Amlet og Viglet

      Efter at Amlet havde fældet sin stiffader, anså han det, da han frygtede for, at det ikke var sikkert, hvorledes hans landsmænd ville dømme om han dåd, for rådeligst at skjule sig, indtil han var kommen på det rene med, hvorledes den jævne almue ville gå til værks. Folk i nabolaget, som om natten havde set ildebranden, kom næste morgen, opsatte på at få at vide, hvorledes det hang sammen, og fandt borgen sunken i aske, og da de ransagede den endnu varme brandtomt, fandt de ikke andet end uformelige levninger af brændte lig. Så grådig havde ilden fortæret alt, at der ikke var spor at opdage af, hvorledes denne store ulykke var opstået. Fenges lig fandtes også med blodige klæder og gennemboret af et svære. Nogle opfyldtes af åbenlys harme, andre af sorg og nogle af hemmelig glæde. Nogle græd over deres herres død, andre glædede sig over, at der var gjort en ende på det med broderblod besudlede voldsherredømme. Således vakte kongens død forskellige følelser hos de tilstedeværende.

      Da Amlet så at almuen holdt sig rolig, fattede han mod til at forlade sit skjul, sammenkaldte dem, om hvem han vidste, at de bevarede hans fader i trofast minde, gik frem på tinge og holdt følgende tale:

      "I gode mænd, i fald i sørge over Hardvendels ynkelige død, kan i ikke sørge over den ulykke, I har har for øje. I, siger jeg, som har bevaret eders troskab imod kongen, eders kærlighed til landsens fader, kan ikke sørge derover. I se her en brodermorders, ikke en konges lig. Det var i sandhed et ganske anderledes sørgeligt syn, da i så vor konge ynkeligt myrdet af den skændigste, jeg vil ikke sige broder, men brodermorder. Ja, med tårefulde øjne så i Hardvendels sønderhuggede legeme, hans lig bedækket med talrige dræbende sår. Hvem tvivler om, at han grumme bøddel berøvede ham livet for at kunne berøve fædrelandets frihed? Den samme hånd gav ham døden og eder trællekår. Hvem skulle da kunne være så afsindig at foretrække Fenges grumhed for Hardvendels kærlighed? Husk, med hvilken livsaglighed Hardvendel sørgede for eder, hvor retfærdig han handlede imod eder, hvor ømt han elskede eder. Husk, at i mistede den mildeste konge, den retfærdigste fader, og i hans sted fik en voldsmand, en brodermorder, at I blev berøvet eders ret, at alt blev besudlet, at fædrelandet blev besmittet med skændselsgerninger, at I måtte bøje eders nakker under åget, at de fri selvbestemmelsesret blev tagen fra eder. Og nu er alt dette forbi, da I se, at dets ophavsmand ligger på sine gerninger, at brodermorderen har fået straffen for sine forbrydelser. Hvilket blot nogenlunde forstandigt menneske, som ser dette, vil anse det, der er en velgerning, for en uret? Hvem, som er ved sin fornuft, vil beklage, at forbrydelsen er kommen over forbryderens eget hoved? Hvem vil begræde den blodbestænkede bøddels fald eller sørge over den grumme voldsmands retfærdige død? Her ser I den, der har øvet denne dåd. Jeg tilstår, at jeg har taget hævn både for min fader og mit land. Den gerning, som det lige så fuldt var eders skyldighed at gøre, har jeg gjort. Hvad det sømmede sig for eder at gøre sammen med mig, har jeg fuldbyrdet alene. Føj hertil, at jeg ingen hjælper har haft ved denne berømmelige dåd, ingen har ydet mig en håndsrækning dertil, skønt jeg godt ved, at I, om hvem jeg ikke tvivler på, at I har bevaret eders troskab imod kongen, eders kærlighed til landsens fader, gerne ville have hjulpet mig i denne sag, i fald jeg havde bedet eder derom. Men jeg foretrak at straffe disse misdædere uden at udsætte eder for fare, jeg anså det ikke for rigtigt at lade andre lægge skuldre til denne byrde, som jeg mente mine egne var stærke nok til at bære. Jeg har holdt de andres bålfærd, kun Fenges krop har jeg overladt til eder at brænde, for at I dog derved kan tilfredsstille eders begærlighed efter en retfærdig hævn. Skynd eder derfor, rejs et bål og brænd den ugudelige krop, steg de vanhellige lemmer, spred den forbandede aske, lad den flyve for alle vinde, ingen urne, ingen gravhøj skal gemme de skændige rester af hans ben. Lad der ikke blive spor tilbage af brodermorderenm hans fule krop skal ikke finde noget hvilested inden for vort gædrelands grænser, den skal ikke forpeste omegnen, hverken hav eller land skal besmittes ved at gemme dette forbandede ådsel. Resten har jeg sørget for, kun dette ene har jeg overladt til eder som en kærlighedsgerning. Det er den ligfærd, der tilkommer voldsmanden, således bør brodermorderen stedes til hvile. Han har røvet fædrelandet friheden, hans aske bør ikke gemmes i dets skød.

      "Og nu! hvorfor skal jeg rippe op i mine genvordigheder? hvorfor skal jeg opregne mine ulykker, fortælle om mine sorger, som I kender fuldt så godt som jeg selv? Min stiffader stræbte mig efter livet, min moder agtede mig ringe, mine venner spottede mig, således sled jeg kummerlig tiden, levede alle mine dage i sorg og tilbragte mit liv i utryghed, fuld af frygt og omspændt af farer. Kort sagt, hele min levetid har jeg tilbragt på den ynkeligste måde i den yderligste modgang. I sukkede tit i løndom over mig og klagede i eders stille sind over, at jeg var berøvet min fornuft, så at min fader ikke blev hævnet og brodermorderen ikke straffet. Det var mig et lønligt tegn på eders kærlighed, at jeg så, at mindet om kongemordet endnu levede i eders sind. Hvem er så klippehård, hvem har et sådant stenhjerte, at ikke medfølelse mid mine lidelser må smelte det og medynk med mine genvordigheder gøre det blødt? I må have medlidenhed med ederes egen fostersøn, I må røres over mine ulykker, alle I som ikke har besmittet eders hænder med Hardvendels drab. Forbarm eder også over min ulykkelige moder, og glæd eder over, at eders fordums dronnings vanære er udslettet, hun, som tog sin husbonds broder og morder i favn og blev tvungen til at give sit legeme til pris for en dobbelt skændsel. For at dølge den hævn, jeg pønsede på, måtte jeg skjule min forstand, jeg var ikke virkelig vanvittig, men stillede mig kun så an. Under en påtagen forryktheds skin arbejde min forsatnd på store planer. Om den har udrettet noget, om jeg nu endelig har nået målet, må I afgøre, jeg overlader til eder at dømme i denne vigtige sag. Træd broder-morderens aske under fødder, vis eders foragt for den mands jordiske levninger, som besudlede sin myrdede broders hustru og bedrev utugt med hende, som forbrød sig imod sin herre og konge og skammelig forrådte ham, som påførte eder det hårdeste voldsherredømme, berøvede eder friheden og føjede blodskam til brodermord. Mig, der har fuldbyrdet en så retfærdig straf, mig, der har arbejdet på at en Guderne så velbehagelig hævn, bør I modtage med ædelt sind, yde mig den hyldest, der tilkommer mig, og styrke mig ved at se på mig med milde øjne. Jeg har aftvættet fædrelandets skam, jeg har udslettet min moders skændsel, jeg har omstyrtet voldsherredømmet, jeg har fældet brodermorderen, jeg har undgået min farbroders lumske efterstræbelser ved at sætte list imod list; levede han endnu, ville tallet på hans forbrydelser vokse fra dag til dag. Jeg sørgede over den uret, der blev øvet både imod vort fædreland og min fader, og fældede ham, der herskede grumt over eder og med større overmod, end det sømmede sig for mænd at finde sig i. Påskøn den velgerning, jeg har vist eder, ær min forstand og giv mig riget, i fald jeg har fortjent det; I har i mig den mand, der har gjort eder så stor en tjeneste,  en ikke vanslægtet til min faders magt, ikke en morder, men rigets lovlige arvtager og brodermordets Guder velbehagelige hævner. I skylder mig, at I har fået eders frihed tilbage, at eders plageånds herredømme er til ende, undertrykkerens åg afkastet, brodermorderens trone omstyrtet, enevoldsherredømmet scepter trådt i støvet. Jeg har udfriet eder af trældom, skænket eder friheden, genoprettet eders anseelse, hævdet eders ære, fældet voldsherskeren og knust bødlen. Det står nu til eder at gøre gengæld, I kan selv bedømme, hvad jeg har fortjent, af eders dannished kræver jeg min løn".

