O, ja, med glæde må du Cimbrer-rige mindes

skærsommers første dag, med glæde må du findes

din Gud taknemmelig og tale priselig

om de velgerninger ha da beviste dig:

Hvor stor en salighed han ned af himlen sendte,

hvor stærk og nidkær han sig mærke lod og kende

for kongens gode sag, han der på salten hav

var selv hans trygge skjold og hannem sejr gav.

Ha, ha! var svenskens ord der han kom os imøde:

Hvad skal nu mangen dansk soldat og bådsmand bløde!

Med skibe-folk og skyts vi dem langt overgå,

så de kunne for vores magt ej kunne sig bestå.

Men se hvor underlig vor Gud er i sin gerning,

hvor snart han os til gavn omvendte lykkens terning.

Thi fjendens bedste skib, som havde kronens mærk',

i første vending straks fik svinglings hovedværk.

Man så dets store krop med hast omkuld at rave,

men ildens element og ville noget have:

tog dermed lige til krudtkammeret sin gang

så hvad ej sank til grund, det op i luften sprang.

Den anden admiral, som sværdets våben førte

vel længe stod sig kæk, fik dog hvad dertil hørte:

Thi både Tromp og Juel således fore frem,

at han slet blev forskudt, og nåde bad af dem.

Men det for sildigt var: et brandskib alt om borde

med hannem havde lagt og straks sin virkning gjorde.

Der ej var redning til, for streng ildsluen faldt,

hvormed det hele skib, opfløj med folk og alt.

Hvor trodselig Neptun, og Iservognen ginge,

Hvor rask Enhjørningen, var os af syn at springe.

vi dennem finge dog: ja, på tre timers tid

blev al den svenske flok forjaget og adspredt.

Jeg intet tale vil om dennem som på grunde

selv løbe villigen, at folket deraf kunne

forse sig med en hast og nå til landet op.

Blandt dennem Æblet var, som sank med taft og top.

Så blev da sejeren, Gud være lovet, vunden

til Danerkongens hånd, og ingen mere funden,

som med hans tapre magt og våben turde stå,

hvorfor man løsen gav, tilbage hjem at gå.

Men Tromp dog ville først en manddoms torning vove

mod Ystads skanseværk, som han beskød på love,

lod skibe folk i land, og det således drev,

at han for byen samt og skansen mester blev.

Men selv hans Majestæt med en mangfoldig skare

til Skåne midlertid er kommen uden fare,

hvor han vil gøre lyst med første lejlighed

og spørge mandelig hvad kunster svensken ved.

Al egnen der omkring sig ved hans tilkomst fryder:

den gamle trofasthed og pligt igen udbryder

og så som fanger liv. Ja, hvad som kongen vil

det ganger vel afsted og får han lykke til.

Desmidlertid er det vor skyldighed at bede,

den stærke Zebaot han Majestæt vil klæde

med sejrs ære-dragt og hannem skaffe ret

som hidindtil er sket. Ja, Gud skal gøre det!

Hr. Gyldenløve tør vel etsteds og opdages,

hvor hug vil vanke vist og vældelig hårdrages.

Man ved af sidste post at han sejlfærdig lå,

men hvor hans agt var hen, lod han ej sig vedgå.

Den 19. maj er der udsendt en Kongelig Majestæts allerkristeligeste forordning ifølge hvilken

I: Bedestunderne i købstæderne skal holdes med

større andagt og deltagelse end hidtil sket, og

en efter disse vanskelige tiders tilstand forfattet

bøn skal læses fra prædikestolen af præsterne

selv, denne bøn skal også læses daglig på lan-

det, eller i det mindste om onsdagen og fredagen

og når der skriftes i kirkerne om lørdagen. For-

ældre skal aften og morgen holde bøn i deres

hjem med deres børn og husfolk og i det hele

holde fred og føre et gudeligt levned.

II: alle håndværks-, arbejds- og handelsfolk skal

afholde sig fra alt arbejde og handel sålænge

bededagsprædiken forrettes om onsdagen og

fredagen og skikkeligt indfinde sig i kirken.

