Den 15. i denne måned blev Hans Kongelige

Majestæt vor allernådigste arvekonges og Her-

res fødselsdag fejret med stor festivitet på salig

enkedronningens slot Amalienborg, og der blev

forestillet Hans Majestæt en liden opera på tysk

(kaldet> De forenede guders strid<), hvorover

majestæten med det ganske kongelige hof havde

deres største behagelighed og fornøjelse.

    Operahuset var bygget af fyrrebrædder på

den venstre side mellem haven og slottet tæt

ved den nordre fløj. Fra slottet gik et galleri ind

i bemeldte operahus, som var prydet med ad-

skillige billeder og figurer, og selve huset var

overalt smukt pyntet med enebærris. Og fordi,

formedelst den snævre plads, kun de store af

det kongelige hof blev ladet ind bemeldte dag

ville man den 19. i denne måned igen lade fore-

stille den samme opera, hvortil mangfoldige

høje og lave standspersoner, store og små, ind-

fandt sig. Først trådte Mercurius frem, som var

Prologus; derefter begyndte Mars, som var den

første optrædende i denne første akt, at synge

de første vers, og i det samme hørte man nogen

råbe: Vand! Vand! Tilskuerne såvel som aktø-

rerne blev meget bestyrtede da de så at en

lampe havde antændt den udsmykning som før

er omtalt. En del rejste sig op, andre mente ikke

at der kunne være nogen fare og bragte til-

skuerne til ro igen, men i det samme gik der ild

i enebærrisene, som antændte det ganske opera-

hus. Enhver søgta da at redde sig  det bedste han

kunne, og eftersom alle tilskuerne ikke vidste

af nogen anden dør end den hvorigennem de

var kommet ind, blev der sådan en trængsel

efter at komme ud at den ene faldt over den

anden og spærrede således for hinanden at de

ikke alle kunne komme ud. Samtidig blev der

sådan en ynkelig hylen og skrigen at man ikke

vidste hvad man skulle gøre, thi det var umu-

ligt at redde dem i slig en hast; snart tog luen

og røgen overhånd så at de elendige mennesker

ikke længere kunne få vejret, hvorfor de over-

gav sig til døden, seende at der ingen frelse var

at vente, uden fra den Almægtige Frelser. Alle aktørerne, som var kendt med husets indret-

ning, undslap lykkeligt med det samme, og si-

den en stor del af tilskuerne. De som var uden-

for kunne formedelst ilden ikke komme porten

nær og måtte således nøjes med at se bedrøvede 

til og overvære det jammerlige skue, som ikke

noget menneskes hjælp kunne standse. Dan en

stor del mandspersoner, som var kommet ud,

så at deres hustruer og børn ikke var med dem,

begav de sig af brændende kærlighed ind i il-

den igen i den mening at redde deres ægtefælle

og børn og omkom sammen med dem som de

søgte og som ilden fortærede. Indenfor et kvar-

ters tid var operahuset nedbrændt og antændte

siden det skønne slot Amalienborg, som brændte

fra klokken fire om eftermiddagen til klokken

otte om aftenen; men af løsøre og andre sager

som befandt sig derinde blev det meste reddet,

og en stor del af slottet står endnu. Da ilden

var slukket så man de brændte legemer ligge

i en stor hob ovenpå hinanden; de fleste var så

forkullede at man ikke kunne kende dem på

andet end hvad de havde hos sig og på sig, og

de blev opsøgt og hjembåret af deres pårørende

under ynkeige klageråb. Såvidt man indtil dato 

har hørt er i det mindste 180 personer, store og små, mestensdels fruentimmer, omkommet. De

fleste og fornemste familier her i staden er ble-

ven delagtige i denne sorg, og de som Gud har

bevaret er sorgfulde nok af medynk for dem

som er døde. Hans Kongelige Majestæt har af

kongelig mildhed anbefalet at enhver må lade

sine døde begrave efter eget behag uden sæd-

vanlig betaling til kirke og skole, og de døde

legemer som ingen vil kendes ved har majestæten ladet begrave på kirkegårdene. Gud den Al-mægtigste bevare os herefter for al ulykke!

