Edda og Saga

Indhold

Vølvens spådom

I. Skildring af Biskop Páll

Páll var søn af Jón Loftsson, den ædleste mand, som var søn af Loftr Sæmundsson, der igenvar søn af Sæmundr Sigfússon den frode, Jón Loftssons moder var Thóra, datter af kong Magnus barfod, og Pálls moder var Ragnheiör Thórhallsdóttir, søster til biskop Thorlákr den hellige. Páll blev fostret op i Oddi hos sin fader, Jón Loftsson, og denne satte ham selv, ligesom andre, des højere, jo ældre han blev.

Páll var smuk at se på, med kønne og faste øjne, med bølget og fagert hår, med velstillede lemmer og små fødder, med klar lød og lys af legemsfarve, middel af vækst og med den bedste optræden. Han havde et godt nemme og var meget lærd allerede i ung alder og kunstfærdig i alt, hvad han udførte, både hvad vedrørte skrift og andet. Han blev ung gift og ægtede Herdis Ketilsdóttir, en smuk kvinde, der var vel af sig selv i alt, hvad der kunne pryde kvinder.

   Og da de havde været gift i nogle få år, så drog Páll udenlands og gik i tjeneste hos Harald jarl på Orkneyøerne, og denne satte ham meget højt. Og siden drog han sydpå til England, søgte skole og lærte der så megen lærdom, at der næppe fandtes sidestykke til, at noget menneske havde lært så megen og sådan lærdom pålige  så kort tid. Og da han kom ud til Island, var han foran alle andre mænd i sin lærdoms dannelse, i versdigtning, og i boglig kunst. Han havde også så god og stor en sangstemme, at hans sang og røst overgik andre mænd, der da var hans samtidige. Han tog så igen ophold på Oddi og fik stadig gode kår, som rimeligt var.

Men senere rejste Páll bo på Skarö, og der var i førstningen skort på mange af de ting, somm man måtte have, men så kom begge ægtefællers dygtighed og venners hælp dem til god nytte, så de på kort tid fik nok i alle måder; aå kom de ud for de største tab, dem bar de imidlertid godt og smukt, og desuden var det, som om intet skete derved, og så voksede deres ejendom ligeså rask, som bølgen slår mod land. Páll var hjælpsom og trofast og blid overfor alle sine venner og alle gode mennesker, men han var hårdsindet  overfor onde mennesker, tyve og skurke. Han var en stor leder på sin egn i alle forhold og hurtig i vendingen alle steder, hvor man syntes at trænge til hans hælp. Páll havde godemyndighed, og han ledte alle sine tingmænd sådan i alle retfærdige sager, at de aldrig led nederlag.

   Páll havde med sin kone Herdis fire børn, som kom ud over barneårene, to sønner og to døtre. Hans sønner hed Loftr og Ketil, og døtrene hed Halla og Thóra. De var alle smukke at se på og dygtige, da de voksede op.

   Pálls morbroder, biskop Thorlákr, nærede stor agtelse for ham og holdt meget af ham og bød ham ofte hjem til sig. Og selvom nogle andre høvdinge var modvillige overfor biskop Thorlákr, da var Páll ham en des mere trofast frænde og ven, jo mere andre svigtede ham. Og da biskop Thorlákr døde, viste Páll stadig en kærligere slægtsfølelse end de allerfleste af hans fonemme venner.

V. Biskop Páll kom til bispestolen i Skálaholt

   Biskop Páll drog da ud til Island den samme sommer, som han var blevet viet til biskop, og landede i Eyjafjödör og gav så straks et pragtfuldt gilde for biskop Brandr og sine andre venner, som havde mulighed for at deltage, med vin at drikke og alle andre madvarer så gode, som de kunne fremskaffes.

   Det viste sig da straks i førstningen, hvad man ofte senere skulle erfare, at han altid befandt sig bedst, når han kunne glæde så ange som muligt af sine venner og pårørende i prægtige gæstebud med kærlighed og højsind. Han førte da med sig hjem to glasvinduer som gave til kirken i Skálaholt, hans åndelige fæstermø, og han viste da straks, som det senere fremgik endnu mere, hvad der lå ham på sinde, hvor meget mere han ønskede at øge udsmykningen af den kirke, hvortil han var viet, selvom denne kirke tidligere var mere fuldkommen og prægtigere end nogen anden kirke på Island.

   Det var en usædvanlig første hæder, som biskop Páll viste sin bispestol og sin kirke - hvad ingen biskop før havde gjort - at han ikke holdt nogen messe, førend han kom til stolen i Skálaholt. For i den første messe, en nyviet præst holder, end en eller anden bispemesse. Men dette havde så megen des større vægt, som man her på en gang kunne høre både primits og bispemesse, og en stor skare mennesker søgte da også til Skálaholt til den glædelige oplevelse at overvære biskop Pálls første messe. Der var mange fornemme mænd tilstede: Jón Loftsson, hans fader, Sæmundr og Ormr, hans brødre, og Gizurr Hallsson, og der var et stort opbud af mennesker. Biskoppen holdt en lang og smuk tale og lovede da straks det, som de fleste blev meget glade ved, at han ville give alle de påbud, som biskop Thorlákr havde givet. Man kunne da også, da han rejste på visitats over sit bispedømme, snart se, hvor blid og venlig han var mod alle sine undersåtter, og hvor små fordringer han stillede til alle dem, der skulle beværte ham eller yde ham de andre tjenester, som man var pligtig til at hædre ham med. Derved blev han så afholdt af alle folk, at de havde ham inderlig kær næsten over hele landet, både i hans eget bispedømme og på samme måde ikke mindre i det andet bispedømme. Det var også let at se, hvor formuende en mand han ville blive, fordi han stedse og vedvarende viste omhu og dygtig styrelse.

