Fjerde bog.
Her tager med forlov den fjerde bog sin begyndelse.
1. Danerlandet består næsten udelukkende af øer, hvad man også kan læse i "Den hellige Ansgars liv og levned" . Omtalte Danmark afgrænses fra vore landsmænd Nordalbingerne af Ejderen, som har sit udspring dybt inde i hedningernes skov, Isarnho, der hævdes at strække sig langs Barbarhavet frem til Slien. Ejderen løber ud i Friserhavet, der af Romerne kaldes Britannerhavet. Den første del af Danmark, som hedder Jylland, strækker sig på den lange led fra Ejderen i nordlig retning, og man har tre dagsrejser foran sig, hvis man tager over Fyn. Men hvis man tilbagelægger den lige vej fra Slesvig til Ålborg, har man hele fem til syv dages rejse foran sig. Det var kejser Ottos marchrute helt op til det sted i det yderste Vendsyssel, hvor man når havet, som den dag i dag hedder Oddesund efter kejserens sejr. Jylland er bredest ved Ejderen, der fra snævrer det gradvis ind ligesom en tunge og former den spids, som hedder Vendsyssel, hvor Jylland ender. Herfra er overfarten til Norge kortest. Landet dér er ufrugtbart og virker, bortset fra områderne nær floden, nærmest som en ødemark, et saltland og en vældig ørken. Nok er hver del af Germanien dækket af skrækkelige dybe skove, men Jylland er dog langt den mes grufulde landsdel, og man undgår gerne området; tillands på grund af mangel på korn, tilvands på grund af faren for sørøvere. Jylland er næsten ikke opdyrket nogetsteds og næsten ikke egnet til menneskelig beboelse. Men hvor havets arme møder hinanden, finder man de største byer. Det var dette område kejser Otto engang tvang til at betale skat og inddelte i tre bispesæder. Det ene lagde han i Slesvig, der også hedder Hedeby og er beliggende ved den arm af Barbarhavet, der af den lokale befolkning benævnes Slien. Det er fra denne havneby, man gerne sender skibe afsted til Slaverlandet, til Sverige og Semland, ja helt til Grækenland. Det andet bispesæde lagde han i Ribe, der er omgivet af et andet vandløb, som strømmer ind fra Oceanet, og ad hvilket skibene sætter kursen mod Frisland, ja sågar England eller vort eget Sachsen. Det tredje bestemte han skulle ligge i Århus, som kun er adskilt fra Fyn af et ganske snævert farvand, der begynder i Østersøen og strækker sig mod nord i lange bugtninger mellem Fyn og Jyland helt op til nævnte Århus by. Derfra kan man sejle til Fyn, Sjælland og Skåne, ja helt op til Norge.
2. Men senere da det bispesæde, vi har omtalt som det tredje, gik ind, beholdt han kun de to i Jylland, nemlig det i Slesvig og det i Ribe. Og sådan forblev det indtil fornylig. For da biskop Wal døde delte man - med ærkebispens tilladelse - hans stift i fire bispesæder. Ærkebispen indsatte da Oddo i Ribe, Kristian i Århus, Heribert i Viborg og Magnus i Vendsyssel. Da sidstnævnte led skibsbrud på vej hjemad efter sin ordination lod han ham erstatte af Albrich. Nævnte fire bisper modtog ved denne lejlighed Ribe stift som gave af Kong Svend.
3. Af sine klerke indsatte ærkebispen Ratolf i Slesvig. Wilhelm i Sjælland og Eilbert i Fyn. Om sidstnævnte fortælles at han af sørøvere blev tvunget til at vende om og derved opdagede øen Farria, som ligger skjult i en afkrog af oceanet ud for Elbens munding, og at han gjorde den beboelig ved at opføre et kloster derude. Øen, som er beliggende overfor Hadeln, er knapt otte mil lang og fire bred. Indbyg-gerne anvender halm og vragstumper som brændsel. Det forlyder, at sørøvere, der har taget selv det allermindste bytte, med derfra, altid straks har lidt skibbrud, eller er blevet dræbt af andre, og at ingen af dem er vendt hjem uskadt. Derfor bringer de gerne med stor re-spekt en tiendedel af deres bytte til de eremitter, som bor på øen. Farria er frugtbar på korn, rig på fugle og fuld af kvæg. Den har kun ét højt punkt og ikke et træ. Øen er omsluttet af skarpe skær, og derfor er der kun én landingsplads, hvor der også findes ferskvand. Stedet er helligt for alle søfarende, men især for sørøvere. Det er derfor, det hedder Heiligland. Af "Den hellige Willibrods liv og levned" erfarer vi, at øen hedder Fosetisland og ligger i grænseområdet mellem Danerne og Friserne. Der findes også andre øer ud for Frisand og Danmark, men ingen tilsvarende nævneværdig.