Den 17. henunder aften ankom Hans Zariske

Majestæt her udfor staden med sin galajflåde,

48 galajer stærk og bemandet med henved 8000 mand udvalgt besætning. Hans Kongelige Maje-

stæt og hans høje følge sejlede Hans Zariske

Majestæt henved en mils vej imøde ud på re-

den hvor de høje majestæter da mødtes ved

søfæstningen Prøvestenen, og vor allernådigste

konge steg så med følge ombord i zarens galaj,

hvor de to høje potentater da hilste og omfav-

nede hinanden særdeles kærligt. Da deres Maje-

stæter tilligemed galajflåden, som var ganske

prægtig at skue, var kommen inden for bommen,

steg de i land ved toldboden, og Hans Kongelige

Majestæt førte så Zaren og det høje følge - på

det prægtigste ledsaget både for og bag - gen-

nem staden, hvis høje borgerskab samt garni-

sionen stod opstillet med gevær, mens der blev

Den første dag i denne måned klokken henved

ét har det behaget Deres Zariske Majestæter at

tage det skønne bibliotek i Trinitatis kirke i 

øjesyn; derefter det astronomiske Rundetårn,

hvor Hans Zariske Majestæt red og Hendes Za-

riske Majestæt lod sig køre op for gennem de

matematiske instrumenter at betragte stjerner-

nes og især planeterne Venus' og Jupiters ba-

ner, hvilket var majestæterne til megen fornø-

jelse. Zaren vidste god besket med hvordan

man under sejlads skulle aflæse længde og 

bredde på himlen, hvilket Hans Majestæt tviv-

lede på at man kunne slutte sig til på havet

udfra Jupiters såkaldte drabanter og følgesven-

de, fordi man på et skib ikke kunne bruge de

samme instrumenter som til lands, men han

mente at månen, hvis der kunne udfindes en

ligning mellem den og de faste stjerner, ville

åbenbare det, hvorfor Hans Majestæt bad den

dér tjenestegørende astronomiske professor om

at indrette sine studeringer på dette formål.

Hans Zariske Mjestæter har således stor indsigt

i slige sager og befalede da også ofte denne

professor at komme til ham. Derpå forføjede Deres Zariske Majestæter sig til Rosenborg,

hvor de blev herligt trakteret af Deres Konge-

lige Majestæter og efter taflet forlystet med

ringrendning til vands på Rosenborgs kanal.

Dette slot er grundlagt af Frederik den Anden

på et smukt, sundt og godt sted og er omgivet

af en stor sø. Det ligger i en meget frugtbar egn

og er omkranset af dejlige skove. Den herlige

og prægtige bygning er enhver stolt af, og den

er så priselig en bygherre som den fordums stormgtigste, nu højlovet ihukomne kong Chri-

stian den Fjerde ærdig, hvis navnetræk ses overalt på denne dyrebare bygning. Dog er den blevet ikke så lidt udbygget og forbedret ind-

vendig af de efterfølgende konger, og i særde-

leshed af vor nu regerende allernådigste konge

og hersker. Fra begyndelsen er der ved dette

slot blevet anlagt en lille by der hedder Hille-

rød, og som på grund af at hoffet opholder sig

her om sommeren er vokset mærkbart fra en

beskeden begyndelse og er forsynet med adskil-

lige smukke bygninger, som er rejst dels af de

kongelige embedsmænd der har deres tjeneste

ved slottet, dels af andre, som på grund af ste-

dets behagelighed har taget ophold eller skaffet

sig næring der. Der er ingen kirke i byen, men

beboerne går i slotskirken. Byen har købstads-

rettigheder og en byfoged. Kong Frederik den Anden oprettede en latinskole i byen, men lod

den siden for visse årsagers skyld flytte til Sorø.