   Biskop Páll havde siddet en vinter i Skálaholt, før Herdis, hans hustru, kom dertil for at tage sig af husholdningen inden døre, og der var ham så stor støtte og styrke deraf, både for bispestolen og for ham selv, at der ikke var mage til fra andre menneskers side, så længe han var på bispestolen. Hendes kløgt og praktiske dygtighed var så stor, at hun kun havde været der ganske få år, førend der var nok i over-flod i alle henseender af det, man skulle bruge, og det var ikke nødvendigt at bede om noget til husholdningen, selvom der var 100 mand på gården og deraf 70 eller 80 mennesker som tyende.

VI. Om klokkestabelens opførelse i Skálaholt

   Biskop Páll indså snart, da han kom til stolen i Skálaholt, at det måtte være hans pligt at støtte og fremhjælpe og afslutte det, som den hellige biskop Thorlákr havde vist sin vilje i, og som han havde ladet indkøbe. Og det var at ophænge de klokker, som han havde købt til kirken i Skálaholt, og som da var de bedste klokker på hele Island. Og biskop Tholakr havde også ladet fragte fire træstammer ud til Island sammen med klokkerne, i mål 20 alen høje.

   Biskop Páll hidkaldte den mand, der på hele Island var den bedste til at arbejde i træ, og som hed Ámundi Árnasson, og lod ham bygge en klokkestabel, så vel udført, både hvad angik materiale og i håndværk, at den i ikke ringe grad overgik alle andre værker af træ på Island, end før den kirken selv. Han lod indrette et kirkerum oppe i stabelen, med en trappe, der førte op dertil. Og han indviede dette  kirkerum til den hellige biskop Thorlákr på den 10. dag i julefasten og udstyrede kirkerummet smukt i alle måder og skaffede alt det, der hørte til.

   Han lod præsten Atli, der var håndskriftsmaler, bemale hele stabelens taghvælving indvendig og ligeledes gavlpanelet og tjælde de helt forneden med tre forhæng, alt godt og smukt. Og så lod han male over hver enkelts grav deres begravelsesdato, hver enkelt af dem, der hviler under klokkestabelen. Han brugte ikke færre midler til bygningen af klokkestabelen, efter hvad han selv regnede med, end 400 køers værdi eller mere end det. Han købte de klokker til stabelen, der var lige så store som de største kostbarheder, af den norske mand, der hed Kolr. Han købte endnu flere klokker til stabelen og ligeledes to klokker, der ringede samtidig oppe i kirken, og han prydede overalt, hvor man kunne udtænke det med tanker, både kirken og klokkestabelen i al dens udstyr, altertavler, kors, billeder, støtter og lamper og glasvinduer og i al slags bispeskrud. Han lod også hugge en udmærket stenkiste, gjort med stor kunstfærdighed, som han blev lagt i efter sin død, og han lod indrette en ærefuld begravelsesplads i klokkestabelen for de mænd, som stod ham nærmest.

VII. Biskop Thorlákrs hellighed åbenbaredes

   I det tredie år under biskop Pálls bispedømme på Allehelgensdag døde hans fader. Jón Loftsson, den mand, der da var den fornemste høvding på hele Island. Páll syntes, han havde lidt et stort tab, idet han der havde mistet den mand, der bedst formåede at hæve og støtte hans anseelse, og som han var nærmest beslægtet af alle.

   Men den almægtige Gud, der dag for dag stedse lod hans lykke og held vokse, og aldrig mindske, øgede hans anseelse i den grad, at intet menneske på Island nogensinde før af sine frænder var blevet hædret og herliggjort, som han da  blev af sin nære slægtning, den hellige biskop Thorlákr, for da åbenbaredes dennes herlighed og hellighed, først på Nordlandet og derefter over hele Island og i alle andre lande, der var i nærheden. Men selvom biskop Páll blev mere glad end de fleste andre over disse nyheder, optrådte han så varligt i denne sag, at han i særlig grad havde alle høvdinge og de klogeste mænd for sig om dette emne og i denne sags behandling, og man kunne forlade sig på, at der ikke hos nogle mennesker skulle opstå det rygte, at han kun i ringe grad ønskede at gøre en stor sag ud af den salige biskop Thorlákrs hellighed. Men der vederfaredes ham dog det, at han ville lønne Gud således for den herlighed, han lod fremstå i hans dage, og som aldrig var fremstået slig før, at han ville bære sig sådan ad, som man kunne vente måtte behage Gud bedst. Det syntes ham at have sine vanskeligheder, som det også have, at der i førstningen skulle blive hævdet så pas meget, og at man ikke i sandhed kunne kritisere noget. Men ingen troede eller fuldbragte før han den saligebisp Thorlákrs herlighed og hellighed, selvom han for varligere dermed end andre. Og dog var det alle de klogeste mænds råd med biskop Brandrs budskab, at biskop Thorlákrs helligdom skulle optages af jorden den samme sommer, i overensstemmelse med det, han selv havde foreskrevet i Porvaldr præsts åbenbare vision julen før.