4. Fyn er en ganske anseelig ø beliggende i indsejlingen til Barbarhavet bag den ø, der hedder Vendsyssel. Fyn ligger tæt op til den lands-del der hedder Jylland, hvorfra overfarten til Fyn overalt er ganske kort. Den store by her er Odense, og i en kreds rundt om Fyn finder man bitte små øer alle rige på afgrøde. Og man skal bemærke sig, at drager man over Jylland til Fyn, rejser man direkte nord, men hvis man rejser til Sjælland over Fyn, har man retning stik øst. Der er to overfartssteder til Sjælland: Det ene på Fyn, det andet i Århus. Begge ruter er lige lange. Havet er af natur stormfuldt og i dobbelt forstand farligt, for man kan næppe undgå at falde i hænderne på sørøvere, selvom man får gunstig vind.
5. Øen Sjælland, der ligger i det indre af Det baltiske Hav, er vældig af omfang. Sjælland, som er berømt for sine indbyggeres tapperhed, og sine rige afgrøder, er to dagsrejser lang og næsten tilsvarende bred. Den største by er Roskilde - Danmarks kongesæde. Øen, der ligger lige langt fra Fyn og Skåne, kan man rejse tværs gennem på et døgn. Vest for den ligger Jylland, Århus, Ålborg og Vendsyssel. Men imod nord, hvor den er øde finder vi Norgeshavet, og i syd, Fyn og Slaverhavet. Mod øst vender Sjælland mod Skånes fremspringende forbjerg, hvor byen Lund ligger.
6. Sjælland er overordentlig rig på guld, som befolkningen samler sammen på sørøvertogter. Og sørøverne, som de selv kalder vikinger, og som vi kalder Ascomanner, betaler skat til danerkongen for at få lov til at gøre bytte hos de barbarer der er bosiddende i hobetal rundt om dette hav. Derfor hænder det også, at de misbruger den tilladelse de har fået, over for deres egne landsmænd! Så troløse og ubarm-hjertige er de overfor hinanden, at så snart en har taget sin næste til fange, sælger han ham til en fælle eller en barbar som slave! Der er imidlertid også meget andet i Danernes love og skikke, der strider direkte mod, hvad der er ret og rimeligt. Men intet af dette synes det mig formålstjenligt at omtale, bortset fra at kvinder, der har bedrevet hor, straks bliver solgt. Men bliver en mand anklaget for majestæts-fornærmelse eller pågribes han for en anden form for forbrydelse, vil han hellere halshugges end piskes. Andre former for straf finder man ikke hos dem, bortset altså fra øksen og slaveriet; og hvis den domfældte viser sig glad, vinder han hæder derved. For tårer og gråd og andre tegn på fortrydelse, som vi anser for sunde, afskyr Danerne så stærkt, at ingen må græde over sine synder eller over sine kære afdøde.
7. På Sjælland er der mange overfartssteder til Skåne. Den korste rute går til Helsingborg, som også kan ses fra Sjælland. Skåne er Danmarks skønneste landsdel, hvoraf den har fået sit navn. Den er svært væbnet med mænd, frugtbar på korn og rig på handelsvarer- og nu er Skåne også fyldt med kirker! Skåne har dobbelt så mange kirker som Sjælland, dvs. 300, mens Sjælland kun skal have halvt så mange og Fyn kun en tredjedel. Halvøen Skåne er Danmarks fjerneste landsdel til alle sider omgivet af hav bortset fra en enkelt arm der skiller Sverige fra Danmark. Her findes dybe skove og stejle fjelde, som man nødvendigvis må passere på vej fra Skåne Til Götaland. Man kan derfor spørge, hvad der er lettest; udngå faren til lands ved at tage risikoen til vands, eller om man skal foretrække det første frem for det sidste.
8. I omtalte Skåne var der hidtil ikke blevet indsat nogen Biskop. Dog kom der undertiden nogle fra de andre landsdele for at passe stiftet. Senere styrede bispen på Sjælland, Gerbrand, og efter ham Åge, begge kirker på samme tid. Men for nylig ved Åges død opdelte kong Svend Skåne stift i to bispesæder, og gav det ene til Henrik, det andet til Egino. Sidstnævnte blev indsat af ærkebispen. Henrik havde tidligere været biskop på Orkney-øerne, og han skal have været skatmester for kong Knud i England, hvis skatte han overførte til Danmark, og levede et liv i luksus. Det fortælles om ham, at han fandt en sådan glæde ved umådeholdent drikkeri, at han til sidst blev kvalt deri, og omkom. Jeg har erfaret at de siden gik Åge og andre ligeså. Egino var derimod en lærd mand og enestående kysk, og dertil brændte han for at omvende hedningene. Følgelig vandt han mange folk, der tidligere hade været hengivne, til afgudsdyrkelse, for Kristus, først og fremmest de barbarer, der hedder Pleicanerne, og befolkningen på øen Holm i nærheden af Gotherne. De skal alle være blevet rørt til tårer over hans prædiken, og vist deres anger så stærkt, at de straks knuste deres afgudsbilleder, og kappedes om at modtage dåben. Derpå kastede de deres skatte, og alt hvad de ejede, for fødderne af Biskoppen, og bad ham tage imod det. Det afviste han og bød dem istedet bygge kirker, for pengene, bespise dem, der led nød, og løskøbe krigsfanger, som der er mange af i de egne.