Men Salig højlovede kong Christian den Fjerde

fandt det fornødent igen at grunlægge og ind-

rette en ny latinskole dér, til hvilket formål

han da lod bygge en smuk skole, hvor rektor og

lærere har fri bolig; diciplene modtager en be-

skeden ydelse til deres underhold, og Hans Kon-

gelige Majestæts hofprædikant er beskikket til

at føre tilsyn med skolen.

Denne store konge har vi også at takke for

oprettelsen af andre skoler, og ligesom det be-

hagede kong Christian den Fjerde at fremme

Guds ære ved oprettelse af skoler og at smykke

 landet med skønne palæer og bygninger, så

mærker vi jo ikke mindre interesse for begge

dele hos vor store konge, kong Frederik den

Fjerde, som foruden utallige andre prisværdige

gerninger, og ypperlige foranstaltninger i sin

regeringstid, fornylig - for at fremme Guds

ære og udrydde den vankundighed der hersker

hos almuen på lander - har ladet oprette skoler

ved rytterdistrikterne, hvor ungdommen uden

stor bekostning kan oplæres og øves i gudfryg-

tighed, og hvorom det den 28. marts har behaget Hans Kongelige Majestæt under sin kongelige

hånd og segl at udsende en instruks som Hans Kongelige Majestæt allernådigst befaler at en-

hver skolemester i rytterdistrikterne indtil vi-

dere skal rette sig efter i det embede der er

betroet ham som skolemester.

   1. Han skal daglig holde skole i det dertil

indrettede og ham anviste hus for alle drenge

og piger i de byer som er underlagt den pågæl-

dende skole, og han skal ikke alene tage imod

bomænds, husmænds og indsidderes børn, men

også deres tyende når de forlanger det af ham.

   2. Skulle der findes nogle fattige og forladte

fader- og moderløse børn som intet tilholdssted

har, men lever af almisse, skal han også tage

imod dem og ikke tage sig mindre af deres un-

dervisning end af andres.

    3. Så snart han tiltræder sit embede skal sog-

nepræsten give ham en nøjagtit og udførlig liste 

over alle børn og alt tyende i de byer som hører

under hans skole, for at han deraf kan se om

alle børnene, såvel drenge som piger, flittigt

søger skolen senest så snart de er over fem år

gamle. Skulle nogen af børnene uden deres for-

ældres vidende og imod deres vilje udeblive fra

skolen, underretter han forældrene herom, som

da straffer dem med ris; men holder forældrene

selv deres børn hjemme skal han straks anmelde

det til præsten, som kalder disse forældre op til

sig og foreholder dem deres forseelse, hvorved

de skal angive årsagen til at børnene ikke op-

lyses i den saliggørende Guds-kundskab og intet

lærer af det hvormed de til sin tid kan tjene

deres konge og fædreland. Kan præsten ved

disse formaninger ikke i mindelighed formå for-

ældrene til at holde deres børn flittigt i skole,

skal han uopholdelig indberette det til amtman-

den som straks skal råde bod herpå og efter

sagens og omstændighedernes beskaffenhed

drage omsorg for at forældrene bliver afstraf-

fede, enten med pengemulkt eller med fængsel

på vand og brød, eller, hvis forseelsen har genta-

get sig tre gange, med offentligt skrifte.

   4. Han skal med lige stor flid og omhu tage

sig af alle børnene, såvel den allerfattigste ind-

sidders som den bomands der ikke savner noget,

for han bør ikke tage hensyn til forældrenes

situation og formue, men hans eneste mål skal 

være at få hver enkelt af de ham betroede børn

forsvarligt undervist.

   5. Udebliver nogen af børnene i den by hvor

skolen holdes skal han, så snart han erfarer at

de ikke er mådt i skolen, lade forældrene det

vide og af dem forlange en gyldig årsag til at 

de ikke er kommet i skole.