III: sabbaten og festdagene skal holdes med

større hvile og hellighed end hidtil er sket, både

i købstæderne og på landet, købstædernes porte

ikke åbnes før klokken elleve om middagen,

intet øl, vin eller akvavit (undtagen hvad de

syge har behov for fra apothekerne), kål, rødder

eller grønne urtet må sælges eller faldbydes, ej

heller må slagteboderne åbnes inden da, for at

froprædiken og højmessen ikke skal blive for-

sømt. På landet skal sabbaten holdes efter ordi-

nansen og recessen, og der må hverken i laugs-

huse, på kroer eller andetsteds i købstæderne

eller på landet holdes nogen sammenkomst, øl-

udskænkning eller drikkegilde i sabbaten eller

på festdagene og ej heller spilles komedie eller

gøres hoveri.

IV: enhver skal afholde sig fra eder og banden

eller syndig misbrug af Guds hellige navn, fra frådseri og drukkenskab, utugt og uterlighed, hovmod og overdådighed og alle andre forsætlige synder og laster.

Teksterne som på de tre almindelige bededage

(se nr. 49, side 375) skal forklares er følgende:

 Første dag: til højmesse det 4. og  5. vers af

Amos kap V. til aftensang Matthæus kap. XI

vers 20, 21, 22,23 og 24.

 Anden dag: af kongernes VIII vers 44 og 45,

Matthæus kap. XXIV vers 6, 7 og 8.

 Tredie dag: det 1., 2. og 3. verss af den XXXV

salme, Johannes kap. XV vers 5, 6, 7 og 8.

Side 390

Den 25. og 26. maj har Hans Kongelige Maje-

stæts admiral Niels Juel med den kongelige

danske flåde (som ved den lejlighed talte 18

danske orlogsskibe af de letteste og 8 holland-

ske) leveret de svenske et søslag mellem Born-

holm og Møn, og endskønt de svenske var næ-

sten dobbelt så stærke, nemlig nogle og halv-

treds fartøjer, og deres flåde bestod af svære

skibe, der tilmed havde taget luven fra vore,

så har Gud alligevel så nådigt velsignet Hans Kongelige Majestæt til Danmark og Norge ect.

dennes flåde, at de svenske er blevet drevet på

flugt. Og eftersom sejren alene kan tilskrives Gud har man den 28. maj holdt taksigelse i alle kirker, hvorefter alle kanonerne omkring byen, på Kastellet og på de i reserve liggende konge- lige skibe gav salut. I det nævnte slag erobrede de danske en svensk galiot, "Kong David", med ti kanoner. Derimod savner de danske ikke et eneste fartøj.

Side 391

Den 26. maj blev den tidligere rigskansler of-fentligt dømt i Kastellet. Slutningen af dommen lyder således:

Da bør han grev Peter Griffenfeld herefter

være aldeles degraderet og afsat fra den greve- lige stand og al anden dignitet, ære og værdig- hed, hvortil han har gjort sig uværdig; og til hans grevelige navns og mindes evige udslet-telse skal det af ham hidtil førte grevelige vå- ben, hjelm og skjold søndertrædes af bødlen og resterne offentligt kastes ud af vinduet, og

hvor de bliver fundet på offentlige eller andre steder, da skal vedkommende lade dem bringe af vejen og tilintetgøre dem. Livet skal han der- imod miste, hans hoved skilles fra kroppen ved sværdet; ligeledes skal Peter Schumachers, tid- ligere kaldet Griffenfeldt, adelskab med alt an- det af hans efterladte gods og formue, det være sig løst eller fast, bevægeligt eller ubevægeligt, ved hvad navn det end er eller kan nævnes, til- falde Hans Kongelige Majestæts kasse.

Flere enkeltheder kan ventes i trykken med det første.

Den 9. september har en kvinde ved Eget her i

landet næsten skåret hovedet af sit barn, som

var en køn ung dreng, otte eller ni år gammel,

og har efter sin gerning meldt sig i Eget med

ordene: Se hvordan jeg kommer! Da hun var

blodig op til albuerne, og man spurgte hende

hvad hun havde gjort siden hun så sådan ud,

svarede hun: Jeg gik herfra med mit barn idag,

og da jeg nærmede mig skoven hørte jeg nogen

sige: Kom hid, kom hid, hvorpå jeg da gik ind

i skoven, hvor jeg så en sort og grøn mand foran

mig, og så snart jeg fik øje på ham fik jeg i

sinde at myrde mit barn. Kom kun med mig, så

skal i selv se hvad jeg har gjort! Da de høj- og

velklædte folk som var forsamlet i Eget beslut-

tede sig til at følge med hende, så man at det

forholdt sig som hun havde berettet, nemlig at

hun havde skåret så meget som hun kunne, og

da hun ikke kunne mere havde hun vredet hal-

sen itu på barnet.