9. Det berettes om denne ædle mand, at han på den tid, hvor den store kristenforfølgelse blussede op i Sverige, hyppigt besøgte menigheden i Skara, og de andre troende fordi de savnede en præst. Og han trøstede dem, der troede på Kristus og forkyndte utrættelig Herrens ord for de vantro. Dér slog han endog den vidberømte statue af Frej i stykker. Ti gengæld for disse herige bedrifter, æredes denne Herrens mand siden højt af Danerkongen, og senere, da Tykke Henrik døde, fik han begge Skåne stifter, både det i Lund og det i Dalby. Han indrettede så sit sæde i Lund, men lagde til gengæld et provsti for brødre, der levede regelret, i Dalby. Da den berømte Egino havde tilbragt tolv år af sit glorværdige år i sit kirkelige embede, gik han umiddelbart efter hjemkomsten fra en rejse til Rom lykkelig bort til Kristus. Eginos såvel som Fyn-bispens bortgang faldt det år hvor også ærkebispen forlod os.
10. Eftersom der nu er en passende lejlighed dertil, forekommer det mig på sin plads at fortælle lidt om det Baltiske Hav. Da jeg tidligere kun har nævnt dette hav i relation til biskop Adaldags liv og levned, ud fra Einhards skrifter, vil jeg nu nøjere gøre rede for det, han har sagt i korthed, og med bredere pen skildre det for mine landsmænd. Einhard siger, at det er en havbugt, som strækker sig fra Vesterhavet i østlig retning. Denne bugt kaldes af de folk, der bor langs den, for den Baltiske, fordi den ligesom et bælte over en lang strækning overskærer de Skytiske områder helt ned til Grækenland. Men efter de barbarfolk, hvis kyster vandet beskyller, kaldes det også Barbar-havet eller Det Skytiske Hav. Det vestlige ocean synes imidlertid at være det, Romerne kalder Britannerhavet. Det er vældigt bredt, frygt-indgydende og farligt og omslutter i vest Brittannien, som i vore dage hedder England. Mod syd berører det Friserne, samt den del af Sachsen som hører under vort stift, Hamborg. I øst har det Danerne, Balterhavets munding og Nordmændene, som bor på den anden side af Danmark. Men i nord glider dette hav forbi Orkney-øerne, og omgiver med sin uendelige udstrækning, hele jorden, idet det til venstre har Hibernia, Skotternes fædreland som i dag hedder Irland, og til højre Norges fjelde og endnu længere ude øerne Island og Grønland. Dér ender Oceanet som kaldes Det Tågede Hav.
11. Hvad angår Einhards påstand, at man ikke kender længden på nævnte havbugt, så er det faktisk for nyligt blevet bekræftet, takket være to tapre mænds dåd, nemlig den danske jarl Ganuz Wolf og den norske kong Harald. De undersøgte nemlig, trods færdens store strabadser og farer, dette havs udstrækning og vendte først om, da de var blevet besejret af stormens og sørøvers forenede angreb. Danerne hævder imidlertid, at dette havs længde ved flere lejligheder er blevet udforsket, og at der er dem, som på kun én måned, med gunstig vind, har sejlet fra Danmark til Ostrogard i Rusland. Havets bredde derimod, fastsætter Einhard overalt til mindre end 150 km. ja mange stede skal den være en hel del smallere, hvad man fx. kan se ved mundingen til denne havbugt, hvis indgang fra oceanet - mellem Ålborg eller Vendsyssel, Danmarks forbjerg, og Norges fjelde - er så smal, at selv små fartøjer kan passere den på et døgn. Men når først dette hav er trådt ud af Danernes område, breder det sine arme ud til alle sider, for atter at trække dem sammen nær Göternes land, som støder op til Wilzerne. Men jo længere havet trænger frem, des brede bliver det.