   6. For at forældrene ikke skal beklage sig

over at de mangler den hjælp og tjeneste fra

deres børn som de ellers kunne vente ifald de

ikke jævnligt skulle i skole, skal han sørge for

at de børn over otte år som har været i skole

om formiddagen kan blive hjemme om efter-

middagen; dog skal han give agt på at de der

er i skole om formiddagen den ene dag møder

i skolen om eftermiddagen den næste dag, så

disse børn kan holde fri den halve dag når

forældrene forlanger det, men børn under otte

år og børn som forældrene ikke forlanger hjælp

af kan være i skole såvel formiddag som efter-middag.

   7. Fra påske til mikkelsdag holder han skole

fra klokken 7 til 11 om formiddagen og fra klok-

ken 2 til klokken 6 om eftermiddagen, men fra

mikkelsdag til påske, fra klokken 8 til klokken

12 om formiddagen og fra klokken to til klokken

4 om eftermiddagen.

   8. Hver morgen skal han begynde med bøn

således at der først synges en morgensalme, der- efter læses morgenbønnen samt et kapitel af

Den Hellige Skrift og endelig synges en bods-

eller åndelig salme. Mens morgenbønnen læses

skal alle tilstedeværende børn ligge på deres

knæ, og han skal se til at børnene synger sal-

merne, beder bønnen og hører Guds ord med

andagt, dog skal han drage omsorg for at der

efter vejrets beskaffenhed om vinteren når det

er dårligt vejr kun synges et par vers af en

salme, for at børnene kan komme hjem endnu

mens det er lyst og ikke skal komme til skade

ved snefog og i mørke.

   9. Når morgenbønnen er holdt skal han straks

begynde at læse med bønene, men eftersom der 

er både piger og drenge i skolen skal han sørge

for at drengene sidder ved et eller flere borde

for sig selv og pigerne for sig selv, da de ingen-

lunde må sidde blandt hinanden.

   10. Han skal af al flid lære børnene dr. Lut-

hers lille katekismus, som de skal kunne udenad

ord for ord, dernæst den i stiftet benyttede for-

klaring, som han ikke må lade dem lære udenad

sådan at de binder sig til ordene, man han bør

tit og ofte forandre spørgsmålene til dem, efter-

som det er bedre at de kan gøre rede for me-

ningen end at de kan læse ordene op uden at

forstå dem.

   11. Alle børnene i skolen skal han desuden

lære at læse indenad i bøger, ligesom han tillige,

når forældrene forlanger det, skal undervise

dem i at skrive og regne, for hvilket forældrene

skal betale ham otte skilling dansk månedlig

pr. barn til skrivematerialer, men for læsningen

betales intet.

   12. Ligesom skoledagen begyndes om morge-

nen med sang, bøn og læsning af Guds hellige

ord, bør den også sluttes om aftenen, hvor der

da først synges en åndelig salme, hvorpå alle

børnene knæler ned mens aftenbønnen læses;

siden læses et kapitel af den Hellige Skrift, og

endelig sluttes med en aftensalme. På samme

måde skal der også inden børnene forlader sko-

len om middagen læses to, tre eller fire artikler

af Lovbogen for dem, alt efter årstiden.

   13. Når aftenbønnen således er holdt, går bør-

nene hver til sit hjem, og de børnns forældre

som ikke bor i den by hvor skolen holdes skal

ligesåvel som de børns forældre i den by hvor skolen holdes, selv drage omsorg for at få bør-

nene hjem fra skolen.

   14. Mens børnene er i skole skal skolemeste-

ren frem for alt give nøje agt på at de ikke

bander, bruger skældsord og utugtig snak eller

støjer, kives og slås, men finder han at en eller anden af dem forser sig heri, så straffer han

dem med ord og foreholder dem alvorligt at de

i skolen skal være stille og opmærksomme og

ikke fortørne Gud eller gøre hinanden fortræd.