   Efter det ting den samme sommer, hvor dette blev besluttet, skrev biskop Páll til biskop Brandr og sine brødre, Sæmundr og Ormr, og Gizurr Hallssons sønner, Porvaldr og Magnús, Porleif Porláksson fra  Hitardalr, fru Herdis' morfader, Ketill hans søn, Thorlákr Ketilsson, fru Herdis' broder, præsten Guõmundr Arason (som senere blev biskop på Hólar), og mange andre nære venner. Biskop Páll holdt et prægtigt gæstebud for dem, der kom, og salig biskop Thorlákrs relikvier blev siden taget op af jorden og skrinlagt på hæderværdig vis, som det sømmede sig, efter biskop Pálls anvisningog anordning, og så fulgte straks de store jærtegn, som der er fortalt om i Thorlákrs sage, og det har hans herlighed og biskop Pálls lykke.

VIII. Om anråbelser og forfærdigelse af skrin  

   Den næste sommer derefter blev biskop Thorlákrs messedag indført ved lov over hele landet, og der blev fastsat to dages faste forud for messedagen. Derefter søgte folk over hele landet til Skálaholt for at dyrke den hellige Thorlákr med vigilier og faster, med bønner og almisser, og ligeledes søgte også de mennesker dertil, der var på rejse, i stort antal hvert år, både udenlandske og islandske. Og de bragte deres votivgaver til det sted, de havde påkaldt i deres kvide, overgav  dem til biskop Páll og fortalte ham hver enkelt hændelse omkring deres votivløfte og de jærtegn, som de modtog til gengæld. Og det kunne han lide at høre om. De medtog alle fra stedet sande prøver på salig biskop Prolákrs hellighed og herlighed og på biskop Pálls gavmildhed og storsind. Og selvom biskop Pálls anseelse tidligere havde været stor, som rimeligt var, inden biskop Thorlákrs hellighed åbenbaredes, øgede det i mangt og meget hans anseelse, at han havde den i sandhed ædleste morbroder, og mange ventede, at det gamle ord ville sandes, at man kommer til at ligne sine morbrødre mest, og der forekom at være stor sandsynlighed for, at det også ville gå således i dette tilfælde, for han gjorde mange ting på samme måde, som den salige biskop Thorlákr havde gjort. Han var nidkær og godgørenhed mod trængende, askese og tålmod, som de begge hver for sig fik lejlighed til at vise i megen og stor prøvelse i deres bispetid.

   Da det forekom biskop Páll, at de ejendele, som folk gav af hengivenhed for den hellige biskop Prolákr, samledes sammen og sammenhobedes noget, så viste han snart, hvad der lå ham på sinde. Han tingede så siden med den guldsmed, der hed Porstein og da var den kunstfærdigste mand på hele Island til at arbejde i malm. Og så rigelige materialer gav han ham, at det ikke skortede på det, man skulle bruge til det kunstværk, som han ville lade udføre. Han lod forfærdigelsen af et helgenskrin sætte i gang, og der blev dertil fastsat umådelige værdier i guld og ædle stene og lutret sølv. Han bidrog ejheller med en mindre sum til skrinet og betaling af forfærdigelsen sammen andre menneskers bidrag end 400 køers værdi. Dette arbejde blev meget smukt udført, så at det overgik andre skrin, der fandtes på Island, lige så meget i skønhed som i størrelse, og det var mere end tre alen, men der var dengang ikke noget andet skrin på Island, der var mere end én alen langt. Ingen kloge mennesker, som ser skrinet, vil spørge om, hvilken stormand den mand har været, der har ladet denne kostbarhed gøre, eller hvad han har formået i henseende til at fremskaffe materialer.

IX. Om Grønlands-bispen Jón

    I biskops Pálls dage kom vestfra fra Grønland biskop Jón og påholdt sig i Østfjordene om vinteren, men kom siden i begyndelsen af den lange faste til Skálaholt for at træffe biskop Páll, og han kom der skærtorsdag, og de indviede begge magen krisma, og de havde sammen mange fortrolige og fredsommelige samtaler. Biskop Páll modtog ham med den største hæder og beværtede ham på det fineste og bedste, sålænge han var der, og gav ham til afsked på stormandsvis værdifulde gaver og anden hædersbevisning. Biskop Jón gav folk gode råd, om hvordan man skal lave vin af revlingsbær på samme måde, som kong Sverre havde lært ham det. Men det gik sådan, at den næste sommer derefter fandtes der næsten intet steds bær på Island,. Men den mand, der hed Eírikr og boede ikke ret langt fra Skaláholt på den gård, der hedder Snorrastaîr, fik samlet dog nogen vin i den samme sommer, og det lykkedes godt. Men biskop Jón drog til Norge og siden til Rom og talte overalt, hvor han kom, om biskop Pálls prægtige gæstfrihed og anseelse.

   I bisko Pálls dage, da Gizurr Hallsson var lovsigemand, rasede der den største uenighed om alenmålet mellem folk, både udenlandske og islandske folk, så man ikke syntes det kunne blive ved mad at gå på den måde. Biskop Páll foreslog da det råd, at man skulle bruge målestokke, der var to gamle alens længde. Andre høvdinge støttede biskoppen i denne sag, Gizurr og hans sønner, Porvaldr og Hallr og Magnús og også hans brødre, Sæmundr, der var den fornemste mand på hele Island, og Ormr, der var lovkyndig og meget vis på de fleste områder, og den er altid siden blevet holdt.