12. Rundt om denne havbugt er mange folkeslag bosiddende, siger Einhard, semlig Danerne, Sveerne - som vi kalder Nord mændene - og de bebor den nordlige kyststrækning og alle øerne ved den. På den sydlige kyst bor Slaverne, Esterne og forskellige andre folkeslag, blandt hvilke Welaataberne, som også kaldes Wilzerne, er de mest fremtrædende. Danerne og Sveerne og alle de andre folkeslag på den anden side Danmark, benævnes alle Normannerne af de frankiske historieskrivere, mens de romerske historikere kalder dem, der bor dér , Hyperboræerne, og dem er det, Martianus Capella roser i høje toner.
13. Umiddelbart ved mudingen af førnævnte havbugt - på dens østlige bred ned mod os og helt til Slien - finder vi de Danere, som man kalder Jyder. Dér begynder Hamborg stift, som strækker sig et godt stykke gennem de slavisk kystfolks land helt frem til floden Peene, der danner grænsen for vort stift. Herfra og helt til Oder er Wilzerne og Leuticerne hjemmehørende. På denanden side af Oder-floden lever, så vidt jeg ved, Pomeranerne, og dernæst breder Polakkernes vidstrakte land sig ud, og det skal grænse op til det russiske rige. Her ligger Winulernes yderste og største provins, som også udgør grænsen for denne havbugt.
14. Men går man nordfra tilbage til Balterhavets munding, møder man først Nordmændene, dernæst rager det danske landskab Skåne frem, og ovenover der bebor Göterne et vidtstrakt område helt frem til Birka. Dernæst følger Sveerne, som regerer over vældige landområder helt op til Kvindernes land. På den anden side af dem hævdes Wizzerne, Mirrerne, Lamierne, Skuterne og Turkerne a bo. Hér slutter havbugten atter. De sydlige dele af dette hav er altså i Slavernes besiddelse, de nordlige i Sveernes.
15. Stedkendte folk hævder endog at der skal være nogle, der har rejst over land helt til Grækenland. Men de barbarfolk, som bor der imellem, forhindrer en sådan rejserute, og derfor løber man hellere risikoen til søs.
16. Der er mange andre øer i denne bugt. Alle hører de under Danerne eller Sveerne, men også Slaverne ejer nogle af dem. Den første af dem, Vendsyssel, ligger ved indsejlingen til dette farvand. Den anden er Mors, den tredje Thy - i kort afstand fra hinanden. Den fjerde er Samsø, som ligger overfor Århus by. Den femte er Fyn, den sjette Sjælland. Den syvende en naboø til denne, som jeg tidliger har omtalt. Som den ottende nævnes den ø, som ligger ved Skåne og Götaland og hedder Holm - Danmarks mest besøgte havn og trofast ankerplads for de skibe, som sætter kursen mod barbarlandene og Grækenland. Men desuden ligger der øst for Fyn 7 andre mindre øer, der, som tidligere sagt, er rige på korn, nemlig Møn, Fehmern, Falster, Lolland og Langeland samt andre, der alle ligger nær hinanden, mens Lolland ligger længere inde i bugten ved Slavernes land. De her nævnte 15 øer hører under Danernes rige og er alle forlængst smykkede med hæderstitlen kristne. Længere inde i bugten er der også andre øer, som hører under Sveernes rige. Den største af dem er den, som hedder Kurland. Den er 8 dages rejse lang. Indbyggerne er grusomme, og på grund af deres overdrevne afgudsdyrkelse søger alle at undgå dem. Der findes overordentlig meget guld på øen, og pragtfulde heste. Alle huse vrimler med sandsigere, spåmænd og troldmænd, som endog er iført munkedragt. Fra hele verden henter man orakelsvar dér, men især fra Spanien og Grækenland. Jeg tror, at det er denne ø, der i Den hellige Ansgars liv og levned kaldes Chori, der af Sveerne ved samme lejlighed blev gjort skatskyldig. På den har en handelsmand, som Danerkongen lokkede dertil med gaver, nu opført en kirke. Det er kongen selv, som glædede sig i Herren herover, der har meddelt mig dette.
17. Desuden har man fortalt mig, at der findes andre øer i dette hav, af hvilke den største skal være Estland, som ikke skal være mindre end den, vi før omtalte. Øens indbyggere kender imidlertid intet til de kristnes Gud, men tilbeder drager og fugle, som de endog ofrer levende mennersker til, som de køber af handelsmænd. Ofrene undersøges meget omhyggeligt og skal have en lydefri krop, for ellers vil dragerne ikke tage imod dem - hævder man. Denne ø skal ligge ganske nær Kvindernes land, mens førnævnte ikke er så langt fra Sveernes Birka.