Efter at den allerhøjeste gode Gud den 1. juni

ved hans Kongelige Majestæts flåde under ad-

miral højædle og velbårne Jens Juels kom-

mando havde skaffet Hans Majestæt en ønskelig

sejr mod den svenske flåde fra Göteborg under

admiral Sjöbladt, så at fire af samme flådes bed-

ste skibe tilligemed admiralen blev erobret og

opbragt, foruden en del små jagter og brandere,

ligeledes sønderskudt det store skib Calmars

kastel og temmelig ilde tilredt resten, som und--

slap har bemeldte Hans Kongelige Majestæts

låde lagt sig mellem Dragør og Køge for igen

at reparere hvad der i samme søbatalje var be-

skadiget på skibene. Men efter som der straks

derpå indkom sikre efterretninger om at den

svenske hovedflåde under rigsråd og feltmar-

skal Hendrich Horns kommando var stået til

søs, og der desuden blev arbejdet flittigt på de

otte skibe som var blevet tilbage - hvorimod

den hollandske hjælpeflåde og generaladmiral

grev Tromp imod forventning stadig udeblev

og ikke kunne ventes så snart med vinden imod

- så har man her i København med største flid

udrustet en del af Hans Majestæts orlogsskibe

og sendt samme tillige med admiralerne Marq-

vard og Jens Rodsteen ud til flåden som da til-

tilsammen var på 25 orlogsskibe og fregatter,

hvormed man, om det skulle komme dertil hå-

bede, næst bistand fra det Høje, at kunne stand-

se fjenden, som da allerede havde passeret

Bornholm. Og eftersom nogle af kaptejnerne i

det forrige søslag havde gjort en slet figur, blev

bemeldte admiral Juel af hans Kongelige Maje-

stæt beordret til at holde krigsret over dem og

lade dem hver især straffe efter fortjeneste,

hvilket og således er blevet efterkommet.

   Som nu den svenske flåde alt kom nærmere

og admiralen mærkede at et slag ikke kunne

undgås, har han påny kaldt alle admiraler og

kaptajner ombord og formanet dem alvorligt til

sammen med deres undergivne først at påkalde 

Gud, fra hvem al sejr og lykke kommer, der-

næst pålagt hver især at erindre sig sin ed og

pligt mod konge og fædreland, og eftersom be-

meldte hr. admiral end ikke havde fået nogen

endelig ordre til at indlade sig i aktion med

fjenden, har han selv skikket bud til Hans Kon-

gelige Majestæt med allerunderdangste forsik-

ring om at enhver i flåden, såvel officerer som

gemene, var ved godt mod og kun ønskede, om

lejlighed gaves, at måtte angribe fjenden førend

de andre otte svenske skibe kunne nå frem.

Dette budskab var Hans Kongelige Majestæt

til stort behag, og han lod derfor hans Exel-

lence baron Jens Juel sende ud til flåden med

ordre om ikke alene at overvære krigsrådet men

også bataljen, om det skulle komme dertil. Dette

har bemeldte baron Juel med allerundernanig-

ste flid efterkommet og dermed til fulde bevist

sin underdanigste iver og troskab for konge og

fædreland, idet han gik ombord på en advis-

jagt, hvormed han så snart slaget tog sin be-

gyndelse lod sig sætte over fra det ene skib til

det andet, og opmuntrede enhver til tapperhed,

og mandigt mod. Admiral Juel, der dennegang

kommanderede den kongelige flåde som øverste

chef, delte denne i tre eskadrer, selv anførte

hovedstyrken, admiral Marqvard Rodsteen

fortroppen og admiral Jens Rodstten bagtrop-

pen. Viceadmiralflagene blev båret af velbårne

Christian Bielcke, Peter Morsing og Henrik 

Spaen; Floris Carstensen, Johan Eilersen og

Matthias Pihl var Scoutbynacht'er.

