlod Sletten en uge før vinteren og kom til Gilsbakke den samme lørdag aften, da de på Borg sad ved gilde. Efter at Illuge med glæde havde modtaget sin søn, ville denne straks ride ned til Borg, men hverken Illuge eller nogen af de andre fandt det rådeligt. Gunløg blev fast ved sit forsæt, men hans fod var i en sådan tilstand, at han, hvor lidet han end ville vedgå det, var aldeles uskikket til at rejse, hvorfor der heller ikke blev noget af. Halfred red om morgenen hjem til Hredavatn i Norderådal , hvor hans broder Galte Ottarsen styrede deres fælles ejendomme.

XI. Gunløg møder Helga og holder tvekamp med Ravn på Øksaråholmen

   Om Ravn fortælles, at han sad og holdt bryllupsgilde på Borg; men de fleste siger, at bruden var meget nedslået; så det gik her, som det hedder i ordsproget, at ungdoms kærlighed glemmes ikke. Så gik det også hende. Ravn tog derpå hjem til Mosfjæld, med sin kone Helga; men de havde kun været der en kort stund, førend Helga vågnede en morgen tidlig, medens Ravn endnu sov, og han var meget urolig i søvne; og da han vågnede fortalte han Helga sin drøm og kvad følgende vise:

Helga sagde: "Det skulle jeg aldrig sørge over; ilde har i sveget mig, og Gunløg må være kommen hjem." Hun græd da meget; og kort efter spurgtes Gunløgs hjemkomst. Helga gjorde sig nu så stridig imod Ravn, at han ikke kunne holde hende derhjemme, men måtte drage med hende tilbage til Borg, alligevel havde han liden glæde af deres samliv. Om vinteren efter skulle der stå et bryllup på gården Skåne, da Sverting, en sønnesøn af Molde-Gnup, skulle ægte Hungerd, en datter af Tunge-Ods søn Thorod og hans kone Jofrid. Jofrids frænde Thorkel på Skånø, indbød også Illuge Svarre og hans sønner; men da Illuge gjorde sig rede til rejsen, sad Gunløg inde i stuen og gjorde intet for at komme afsted. Illuge gik hen til ham og spurgte, hvorfor han ikke lavede sig til; men Gunløg svarede, at han ikke ville tage med. "Jo vist skal du det, men søn" sagde Illuge: "Tag dig ikke sligt således til hjerte, at du sørger over en enkelt kvinde; lad, som om du ikke ved, hvad der er sket, der vil aldrig skorte dig på kvinder du kan vælge imellem". Gunløg fulgde da sin faders vilje, og gæsterne samlede sig til gildet. Illuge og hans sønner blev der givet plads i det ene højsæde; Thorsten Egilsen, hans måg Ravn og brudgommens følge i det andet højsæde, lige overfor Illuge. Kvinderne tog sæde på tværbænken, og Helga den fagre sad hos bruden. Tit og ofte vekslede Helga og Gunløg øjekast, så det gik, som det hedder i ordsproget, at øjet er trygt vidne, om kvinde elsker mand. Gunløg var da vel klædt, og bar hin gode dragt, som kong Sitryg haved givet ham, så han både i denne henseende og ved sin styrke, vækst og skønhed udmærkede sig frem for andre mænd. Der var kun liden glæde under gildet. Den dag. man lavede sig til at tage bort, brød kvinderne op for at tage hjem; og ved denne lejlighed gik Gunløg til Helga, og de talede længe sammen. Da kvad Gunløg denne vise:

   

   Da forærede Gunløg hende den kappe, som han havde fået af kong Edelred, og som var en stor kostbarhed; hun takkede ham meget derfor. Derpå gik Gunløg ud, og der var mange heste komne i tunet. Han sprang op på en af dem, red i fuld fart over tunet hen til det sted, hvor Ravn stod, så han måtte springe til siden. "Hvorfor springer du nu af vejen, Ravn?" sagde han, "denne gang har du intet at frygte for mig, men du ved, hvad du har fortjent". Ravn svarede med et vers, hvori han ytrede, at de ikke behøvede at strides; der var mange andre kvinder at vælge imellem. Gunløg svarede: "Man siger så; det kan gerne være, at der er mange, men jeg synes det ikke". Nu løb Illuge og Thorsten til for at hindre strid imellem dem. Derefter red begge parter hjem, og der forefaldt intet mærkeligt den vinter. Men efter at Helga var kommet sammen med Gunløg kunne Ravn ikke mere nyde samlivet med hende.