X. Ny biskop på Hólar

   I bisp Pálls bispedømmes syvende år døde ærkebiskop Absalon i Danmark på Benediktsdag. Og i det samme år døde biskop Brandr på Sixtusdag, da han havde været biskop i 38 vintre, en såre virksom mand.

   Efter biskop Brandrs død valgte folk på Nordlandet præsten Guömundur Arason til biskop, og biskop Páll medgav ham sine breve til ærkebiskop Einar, og Guömundr blev viet til biskop i Trondheim ti dage før biskop Jóns messedag, og kong Hakon, søn af kong Sverre, var da konge i Norge. Biskop Guömundr drog til Island samme sommer og kom i land i Østfjordene, og biskop Páll og han mødtes og viste hinanden stor hæder i gæstebud og foræringer. Siden drog biskop Guömundr til Hólar, man sad af mange grunde i store vanskeligheder på sit bispesæde. Rigdommene blev snart ikke store, og udgifterne forekom næppe at blive holdt indenfor stor rimelighed, og de, hvem det gik ud over, anså ham for temmelig stiv og strid i bud, men des mere vennesæl blev biskop Páll og des mere yndet af den almene befolk-ning i landet, som folk overalt så hans forsorg og det gode ved hans nærvær og hans bud til alle, der måtte henvende sig til ham eller lægge deres sag for ham, og alt folk i landet ønskede sig en sådan øvrighed, om de havde muligheder for at få det.

XI. Biskop Pálls optælling af kirker og præster

   Biskop Páll lod i de tre fjerdedele af landet, som han var biskop over, optælle de kirker, hvortil det efter skyldighed var nødvendigt at skaffe præster, og han lod tælle præsterne, hvormange der tiltrængtes i hans embedsområde, og kirkerne var  da to hundrede og tyve, og af præster gjordes to hundrede og halvfems nødige. Og han lod foretage denne optælling, fordi han ønskede at tillade præsterne at fore-tage udenlandsrejser, om der blev tilstrækkelig mange tilbage i hans bispedømme, og han ville også drage omsorg for, om det kunne falde således, at der ikke blev præstemangel i hans bispedømme, sålænge han var biskop

XII. Om tidender og om biskop Pálls børn

   I det tolvte år af biskop Pálls bispedømme skete der tidender, der var af stor betydning. Da døde Gizurr Hallsson to dage før Olafs-messe. Om ham sagde Sæmundr, Pálls broder, de ord, at han var ophavsmand til al lystighed og glæde, hvorsomhelst han var til stede. Da skete der ildsudbrud i Heklafjeld for tredje gang tre dage før Ambrosiusdag om vinteren derefter.

    Biskop Páll var en mand, der i den grad havde lykken med sig, at næsten alt gik efter ønske den første del af hans liv, og han fik så det ord på sig, som man nu kan høre fortalt i en ølstue - for jeg har ikke berettet om nær så mange ting, som der er stof til - at han syntes at være alle menneskers yndling. Og den almægtige Gud berigede ham des mere, jo ældre han blev, både hvad angik ejendele og anseelse. Men dersom nogle folk tror, at jeg på grund af hengivenhed har gjort mere ud af fortællingen om biskop Pálls livsløb og levned, end der er overleveret  stof til, så tror de fejl, for det står mig mere i hovedet, at jeg har ladet mange mærkelige ting ligge i beretningen om hans levned på grund af min vankundighed og uagtsomhed og ladhed til at skrive, snarere end jeg har løjet noget ind i fortællingen.

   Videre hændte der biskop Páll den lykkelige lod, da uår bragte folk i trængsel, at udsæd og søbjergning mislykkedes for folk ligesom de fleste forberedelser til at gå vinteren i møde, og først dyrenes og siden menneskenes ernæring blev knap, da fattede han med bistand af Porvalkr Gizurarson og andre kloge mænd på sin egn det råd at bønfalde Gud og hellige mænd om bedre åring, at synge tre Paternostre hver dag til Guds herlighed i ihukommelse af den hellige biskop Thorlakr og på hans mindedag om sommeren at give mælken af et får ved morgenmalkningen og et knippe hø af hvert vinterfoder til en ko og 12 lod af hver sæk mel på 80 pund, og der kom aldrig siden misvækst, medens han levede. 

   Men efterdi Gud ikke altid vil prøve sine elskede venner med vellevned alene, vil han hellere lade sine undersåtter blive fuldkomne i fristelse og prøvelse, om disse stås vel igennem, som erfaringerne har vist. Da du biskopp Páll skinnede i den blomstring, at hans hæder og ære var i stadig vækst, tilvejebragte fru Herdis med sin dygtighed og omhu alle de ting, som bispesædet trængte, og viste i al gerning, som var nødvendig, at hun var den mest omhyggelige i al sin omsorg for de mennesker, der da havde hjemme på bispesædet og på alle andre gårde, som bispen ejede.

   Deres børn udviklede sig til dygtige mennesker allerede i ung alder, Loftr i kunstfærdighed og lærdom og klogskab, Ketill i forståelse, indsigt og skrivning, Halla i huslig færdigheder og boglig lærdom, Thóra i lydighed og kærlighed. Men fordi Gud siger så i evangeliet, at enhver sag må stå fast, efter to eller tre vidners mund, da fremfører jeg til bekræftelse tømrer Åmundis vidnesbyrd, han, der både var anset og sandru i ord.

   Han kvad denne strofe:

På denne måde gik det altid med deres gøren og laden, sålænge de fik lov at leve uskadt.