18. Hvad angår de øer, som ligger op til Slavernes land, har jeg hørt, at kun tre skal være værd at nævne. Den første af dem hedder Fehmern. Den ligger overfor Wagrerne, således at den kan ses fra Oldenburg såvel som Lolland. Den anden ligger overfor Wilzerne, som tilhører Ranerne, der er det tapreste folk blandt Slaverne. Og det er bestemt ved lov, at der må ikke træffes nogen politisk afgørelse uden disses tilsagn, grundet deres nære forhold til guderne, eller rettere dæmonerne, som de dyrker med større respekt end andre. Begge øer vrimler med pirater og frygtelige sørøvere, som ikke skåner nogen på deres vej. For alle dem, som andre gerne sælger som slaver, slår de ihjel. Den tredje ø er den som hedder Semland, og støder op til Rusland og Polen. Her bor Semberne eller Preusserne, der er civiliserede mennesker, som bringer hjælp til folk, der er i havsnød eller trues af sørøvere. Guld og sølv interesserer dem ikke synderlig. De svømmer ganske vist i importerede skindvarer, hvis duft jo har inficeret vor verden med forfængelighedens gift, men også disse varer regner de kun for skidt - og fordømmer dermed velsagtens os, som på retsmæssig eller uretsmæssig vis sukker efter en mårskindspels, som var det den højeste lyksagelighed. Derfor tilbyder de os til gengæld for de uldklæder, vi kalder foldekapper, de så værdifulde mårskind. Der kunne siges mange pæne ting om disse folkeslags skikke, hvis blot de havde den kristne tro, hvis missionærer de grusomt forfølger. Deroppe mvandt Böhmernes berømte bisp Adalbert martyrkransen. Ja, den dag i dag formenes vore landsmænd kun adgang til deres hellige lunde og kilder, som de mener besudles ved kristnes tilstedeværelse, selvom alt andet er åbent for os. De spiser hestekød og blander hestemælk og hesteblod i deres drik, så de bliver fulde deraf. Indbyggerne er blågrønne med rødmossede ansigter og et langt hår. Iøvrigt er de vanskelige at opsøge på grund af moserne, og de ønsker ikke at tolerere nogen herre blandt sig.
19. Der er også flere andre øer i det hav, alle fulde af vilde barbarer, og derfor undgår de søfarende dem. Endvidere beretter man, at Amazonerne lever ved Balterhavets kystegne, som i dag kaldes Kvindernes land. Nogle hævder, de undfanger blot ved at drikke vand. Der er også dem, som fortæller, at Amazonerne bliver gravide med handelsmænd på gennemrejse eller med krigsfanger, som de holder hos sig eller med andre sælsomme væsener, som ikke skal være ualmindelige i deres land - og denne forklaring anser jeg for den mest troværdige. De børn, de føder, bliver, hvis de er af hankøn, hundehoveder, men hvis de er af hunkøn, de smukkeste kvinder. Disse lever sammen og undgår samværet med mænd, og hvis mænd nærmer sig dem, afviser de dem på mandig vis. Hundehovederne er væsener, som har deres hoved på brystet. I Rusland ses de tit i fangeskab, og i deres gøen kan man opfange ore. Deroppe findes også de såkaldte Alanere eller Albanere, som kalder sig selv Wizzerne, og det er nogle grusomme ædedolke. De fødes gråhårede. De omtales af forfatteren Solinus. Deres land forsvares af hunde, og når de skal i kamp, opstiller de en slagorden af hunde. Menneskene der - som man kalder Huserne - er blege, grønne og makrobiere, dvs. langlivede. Til sidst kommer de, som kaldes Antropofagerne, og som lever af menneskekød. Dér lever også mangfoldige andre uhyrer, som de søfarende tit hævder at have set, men dét vil mine landsmænd dog næppe anse for sandsynligt.
20. Det var, hvad jeg havde at sige om Balter- eller Barbarhavet, der ikke så vidt jeg véd, er omtalt af nogen af de lærde, bortset altså fra Einhardt, hvem jeg tidligere har nævnt. Men det er formentlig det hav, som også de gamle Romere kaldte De skytiske eller mæotiske sumpe eller Geternes Ørken eller Skyterkysten, som - ifølge Martanus - er tæt befolket af mange forskellige slags barbarer. "Dér, siger Martianus, lever Geterne, Dacerne, Sarmaterne, Alanerne, Neutrerne, Gelonerne, Antropofagerne og Trogodyterne". Vor ærkebisp, som fattede medlidenhed med disse folk på grund af deres religiøse vildfarelse, besluttede at oprette en domkirke for dem i Birka, der er beliggende midt i Sveerlandet overfor Slaverbyen Jumne, og fra hvilken der er lige så langt til alle dette havs kyster. Den første af vore landsmænd, han indsatte som abbed i denne by, var Hiltin, som det var hans ønske skulle hedde Johannes. Dermed være sagt nok om Danernes øer. Lad os nu i stedet rette opmærksomheden mod Sveerne og Nordmændene, der bor ganske nær Danerne.