Den svenske flåde, bestående af 46 fartøjer,

hvoriblandt 36 krigsskibe og fregatter og lige-

ledes delt i tre eskadrer under henholdsvis Hen-

rich Horn som generaladmiral og admiralerne

Klerck og Wachtmester, lagde sig den 30. juni

for anker under Møn. Der skal foruden matro-

ser have været omtrent 4000 soldater ombord

under kommando af grev Carlsen og oberst

Nolli, men af disse skal de 1000 efter hvad der

er berettet være blevet landsat på Rygen, mens

resten blev på flåden, for at de, hvis sejren var 

faldet på deres side, kunne have bemægtiget

sig Sjælland og Møn og siden lagt sig med flå-

den mellem Sjælland og Skåne. Samme dag

Teksten fortsættes i toppen af denne sides højre spalte !

Lod de svenske admiraler, ved fremmede skip-

pere, udsprede mangt et spotsk ord om vore

danske styrker, og at de havde i sinde at jagte

og angribe vores flåde indtil under Dragør. De

lod også en viceadmiral og to skibe gå  frem og udæske vores flåde, men så snart de fik øje på

to af vore skibe, som blev beordret ud imod

dem, vendte de om og trak sig tilbage til deres

flåde, som begyndte at nærme sig vores flåde.

I dagen løb fik begge flåderne hinanden i

sigte, men da den var tilende rebede vores 

flåde sejlene for at vinde luven fra de svenske

om natten, men svenskerne gjorde det samme

og beholdt luven.

Den 1. juli klokken fire om morgenen var de

to flåder kun et kanonskud fra hinanden, og

hver på sin side stredes de med stor møje om

luven - de danske for at vinde den, og de

svenske for at beholde den - men da dette 

ikke ville lykkes for vore folk gav admiral Juel

løsen med tre skud som tegn på at han var rede

til at tage imod de svenske. Uanset at de sven-

ske nu ganske let kunne nå os med deres kano-

ner og som tidligere sagt havde fordelen af vin-

den, og at vore skibe i nattens løb på grund af

vind og strøm var drevet en halv mil fra hin-

anden og var kommet til læ, ville de svenske al-

ligevel ikke komme nærmere og løsnede ikke et

skud før admiral Juel gik dem så nær at de blev

tvunget til at svare, hvorpå et svebsj sjub op

60 kanoner allerede i den anden vending gik

på grund under Stevns. Viceadmiralen ville gå det til undsætning med 5 skibe, hvorved den

svenske flåde blev delt, og da nogle af vore dan-

ske skibe, som af strømmen var blevet ført bort

fra flåden, netop også havde taget denne ret-

ning, blev disse seks svenske skibe angrebet af

vore ved admiral Marqvard Rodsteen og vice- admiral Spaen, og endskønt de svenske gjorde

rosværdig og tapper modstand og der blev kæm-

pet længe og hårdt på begge sider, måtte de dog

til sidst tage flugten, idet tre af dem, nemlig Mercurius, Hieronymus og Calmar, trak sig til-bage mod Malmø med sønderskudt sejl og tov-

værk: to andre gik på Falsterbo Rev, af hvilke

det ene senere blev erobret af Majestætens skib

Charitas og det andet skal være undsluppet, og 

to andre, nemlig Cæsar og Mars, blev forfulgt og erobret af viceadmiral Bielcke og Scoutby-

nacht Floris Carstensen. Imidlertid gjorde ad-

miral Rodsteen sit bedste for igen at komme

tilbage til flåden, som ved den tredie vending

 havde lykke til at få skilt de svenske ski-

be, hvoriblandt var syv orlogsskibe og vistnok

viseadmiral Gustaf Sparre, fra de andre. Disse

gjorde i begyndelsen miner til at ville tage 

kampen med de danske, men da de så at det

blev alvor, betænkte de sig og tog flugten. Og

skønt det nu så ud til at den Almægtige Gud

allerede havde bragt os sejren, gik slaget først

nu rigtigt løs, og der blev kæmpet med en sådan

hidsighed og kraft at det næppe er til at be-

skrive, idet der på begge sider blev givet fyr

med alt skyts; og de svenske, som var nødt til

at holde stand, kæmpede med stor hidsighed, hvorved der på begge sider, skete ikke ringe