XIII. Herdis og Halla drukner

   Men da biskop Páll havde siddet 12 vintre på bispesædet i Skálaholt, da skete den hændelse, at fru Herdis drog hjemmefra om foråret efter påske til Skárø, til den gård, som biskoppen og hun ejede, og hun skulle modtage tjenestefolk, og ordne andre ting, der var nødven-dige der. Der fulgte hende to af børnene, Ketil og Halla, men hjemme hos bispen blev Loftr og Thóra. Men da fru Herdis var på Skárø, blev der stor vækst i elvene, som gjorde det umuligt at ride over Thjórså. Men hun ville hjem på den aftalte dag, for der var mange ting hjemme, der ikke var truffet bestemmelse om, og som man regnede med skulle vente til hendes hjemkomst. Hun lod så hente en båd, og bringe den ned til elven, og de tager ned til båden: Herdis, Ketil, Halla og Jón, fru Herdis broder, og en præst ved navn Björn, bispens kapelan, som var deres følgemand, en diakon fra Skárø ved navn Thorsteinn og Gudrún Thoruddsdóttir, Herdis' søsterdatter. Over elven drog først Ketil og Björn, rejsehestene og deres paksadler. Der druknede fru Herdis' ridehest. Den sidste gang, man skulle færge over elven, var i båden: Sigfúss Grimsson, diakonen Thorsteinn, Herdis og Halla og Gudrún. og der kom ret stærke vindstød. Men da de kom ind i den strøm, der gik lige uden for den bred, hvor de skulle lande, ramte et vinstød dem og kæntrede båden under dem. De sank alle dybt ned i elven, men kom dog siden alle op igen, og man kunne høre både moderens og datterens stemmer, at de sang og overgav sig selv og deres sjæle i Gud den almægtiges hånd. Der skiltes de så, levende og dødsviede. Sigfúss drev i and, men Herdis, Halla og Gudrún druknede og ligeledes diakonen Thorsteinn. Men Sigfúss var meget udmattet, da han kom ind til bredden, og der var ingen af dem, der var på bredden, der viste mod eller mandshjærte. Men den almægtige Gud holdt alle sine løfter, han, som har lovet, at han vil give trøst i hver en sorg, og at han ikke vil prøve nogen i højere grad, end enhver vil kunne bære, som han bier på, og Gud viste begge dele ved denne sørgelige hændelse: den trøst i sorgen, at allerede samme dag fandt man alle ligene af de mennesker, der omkom der, og den trøst var da den største for dem, der overlevede. Og det var dog noget, der ikke var megen sandsynlighed for, dersom ikke Gud ordnede det sådan af sin nåde og miskundhed, for strømmen og vandmængden var så stor i elven, at den hest, der var druknet der, få dage senere blev skyllet op ude på Vestmannaøerne. Men da disse tidender pudselig ved nattetid kom biskop Páll for øre, da blev det klart for alle, at Gud nøje havde vidst, hvad han ville kunne bære. Han villi ikke tage næring til sig, og han gik ikke til sengs, før ligene var begravet; men dog søgte han at glæde og opmuntre alle, hvor han kunne. Og dog kan enhver forstå, hvilken prøvelse han havde været ude for: under sørgelige omstændigheder at have mistet det menneske, som han elskede højest, og stedse at se sorgen malet i ansigterne på sine børn og alle dem, han skulle drage omsorg for. Med fattet ro sørgede han for de dødes minde både med pengegaver til præsterne og ligeledes til de fattige, og han så det, som det var, at ved alt det, som har med sagen at gøre, er den tunge og dybe plov bedre end den vendende. Fru Herdis og de andre, der mistede livet sammen med hende, får deres dødsdag helligholdt hvert år, fjorten dage efter Korsmesse om foråret, og det var mange menneskers skyldighed, lærdes som ulærdes, at højtideligholde hendes minde så alvorligt og kærigt, som gjalt det deres nærmeste pårørende, på grund af hendes mangehånde prægtige virksomhed som hustru. Biskop Páll gav Herdis' broder Thorlakr stor trøst både i ord og i stormandsgaver, han gav ham, og agtede ham i ingen henseende mindre, end før han mistede hende. Han trøstede efter hendes død alle hendes slægtninge ikke mindre end sine egne. Hans datter Thóra overtog efter sin moders død husstyret indendøre under sin faders kærlige opsigt, og hun var da ikke mere end fjorten år gammel, og hun udførte dog sit hverv således at hendes husholdning fore-kom alle dem, der kendte mest til forholdene, at være den bedst mulige. Bispen skjulte så hurtigt den sorg, der var overgået ham, at de fleste kun syntes at mærke sorgen lidt. Og dog vil alle kunne slutte sig til det sandsynlige, at det snarere skyldtes hans tålmod, og at han ville anstå sig for folk i sin blidhed, end det, at den sorg gik ham af sinde, sålænge han levede.