21. Når man passerer Danernes øer, åbner der sig en anden verden for en i form af Sverige og Norge. Nordens to største riger og endnu så godt som ukendte på vore breddegrader. Om dem har Danernes velunderrettede konge fortalt mig, at man med lethed kan gennemrejse Norge på kun én måned, men Sverige kun vanskeligt på to. "Det erfarede jeg selv, fortalte han, da jeg fornylig i tolv år gjorde krigstjeneste under kong Jakob i disse lande, som begge omsluttes af høje bjerge, mest dog Norge, som med sine høje fjelde omgiver Sverige". Hvad Sverige angår, er de antikke forfattere Solinus og Orosius ikke tavse, men siger, at Sveverne bebor størstedelen af Germanien, og at dets bjergområdre strækker sig helt op til De ripæiske Bjerge. Dér finder man også floden, Elven, som tilsyneladende er omtalt hos Lucan. Den har sit udspring i de førnævnte høje fjelde og løber midt gennem Göternes land og strømmer ud i havet, hvorfor den hedder Göta-Elven. De frugtbareste områder er Sverige, som er rigt på korn og honning, og hvis kvæghold slår alle andre landes. Der er en masse nyttige floder og skove, og hver del af landet flyder med fremmede handelsvarer. Man kan altså ikke sige,aAt Sveerne egentlig savner noget, det skulle da lige være hovmod, som vi jo elsker, eller rettere beundrer. For alt det, der tjener den tomme forfængelighed, altså guld, sølv, ædle gangere, bæver- og mårskind, hvilket jo gør os stumme af beundring, regner de for intet. Kun i forholdet til kvinder kender de ikke til mådehold. Hver mand har i forhold til sin økonomiske formåento, tre eller flere koner på samme tid. De rige og de fornemme har utallige. De sønner, de får i sådanne forhold, regner de for ægte. Men at kende en anden mands hustru straffes med dødsstraf. Det gælder også, hvis en mand voldtager en jomfru eller plyndrer sin næste for hans ejendom eller gør ham uret. Selvom alle Hyperboræerne er overordentlig gæstfri, gælser dette især for vore Sveere. Det er i deres øjne den største skændsel at nægte nogen rejsende husly, ja de kappes endog ivrigt indbyrdes om, hvem der skal modtage gæsten i sit hjem. De viser deres gæst al mulig opmærksomhed, så længe han ønsker at opholde sig hos dem, og de fører ham ivrigt rundt til alle deres venner. Det er en af de gode sider ved deres skikke. Sandhedens forkyndere omfatter de med så stor kærlighed - forudsat de viser sig kyske, kloge og dygtige - at de ikke nægter vore biskopper at overvære deres almindelige folkeforsamling, som de selv kalder Warh. Hos dem hører man gerne om Kristus og den kristne tro. Og måske ville man med lethed kunne omvende dem til vor tro, om ikke slette lærere, der kun søger deres eget og ikke hvad der hører Jesus Kristus til, forargede dem, som kunne frelses.
22. Der findes mange folkestammer i Sverige, der udmærker sig i stridskraft og våben. Desuden er de såvel til hest som til søs ypperlige krigere. Derfor synes de også at være mægtigere end alle de andre folkeslag i Norden. De har konger af en ældgammel slægt, hvis magt dog ikke helt er uafhængig af folkets vilje. Hvad alle i fællesskab bifalder, dét må også kongen støtte, medmindre han synes bedst om sin egen beslutning, som de undertiden følger - omend ugerne. Således nyder de i fredstid at være lige, men i krigstid viser de deres konge (eller den, kongen sætter over alle de andre, fordi han er dygtigst) al lydighed. Men hvis de under kamp kommer i en vanskelig situation, da anråber de en af de mangfoldige guder, de dyrker, om hjælp. Ham er de så efter sejren alle hengivne, og ham sætter de højere end alle de andre guder. Iøvrigt hævder de enstemmigt, at de Kristnes Gud er stærkere end de andre, for andre guder er ofte svigefulde, mens han aldrig svigter i nødens stund.