skade, og de svenske skibe blev så ilde tilredt,

at det nok skal blive husket. På admiral Juels

skib Christianus Qvintus blev sejlene skudt itu,

så det blev manøvreudygtigt, og da det tillige

havde taget fem fod vand ind måtte han tage

det ud af kampen og forlade det, hvorpå han

steg over i et andet kongeligt skib, Fridericus

Tertitus, på hvilket bemeldte admiral blev an-

grebet og heftigt beskudt af to svenske vice-

admiraler og flere andre, hvorved skibet tog

tre fod vand ind, men han blev godt sekunde-

ret af de to danske kaptajner Dreier og Gedde, som

var kaldt til hjælp, hvorfor disse fortjener me-

gen hæder tilligemed størsteparten af de andre,

som klarede sig særdeles godt. Men på grund af

den nævnte læk i skibet måtte admiralen stige

over på et tredie skib, Charlotta Amelia, og 

med dette genoptog han derpå forfølgelsen af

fjenden. Admiral Marqvard Rodsteen fik skudt

det øverste af masten af, admiral Jens Rodsteen

mistede galion og bovspryd, viseadmiral Biel-

ckes skib fik beskadiget takkelage og sejl, og

Norske Løve, som kæmpede godt og tappert

mistede en del af masten og fik nogle skud i

vandlinien, så det måtte trækkes tilbage. Som

nu slaget havde stået på med usædvanlig vold-

somhed i nogle timer og natten i mellemtiden

var faldet på, benyttede de svenske sig af den

gunstige vindretning til at tage flugten med alle

sejl sat til, så de på den måde slap bort med

henved 22 skibe, store og små, efter at de af

vores flåde var blevet forfulgt til hen under

Bornholm. Og eftersom de svenske, uanset at

admiral Juel affyrede adskillige løsen-skud ef-

ter dem som tegn på at de skulle standse, ikke

på nogen måde var til at bringe til standsning

og det heller ikke så ud til at vore kunne ind-

hente dem eller forfølge dem længere på grund

af adskillige skader på rundholter og tovværk,

så vendte vores flåde tilbage igen for at repa-

rere skaderne. Man slutter at de svenske, på 

grund af talrige døde og kvæstede på deres

skibe, ikke har turdet tage kampen op, såsom

man i den sidste vending nok kunne mærke at

der var mangel på folk til at betjene kanoner

og skibe, og der tvivles også meget på at alle

de skibe der undslap når hjem til Sverige, efter-

som det jo er kendt at en del af dem havde

fået en så hård medfart at de næppe kunne

flyde på vandet og derfor næppe, i det mindste

i år, kommer på søen igen.

  Efter at de tre svenske skibe St. Hieronymus,

Mercurius og Calmar, som før sagt var blevet

afskåret fra hovedflåden og ikke kunne komme

over Falster rev, prøvede på de at undslippe

gennem sundet, men den ene gik på grund ud

for Malmø, hvorfor de alle tre satte sig så nær

byen som de kunne. Imidlertid erfarede Hans

Kongelige Majestæt i lejren ved Malmø at ge-

neraladmiral grev Tromp var løbet ind i sun-

det søndag aften med en hollandsk hjælpeflåde

på ti skibe, hvorfor disse straks blev beordret,

til at angribe de nævnte tre svenske skibe. Den

2. juli om aftenen nåede nogle afde hollandske

skibe frem, og kaptajn Cornelius  Tieloos gik

straks løs på de tre svenskere med skibet Cam-

pen og blev sekunderet af kaptajn de Jong paa

skibet Osterviig og en brander. De svenske vær-

gede sig ganske godt de første 5 - 6 timer, og

fra slottet i Malmø blev der også skudt, men da

branderen blev sat ind sprang størsteparten

af de svenske og finsket søfolk oberbord fra Mer-

curius, der var under kommando af Scoutby-

nacht Anckerhielm; bemeldte scoutbynacht og

de finske soldaters major, Fihting druknede,

og Mercurius, der førte omtrent 70 kanoner,

blev erobret af kaptajn deTieloos, derpå angreb

kaptajn Tieloos skibet Hironymus på 70 ka-

noner og erobrede også dette, hvis kommandør,

kaptajn Taube, forinden var faldet. Men kap-

tajn Bouman på skibet Calmar der førte 60

kanoner, havde ikke lyst til at vente på den

samme skæbne, men undslap tillige med en del

af sine folk i slupper og både, til Malmø og

stak samtidig selv skibet i brand. Hans Konge-

lige Majestæt fulgte selv disse begivenheder

inde fra stranden, og om morgenen var han ude

på skibene for at tage dem i øjensyn. En lille jagt

på otte kanoner, kaldet Griben, reddede sig på

grund under Malmø og undslap således, indtil

han engang sammen med de andre kan blive 

slæbt fri.