      Ved denne tale bøjede den unge mand alles sind og rørte nogle til medynk, andre endogså til tårer, og da deres sindsbevægelse havde lagt sig, kårede de ham ivrig og enstemmig til konge, for alle satte stort håb til hans snille, efterdi han med den dybeste kløgt havde udpønset så stor en bedrift og fuldført den med så utroligt arbejde, og mange undrede sig over, at han i så lang tid havde kunned holde så snildt et anslag skjult.

      Da Amlet havde fået alt dette udrettet i Danmark, sejlede han med tre prægtigt udrustede skibe til England for at besøge sin hustru og svigerfader, og han tog i sin tjeneste og med sig på toget de skønneste ungersvende med de herligste våben, så at, ligesom han før havde været ussel og uanselig i hele sin optræden, udfoldede han nu i alle måder stor pragt, og havde han før lagt vind på armod, lagde han sig nu efter glans og herlighed. Han havde også ladet sig gøre et skjold, på hvilket han havde ladet male ypperlige billeder, der fremstillede alle han bedrifter ligefra hans første ungdomsdage, og dette skjold som han bar ligesom et vidnesbyrd om sine store og gode egenskaber, indbragte ham megen berømmelse. Der så man afmalt Hardvendels mord, brodermorderens blodskam, den skændige farbroder og den tåbelige brodersøn, de krøgede kæppe, hvorledes stiffaderen fattede mistanke og stifsønnen forstillede sig, de fristelser, han blev ført i, pigen, der blev sat ud på ham, den gabende ulv, roret de fandt, klitten, de kom forbi, skoven, de gik ind i, bremsen med avnen, hvorledes ynglingen forstod vinket og førte sine ledsagere bag lyset ved at favne pigen på det afsides sted. Man så også der afmalt kongeborgen, dronningens sammenkomst med sin søn, hvorledes lureren blev dræbt, liget kogt og kastet i kulen, hvor svinene åd det. Man så, hvorledes Amlet opdagede sine sovende rejsefællers hemmelighed, og skrabede skriften ud og skrev andet i stedet, hvorledes han ved gæstebudet væmmedes ved maden og øllet, lastede kongens ansigt og dronningens kejtede lader, hvorledes sendemændene blev hængte og ynglingen holdt bryllup, hvorledes han sejlede tilbage til Danmark, hvor hans gravøl holdtes, hvorledes han i sine rejsefællers sted fremviste stokkene, hvorledes han gjorde tjeneste som mundskænk, hvorledes han med vilje sårede sig i fingrene med sværdet, hvorledes der blev rammet en nagle igennem det, hvorledes gæsternes lystighed voksede, og dansen gik vildere og vildere, hvorledes tæpperne blev kastede over de sovende mænd og fæstede med krogene, så de ikke kunne rede sig ud af dem, hvorledes han stak ild på huset og brændte gæsterne inde, hvorledes borgen sank sammen fortæret af ilden, hvorledes han gik ind i Fenges sovekammer, tog hans sværd og hængte sit eget ubrugelige i dets sted, samt hvorledes kongen faldt for sit eget sværd i stifsønnens hånd. Alt dette havde en dygtig kunstner afmalet på hans skjold med den ypperligste kunstfærdighed, således at ting og begivenheder var gengivne på den livagtigste måde. Hans ledsagere havde også, for at tage sig så meget prægtigere ud, guldbelagte skjolde.

      Kongen af England tog imod dem med kongelig pragt og overmåde venlig. Da de sad ved måltidet, spurgte han ivrig, om Fenge levede og led vel, og han fik da af sin svigersøn at vide at det var til ingen nytte at forhøre sig om hans helsen, eftersom han var bleven dræbt, og da han så fremdeles ivrig spurgte om, hvem der var drabsmanden, fik han at vide, at den, der meldte hans død, også havde dræbt ham. Da kongen hørte det, blev han målløs af forbavselse, for han vidste med sig selv, at han i sin tid havde lovet Fenge at hævne hans død, de havde nemlig svoret at hævne hinanden. På den ene side stod hans ømhed for datteren og hans kærlighed til svigersønnen, på den anden hans venskab for fenge og derhos den dyre ed, hvormed de gensidig hellig havde forpligtet sig, og som det ville være en skændsel at bryde. Omsider fik troskaben imod hans ed overtaget, så han ikke ænsede slægtskabets bånd, men besluttede at opfylde sin hellige pligt på sin svigersøns bekostning. Men da det også ansås for en skændsel at krænke gæstevenskabets love, så han helst, at en anden udøvede hævnen i hans sted, så at det, skønt han hemmelig var ophavsmand til dåden, kunne tage sig ud, som om han var uskyldig. Han skjulte derfor sin svig og sin iver efter at komme ham til livs under et venligt og elskværdigt væsen, og da hans hustru nylig var død af sot, bad han Amlet om at påtage sig en sendefærd for ham og bejle til en anden på hans vegne; han var nemlig så glad over hans ypperlige forstand, sagde han. Rejsen galdt Skotland, hvor der var en dronning, som han var stærkt opsat på at få til ægte, sagde han. Sagen var, at han vidste, at hun ikke blot af blufærdighed ikke ville opgive sin jomfrustand, man også var så grum og overmodig, at hun ligefrem bar had til sine bejlere og straffede hver den på livet, ser søgte at vinde hendes gunst, så at der ikke var én af hendes mange friere, der ikke havde måttet bøde med livet for sin bejlen.

      Skønt det var et farligt hverv, der blev pålagt ham, ville Amlet ikke undslå sig for at påtage sig det, og han gav sig altså på rejsen, idet han dels stolede på sine egne folk, dels på dem, kongen af England gav ham med. Da han var kommen ind over den Skotske grænse og ikke var langt fra dronningens borg, gik han ind på en eng ved vejen for at lade hestene bede ligt, og da han frydede sig over stedets fagerhed, og en yndig rislende bæk gav ham lyst til at sove, lagde han sig til hvile efter at have stillet folk på post, som skulle holde udkig. Da dronningen fik nys herom, sendte hun ti unge mænd ud for at udspejde, hvem disse fremmede var, og hvad de havde for. En af dem, som var snildere end de andre, skuffede vagtposterne, sneg sig helt hen til Amlet og listede skjoldet fra ham, som han havde lagt under sit hoved, da han lagde sig til at sove, og så forsigtig bar han sig ad, at hverken Amlet eller nogen af de mange andre sovende mænd vågnede derved, og således kunne han ikke blot bringe sin dronning bud, men også sikkert jertegn. Også brevet, Amlet havde med, listede han med samme behændighed op af buddiken, han forvarede det i. Da han havde bragt dronningen disse ting, så hun nøje på skjoldet og fandt ud af hele sammenhængen med de billeder, der var malet på det, og skønnede, at dets ejer, som hun snart kunne vente besøg af, var den mand, som med så stor snildhed havde hævnet sin faders død. Hun læste også brevet, hvori kongen begærede hende til ægte, og da hun var led ved at gifte sig med en gammel mand, men nok havde lyst til en ung, slettede hu indholdet ud og skrev et helt andet brev fra kongen af England til hende, så det så ud, som om han selv havde sat sit navn og sit segl under, hvad hun havde skrevet; det gik ud på, at han bad hende gifte sig med overbringeren, og for at skjoldet kunne tjene til bekræftelse på brevet og brevet til forklaring af skjoldet, beskrev hun også i brevet hans bedrifter, som hun havde lært at kende ved at se på skjoldet. Derpå bød hun spejderne bringe begge dele tilbage og lægge dem på deres plads igen for således at narre Amlet på samme måde, som hun havde set, at han havde narret sine rejsefæller.