XIV. Om biskop Pálls tjenende præster

   Undtagen når der var kirkelige højtider, lod biskop Páll - imod hvad der tidligere var tilfældet - kun sjældent prædike; men han lod da prædiken blive en desto festligere akt, fordi den så sjældent blev iværksat. Men han lod synge to messer næsten hver helligdag. Fire dage i hvert års tolv måneder prædikede han selv; første juledag og den første onsdag i fasten (dvs. askeonsdag), skærtorsdag og på kirkens ind-vielsesdag, men derudover kun på flere dage, når der forekom ham at være særlige grunde dertil. Men derfor omtaler jeg slige ting, at de mænd, der er de mest samvittighedsfulde og kyndige, har handlet anderledes, og det er det største gode for dem, der lever efter dem, at man må kende flest muligt eksempler fra dem, som det er alle godt at ligne. Når han rejste på visitats over sit embedsområde, holdt han selv bøn på hvert gæstested eller fik en anden til det. Der var forskellige præster, der tjente ham, først Thorkell Hallsson, en god og retskaffen klerk, i nogle år, indtil han blev befordret til et kannikesæde. Derefter tjente Leggr præst ham i 7 år, og siden en nordlandsk præst, der hed Björn, en lille mand af vækst, men dog klog og vellærd og en fostersøn af biskop Brandr Dálksson, der tidligere have tjent biskopper, nemlig bisperne Brandr og Gudmundr. Præsten Ketill Hermundarson var også hans tjenende præst, før han døde, og han varetog kor og klerkestand efter biskop Pálls død. Derfor havde de tidligere bisper, hver for sig altid ladet den samme præst tjene sig, fordi de derved som i så meget andet viste sindets fasthed og ligevægt. Men derfor lod biskop Páll sig betjene af forskellige, af ham, og hver enkelts hæder kom til sin ret, mens han tjente bispen, hvad han end siden kom ud for.

XV. Ufred mellem biskop Gudmundr og folk på Nordlandet

   På den tid, da fru Herdis døde, vanskeliggjordes forholdet mellem den nordlandske biskop Gudmundr Arason og Kolbein Tumason. Men som det vides, at alle landets indbyggere med stor kvide så på deres vanskeligheder, da var biskop Páll dog den allerførste til at mærke den vanskelighed, der ikke tidligere havde været i nordlandsfjærdingen. Og grunden til, at han kom i denne udsatte stilling i denne sag, var den, at ærkebiskoppen havde sendt ham sine forseglede breve om, at han skulle støtte og styrke Gudmundrs sag, eftersom han havde midler og lejlighed til; men mange af biskop Pálls nære venner og medfødte og indgiftede slægtninge, som han i alle forhold ville vise sin hengivenhed og ikke handle imod, støttede Kolbeinns sag. Men det var ikke muligt at forene disse interesser, eftersom det ikke forekom biskop Gudmundr, at han var hjulpet, uden at biskop Páll balanerede på den yderste bjælkeende sammen med ham, og biskop Gudmundr tog hverken hensyn til menne-skene eller landets love, men ekskommunicerede eller bandlyste enhver af dem, som ville handle mod hans vilje. Men biskop Páll var mangen gang langmodig og overbærende, selvom ikke alt blev gjort efter det, som han så bedst måtte sømme sig, og på den måde vandt han mange for sin og Guds sag, at han straffede nogle sagtmodigt, med det resultat, at andre ikke altid brød sig om at gøre det urette. Men biskop Gudmundr viste ikke mere skånsomhed overfor de mennesker, der boede i biskop Pálls stift, end at han ekskommunicerede eller bandlyste dem, når de dømte de domme, der ikke var efter hans hovede, selvom det var lovlig dom. Biskop Páll lod dog ikke disse bandlysninger ramme folk, men han pålagde dem dog en eller anden mindre straf til påmindelse for de folk, hvem det ramte, eller som blev indviklet i hans bandlysning, for han undte bedre sine folk at have to gode fordele end at sidde i nogen tvivl, om det måtte skade dem eller ej. Men da uoverensstemmelserne blandt Nordlandets mænd blev så tilspidset, at de udkæmpede den kamp, hvor Kolbeinn faldt og med ham mange andre gode mænd, både lærde og ulærde, og de, der overlevede kampen mistede deres lemmer. Og derefter angreb biskop Gudmundr og hans mænd, dem der overlevede kampen, og var Kolbeinns nærmeste slægtninge, og drev dem fra hus og hjem, og satte sig i besiddelse af al deres ejendom, og bandlyste dem. Men da biskop Páll blev disse utidender vár og vidende, da bad han sine venner, at de ikke skulle gå til hastigt angreb på dem, og grunden til, at han ville vente, var, at de lange knives nat altid fører til hævn, og at denne talemåde igen ville ske fyldest. Han mente, at der ville blive handlet med mere besindighed og plan, om man ventede længe. 

   Og på den anden side ventede han, at biskop Gudmundr ville indse, hvor fejlagtigt det var, at urolighederne havde fået lov at udvikle sig sådan, og så vill give gode tilbud om forlig og oprejsning til de efterlevende. Men da det trak ud hermed, og deres overgreb imod folk tværtimod spurgtes til Sydlandet med ran og legemsbeskadigelser og næsten alskens ufærd, så sendte biskop Páll sin kapellan Björn til Nordlandet for at opsøge biskop Gudmundr og bede om, at han genoprettede og afbødede den overlast, de havde lidt, med bod og bøder, og han tilbød at ville hjælpe ham med så at sige alt, hvad han behøve-de, om han ikke selv unddrog at yde sin godvilje og de midler, han måtte have adgang til, det være sig i formue eller i andre bidrag. Der var således tilstræbt en dobbelt lettelse for begge parter: biskop Pálls frarådelse af, at høvdingene drog nordpå allerede tidligt om høsten, mens folks sorg var allerfriskest og mindst sløvet af smerten over de uskånsomme tab af menne-skeliv, og dernæst hans mæglingsforsøg overfor biskop Gudmundr , at han tilstod dem, der overlevede deres gode og gæve frænder, gøjeligere satisfaktion for deres sorg og kummer, end det nu skete, og at han, sålænge der var udveje derfor, ville bringe biskop Gudmundr og hans følgesvende ud af den truende fare. Men det vandt ikke bifald hos biskop Gudmundr, der anså biskop Páll for at være tilbøjelig til at tage høvdingenes parti med et sådant mæglingsforsøg.