   15. Om søndagen og på helligdagene samt be-

dedagene skal børnene møde skolemesteren ved

kirken, og han følger dem ind i kirken og for-

bliver der indtil prædiken og katekisation er

forbi. Han skal også give nøje agt på at bør-

nene fra de fjernereliggende byer ligeledes mø-

der i kirken, og at de følges med deres forældre

men nødes forældrene til nu og da at lade et

barn blive hjemme for at se efter huset, skal

han sørge for at det barn der har været hjemme

en søndag kommer i kirke den næste søndag,

mens en af dem der var i kirke forrige søndag

derimod kan blive hjemme hvis forældrene fin-

der det nødvendigt.

   16. Når biskoppen engang hvert tredie år eller

oftere besøger kirken og overhører ungdommen,

så skal skolemesteren være til stede med alle

de børn der går i hans skole, og han skal da

inddele dem i forskellige klasser, først dem der

blot har lært en eller flere af de fem dele i Lut-

hers lille katekismus, dernæst dem der kan den

hele katekismus uden forklaring, så dem der

tillige har lært forklaringen og sentenserne, og

endelig dem der desuden kan Davids syv bods-

salmer. Når børnene således er stillet i orden

kan biskoppen overhøre enhver i det de har

lært, hvorunder skolemesteren hele tiden skal

være til stede, for at stå til regnskab, hvis der

skulle være noget at udsætte på hans undervis-

ning. Til dette formål skal biskoppen have ret til

direkte at spørge ikke blot provsten, præsten

og degnen, men endog hele menigheden om de

har noget at udsætte på skolemesteren, og hvis

han enten er forsømmelig i sit embede eller er

usømmelig i sit liv og levned, eller biskoppen

hrer klager over at skolemesteren ikke følger

sin instruks, skal biskoppen sige det til provsten

og præsten og irettesætte dem for at de har 

ladet en så uduelig skolemester sidde, som burde 

være afsat af amtmanden og dem, hvorefter de

skal indberette det til amtmanden og uden vi-

dere proces afsætte ham.

   17. Provsten skal også besøge kirken en gang

hvert år og skal da på samme måde son når

biskoppen hvert tredie år besøger kirken - 

hvorom den foregående artikel handler - både

overhøre børnene og undersøge om der skulle

være noget at sige skolemesteren på, hvilket i

så fald skal indberettes til amtmanden, og hvis

både amtmanden, provsten og præsten finder

at han ikke har overholdt sin instruks og har

forsømt sit embede, skal de uden videre proces afsætte ham.

   18. Han skal ved sådanne kirkebesøg af biskop

og provst have en liste ved hånden over dem

der går i hans skole, hvor enhvers navn er skre-

vet op, om og hvor ofte han eller hun har for-

sømt skolen, og biskoppen og provsten skal da

undersøge om sådant er børnenes eller forældre-

nes skyld, for at de skyldige kan blive foreholdt

forseelsen efter dens beskaffenhed.

   19. Når børnene i skolen er blevet undervist

såvidt at de kan modtages til det højværdige

alters sakremente, skal han dog bagefter gen-

nemgå deres børnelærdom med dem en eller to

gange om ugen, for at de ikke skal glemme

hvad de har lært, og hvis nogen af dem desuden

forlanger at få mere undervisning i at regne

og skrive må han ikke nægte dem det.

   20. Såfremt nogle af dem der er indrulleret i

landmilitsen, eller af de voksne fremmede men-

nesker der er flyttet til sognet, skulle vise sig

at være så vankundige og uoplyste i deres salig-

heds sag at sognepræsten ikke med god samvit-

tighed kan modtage dem ved Herrens bord, så

skal han, sår sognepræsten henviser dem til

ham, være pligtig at undervise dem på bestemte

tider, således at de kan få den fornødne kund-

skab om Gud og deres salighed.