      Imidlertid havde Amlet opdaget, at skjoldet var blevet listet bort under hans hoved, og han lukkede da straks igen øjnene og lod, som han sov, for derved at få det tilbage, som han havde mistet, medens han virkelig sov; for han tænkte, at da skjelmen var kommen så godt fra det første skjelmstykke, ville han så meget snarere komme igen og prøve på et nyt. Det tog han da heller ikke fejl i, og da spejderen kom listende for at lægge skjoldet og brevet tilbage, hvor han havde taget dem, sprang han op, greb ham og lod ham binde. Derpå vækkede han sine ledsagere og begav sig op til dronningens borg, hilste hende fra sin svigerfader og overrakte hende brevet med hans segl under. Da Hærmdrude - således hed dronningen - havde læst det, roste hun i høje toner Amlets snildhed og bedrifter; Fenge havde fået sin velfortjente straf, sagde hun, og Amlet havde med utrolig skarpsindighed udført en gerning, som man ikke noksom kunne berømme, idet han ikke blot med ubegribelig kløgt havde udpønset en plan til at hævne sin faders død og sin moders skændsel, men også ved sine prisværdige bedrifter havde taget riget fra den, der idelig havde stræbt ham efter livet. Derfor undrede det hende også, at en mand af så udmærket forstand havde kunnet begå en sådan fejl med hensyn til sit ægteskab, at han, hvis berømmelse næsten overgik alle andre menneskers, havde fået en så simpel og uanselig ægtefælle; for hendes forældre var trællebårne, om end lykken havde føjet det så, at de bar kongeligt skrud, og når det galdt om at vælge sig en hustru, burde en klog mand ikke se efter skønhed, men efter ædel byrd. Derfor burde den, der rettelig ville søge sig en ægtefælle, se på slægten og ikke lade sig dåre af et smukt ansigt, som kun er et lokkemiddel, der tit som en falsk sminke gør det af med den oprindelige hvide lød. Der var imidlertid en, som var hans jævning i ædel byrd, og som han kunne få, hun var selv nemlig både så rig og af så fornem herkomst, at hun kunne være ham en jævnbyrdig hustru, som han hverken overgik i kongelig magt og myndighed eller i henseende til berømmelige forfædre, for hun var dronning og kunne, hvis hendes køn ikke var i vejen, godt gå og gælde for konge, ja, hvad der var endnu vissere, den, hun værdigede at gøre til sin husbond, blev konge, sammen med sin hånd skænkede hun ham riget; her svarede kongespiret og hustruen til hinanden. Heller ikke måtte det regnes for nogen ringe gunst, at hun som plejede at skille sig af med sine bejlere med sværdet, selv bød ham sin kærlighed. Hun bad ham derfor om at lægge vind på at tækkes hende og give hende sin tro, idet han mere så på ædel byrd end på skønhed. Og med de ord faldt hun ham om halsen.

      Han blev glad over jomfruens venlige tale, gjorde gengæld med at kysse og favne hende og sagde, at hendes vilje var hans. Så blev der gjort gæstebud, hvortil deres venner og de skotske stormænd blev budne, og brylluppet blev holdt. Derefter drog han med sin brud til england, og en stor skotsk hær lod han følge tæt bagefter, for at han kunne betjene sig af den, i fald man pønsede på forræderi imod ham. Da han var kommen hjem til England, kom kongens datter, som han var gift med, ham i møde. Skønt hun havde god grund til at klage over, at han krænkede hende ved at føre hende sin slegfred på halsen, fandt hun det dog uværdigt at lade hadet til hende få overtaget over kærligheden til sin husbond, sagde hun, hun kunne heller ikke være sin mand så fjendsk, at hun kunne dølge de rænker, hun vidste man spandt imod ham, for hun havde i sin søn et pant på deres ægteskab, og hensynet til ham måtte pålægge hans moder at elske sin husbond. "Lad ham hade sin moders medhustru" sagde hun, "jeg vil elske hende. Ingen genvordighed skal slukke min kærlighed til dig, ingen avind få bugt med den, så at jeg ikke åbenbarer, hvad der er udpønset til din fortræd, og røber de rænker, jeg har opdaget. Tag dig derfor i agt for min fader, efterdi du har søgt din egen fordel på sendefærden og omgået hans ønske, som sendte dig, ved egenmægtig at tilegne dig al udbytte deraf". Af denne hendes tale ser man klarlig, at kærligheden til hendes husbond var stærkere i hende end kærligheden til hendes fader.

      Medens hun talte således, kom kongen af England og tog tilsyneladende på det kærligste imod sin svigersøn og bød ham til gæstebud for under skin af velvilje at skjule den svig, han pønsede på. Amlet, som jo nu vidste, hvad han bar i sit skjold, lod sig ikke mærke med, at han følte sig utryg, men tog to hundrede ryttere med, trak en brynje på under klæderne og efterkom indbydelsen; for han ville hellere udsætte sig for fare ved at tage imod kongens forstilte venlighed end vise den fra sig på en måde, han kunne have skam af, i den grad var det ham i alle måder magtpåliggende at holde på sin værdighed. Da han nu kom ridende ind i porthvælvingen, der havde begge fløjene åbne, gik kongen løs på ham og ville have gennemboret ham med sit spyd, hvis det ikke var prellet af på Brynjen. Nu fik han kun et let sår og red så tilbage til det sted, hvor han havde pålagt de unge skotter at vente på ham; derpå sendte han sin ny hustrus spejder, som han havde taget til fange, op til kongen og lod ham fortælle, hvorledes han hemmelig havde taget brevet til dronningen ud af buddiken, og det var forvaret i, så at han skød skylden over på Hærmdrude og fuldstændig  frikendte Amlet for at have begået noget forræderi. Kongen betænkte sig imidlertid ikke på ivrig at forfølge Amlet, der var flygtet, og dræbte største delen af hans folk, så da Amlet dagen efter ville holde slag med ham for at bjærge livet, mistvivlede han om, at han kunne gøre tilstrækkelig modstand med den styrke han havde. For tilsyneladende at gøre sin hær større, end den var, tog han da sine faldne krigeres lig, stillede nogle af dem op med pæle til støtte, bandt andre fast til store sten, satte andre op på heste, som om de var levende, og ordnede dem fuldt rustede, som de var, i fylkning og slagorden, som om de var rede til at holde slag, og der var ikke færre på de dødes fløj end i de levendes skare. Det var et sælsomt syn, da de døde stod rede til at rykke i slag, som om de, der alt havde måttet lade livet, atter skulle til at vove en dyst, men dette påfund kom sin ophavsmand til gode; for da solens stråler spillede på dødningerne, tog de sig ud som en vældig hær; gøglebillederne af de faldne krigere bevirkede nemlig, at det så ud, som om hæren var lige så mandstærk som før, så at man måtte tro, at det nederlag, den havde lidt, ikke i mindste måde havde mindsket den. Da Englænderne så det, flyede de, inden kampen var begyndt, og således blev de overvundne af de døde, som de havde overvundet, da de var i live, og jeg ved ikke, om man skal sige, at denne sejr mest skyldtes lykken eller forstanden. Kongen, som var noget senere til at give sig på flugt, blev dræbt af de fremstormende Danske. Efter at have vundet denne sejr og gjort et stort krigsbytte og hærjet i England, drog Amlet til Danmark med sine to hustruer.