   Næste sommer red man til tings, mange i følge som sædvanlig: Illuge Svarte med sine sønner, Gunløg og Hermund, Thorsten Egilsen og hans søn Kolsvend, Ønund fra Mosfjæld med alle sine sønner samt nysnævnte Sverting. Skafte var da endnu lovsigemand. En dag på tin-get, da dette var meget talrigt, og alle rettergangssagerne var til ende, krævede Gunløg sig lyd og sagde: "Er Ravn Ønundsen her til-stede?" Han svarede ja. "Du ved," vedblev derpå Gunløg, "at du har taget men brud, på hvem jeg havde løfte, og har yppet fjendskab imod mig; derfor æsker jeg dig til holmgang her på tinget efter tre dages frist, her på Øksaråholm". Ravn svarede: "Det er godt bud, som man kunne vente af dig, og jeg er rede, såsnart du vil". Nu var vel deres frænder på begge sider meget misfornøjede dermed; men det var den gang lov, at enhver, der på en eller anden måde troede sig fornærmet, kunne æske sin modstander til holmgang. Efter tre nætters forløb gjorde de sig derfor rede til holmgangen. Illuge Svarte ledsagede med stort følge sin søn til holmen, men lovsigemanden Skafte fulgte Ravn, såvel som hans fader og andre af hans frænder.

   Hermund holdt skjoldet for sin broder Gunløg, men Sverting for Ravn. Den der blev såret, skulle løse sig af holmen med tre mark sølv. Ravn som den, der var udæsket, havde det første hug. Han hug da i den øverste kant af Gunløgs skjold; men da han havde hugget stærkt til, sprang hans sværd itu under hjaltet, og spidsen deraf, sprang tilbage fra skjoldet, traf Gunløg på kinden og gav ham, skønt overmåde let, sår. Begges frænder og mange andre mænd løb da imellem dem. Gunløg sagde: "Nu påstår jeg, at Ravn er overvunden, da han er våbenløs;" Man Ravn sagde: "og jeg siger, at det er dig, som er overvunden, da du er såret". Gunløg var da særdeles hæftig og meget vred og sagde, at striden endnu ikke var afgjort. Men hans fader Illuge sagde, at de for denne gang ikke skulle fortsætte den. Da svarede Gun-løg: "Jeg vil da ønske, min fader, at Ravn og jeg må mødes en anden gang således, at du er for langt borte til at skille os ad". Således skiltes de da for denne sinde, og man gik tilbage til sine boder. Næste dag blev det i lovretten vedtaget som lov, at alle holmgange på Island skulle afskaffes, og denne afgørelse blev taget efter de bedste mænds råd, som da var tilstede, og det var de kyndigste, som dengang var i landet. Denne holmgang mellem Gunløg og Ravn er således den sidste der blev holdt på Island.

   En dag, da brødrene Hermund og Gunløg gik hen til Øksarå for at to sig, gik der en flok kvinder på den anden side af åen, og blandt dem Helga den Fagre. Hermund sagde da til Gunløg: "Ser du kvinderne, og din veninde Helga på den anden side af åen?"  "Visselig ser jeg hende" svarede Gunløg.