   21. Han må ingenlunde med hug og slag

handle ilde med børnene, man han skal var-

somste måde søge at rette deres fejl. Hvis nogen

ikke er flittig til at lære, så skal han lade så-

danne blive i skolen længere end de andre; dog

bør han tage hensyn til børnenes lærenemhed,
hvorved en kan være bedre begavet end en an-

den og derfor på kortere tid kan fatte det som

en anden skal have længere tid til at lære. Hvis

hans formaninger og den lempelige straf han

lader børnene udstå ved at lade dem blive læn-

gere i skolen, ikke hjælper, siger han det til

deres forældre, af hvem -  eller af ham i deres

nærværelse - de da straffes med ris efter for-

seelsens beskaffenhed. 

   22. For børnenes undervisning i læsning må

han ikke forlange eller modtage noget, hverken

af deres forældre eller af andre, da han derved

efter loven kan straffes med at miste sit embede,

men han skal lade sig nøje med den løn der er

tillagt ham kvartalsvis af kirkeinspektøren, og

desuden skal der leveres ham tre skovlæs brænde

og af hver tyve tønder hartkorn et læs tørv samt

af hver tønde hartkorn et lispund hø og et lis-

pund halmfoder til hans kvæg, og han skal der-

til have fri græsning til to køer og seks får

blandt bøndernes kvæg og tillige være fritaget

for alle skatter, ydelser og afgifter, hvad de end

kaldes, og de husmænd som har børn skal enten

yde skolemesteren to dages arbejde om året el-

ler betale ham en mark; forlanger eller modta-

ger han mere bør han, når hans skyld heri er

bevist, uden videre foranstaltninger miste sit

embede.

   23. Denne instruks skal trykkes og opslås til

alles underretning i enhver skole, og den bør

og skal i alle måder overholdes; men den skole-

mester som retter sig efter den og desuden viser

særlig flid med de unges undervisning, ham vil

Hans Kongelige Majestæt allernådigst, forudsat

han er student, belønne med et ledigt degnekald,

eller endog et præstekald, hvis han skønnes at

have evner til det, dog således at han skal have

været skolemester i fire elleri det mindste tre

år, før han må søge et sådant embede; og det

er Hans Kongelige Majestæts allernådigste vilje

at denne instruks skal læses fra prædikestolene

hvert år efter prædiken den første søndag efter

helligtrekongers dag.

Den 9. har vi med posten fra Bergen i Norge

modtaget de tidender at den 12. i forrige måned

var skibet "Håbet" kommet tilbage fra Grøn-land, efter at det i maj 1721 var afsejlet fra

Bergen og havdet overvintret der i landet. Med

skibet har man tillige modtaget breve af 18. og

20. juni i dette år fra den i Grønland tilbage-

blevne missionær Hans Egede og bogholder

Hartvig Gientoft, og brevenes indhold er i kort-

hed dette: Af de fra Bergen med skibet "Håbet"

udsendte nogle og fyrre mænd er kun to afgået

ved døden, den ene, som var tømrer af profes-

sion, var allerede syg da han gik ombord og

døde ved skibets ankomst til Grønland den 2.

juli 1721, den anden døde den 12. februar 1722.

   Ved ankomsten til landet på 64 grader og 7

minutter fandt præsten og de udsendte folk ind-

gyggerne omgængelige og fredsommelige så at

de gennem det år de har opholdt sig blandt 

grønlænderne ikke er blevet tilføjet den ringe-

ste skade eller har haft noget udestående med

dem, med undtagelse alene af en enkelt nord-

mand, som for desto bedre at lære indbyggernes

sprog at kende har logeret hos dem i 14 uger

to mil fra kolonien, og som da han blev fortrolig med disse folk og de engang skæmtede med

hinanden, blev fortrydelig og gav en af grøn-

lænderne et munddask, denne gav ham igen med

samme mønt, hvorpå nordmanden trak sin kniv,

men grønlænderne overmandede ham og tog

den fra ham og gav ham et slag i ansigtet  med

skæftet, så der kom blod; derpå bemægtigede de

sig hans ladte gevær og skjulte det, men da

nordmanden imidlertid så sit snit til at få fat

i en økse i et andet kammer og ville gå til 

angreb på grønlænderne med den, fik de talt

ham til besindighed så de kunne stille hans

vrede, hvorefter de tørrede blodet af ham og

bad ham om ikke at fortælle at de havde slået

ham, men i stedet sige at han var faldet og

havde stødt sig.