      Imidlertid var Rørik død, og Viglet, som havde taget ved riget, pinte og plagede med stor frækhed Amlets moder på alle måder og berøvede hende al kongelig magt og myndighed, idet han besværede sig over, at hendes søn ved at bemægtige sig herredømmet i Jylland havde krænket Lejrekongens ret, eftersom det tilkom ham at give og fratage, hvem han ville, sådan værdighed. Dette tog Amlet med så stor selvbeherskelse, at han endogså skænkede Viglet det bedste af det bytte, hans sejr havde indbragt ham, og således gengældte hans bagvaskelse med velgerninger. Men da han siden fandt lejlighed til at hævne sig, påførte han ham krig og overvandt ham og blev således fra en hemmelig til en åbenbar fjende. Fjaler, der var høvedsmand i Skåne, drev han i landflygtighed, det hedder sig, at han skal være flyet til et sted, der hed Undensaker, men som ingen nu om stunder kender. Da Viglet, som havde samlet friske kræfter i Skåne og Sjælland, derpå ved sendemænd lod ham æske til kamp, skønnede han med sin vidunderlige kløgt, at han var stedt imellem to vanskelige kår, af hvilke de ene ville bringe ham skændsel, det andet fare, for han vidste, at i fald han tog imod udfordringen, gik det på livet løs, og at hvis han afslog den, var hans krigerære beskæmmet, men da han, der stadig havde dyden for øje, overvejede sagen, fik dog ærekærheden overtaget, og hans store attrå efter at vinde hæder fik bugt med frygten for at lide et nederlag, at han ikke ved frygtagtig sky for døden skulle sætte den sikre ærens glans, han havde vundet, oger styr. Han skønnede også, at der næsten er lige så stor forskel på et uhæderligt liv og en herlig død som på ære og skændsel. Men Hærmdrude elskede han så højt, at han nærede større bekymring for hendes tilstundende enkestand end for sin egen død og gjorde sig al umag for at finde et nyt giftermål til hende, inden han drog i krig, hvorfor Hærmdrude erklærede, at hun havde mands mod og hjerte, og højt og helligt lovede, at hun ikke engang ville skilles fra ham i kampens hede; det var en ussel kvinde, sagde hun, der var bange for at følge sin husbond i døden. Dette sjældne løfte holdt hun dog kun dårlig, for da Amlet i Jylland var falden i slaget med Viglet, overgav hun sig til ham og lod ham tage hende i Favn. Således gør lykkens ustadighed det af med alle kvindeløfter, tidernes omskiftelse gør dem til intet, og tilfældige omstændigheder svækker kvindens troskab, der altid står på svage fødder. Ligesom hun er hurtig til at love, er hun sen til at holde sine løfter. Hun lader sig lokke og hilde af sine lyster, og glemmende de forbigangne giver hu sig stadig med åndeløs begærlighed til hovedkulds med griskhed at hige efter noget nyt.

      Sålunde omkom Amlet, som, hvis lykken havde været ham lige så huld, som naturen havde været gavmild imod ham, ville være bleven Guderne lig i strålende glans og ved sine herlige egenskaber have overgået Herkules i bedrifter. Hans grav vises i Jylland på en mark, som bærer hans navn. Viglet døde af sot efter i fred og ro at have stået for styret i mange år.

Vermund og Uffe

     Efter Viglet fulgte hans søn Vermund. Han levede i lange tider i største tryghed, medens landet nød en langvarig lykkelig freds velsignelser. I sin ungdom fik han ingen børn, men på hans gamle dage, da han havde levet så mange år uden afkom, bar lykken ham så god at skænke ham en søn, der blev kaldt Uffe. Han overgik alle sine jævnaldrende i størrelse og førlighed, men gik i sin tidlige ungdom for at være så sløv og tåbelig, at han syntes helt uskikket til at tage vare både på sine egne og landets sager; han plejede nemlig i sin opvækst hverken at lege eller på anden måde more sig og var så ligegyldig for alt, hvad der ellers fornøjer menneskenes børn, at han aldrig lukkede munden op, og at man aldrig så et smil på hans læber. Men var han anset for dorsk i ungdommens dage, fik han siden den foragt, man nærede for ham, til at slå om til berømmelse, og lige så stort et drog han havde været, lige så lysende et forbillede blev han i henseende til klogskab og tapperhed. I betragtning af hans dvaskhed lod hans fader ham ægte en datter af Frovin, jarlen i Slesvig, fordi svogerskabet med denne udmærkede mand kunne blive ham til den største nytte, når han en gang skulle stå for styret. Frovin havde også to unge sønner med de herligste anlæg, Kette og Vig, hvis ypperlige egenskaber Vermund gjorde regning på ikke mindre end faderens skulle komme hans søn til gode i fremtiden.

      På den tid herskede i Sverige en konge ved navn Adils, en navnkundig og tapper mand. Efter at han hårdt havde hjemsøgt sine naboer vidt og bredt med krig, lagde han sig med største iver efter adskillige nye ting for ikke ved ro og lediggang at sætte den berømmelse til, han havde vundet ved sin tapperhed. Således havde han blandt andet for skik hver dag at gå alene ud iført sin prægtige rustning, dels fordi han på krigsvæsenets område ikke kendte noget herligere end stadig at omgås med våben, dels for at vinde yderligere berømmelse ved den idræt. Det var for resten lige så meget selvtillid som ærgerrighed, der drev ham dertil, for han mente, at der ikke var den ting i verden, som var så grum, at han havde nødig at være bange for, at den skulle knække hans mod, i fald han mødte den.

      Adils satte med sin hær over til Danmark og stævnede Frovin til slag i Slesvig, og da der var faldet menge på begge sider, hændte det, at de to høvdinger tørnede sammen, og slaget blev da fortsat som en tvekamp, idet de ved siden af det udfald, kampen i sin helhed fik, også ville afgøre sagen ved en tvekamp, for de var begge lige ivrige efter at få det afgjort på denne måde, for at de kunne vise, hvad de duede til ved egne kræfter uden deres folks hjælp. Enden blev, at Adils, efter at de havde givet hinanden mange hug, sejrede og fældede Frovin, hvorpå han splittede og tilintetgjorde Danskernes skarer og således til sin særlige sejr over Frovin føjede en almindelig sejr over hans hær. Derpå drog han tilbage til Sverige, hvor han ikke blot lod Frovins død afmale blandt sine øvrige tapre bedrifter, men også fik for skik at prale af den, så han ved sit ordgyderi satte den hæder til, han havde vundet ved denne bedrift, for det tager sig stundom nok så smukt ud beskedent at tie om sin tapperhed som at bralle op om den.

      Vermund tildelte Frovins sønner den samme værdighed, som deres fader havde haft, og viste således sin for fædrelandet faldne vens børn sin gunst, som billigt var. Dette bevægede Adils til atter at påføre Danmark krig. Han kom derfor igen, dreven af den selvtillid, den forrige dyst havde givet ham, og det var ikke nogen lille hær, han havde med, men hele Sveriges kampføre styrke, som om han ville bemægtige sig hele Danmarks rige. Det lod Frovins søn Kette sin høvidsmand Folke melde Vermund, som den gang opholdt sig på Jellinggård. Folke traf kongen ved måltidet sammen med hans venner og forrettede straks sit ærind og opmuntrede dem ved at sige, at nu var den krig for hånden, som de så længe havde attrået, nu kom den af sig selv Vermunds ønske i møde, eftersom der nu bød sig en lejlighed til at slå fjenden, og han havde det i sin magt, i fald han ønskede det, at vinde en fuldkommen sejr. Det var derfor en stor og uventet lykkens gunst, kongen længe havde sukket efter, de skænkedes ham ved det, som nu var sket. Adils var nemlig kommen med en utallig hob Svenskere, som om han på forhånd var ganske vis på sejr, og da der ingen tvivl kunne være om, at fjenden ville foretrække at dø fremfor at fly, tilbød der sig ved denne krig en gunstig lejlighed til at hævne det nederlag, de nylig havde lidt.