   Derpå gik de over åen, og Helga og Gunløg taledes ved en stund; og da de igen gik tilbage, stod Helga og stirrede længe efter Gunløg. Han så da tilbage over åenog kvad følgende vise:

Derefter red man hjem fra tinget, og Gunløg var hjemme på Gilsbakke. En morgen, da han vågnede, var alle de andre i huset stået op, men han alene lå endnu og hvilede sig i en vråseng inderst inde. Da kom tolv fuldvæbnede mænd ind i stuen; det var Ravn Ønundsen. Gunløg sprang straks op og fik fat i sine våben; men Ravn sagde til ham: "Du har aldeles ingen fare at frygte; dette er mit ærinde hid: i sommer på altinget æskede du mig til holmgang og fandt da selv, at striden ikke blev afgjort. Nu vil jeg byde dig, at vi begge rejser uden- lands i sommer og holder holmgang i Norge; der vil vore frænder ikke hindre os". Gunløg svarede: "Det er et mandigt forslag og et kår, som jeg gerne vil modtage: kom hid og tag til takke hos os med, hvad du ønsker". Ravn takkede for det gode tilbud, men afslog det dog for denne gang og red bort; og således skiltes de. Deres frænder på begge sider var meget misfornøjede over dette; men de kunne ikke gøre noget derved, da de begge selv var så opsatte derpå; og desuden måtte skæbnens vilje heri, som i alt andet gå i opfyldelse.

XII. Ravns og Gunløgs tvekamp i Norge

   Om Ravn er nu at fortælle, at han gjorde sit skib rede i Lerevåg,. To mænd ved navn Grim og Olaf, hans fader Ønunds søstersønner og begge brave mænd, ledsagede ham. Alle hans frænder tyktes at lide et stort tab ved hans bortrejse, men han gav som grund til, at han havde æsket Gunløg ti holmgang,  at han ingen glæde havde af sit ægteskab med Helga, og sagde, at en af dem nødvendig måtte falde for den anden. Såsnart han fik bør, stak han i søen og kom med sit skib til Trondhjem, hvor han biede vinteren over uden at høre noget til Gunløg. Han ventede der ligeledes om sommeren, ja opholdt sig endnu næste vinter i Trondhjem på det sted, som hedder Livanger.

   

Gunløg Ormstunge tilligemed Halfred Vandrådeskjald gik til søs fra Sletten, men de blev meget silde færdige og kom kort før vinteren til Orknøerne, Sigurd jarl Lødversen herskede den gang over øerne, og hos ham tilbragte Gunløg vinteren; og da jarlen om foråret ville omkring på Suderøerne og i Skotlandsfjordene og holdt mange kampe i hvilke Gunløg stadig viste sig som en tapper, rask og uforfærdet mand. Sigurd jarl vendte tidlig på sommeren tilbage; men Gunløg gik om bord hos nogle købmænd, der sejlede til Norge, kom til Trond-hjem og tilbragte begyndelsen af vinteren hos Erik jarl på Lade. Jarlen, der allerede vel kendte hele forholdet mellem Ravn og Gunløg, sagde til denne, at han forbød, at de holdt kamp med hinanden der i hans rige. Gunløg svarede, at han jo havde at befale, og forblev der om vinteren, men gav sig ikke synderlig af med nogen. Nu hændte det sig en dag, at han gik ud med sin frænde Thorkel Svarte. De gik et stykke vej bort fra gården og fandt på en mark en kred af mænd, inden for hvilken der stod to andre med våben og fægtede på skrømt med hinanden. Den ene af dem skulle forestille Ravn, den anden Gunløg; og de omkringstående sagde, at islænderne gav kun små hug og var sene til at mindes deres løfter. Gunløg forstod nok, at alt dette var gjort ham til spot, og gik tavs bort; men kort efter sagde han til jarlen, at han ikke længer kunne udholde hans hirdmænds hån og spot for den sag med Ravn, og bad jarlen skaffe sig vejvisere ind til Livanger. Og da jarlen allerede havde fået efterretning om, at Ravn havde forladt Livanger og var taget længer øster på til Sverige, gav han Gunløg orlov til at rejse samt to vejvisere med. Gunløg drog da selvsyvende fra Lade ind til Livanger, hvor han kom om aftenen, just som Ravn selvfemte havde forladt det samme sted om morgenen. Gunløg drog da til Værdalen og kom altid om aftenen til det sted, hvor Ravn havde tilbragt natten. Han fortsatte så sin rejse til den øverste gård i dalen, ved navn Sula, hvilken Ravn havde forladt om morge-nen. Han standsede ikke her, men rejste videre straks om natten, så at de om morgenen ved solens opgang endelig fik øje på hinanden. Ravn var da kommet til et sted hvor der var to søer, og mellem søerne jævne marker, der kaldtes Gleipnissletten, men ud i den ene sø gik et lidet næs der hedder Dingenæs. Der på næsset blev Ravn stående med sine ledsagere, blandt hvilke også var hans frænder Grim og Olaf. Da de mødtes sagde Gunløg, at det var vel, de endelig traf hinanden; Ravn var også vel fornøjet dermed, og sagde, at han nu måtte vælge selv, hvad han ville, om de skulle stride alle, eller kun de to. Gunløg svarede, at han var vel fornøjet, med hvilket det skulle være; men Ravns frænder, Grim og Olaf, sagde at de ikke ville stå som rolige tilskuere, medens de andre stred, og det ville heller ikke Gunløgs frænde Thorkel Svarte. Derpå sagde Gunløg til de vejvisere, som jarlen havde givet ham med, at de skulle blive siddende og se til, uden at yde nogen af dem hjælp, men være vidner til deres møde; hvilket de også gjorde.