   Men hvor fredeligt end kolonien har levet,

såvel indbyrdes som med grønlænderne, har der

dog ikke været megen handel, jagt og fiskeri,

som i alt kun har givet fire rensdyr, nogle få

ryper samt harer, eftersom fuglene og dyrene

der i landet er meget sky, for grønlænderne

jager uophørlig efter dem. Skibets hele retur-

ladning består kun af 14 kordeler eller 26 tøn-

der spæk og tran, 160 stk. sæl- og ræveskind og

en del malm. Nordmændene har ellers rejst om-

kring såvel på øerne som på fastlandet og har

til enhver tid søgt natteleje hos indbyggerne,

hvilket grønlænderne ligeledes har gjort hos de

norske. Fangsten af hvalfisk foregår på 69 gra-

der, og såvidt man endnu har kunnet erfare

tager indbyggerne bolig vinteren over på 60 til

70 grader for at kunne fortsætte deres fiskeri.

De norske kolonier er anlagt på det sted hvor

grønlænderne mest opholder sig, nemlig på

øerne. På fastlandskysten findes der bekvemme

steder for græsning , hvor man kan holde kvæg,

desuden lidt krat og birkeskov i mandshøjde.

Langs øerne og ved strandbredden kommer der

store træer af gran og fyr drivende i havet,

hvorved de norske har haft i overflod af ilde-

brændsel; et af disse var så stort at da det blev

savet i stykker fik de ikke alene brædder nok

til at lægge gulv i en stue, men så mange tilbage

at de byggede en båd af dem. Nogle regner med

at disse træer kommer fra Amerika, men præ-

sten Hans  Egede slutter at eftersom drivisen

ikke når frem til dette sted i landet hvor han

og hans folk har opholdt sig vinteren over, og

træerne findes drivende der omkring, så må de

komme fra de store fjorde som strækker sig op

i landet, og at der inde i landet må findes skove

og gode græsgange.

   Hvor langt landet er bebygget er ukendt, men

de indbyggere man hidtil har mødt lever meget

fredeligt, ærbart og kysk, skønt de hverken ken-der til Gud eller himlen, djævelen eller helvede.

Man har aldrig hørt nogen kiv og trætte mellem

mand og kone, forældre og børn, men der vises

god kærlighed og forståelse mellem dem. Deres

unge pigebørn har af blufærdighed ikke vilet

fortælle de norske hvad brysterne kaldes på

deres mål. Når nordmændene har indlogeret sig

hos grønlænderne om natten, har kvinden i hu-

set lagt de unge på den ene side af sig ind mod

husvæggen, og de norske på den anden side af

sig. Deres føde er for det meste råt kød, tildels

lufttørret. Indbyggerne bliver temmelig gamle

og det menes at mange af dem bliver 100 år og

derover. Hvis den ene har noget giver han den

anden deraf, og de tager ikke noget fra hin-

anden. De regner den udsendte præst for at

være en stor mand, og når han prædiker er de

efter deres maner ganske andægtige, så han hå-

ber at omvende mange af dem så snart han har

så meget magt over deres sprog at han kan præ-

dike på det.

På denne bredde, 64 grader,  er dagen om vin-

teren længere end i Bergen, der er kulde og

frisk vinterluft med kun lidt sne, og som de

fleste siger har vinteren ikke været hårdere der

end den plejer at være i Bergen.