  På den danske side er, takket være den Aller-

højeste gode Gud, ikke et eneste skib, hverken

stort eller lille, gået tabt, ej heller nogen højere

officerer, bortset fra kaptajn Jacob Philipsen

som er blevet kvæstet i hovedet, og en løjtnant

ved navn Jens Pedersen fra Ålborg, som har

fået benet skudt af. *Tallet på døde og kvæstede

matroser og soldater på alle skibene beløber

sig ikke engang til 300, hvilket skyldes Guds

særlige beskærmelse, eftersom der på de ero-

brede svenske skibe er henved 500 døde og mellem 2 og 3000 tilfangetagne; og at Gud har holdt 

hånden over os ses især deraf at der på skibet

Cæsar er over 100 døde og på Mars henved 200,

hvorimod der på viceadmiral Bielckes og scout-

bynacht Floris Carstensens skibe, som erobrede

dem, ikke er mere end 20 eller 30 på hvert,

uanset at de efter erobringen af bemeldte

skibe igen sluttede sig til flåden og kæmpede

hele dagen.

  Hans Kongelige Majestæt har i anledning af

den allerunderdanigste tro tjeneste, tapperhed

og berømmelige konduite som Niels Juel har

vist, såvel i dette sidste søslag som i det for-

rige, allernådigst belønnet ham med general-

admiralløjtnants rang og i andre måder forsik-

ret om sin kongelige nåde, og desuden har han

allerkristeligst forordnet at der i Hans Maje-

stæts riger og lande skal holdes bøn og taksi-

gelse til Gud Almægtigeste for en sådan herlig

sejr, eftersom de svenske med tab af så mange 

skønne skibe, officerer og gemene i Østersøen

næppe er blevet hørt og har måttet overlade 

os den fulde sejr og trække sig tilbage til deres

skær, hvorved deres farlige krigstrusler, Gud

være lovet, er afværget for denne gang.

  Det er ellers ganske mærkværdigt at højest-

bemeldte Hans Kongelige Majestæt altid i den-

ne krig har haft lykken med sig til søs den før-

ste dag i måneden, således den 1. maj i året

1676, da Gotland blev erobret af admiral Juel,

og den 1. juni samme år, da det stor søslag blev

vundet af admiral grev Tromp, og nu den 1. juni og 1. juli dette år, da vi ved admiral Juel har vun-

det to herlige sejre til søs mod de svenske. Hvad

den gode Gud fremdeles vil skænke os for vi

se, men Gud alene tilkommer æren og takken.

Den 3. september blev en sælsom og underlig

fisk fanget ved Dragør. Foran ved munden

sad en lang spids som et sværd. Rumpen var

som hos en helleflynder. På ryggen stod en høj

og lang spids som en vinge. Ved gællerne var

der nogle aflange finner som hos andre fisk.

Øjnene var så store som en velvoksen pomme-

rans, og hele fisken var halvfjerds alen lang, og

den havde ingen ben i sig undtagen raden, eller

rygbenet. En anden af samme slags blev fanget

den 2. september i Roskilde Fjord, men den var

halvanden alen længere. De var begge hvide i

kødet og var overalt under huden omgivet af

et to fingre tykt lag fedt eller flæsk. Kødet 

smagte som en laks, og den mindste blev leve-

ret til forvalteren i Hans Kongelige Majestæts

kunstkammer Benedikt Grotschilling, for at han

kunne lade flå huden af den, og anbringe den

på kunstkammeret. De blev begge tegnet og så ud som vist her ved siden af.

   Gesnerus synes i sit grundige skrift om fisk

at regne dem til sværdfiskene.