23. De af Sveriges folkestammer, der bor nærmest os, er Vestgöterne, som er forskellige fra Østgöterne. Vestgötland grænser op til den Danske provins Skåne. Det hævdes, at man fra denne kan nå, op til Göternes store by, Skara, på kun en uge. Derfra strækker Østergötland sig langs det hav, som hedder det baltiske helt til Birka. Den første biskop hos Göterne var Thurgot, den anden Godskalk, der roses som et godt og forstandigt menneske, når man ser bort fra, at han foretrak at sidde hjemme i fred og ro. Den tredje, vor ærkebiskop indsatte var Adalward den Ældre, en mand der virkelig fortjener ros. For da han kom op til barbarerne, levede han i overensstemmelse med sin lære. Det fortælles, at han i kraft af sin fromme levevis og gode forkyndelse, drog mange hedninge over til den kristne tro. Han blev også berømt for sine underfulde gerninger, fx. kunne han, når barbarerne i deres nød bad derom, få regnen til at øse ned og himlen til atter at klare op, samt mange andre ting, som forventes af troens forkyndere. Dette uforglemmelige menneske blev i Götaland og forkyndte ideligen Jesu navn, for alle og efter mange trængsler, som han med glæde udstod for Jesus Kristus, overgav han dér sit sejrrige legem til jorden, mens hans sjæl laurbærkranset søgte himmerige. Efter ham indsatte ærkebispen en man ved navn Acilin i de egne. Denne ejede ikke i nogen henseende noget der berettigede til titlen biskop - det skulle da lige være sin gevaldige legemsstørelse - han elsker nemlig kødets hvile, og til ingen nytte blev Göterne ved at sende udsendinge til ham, for han blev i Køln og morede sig lige til sine dages ende.
24. Mellem Norge og Sverige lever Värmländerne, Finnerne og andre folkeslag, som nu alle er kristne og hører under kirken i Skara. I grænselandet mellem Sveerne og Nordmændene - mod nord - bor Skridfinnerne, som efter sigende skal løbe hurtigere end de vilde dyr. Deres største by er Helsingland. Den første, ærkebispen indsatte i denne by, var Stenfin, hvis navn han ændrede og kaldtam Simon. Også Simon vandt mange af de her omtalte folk for kristendommen ved sin forkyndelse. Desuden bor der utallige andre svenske folkestammer, men kun nogle få af disse véd jeg med sikkerhed, at de er gået over til kristendommen, nemlig Göterne, Värmländerne og nogle af Skridfinnerne samt deres naboer.
25. Men for nu at give en kort beskrivelse af Sveerlandet eller Sverige, så har det i vest Göterne og Skara by, i nord Värmland og Skrid-finnerne, hvis hovedby er Helsingland og i syd det lange Balterhav, som jeg tidligere har nævnt, og dér ligger en stor by Sigtuna. I det støder landet imidlertid op til De ripæiske Bjerge, hvor der findes store ødemarker og vældige snemasser, hvis flokke af menneskeuhyrer hindrer en videre fremtrængen. Deroppe finder man Amazonerne, Hundehovederne og Kykloberne, som kun har ét øje - i panden! Og dér err det folk som Solinus kalder Himantopåderne. De løber omkring på et ben, og nyder menneskekød i stedet for mad. Derfor er det bedst at tie om dem, ligesom det er klogest at undgå dem. Danerkongen, som jeg ofte må henvise til, fortalte mig om et folk, der i tidligere tid ofte steg fra bjergene ned i lavlandet. De var nok små af skikkelse, men i kræfter og hurtighed kunne Svenskerne næsten ikke hamle op med dem. Det vides ikke, hvor de kommer fra. Men undertiden - snart hvert år, snart hvert tredje - dukker de pludselig op. Og hvis ikke man går imod dem af alle kræfter, hærger de hele egnen og forsvinder påny. Ja, der fortælles også meget andet, som jeg - i ønsket om at fatte mig i korthed - udelader. Det bør i stedet fortælles af dem, som hævder, at de selv har set det. Nu vil jeg sige nogle få ord om Sveernes overtro.
26. Dette folk har en vidtberømt helligdom, der hedder Uppsala. Den ligger ikke så langt fra Sigtuna og Birka. I denne helligdom, som er fremstillet helt i guld, dyrker folket billederne af tre guddomme. Den mægtigste af dem, Tor, har sin tronstol midt i en sal, og på hver sin side af ham har Odin og Frej deres plads. Di tillægges følgende funktioner: Tor - siges det, råder i luften og bestemmer over lynet og tordenen, stormvejret og regnen, det gode vejr og afgrøden. Næsham kommer Odin (dvs. raseri). Han leder krigene og giver mennesket mod i kampen mod dets fjender. Den tredje er Frej, som skænker menneskene fred og glæde. Hans statue afbildes med et enormt lem. Odin derimod fremstiller de gerne bevæbnet på samme måde som vore landsmænd afbilder Mars. Tor synes med sit scepter at ligne Jupiter. De dyrker også menneskeskabte guder, som de til gengæld for deres bedrifter har forlenet med udødeligheden. Det kan man fx. læse i "Den hellige Ansgars liv og levned", at de har gjort med kong Erik.