   Det skib der i år afsejlede fra Bergen ankom

til Grønland den 8. juli for at handle, men det

har dog ordre til at sejle hjem igen i slutningen

af juli. Hans Egede bliver i Grønland sammen med 18 mand, resten har han sendt tilbage til

Bergen og han mener at det ikke er nødvendigt  at

have et skib hos sig vinteren over, for de er så

velforsynede med proviant at der er nok til tre

år.

   Blandt andre ord i grønlændernes sprog er

følgende gloser nedskrevet: solen kaldes: soken-oeh, en skjorte: annas annich, synål: nikenich,

knappenål: kuklanich, båd: kajak, kone: kone,

hoser: all-senich, perler: tapane, rensdyr: tuch-

temich, ræveskind: kochomich, spæk: opauxh,

præsten: perlesee.

   Så glædelige som disse tidender er om det så

længe tabte og nu genfundne Grønland, så for-

nøjelige er også de som er modtaget fra Tranke-

bar om evangeliets fremgang der på stedet, hvor

Den 11. i måneden oprandt vores allernådigste

konges højlyksalige fødselsdag, da Hans Kon-

gelige Majestæt gik ind i sin alders 54. år, hvilken

dag blev meget højtideligt holdt på Frederiks-

borg i en prægtig stor forsamling af ministre

og kavalerer, som i al underdanighed gjorde de-

res lykønskninger. Ved det kongelige taffel

spiste da 48 personer, foruden de personer der

blev trakteret ved de to marskal-tafler. Ved

desserten, som blev sat frem på de høje konge-

lige herskabs bord, præsenterede hofkonditoren

eller sukkerbageren Ziegel et fort eller fæst-

ning af sukker med alle tilhørende værker og

befæstede med palisader; indeni sås garnisionen

i fuld udrustning med gevær og ellers alt hvad

der hører til en fæstning. Dette fornøjede Hans 

Kongelige Majestæt saare, ikke mindst da der

fra samme fæstning, så snart det kongelige her-

skab havde rejst sig fra taflet, blev affyret 27 skud

fra 27 små kanoner.

    Selvsamme dag ankom i sundet et skib fra

Bergen med to vilde grønlændere som er bragt

hid fra Grønland med det Bergenske Grønlands-

Kompagnis skib; de er kun små af størrelse men

desmere af tykkelse, Sortebrune i ansigterne,

er dog ikke så vilde at de jo især respekterer

præsterne, thi så snart de var kommet i land,

og de så dem der stod og betragtede dem, rejste

de sig op og gav dem hånden, hviket de ikke

gjorde ved nogen anden. Dagen efter blev de

i deres dragter forestillet for kongen og dron-

ningen på Fredensborg.

Den 20. oktober klokken halvgåen syv om afte-

nen har det behaget Gud at hjemsøge den kon-

gelige residens-stad København med en stor il-

brand som varede til lørdag morgen. Branden

begyndte i det lille hus ved Vesterport, og da der

blæste en stærk vind fra sydvest og der i dette

kvarter savnedes vand og desuden sammesteds

var en stor mængde brændeskure fyldt med

elle- og fyrrebrænde samt adskillige hørboder,

fik ilden sådan en magt at den trods alle de

foranstaltninger der blev truffet ikke kunne

dæmpes. Men da den tog overhånd i Vestergade

og åd sig bag om volden gennem Larsbjørn-

stræde, Studiestræde og St. Pederstræde til Nørregade, og dens gnister eller stikflammer

også dér antændte brændeskurene, blev alle hu-

sene i de tilstødende gader der lå i vindretnin-

gen lagt i aske tillige med Vor Frue, St. Petri,

Helliggejst, Trinitatis og den Reformerte kirke,

og desuden af de offentlige bygninger rådhuset,

en del af Vejsenhuset, Kommunitetet, Akade-

miet (undtagen konsistorium), Vor Frue Latin-