   Derpå gik de imod hinanden og stred drapelig. Grim og Olaf gik begge imod Gunløg ene og fægtede tappert, men udfaldet blev dog, at han dræbte dem begge uden selv at blive såret. Dette sander også Thord Kolbensen i det kvæde han digtede om Gunløg Ormstunge. Ime-dens søgte Ravn og Thorkel Svarte imod hinanden; Thorkel blev fældet af Ravn, og lod sit liv, og ligeså gik det til sidst med alle deres følgesvende, så at de to var ene tilbage. De gik nu løs på hinanden, med svære hug og drapelige angreb og blev stadig hidsigere. Gunløg førte da det sværd, som kong Edelred havde skænket ham; hvilket var et ypperligt våben; med dette gav han omsider Ravn et svært hug og hug hans ene ben af. Ikke desmindre faldt Ravn ikke, men sprang hen til en træstub og støttede stumpen derpå. Da sagde Gunløg: "Nu er du ikke kampdygtig mere. og jeg vil ikke længere strides med dig, lemlæstede mand". "Det er sandt" svarede Ravn, "Det er gået svært tilbage for mig, men endnu ville jeg vel kunne due noget, når jeg kunne få noget at drikke!", "Svig mig da ikke" sagde Gunløg "så vil jeg bringe dig vand i min hjælm": Det lovede Ravn; hvorpå Gunløg gik hen til en bæk, fyldte hjælmen, og bragte den til Ravn. Men idet denne rakte sin venstre hånd ud imod den, hug han i det samme med sværdet i den højre, Gunløg således i hovedet, så han fik et meget svært sår. "Ilde sveg du mig nu" sagde Gunløg "og umandig var dette gjort af dig, da jeg satte lid til dit ord". "Jeg tilstår det," svarede Ravn "men jeg kan umulig unde dig Helga den Fagres favntag". De stred da endnu noget med megen voldsomhed, men endelig gav Gunløg Ravn banesår, så han lod sit liv. Da gik vejviserne, der havde været tilskuere, frem og forbandt såret i Gunløgs hovede.

   Derpå begravede de de døde, bragte Gunløg op på sin hest, og kom med ham ned til Livanger, hvor han lå endnu tre dage, og fik fuld kirkelig betjening, derpå døde han, og blev begravet der ved kirken. Alle tog sig både Gunløgs og Ravns død meget nær, især på grund af de omstændigheder, der var årsag dertil.