      Vermund sagde, at han havde røgtet sit hverv som sendemand som en flink og kæk mand, og bød ham slå sig ned lidt og kvæge sig ved et måltid mad, eftersom det ikke var godt at rejse fastende. Da han svarede, at han ikke havde stunder til at spise, sagde kongen at han i alt fald skulle slukke sin tørst, og da han havde gjort det, bød kongen ham beholde guldbægeret, han havde drukket af, for nå man er træt og varm af at gå er det nemmere at drikke af et bæger end af den hule hånd, og det smager også bedre, end når man må hjælpe sig med hånden. Den unge mand blev glad både over den anselige gave og over de venlige ord, der fulgte med, og aflagde det løfte, at før ville han drikke lige så stort et mål af sit eget blod, end kongen skulle se ham vende ryg i slaget. Vermund sagde, at så kækt et løfte var fuldt vederlag, og havde endnu mere glæde af at have givet ham gaven end Folke af at have fået den. Han fik da også syn for sagn, at han ikke havde haft mere af munden, end han stod ved i slaget; for da det var i gang, og de forskellige skarer stormede løs på hverandre, hændte det, at Folke og Adils tørnede sammen og en stakket stund kæmpede med hinanden. Det gik Svenskerne ilde, og de gav sig på flugt ligesom deres høvding. Adils blev nemlig også såret og flyede til sine skibe. Da Folke nu mødig og tørstig af sine sår og det arbejde, han havde haft, og ikke mindre tørstig af heden end af anstrængelsen havde opgivet af forfølge fjenden, samlede han sit eget blod op i sin hjælm og drak det for at læske sig, og sålunde ydede han rigeligt vederlag for bægeret, han havde fået af kongen. Da Vermund hændelsesvis kom til og så det, roste han ham i høje toner, fordi han havde holdt sit løfte. Folke svarede, at store løfter burde man altid holde, og ved disse ord priste han jo selv sin dåd lige så højt som Vermund.

      Da Danskerne nu, som det plejer at gå efter et slag, havde afført sig deres rustninger, og, medens de hvilede ssig, talte om forskellige ting, sagde den slesvigske Jarl Kette, at de højlig undrede ham, at Adils havde set sit snit til at slippe bort, da der dog var så mange ting, der hindrede ham deri, så meget mere, som han havde været første mand i slaget og den sidste til at fly og derhos var den af alle fjenderne, som det lå Danskerne mest på sinde at få fældet. Hertil svarede Vermund, at han måtte vide, at der i enhver krigshær er fire slags krigere. Den første er dem, der holder til råde med deres tapperhed, slår drabelig løs på dem, der står dem imod, men undser sig ved at forfølge de flygtende; det er nemlig folk, som ved lang tids øvelse i krigsvæsenet har erhvervet sig sikkert ry for tapperhed og som ikke sætter deres ære i de overvundnes flugt, men i at overvinde dem, det gælder om at overvinde. Så der der en anden slags krigere, som stoler på deres mod og legemsstyrke, men ikke kender det ringeste til barmhjertighed, de hugger med lige så grumt raseri løs på fjendens ryg som på hans bryst; det er nemlig folk, som henrevne af ungdommelig hidsighed higer efter at indvi deres krigerbane ved heltebedrifter, folk, som både deres ungdom og deres ærgerrighed sætter i fyr og flamme, og som med lige stor sorgløshed giver sig i kast med, hvad der er ret, og hvad der er uret. Den tredie slags er dem, som står og trykker sig midt imellem angst og skam, som angsten hindrer i at gå frem, og som for skams skyld ikke tør gå tilbage; det er folk af fornem herkomst, men det er også det eneste, de udmærker sig ved, de tæller med i fylkingen, men styrker den ikke og gør ikke fjenden mere fortræd med deres våben end med deres skygger, aå de er kun med i flokken for et syns skyld; da de med tiden skal arve store midler og mre udmærker sig ved deres herkomst end ved mod, gør deres forventede velstand dem opsatte på at bjærge livet, og det driver dem til at blive fejge i steden for at lægge sig efter, hvad stort og ædelt er. Så er der endelig nogle, der blot giver sig udseende af at slås, men som i virkeligheden ikke gør det, de holder sig i de bageste rækker og er de første til flugt og de sidste til kamp; de sikre tegn på frygt røber deres ynkelighed, de søger stadig med flid at slippe bort fra det hele og slæber sig frygtsomt og sendrægtig af sted efter de kæmpende. Dette må man anse for grunden til, at kongen kunne redde sig ved at fly, for han blev ikke forfulgt af den første slags krigere, der ikke lægger an på at hindre de overvundne i at fly, men blot på at sikre sejren og derfor slutter sig tæt sammen i fylkingerne for at danne et tilstrækkeligt værm om den nyvundne sejr, så at den kan blive fuldstændig afgørende.  Den anden slags krigere, der er opsatte på at hugge ned for fode alt, hvad der kommer på deres vej, har ladet Adils slippe uskadt, ikke af mangel på mod, men på lejlighed, det har ikke skortet dem på dristighed til at gøre ham den fortræd, de kunne, men de har ikke set deres snit dertil. Den tredje slags folk, som, medens slaget står på, tripper forskrækkede omkring og hindre deres egne stalbrødres fremgang, har, selv om de har haft lejlighed til at gøre kongen fortræd, ikke haft mod til at prøve derpå. Sålunde gjorde Vermund ende på Kettes forundring og sagde, at det virkelig var af de grunde, han havde anført, at Adils havde bjærget sig.

      Adils flyede nu hjem til Sverige, hvor han gjorde umådeligt væsen af, at han havde dræbt Frovin, og uafladelig brovtede af denne bedrift, ikke fordi han tog sig det nederlag let, som han havde lidt, men for ved at tale om sin tidligere sejr at bøde på den sorg, hans flugt i det sidste slag voldte ham. Herover blev Kette og Vig, som rimeligt var, opbragte, og de tilsvor da hinanden, at de ville hævne deres fader, men da de mente, at de ikke kunne gøre det ved ligefrem at påføre Adils krig, iførte de sig en lettere rustning, drog alene til Sverige og gik ind i en skov, hvor de af rygtet havde hørt, at kongen plejede at færdes uden ledsagere, og der gemte de deres våben. Da de nu under foregivende af, at de var rømningsmænd, havde talt en stakket stund med Adils, og han spurgte dem, hvor de havde hjemme, svarede de, at de var fra Slesvig, og at de var dragne hjemmefra for et drabs skyld. Kongen troede, at det drab, de talte om, var et, de havde begået, og anede ikke, at det var et, de havde svoret at begå; de var nemlig opsatte på at føre ham bag lyset med dette træske svar, da han frittede dem, så at de sandfærdige ord, de sagde, bragte ham i vilderede og gav ham et falsk indtryk ved, at sandheden skjultes under det, de fortav; for i gamle dage holdt fornemme folk det for det værste, de kunne gøre, at lyve. Så sagde Adils, at han gad vide, hvem Danskerne holdt for var Frovins banemand, hvortil Kette svarede, at man ikke tilfulde vidste, hvem æren for denne store bedrift måtte tilskrives, så meget mere som det var vitterligt for alle, at han faldt i slaget. Det var ingen nytte til, sagde så Adils, at tilskrive andre Frovins drab, for han havde selv fældet ham i tvekamp. Derpå spurgte han, om Frovin havde efterladt sig afkom, og da Kette svarede, at der var to sønner efter ham, sagde han, at han havde stor lyst til atvide, hvor gamle og hvor store de var. Kette sagde da, at de på det nærmeste var af deres størrelse og førlighed og også lige gamle med dem. "Hvis de havde deres faders mod og manddom", sagde Adils, "måtte jeg belave mig på en hård dyst". Derpå spurgte han, om de tit talte om deres faders død, hvortil Kette svarede, at det jo ingen nytte var til at tale om, hvad der ikke kunne ændres, og at blive ved at besvære sig over en ulykke, der ikke kunne rådes bod på, med hvilke ord han gav til kende, at man ikke bør foregribe sin hævn med trusler.