Side 745

Fyn

Mellem den 5. og 6. september er forpagter på

St. Knuds kloster, Mads Clemmensen blevet 

grusomt myrdet på sin bopæl af sin ægtehustru

Anna Egebeck hjulpet af en ladefoged og kok-

kepigen. De sidstnævnte er for det nævnte

mord blevet henrettet ved Bolbro på følgende

måde; Først blev kokkepigen, der hed Anne halshugget med et sværd, hendes hoved sat på

en stage, og kroppen med de klæder hun havde

på til retterstedet kastet ned i et hul. Derpå

blev Erik Ladefoged straffet således; 1. Blev hans hjerte levende skåret ud af ham og bød-delen slog ham på munden med det. 2. knuste bøddelen hans arme og ben med et hjul, 3. skar

en rem af hans bug og en rem af hans ryg 4.

huggede han hovedet af ham med en økse og 

satte det på en pæl, 5. parterede han hans le-

geme og lagde det på fire stejler. Det var deres

løn fordi de så grusomt og grumt uforskyldt

havde pint livet af den gode og ærlige mand

og ikke ville bønhøre ham da han så ynkeligt

bad om at måtte beholde livet. Hustruen sidder

indtil videre i arrest på St. Knuds kloster og 

bevogtes daglig af fire karle.

En sandfærdig beretning om et overmåde stort

og underligt dyr, som er blevet fundet tæt ved

byen Siena i Italien, og hvis udseende er be-

skrevet af troværdige personer og afleveret i 

Rom den 27. april 1679 af en udsending.

    Oversat til dansk efter det italienske eks-

emplar af beskrivelsen, som er trykt i Rom med 

rådets samtykke:

Når der er forekommet adskillige tilfælde af

luftens forstyrrende påvirkninger, jordskælv,

formørkelser i sol og måne, eller elementerne

på visse tider af året har været i heftig bevæ-

gelse og har skiftet fra den ene yderlighed til

den anden, så plejer også særlig mærkværdige

og overnaturlige væsener at give sig til kende.

Hvilket man har erfaret gennem århundreder

i mange riger, provinser og lande. Sådant har 

også efter mange sælsomme skydannelser og

utroligt vejrlig, som er oplevet i indeværende

år over næsten hele Europa, fundet sted i det

store hertugdømme Toscana, idet der nemlig

den 22. marts har været et grueligt jordskælv

ved en by, som kaldes Padule ikke langt fra

Siena, hvorved mange huse og bygninger er

sunket i grus, og en stor og vidtstrakt land-

strækning revnet, hvorved store vandstrømme

er vældet frem, så man her og der har set nye

flooder opstå. Straks derefter har man i en om-

kreds af to mil hørt en skrækkelig brølen, der

satte lige så stor skræk i beboerne som selve

ulykken. Men da man undersøgte årsagen til

denne usædvanlige skrålen, så man endelig at

et grueligt hæsligt og underligt dyr havde be-

givet sig op på et stykke jord der var omgivet

af vand. Dyret var af en forfærdelig og usæd-

vanlig størrelse. Hovedet var som et oksehoved med to horn, men langt større. De fire fødder

var skabt som en skildpaddes fødder, huden og

ryggen var fuld af skæl, og på ryggen var der

fire skjolde med adskillige øjne eller aftegnin-

ger, ligesom rensdyr eller pantere plejer at

have. Desuden er det i alle sine bevægelser som

en skruptudse. Efter den skrålen som det uaf-

ladelig udstøder regner man med at dyret er af

en okses natur, såsom også hovedet, der er den

ædleste legemsdel, er dannet i lighed dermed;

det samme gælder hornene, der dog begge er

af usædvanlig størrelse. Rumpen, som ligner

en krokodilles rumpe, er såvidt man kan skønne

omkring 20 fod lang og tykkelsen, hvor den er allertykkest, næsten 12 fod. Hidtil har man

ikke kunnet finde ud af hvad dette sælsomme 

dyr lever af, men man formoder at det får

sin næring af den slimede og med vand over-

skyllede jord, hvor der også opholder sig mange andre slanger og udyr.

   Man har næret frygt for en forgiftning af luf-

ten, men Gud være takket har vi hidtil vær

ganske forskånet for det. Den gode og nådige

Gud give at det så afskyelige, forskrækkelige

og så længe verden har stået, ikke hidtil sete

underlige dyr, ikke varsler nogen bedrøvelig-

hed hvor med Hans retfærdighed vil straffe vore

synder og gøre en ende på megen ondskab som

nu om stunder går i svang, hvilket vi kun kan

bøde på formedelst en sand bod og bedring i

liv og levned.