   Men det viste sig dog snart, hvem der var klogest i sine planer, for i det samme år drog høvdingene til Hólar og drev biskop Gudmundr ud af bispesædet og ryddede en mængde skarnsfolk af vejen, som var der: misædere og ransmænd og røvere, og de dræbte nogle af dem. Og på den måde blev dette arnested for ilde gerninger revet op, og folks skæbner blev fra da af bed-re. Biskop Páll bød biskop Gudmundr til sig med godhed og godvilje; men han modtog det ikke og undgik med flid at møde ham, thi han ville ikke lyde hans gode råd.

XVI. Om gaver og forfærdigelse af kostbarheder

   På den tid drog biskop Pálls søn, Loftr udenlands og besøgte fornemme mænd i andre lande: biskop Bjarne på Orkneyøerne og derefter kong Inge i Norge og hans broder Hakon Jarl og fik af dem alle prægtige og værdifulde gaver. Og mens biskoppen sad hjemme med sine bekymringer for sin søn, og andre tidender om, hvordan det da gik, så glædede Gud ham så en sommer, at Loftr kom hjem til Island med megen æresbevisning og værdifulde gaver, som han havde fået i udlandet, og kunne fortælle, hvordan hans faders navn var kommet til den største nytte, hvor han end var kommet frem

   I den samme sommer kom de kostbarheder ud til Island, som ærkebiskop Torer af Norge, havde sendt biskop Páll: en guldsømmet krone hvis mage aldrig før var kommet til Island, en kostbar fingerring og et par prægtige handsker. Og næste sommer, da biskop Páll havde siddet seksten vintre på bispestolen i Skálaholt, kom der atter fortrinlige kostbarheder ud til Island, som biskop Nikolaus af Oslo sendte biskop Páll, en tung fingerring af guld, der vejede to ører og med en prægtig sten i. Og han sendte ham så megen balsam, at der aldrig mere på bispesædet skulle blive skort på balsam; men der var ikke andet, det var så vanskeligt at få fat på, af det, som man nød-vendigvis skulle have. Det havde heller ikke kostet mindre, end nogle mark lutret sølv.

   Det fortjener også at nævnes, at biskop Páll også sendte mange gaver til sine venner udenlands. Det var både jagtfalke og andre kost-barheder. Han sendte ærkebiskop Torer en bispestav af narhvalstand, gjort så mesterligt, at ingen mand tidligere havde set nogen så godt forarbejdet på Island. Den var forarbejdet af Margrét den kunstfærdige, der da var den fineste af alle på Island til udskæring. Hun og hendes mand tjente begge to på Skálaholt, da biskop Páll døde, og Thórir præst, hendes mand, havde da den øverste godsstyrelse, og han gjorde alt, som bispen ønskede det. Biskop Páll havde, før han døde, sat udskæringen af en tavle til alteret i gang og havde henlagt store værdier dertil både i guld og sølv, og Margrét udakar også dertil narhvalstand overmåde smukt, og der var al udsigt til, at det ville blive den største kostbarhed på grund af de planer, han havde lagt for arbejdets udførelse. Og Thorsteinn, der havde forfærdiget helgenskrinet, og Margrét udførte efterhånden altertavlen med stor kunstfærdighed. Der blev dyb sorg ved bispens død, og da måtte sådanne ting i førstningen gå helt i stå på grund af andet, der trængte sig på. Thorsteinn fik overdraget snedkerarbejdet ved altertavlen. 

   Den samme sommer, den sidste sommer, bispen oplevede, kom der træ til kirkehvælvingen fra Norge. Det havde biskop Páll ladet hugge, og da udbetalte han alle de lønninger ved bispesædet, som var nødvendig skyldighed.

XVII. Biskop Pálls død

   Nu er fortalt om det, der denne sommer gik tilfredsstillende. Så skal jeg omtale de ting, som voldte stor modgang. Da skete der et stort jordskælv den sidste dag før Seljú-Helgenmesse, og mange mennesker mistede livet der, og alle husene styrtede sammen på adskillige går-de og voldte de største skader. Der var også endeløse regnskyl, der voldte store skader. Da blev også Klængr Thorvaldssons død meldt ud til Island. Klængr forekom det bedste emne til en høvding, om han havde fået lov at beholde livet.

   Den sommer fik biskop Páll sot og store smerter, da han visiterede i Vestfjordsfjærdingen, og han kom med nød og næppe til Hitardalr.

Han lå i sengen der i næsten fire uger. Siden drog han hjem uden at være kommet til kræfter og nåede hjem til Skálaholt 3 nætter før Simonsmesse og gik straks til sengs. Han sang messe på Allehelgens dag, og det blev den sidste messe, han sang, til ære og pris for Gud den almægtige, og alle hellige mænd, men til sjæledhjælp og miskundhed for sig selv og alle kristne mennesker, levende som døde.