      Da de så, at kongen hver dag gik ene ud for at øve sine kræfter, tog brødrene deres båben og fulgte efter ham. Da Adils så dem, blev han stående, fordi det tyktes ham uhæderligt at fly for dem, når de trængte ind på ham. Da de nu sagde, at de kom for at hævne Frovin, som han havde dræbt, så meget mere som han så hovmodig brovtede af, at han havde været ene om det, sagde Adils, at de skulle tage sig i agt for, at de ikke for at søge hævn med tåbelig dumdristighed indlod sig på en kamp, som deres kræfter ikke forslog til, og at de ikke i deres iver efter at fælde en anden selv kom til at bide i græsset og af overilet begærlighed efter hæder forspildte de herlige gaver, naturen havde skænket dem. De burde derfor skåne deres håbefulde ungdom og ikke letsindig styrte sig i døden. De burde tillade ham at give mandebod for deres faders drab og anse det for en stor ære at få ord for at have tvunget en høvding som ham til at give bod og så at sige at have skræmmet ham dertil; for resten sagde han ikke dette, fordi han var bange, men fordi han ynkedes over deres ungdom. Hertil svarede Kette, at det ingen nytte var til, at han spildte tiden med al den snak og søgte at dæmpe deres attrå efter så retfærdig en hævn ved at love dem penge; han bød ham gå frem og kæmpe med ham på tomandshånd, i fald han duede til noget; for han ville selv stole på sine kræfter og ikke have hjælp af sin broder, for ikke at få det vanry på sig, at kampen var ulige. Som det jo nemlig er ubilligt, at to kæmper mod én, holdt de gamle det for en skændsel og en sejr, der blev vunden på den måde, fik man ingen ros for, den ansås snarere for at bringe vanære end hæder; for at to overvandt én, holdtes for en let sag og en stor skam. Adils var imidlertid så overmodig, at han opfordrede dem begge til at få imod ham på én gang; da han ikke kunne få dem til at opgive deres lyst til at slås, sagde han, ville han mage det så for dem, at de kunne slås nogenlunde trygt. Kette afviste dog bestemt denne skånsomhed og sagde, at han hellere ville dø end tage imod den, fordi han mente, at den måde at slås på, som Adils tilbød, ville blive regnet ham til last. Da han nu hidsig angrbv Adils ville denne føre kampen lemfældig og hug blot ganske lempelig med sværdet på hans skjold og tænkte mere på blot at bjærge sig end på at forsvare sig, så det havde fynd og klem. Da dette havde varet en stakket stund, opfordrede han ham igen til at tage broderen til hjælp og sagde, at han ikke havde nødig at skamme sig ved at søge bistand hos en anden, han så jo, at han ikke var mand for ene at fuldføre sit forsæt. Da Kette stadig sagde nej, sagde Adils, at så ville han ikke skåne ham længere, og det var ikke tomme trusler, for nu angreb han ham af al magt. Kette tog imidlertid imod ham med så vældigt et hug, at hans hjelm kløvedes, og han fik et sår i hovedet. Opbragt herover - for blodet strømmede ud af issen på ham - gav han Kette det ene vældige hug efter det andet, så han sank i knæ. Dette kunne Vig, som tænkte mere på sin kærlighed til broderen en på skik og vedtægt, ikke holde ud at se på, han satte sin skamfølelse til side for hensynet til broderen og anfaldt Adils, idet han foretrak at skærme broderen i hans afmagt for at stå ledig og se til, hvilket han imidlertid havde mere skam end ære af, idet han ved at komme broderen til undsætning overtrådte lovene for tvekamp og derfor mere var ham til nytte end til ære med sin hjælp, da han på den ene side gav efter for sin kærlighed til broderen, på den anden side pådrog sig vanære. Således fik de med større hast end hæder bugt med Adils, og for at gøre det almindelig bekendt, huggede de hovedet af ham, hængte liget over en hest og førte det ud af skoven til den nærmeste landsby, hvor de overgav det til byfolkene og sagde, at det var Frovins sønner, der havde hævnet deres faders død på svenskekongen. Da de kom hjem til Danmark og meldte denne sejr, tog Vermund imod dem med stor ære, idet han mente, at det var en såre nyttig gerning, de havde gjort, og mere så på den ære, det var at have fældet en sådan fjende, end på det vanry, de havde pådraget sig, og ikke holdt det for en skam, at de havde dræbt voldsmanden; men det blev et mundheld udenlands, at Adils bane brød gammel kæmpevane.

      Da Bermund af ælde mistede synet, sendte Sachserkongen, som mente, at Danmark nu var hovedløst, bud til ham, at han skulle overlade ham styrelsen af riget, som han nu på grund af sin alder ikke var tjenlig til at styre, for at hans alt for langvarige herskesyge ikke skulle gøre det både lov- og værgeløst. Hvorledes skulle den vel kunne regnes for konge, hvis ånd var omtåget af alderdom, og hvis syn i lige så høj grad var formørket af blindhed. I fald han vægrede sig og havde en søn, der turde gå i tvekamp med hans, skulle han gå ind på, at den, der gik af med sejren, fik riget, men hvis han afviste begge disse forslag, skulle han få at mærke, at han ikke ville lade det blive ved formaninger, men sætte sin vilje igennem med våben, så at han tvungen skulle komme til at give ham, hvad han ikke ville give ham frivillig. Da Vermund hørte dette, sukkede han dybt og svarede, at det var en stor skam at smæde ham for hans alderdom, da han ikke havde pådraget sig den ulykke at blive gammel ved i sin ungdom fejgt at sky kamp, og ikke mindre utilbørligt var det at laste ham for hans blindhed, eftersom den lyde for det meste følger med alderdommen, det var en ulykke, man snarere burde ynke end håne ham for. Med større ret kunne man lægge Sachserkongen til last, at han ikke, hvad der havde sømmet sig bedre, hellere afventede en gammel mands død end krævede riget af ham, eftersom det var bedre at blive en død mands efterfølger end at plyndre ham, medens han var i live. Men for at han ikke skulle få ord for som en gal mand at afstå sin gamle friheds herlighed til en fremmed magt, ville han selv tage imod udfordringen. Hertil svarede sendemændene, at de vidste, at deres konge ville holde det for en tort at kæmpe med en blind mand, eftersom en så latterlig kamp snarere ville blive anset for en skam end for en hæder; det sømmede sig bedre, at begge kongers ætlinger afgjorde sagen. Da Danskerne ved at høre dette blev ganske målløse og i deres bestyrtelse ikke vidste hvad de i en hast skulle svare, trødte Uffe, der tilfældigvis var til stede, frem og bad, som om han efter at have været stum pludselig havde fået mæle, sin fader om lov til at give svar på tiltale. Da Vermund nu spurgte, hvem det var, der havde bedt om lov til at tale, og hans hirdmænd svarede, at det var Uffe, sagde hanm at det var nok, at fremmede i deres hovmod drev spot med hans ulykke, hans egne burde ikke således håne ham; men hirdmændene blev ved at forsikre, at det virkelig var Uffe, og kongen sagde da, at hvem han så end var, skulle det stå ham frit for at sige, hvad han havde på sinde. Uffe sagde da til Sachserne, at det tjente til intet, at deres konge krævede riget, for det havde såvel sin egen konge somtapre mænds våben og snille til værn. Desuden havde kongen også en søn, der var arving til riget, og han ville lade dem vide, at han ikke blot ville kæmpe med deres konges søn alene, man samtidig med en hvilken som helst af deres gæveste landsmænd, han ville tage med. Da sendemændene hørte det, gav de sig til at le, idet de holdt hans ord for tom pral. Stedet og tiden for kampen blev dog ufortøvet fastsat, men alle de, der var til stede, undrede sig højlig over, at Uffe så uventet havde talt og udæsket sendemændene, og vidste ikke, hvad de mest skulle undres over, at han havde talt, eller at han havde talt så frejdig.