XIII. Helgas død

   Om sommeren, førend tidenden herom spurgtes ud til Island, havde Illuge Svarte en drøm hjemme på Gilsbakke. Det tyktes ham, at Gunløg åbenbarede sig for ham i søvne; han var helt blodig og fortalte ham i en vise om sin kamp med Ravn på Dingenæs. Illuge kunne endnu huske visen, da han vågnede, og kvad den siden for andre. Og sønder på Mosfjæld traf det sig så, at ligeledes Ønund den samme nat drømte, at Ravn åbenbarede sig for ham og var helt blodig og kvad ligeledes en vise, hvori han fortalte, at Gunløg havde dræbt ham med sværd i Norge.

   Næste sommer på altinget sagde Illuge Svarte til Ønund på lovbjerget: "Hvilke bøder vil du give mig for min søn, som din søn Rav sveg imod al tro og love?"  "Det er langtfra," svarede den anden "at jeg tror mig forpligtet til at give nogen bod for ham, eftersom jeg selv har lidt så bitterligt ved deres møde, men jeg forlanger heller ikke nogen bod af dig for min søn". Illuge svarede: "Inden kort tid vil da en frænde af dig eller en af dine slægtninge komme til at undgælde for det". Og om sommeren efter tinget var han altid meget nedslået; men om høsten red han med tredive mand fra Gilsbakke og kom om morgenen tidlig til Mofjæld. Ønund og hans sønner undkom ind i kirken; men to af hans frænder blev grebne af Illuge, der lod den ene dræbe, den anden fodhugge; hvorpå han igen drog hjem, uden at Ønund kunne få nogen oprejsning herfor. Men Illuges søn Hermund, der ikke kunne glemme sin broder Gunløgs død, var dog ikke fornøjet hermed og syntes ikke endnu, at han var tilstrækkelig hævnet. Da han vidste, at Ønunds brodersøn Ravn, der var en dygtig sømand, havde sit skib stående oppe i Hrutalfjord, red han om foråret alene nord over Holtevardehede, så til Hrutafjord og ud til havnen Bordøre, hvor købmændenes skibe lå. Mange af købmændene var da næsten rede til at sejle, men føreren Ravn var på land med adskillige andre mænd. Hermund red hen til ham, gennemborede ham med sit spyd og red straks igen bort, men Ravns stalbrødre undlod af forfærdelse over hans dåd at tænke på modværge eller at sætte efter ham. Heller ikke for dette drab blev der givet bøder, og hermed ender stridighe-derne mellem Illuge Svarte og Ønund på Mosfjæld.

   Thorsten Egilsen giftede siden sin datter Helga med en mand, der hed Thorkel Halkelsen, som boede ude i Hraundalen, og hun flyttede hen til ham og forestod hans hus; men skønt det var en rask mand, der tillige var en god skjald - de havde også adskillige børn med hinanden - kunne hun dog ikke ret komme til at holde af ham; thi hun kunne aldrig slå Gunløg af sine tanker, skønt han var død. Hendes største glæde var at fremtage den kappe, Gunløg havde foræret hende, og brede den ud for sig; hun sad da længe og stirrede på den. Engang kom der en svær sygdom der på gården, som mange lå og tæredes af en lang tid. Også Helga blev syg, men var dog endnu oppe. En lørdag aften sad hun i ildhuset og hvilede sit hoved i sin husbonds skød. Hun lod da Gunløgs kappe tage frem, og da den blev bragt hende, satte hun sig op, bredte den ud for sig og stirrede en stund på den; derpå sank hun tilbage i sin husbonds favn og var da afsjælet. Thorkel kvad da følgende vise:

   Helgas lig blev ført til kirken, og hendes død vakte, som man kan tænke, almindelig sorg.

   Og her ender nu fortællingen om Gunløg Ormstunge.