   Men lige før Martinsmesse tog hans sygdom til med store smerter, og der fulgte både søvnløshed og madlede, og det syntes at bære mod døden. Da var hans sønner og brødre og mange andre af hans venner tilstede. Derpå sendte biskop Páll bud efter biskop Thorvaldr Gizu-rarsson og hans broder Magnus, og de kom til Skálaholt, og så foreskrev han dem i alle måder efter sin vilje. Og han fik den sidste olie oktavdagen efter Sankt Martins dag. Men førend han blev smurt med den hellige salve, holdt han en lang tale, sådan som også den hellige biskop Thorlákr havde gjort det. Han bekendte da for alle de lærde mænd, der var til stede, åbenlyst alt det, han mente, der var overgået ham, til påmindelse i sit bispedømme, og bad alle om at tilgive ham det, som han havde forset sig imod dem. Og han tilgav i sin mildhed alle dem, der havde forset sig imod ham, og gav sig ind under Guds miskundhed. Derefter fik han den sidste olie. Der var nogen aftagen i sygdommen, indtil han blev afført salvelsesklæderne, og to døgn derefter; men så tog sygdommens smerter på ny til at rase, og han levede så ikke længere end to nætter til, og så tog han Corpus Domini lige før sin død og sov så ind i Gud.

XVIII. Varsler ved biskop Pálls død

   Men en uge før biskop Pálls død kom månen frem, som om den var af blod, og gav ikke lys fra sig selv på klar himmel ved midnat, og det indgød straks stor skræk i mangen mand.

   Páll blev bispeviet i pave Cølestinus' dage af ærkebiskop Absalon, i kong Sverres dage. Da var han 40 år. Han styrede Guds kristenhed med stor klogskab og mådehold 16 vintre og døde på ugens tredje dag, en nat før Andreasmesse, og der var da gået fra Guds fødsel fire år af det trettende hundrede.

   Præsten Aro Frode, der har opregnet mange viselige hændelser, fortæller, hvor dybt vort land sørgede efter biskop Gizurrs død, som man anså for den største og dygtigste mand på Island. Men her kan man se, hvor megen angst og frygt, der blev afstedkommet ved denne prægtige høvding, biskop Pálls død: hele jorden skælvede og bævede af frygt, himlen og skyerne græd, så at en stor del af jordens afgrøde blev ødelagt, og himmellegemerne viste tydelige dødstegn, da det stærkt nærmede sig biskop Pálls sidste livsstunder, og havet stod også da i brand langs Islands kyster; så langt hans bispevælde rakte, syntes næsten alle de fire elementer at vise et eller andet tegn på sorg på grund af hans død. Den sidste nat, biskop Páll levede, drømte Thorvaldr Gizurarson, der var den viseste høvding, at Jón Loftrsson over-gav apostelen Peter den hjord, som han søn biskop Páll havde vogtet; men Jesus Kristus overgav sin hjord i sin faders hænder, inden han blev pint; og Guds miskund overgav nu denne sin hjord i apostelen Peters hænder, inden vor fader og hyrde blev kaldt bort fra os.

XIX. Biskop Pálls eftermæle

   Nu kan man se begge stævne på denne herlige biskops bispevælde, og vi vil tro, at på den tid har der ikke været andre til at se bagstav-

nen, som ikke også har følt længsel efter at se forstavnen. Og dermed må vi hans kære, der overlever ham, stille os tilfreds, at han har efterladt sig næsten alle de goder, som man kan få efter en god og ædel mands død; agtværdige børn med gode evner til erstatning for dem, der har lidt det største tab ved biskop Pálls død, nok verdslig rigdom og alle slags ting til pryd for bispesædet, de fleste fuldførte, og andre sat godt igang med gode materialer, hans gode råd og prædikener, som han bestandig prædikede, i ord og i sit livs fagre eksempler, timelige rigdom og herlige konditioner, som han tiltænkte langt de fleste af sine nære frænder. Og han har nok tænkt på, at Gud vil trøste dem, som han har ikke trøstet med ejendom.

   Og denne min saga har en klog mand, biskop Pálls tømrer Ámundi Arnason, styrket, idet han kvad disse strofer:

XX. Store mænds død i biskop Pálls dage

   De seksten vintre, da biskop Pálls blomstrende bispedømme kastede glans over Guds kristenhed, skete der mange store tidender i ver-den. Da døde pave Cølestinus, ærkebiskop Absalon, kong Sverre, norgeskongerne Hakon og Guttorm, svenskekongerne Knud og Sörkvir, brittekongen Richard, biskop Njal, biskop Brandr, biskop Jón, Harald jarl  på Orkney-øerne, Philippus jarl, abbed Einarr Másson, abbed Gudmundr Bjálfason, abbed Haflidi Thorvaldsson, abbed Thorkell Skúmsson.

   Mange andre fornemme mænd, både lærde og ulærde, døde også, mens biskop Páll levede: Jón Loftsson, Gizurr Hallson, Sigmundr Ormsson, Thorleifr Thorláksson, Thorvaldr Thorkelsson, Kálfr Snorrason, Ari Bjarnarson, Ömundr Thorkelsson, Hermundr Kodránsson, Thórdr Snorrasson, Gudmundr Ámundason, præsten Bersi Halldórsson. Og mange andre tidender hændte i hans bispedømme: skibsforlis og ildsudbrud i Heklafjeld, ufred, ran og ildspåsættelser og meget ildevarslende manddrab.

   Nu har jeg, delvis i hast, gennemgået biskop Pálls levned, og det har mere været min uforstand end ond vilje, der kan være skyld i, at denne fortælling ikke er nær så interessant, som biskop Páll fra sin side har givet stof til.

   Gud den almægtige glæde ham nu bestandig i sin evige herlighed.

Amen.