        Da sendemændene var dragne bort, roste Vermund den, der havde svaret dem, fordi han havde lagt så stor tillid til sit mod for dagen, at han havde udæsket ikke én, men to, og sagde, at han hellere ville afstå riget til ham, hvem han så var, end til en overmodig  fjende, men da alle vidnede, at det virkelig var hans søn, der med ophøjet selvtillid havde givet et stolt svar på sendemændenes hovmodige tiltale, bød han ham komme nærmere, for at han ved at føle på ham med hænderne kunne overtyde sig om, hvad han ikke kunne se med sine øjne. Efter at han omhyggelig havde befølt ham og af lemmernes størrelse og former havde skønnet, at det var hans søn, begyndte han at fæste lid til, hvad de sagde, og spurgte ham, hvorfor han med største flid havde skjult sin herlig stemme og i hele sin levetid givet sig ud for målløs og afholdt sig fra alt samkvem, hvortil der kræves tale, så at man måtte tro, at han fuldstændig manglede mæle og var stum fra fødselen af. Hertil svarede Uffe, at det hidtil havde været ham nok, at hans fader førte ordet, og at han ikke havde haft nødig at bruge sit mæle før nu, da han mærkede, at hans landsmænds sindighed blev bragt i knibe atr fremmedes mundkådhed. Da kongen fremdeles spurgte, hvorfor han havde udæsket to i steden for én, svarede han, at han havde foretrukket den kampmåde for ved en enkelt mands dåd at udslette den tort, det var for danskerne, at der havde været to om at fælde Adils, og for ved en ny prøve på tapperhed at aftvætte dengamle skamplet; således burde den skændselsdåd bringes i glemme ved en ny hæder. Vermund sagde, at det var vel betænkt alt sammen, og bød ham øve sig i våbenbrug, som han havde lagt sig alt for lidt efter. Da der nu blev bragt våben, viste det sig, at han var for før til at kunne bruge andres brynjer, de var alle for snævre til hans brede bryst, så han sprængte ringene, og der var ikke én at finde, som passede ham. Til sidst, da han ved sit legemes voldsomme bevægelser også sprængte sin faders brynje, bød Vermund, at den skulle skæres op i venstre side og spændes sammen, det gjorde ikke så meget, sagde han, at den gabede i den side, hvor skjoldet dækkede ham. Han bød ham nu med største omhu vælge sig et sværd, som han trygt kunne bruge. Der blev bragt adskillige, men så snart Uffe tog om fæstet og prøvede dem, brast de alle, der var ikke ét iblandt dem, som var så stærkt, at det ikke sprang i stumper og stykker, første gang han svang det. Kongen havde imidlertid et sværd, som hed Skrep og var så ualmindelig hvast, at det med ét hug kløvede, hvad det skulle være; der var ikke den ting, som var så hård, at den kunne stå sig for dets eg. Men da Vermund mistvivlede om, at hans søn ville blive til noget, havde han gravet det dybt ned i jorden for ikke at efterlade det til andre, eftersom han ikke undte nogen anden det. Da de nu spurgte ham, om han ikke havde et sværd, der passede til Uffes kræfter, sagde han, at han havde et, som passede, hvis han blot kunne finde det sted, hvor han i sin tid havde gravet det ned. Han bød dem føre ham ud på marken, og ved hele vejen at spørge sig for hos dem, der ledede ham, fik han omsider kending på stedet, lod sværdet grave op og gav sin søn det. Da Uffe så, hvor medtaget det var af rust ved at have ligget så længe i jorden, tvivlede han om, at det duede, og spurgte, om han ikke skulle prøve det ligesom de andre; det var altid bedst at prøve et sværd, før man skulle bruge det, sagde han, men Vermund svarede at hvis det også sprang i stykker, når han svang det, var der intet, der var stærkt nok til hans kræfter, så det var bedst at lade være, da man ikke kunne vide, hvorledes det ville gå.

      Da den aftalte tid kom, begav de sig til kamppladsen. Det var en holm i floden Ejderen, som man kun til skibs kunne komme over på. Uffe begav sig ene derover, Sachserkongens søn havde en vældig kæmpe med; på begge flodens bredder var der fuldt af mennesker, som var ivrig opsatte på at se, hvad der skulle gå for sig. Medens nu alle stod og stirrede over på holmen, satte Vermund sig ud på broens yderste ende; det var nemlig hans agt at kaste sig i floden, hvis det føjede sig så, at Uffe blev overvunden; for han ville hellere følge ham i døden end opleve den sorg at se sit land gå til grunde. Begge de unge Sachsere angreb nu Uffe, men da han ikke stolede på sit sværd, bødede han blot for huggene med skjoldet og besluttede tålmodig at føle sig frem for at komme på det rene med, hvem af dem han især burde tage sig i agt for, for at han i alt fald kunne gøre det af med ham med ét hug. Vermund, som troede, at den tålmodighed, hvormed han tog imod deres hug, kom af svaghed, rykkede lidt efter lidt længere ud på broens skrå kant for, i fald sønnen fik sin bane, at søge døden ved at styrte sig ud, men lykken holdt sin hånd over den gamle mand, der elskede sin søn så højt. Uffe opfordrede nemlig kongesønnen til at angribe ham med større iver og øve en udmærket tapper bedrift, der svarede til hans høje herkomst, for at ikke hans stalbroder, der var af ringe byrd, skulle få ord for at overgå ham i tapperhed, og dernæst bad han kæmpen, for at prøve hans mod, om kækt at følge sin herre efter og formanede ham til ved herlig våbendåd at vise sig værdig til den tillid, kongesønnen havde vist ham ved at vælge ham alene frem for alle andre til stalbroder i kampen. Kæmpen kunne for skams skyld ikke andet end efterkomme opfordringen og rykkede ham nærmere på livet, hvorpå Uffe hug ham tværs over med sit første hug. Da Vermund hørte det, kom der liv i ham, det kunne han høre var hans søns sværd, sagde han, og spurgte, hvor på lav det drabelige hug havde ramt, hvortil hans hirdmænd svarede, at Uffe ikke havde ramt noget enkelt sted, men hugget hele karlen lige tværs over, og så rykkede Vermund bort fra kanten og satte sig længere ind på broen, for nu var han lige så opsat på at leve, som han før havde været på at dø. Nu opfordrede Uffe, som nog gad gøre det af med den anden fjende på samme måde som med den første, med kraftige ord Kongesønnen til at hævne sin stalbroder, der var gået i døden for ham, ved at fælde hans banemand som et sonoffer for hans drab. Da han nu blev nødt til at efterkomme hans opfordring og rykkede nærmere, udsøgte Uffe sig omhyggelig et sted, hvor han ville føre sit hug, og da han var bange for, at sværdeggen var for spinkel i forhold til hans kræfter, vendte han den anden side til og hug ham midt over. Da Vermund hørte det, sagde han, at nu hørte han for anden gang lyden af Skrep, og da det blev sagt ham, at nu havde hans søn fældet begge fjenderne, brast han i gråd af overstrømmende glæde og udgød således i fryd de tårer, sorgen ikke havde kunnet afpresse ham. Medens Sachserne opfyldte af sorg og skam under bitre klager holdt deres kæmpers ligfærd, modtog Danskerne Uffe med jubel. Således blev skammen over Adils død udslettet ved Sachsernes beskæmmelse.

      Da Sachsenland således var kommet under Danmark, kom Uffe, som man havde troet ikke engang var mand for tilbørlig at herske over ét land, til at stå for styret i begge riger efter sin fader. Adskillige kalde ham Olaf, og på grund af sin sagtmodighed fik han tilnavnet den Spage. Hans senere bedrifter er ved forfædrenes forsømmelighed ikke bleven tilbørlig optegnede, men det må antages at de er bleven ypperligere og ypperligere, efter at han havde gjort så berømmelig en begyndelse. I anledning af den korte omtale af hans bedrifter vil jeg gøre opmærksom på, at vort lands fattigdom på skribenter har unddraget vore berømmelige mænd meget af den hæder og ihukommelse, de havde krav på. Havde lykken føjet det så, at Latinen allerede i gamle dage havde været i brug i vort land, bille vi nu have haft utallige bøger om danske mænds bedrifter at læse i.

Dan II og Huglet

      Uffe blev efterfulgt af sin søn Dan, som efter at have ført krige i fremmede lande og ved talrige sejre udvidet sit herdømme fordunklede den hæderens glans, han havde opnået, ved hæslig hoffærdighed og vanslægtede således fra sin berømmelige faders ædle sind, at ligesom denne udmærkede sig fram for andre ved sin sagtmodighed foragtede han alle andre, opblæst af hovmod og indbildskhed. Han satte også de skatte, han havde arvet efter sin fader, såvel som dem, han selv havde gjort til bytte i fremmede lande, skammelig over styr, idet han bortødslede de midler, han burde have brugt til at vedligeholde sin krones glans med. Således kan børn undertiden vanslægte fra deres forfædre og blive ligesom skiftinger.

      Efter ham kom Huglet, der i et søslag skal have fældet to svenske voldsmænd, Hømod og Høgrim.

Frode II

      Efter Huglet fulgte Frode kaldet den stærke, hvilket tilnavn han svarede til både i henseende til legeme og sjæl. Efter i krig at have fældet ti norske jarler begav han sig til den ø, der siden fik navn efter ham, for til sidst at angribe selven kongen af Norge, som hed Froger og udmærkedede sig ved to ting, idet han var ikke mindre navnkundig for tapperhed end for rigdom; han bragte sit rige i stor anseelse ved ridderlige øvelser og var lige så fremragende ved legemsidrætter som i henseende til værdighed. Han var, efter hvad nogle siger, en søn af Odin, og da han bad de udødelige Guder om at skænke ham en gunst, lovede de ham, at han kun skulle kunne overvindes af den der medens kampen stod på kunne tage støvet under hans fødder op med sin hånd. Da Frode hørte, at Guderne havde begavet ham men sådan styrke, udæskede han ham til tvekamp for at prøve, hvad list formåede over for denne Gudernes gave. Han lod nemlig til at begynde med, somom han ikke forstod sig på krigsvæsen, og bad ham, som han vidste ved øvelse og erfaring bar dreven deri, om at undervise ham. Froger glædede sig over, at han fjende ikke blot anerkendte ham som sin mester, men endogså bad ham som vejledning, og sagde at det var forstandigt af ham som et ungt menneske at ty til en gammel mands erfaring, for hans ansigt, der var helt frit for skrammer og ar, viste noksom, at han ikke var sønderlig forfaren i den slags ting. Han afridsede derpå, for at begynde undervisningen  med at bestemme pladserne, de skulle indtage, på jorden lige over for hinanden to firkanter, en alen på hver led, og da han havde gjort det, tog hver af dem plads i sin. Så bad Frode ham, om han ikke ville bytte våben og plads med ham, hvilket Froger ikke var sen til at gå ind på, for Frodes våben stak ham i øjnene med deres glans, hans hjalte var nemlig belagt med guld, og hans brynje og hjelm var også overordentlig strålende og kostbare. Frode tog nu støv op på det sted, Froger havde stået på, i den formening, at han derved havde fet forjættelse om sejren, hvilket han heller ikke tog frejl i, for han fældede straks Froger og vandt således ved så ringe et fif det største ry for tapperhed; for hvad ingen før havde mægtet at udrette ved styrke, nåede han ved snildhed.

Dan III

      Så blev Dan konge. Da han gik i sit tolvte år, kom der sendemænd til ham fra Sachserne, som overmodig bød ham krig, hvis han ikke ville betale skat til dem. Hans æresfølelse drev ham til at foretrække kamp for at betale skat, til hellere at falde som en tapper mand end leve som en fejg usling. Da han således havde valgt at kæmpe, lagde han ind i Elben med så mange skibe, vel bemandede med ungt mandskab, at man lettelig kunne gå over floden på de sammenbundne stævne som på en bro, og følgen heraf blev, at Sachserkongen måtte underkaste sig de kår, han selv havde foreskrevet Danskerne.

Fridlev

      Fridlev med tilnavnet Raske tog ved styret efter Dan. Medens han var konge, sluttede Hvyrvil, der var høvedsmand i  Holand, forbund med Danskerne og angreb Norge. Han øgede ikke lidet til den hæder, hans bedrifter alt havde skaffet ham, ved at overvinde Rusla, en jomfru, der kappedes med mænd i krigerske idrætter, og han indlagde sig således manddomsære ved at bekæmpe en kvindelig fjende. Hendes fem stalbrødre, Brodde, Bild, Buge, Fanning og Gunholm, der var sønner af Finn, sluttede han fostbroderskab med for deres store bedrifters skyld. Stolende på venskabet med dem overhuggede han med sværdet det forbund, han havde sluttet med Danskerne, og tilføjede dem derved så meget større skade, som han sveg dem; for Danskerne tænkte ikke på, at han så pludselig fra ven skulle blive til fjende. Så let kan somme folk slå om fra kærlighed til had. Man skulle næsten tro, at vi i vore dage har taget skikken op efter den mand, eftersom vi ikke holder det for syndigt og foragteligt at fare med løgn og svig. Da Hvyrvil havde lagt til land ved den søndre side af Sjælland, angreb Fridlev ham i en havn, som siden fører navn efter ham. I dette slag kæmpede krigerne, ivrige, som de var, efter at indlægge sig ære, så tappert, at næsten alle på begge sider blev på valpladsen, eftersom kun ganske få unddrog sig faren ved at fly, og ingen af hærene vandt sejr, men begge led lige stor skade, i den grad var alle mere opsatte på at vinde hæder end på at bjærge livet. De af Hvyrvils folk, der var blevne i live, bandt om natten resterne af deres flåde sammen, for at skibene kunne blive tilhobe; men samme nat huggede Bild og Brodde de tove deres skibe var bundne med, over og sejlede lønlig bort fra de andre, idet de for at undgå fare lod deres brødre i stikken og således mere lod sig lede af frygt end af broderkærlighed. Da det blev dag, og Fridlev så, at kun Hvyrvil, Gunholm, Buge og Fanning var tilbage efter det store nederlag, deres fæller havde lidt, besluttede han ene at kæmpe med dem alle, for at de ilde medtagne rester a hans hær ikke igen skulle blive nødte til at udsætte sig for fare. Foruden sit modige hjerte havde han også en kjortel, som sværd ikke bed på, at sætte sin lid til. Den bar han både i slag og enekamp som beskyttelse for sit liv. Han kom lige så heldigt fra sit forehavende, som han kækt gav sig i lag med det; for da Gunholm, efter at Hvyrvil, Buge og Fanning var faldne, døvede hans svær ved Galder, som han havde for skik, slog han ham så tit med fæstet, at han lod livet derved, men ved så ivrig at holde om odden overskar han senerne i sin hånd således, at han bestandig siden havde krogede fingre.

      Da han en gang belejrede Dublin, en by i Irlandm og skønnede at murene var for stærke til, at han kunne dage den med storm, betjente han sig af den samme list som i sin tid Hading og bød sine folk binde svampe, de stak ild i, til svalernes vinger, så de stak husene i brand, da de søgte til deres reder. Da byfolkene nu fik travlt med at slukke og var mere optagne af at få bugt med ilden end af at vare sig for fjenden, indtog han Dublin. Dan han derpå i England mistede en stor del af sine mænd i slag og skønnede, at det ville falde ham svært at nå ned til strandbredden, lod han de faldnes lig stille op og ordne i fylking, så det så ud, som om der var lige så mange som før, og det ikke var til at se, hvor stort skår hans hær havde lidt. Dette berøvede ikke blot fjenden lysten til at slås, men drev ham endogså på flugt.