27. Deres guder har alle hver sine præster, som forretter folkets ofre. Hvis pest og hunger truer, ofres til Tors afgudsbillede. Hvis krig truer, til Odin. Og hvis bryllup skal fejres, til Frej. Endvidere plejer alle Sveriges provinser hvert niende år i fællesskab at fejre en religiøs fest. Ingen er fritaget for at bidrage til denne fest. Konger som folk, ja alle og enhver sender gaver til Uppsala. Men hvad der er værre , end nogen straf; De, som har iført sig kristendommens kappe, må købe sig fritagelse for disse ceremonier. Ofringen foregår på følgende vis: De ofrer 9 hoveder af alle slags levende vænener af hankøn ved hvis blod det er skik at forsone guderne. Kroppene derimod hænges op i en hellig lund, som ligger ved helligdommen. Denne lund er imidlertid så hellig for hedningeme. at hvert eneste træ i den menes at have guddommelig kraft som følge af ofrenes død og forrådnelse. Her hænges også hunde og heste tilligemed mennesker. Og en kristen har fortalt mig, at han har set 72 af den slags hængt op mellem erandre! Iøvrigt synger de også, som almindeligt under den slags offerriter, adskillige sange, der er uanstændige - hvorfor det er bedst at forbigå dem i tavshed.
28. I denne landsdel hændte for nylig en bemærkelsesværdig begivenhed, der på grund af sin betydning blev kendt viden om og også kom til vor biskops kundskab. En af de præster, der plejede at tjene afguderne i Uppsala, blev blind, og hans guder kunne ikke hjælpe ham. Men fordi dette forstandige menneske gav afgudsdyrkelsen skylden for sin ulykkelige blindhed, da han ved sin overtroiske tilbedelse af disse afguder åbenbart havde krænket de kristnes almægtige Gud, åbenbarede sig selvsamme nat en underskøn Jomfru for ham og spurgte ham, om han ikke hellere ville tro på hendes søn. Han ville så få sit syn igen, hvis han forkastede de afgudsbilleder, han tidligere havde dyrket. Det lovede han at gøre, da han til gengæld for så herlig en gave ikke ville afvise noget som for stort og uoverkommeligt. Dertil sagde Jomfruen: "Du skal vide for vist, at dette sted, hvor der udgydes så meget uskyldigt blod, i nær fremtid vil blive indviet til min ære. For at der ikke skal råde nogen tvivl, i det sind derom, modtag da hermed i min søns, Jesus Kristus, atter dit syn". Da han atter var blevet seende, blev han straks troende, og rejste rundt til alle landsdelene og overtalte med lethed hedningene, til at tro på ham, som havde givet en blind synet igen.
29. Under indtrykket af disse mirakler fulgte vor biskop straks en stemme, som sagde: "Ser op og løfter Eders øjne, eftersom markerne allerede er hvide til høsten". Biskoppen indsatte nu i de egne Adalward den Yngre, som man hentede fra Bremer domkirken, en mand der udmærkede sig både i kraft af sin boglige lærdom og sin retskafne karakter. Gennem forbindelser til kong Steinkel skaffede biskoppen Adalward sæde i Sigtuna by, der ligger kun en dagsrefse fra Uppsala! Men selve rejsen derop er sådan, at sejler man fra Danernes Skåne, når man først på femte dagen til Sigtuna eller Birka - de ligger nemlig ikke så langt fra hinanden. Men hvis man gør turen til lands fra Skåne gennem Göterlandet og over Skara, Södertelge og Birka, tager turen til Sigtuna en hel måned.
30. Adalward rejste da glødende af iver efter at forkynde Evangeliet op til Sverige. Og i løbet af kort tid fik han alle i Sigtuna og omegn til at gå over til den kristne tro. Han aftalte også med den højfromme Skåne bisp, Egino, at de sammen skulle rejse op til den hedenske helligdom , der hedder Uppsala, for om muligt dér atbringe Kristus udbyttet af deres indsats, da de var villige til at udstå alskens pinsler for at tilintetgøre det hus, som er hovedsædet for barbarernes overtroiske kult. For når først det var revet ned eller endnu bedre brændt ned, ville hele folkets omvendelse følge af sig selv. Da den Gudsfrygtige kong Steinkel blandt folket hørte tale om denne de to bekenderes beslutning, fik han dem klogelig til at afstå fra deres forehavende. Han gjorde det memlig klart for dem, at de straks ville blive dømt til døden, og han selv fordrevet fra tronen, fordi han havde bragt sådanne misdædere til sit land. Resultatet ville blot være, at alle de, der nu var troende, uden videre ville glide tilbage til hedenskaben, sådan som det fornylig var sket i Slaverlandet. Bisperne måtte give kongen ret heri og rejste i stedet rundt til alle Göternes byer, omstyrtede afgudebillederne og vandt mange tusinde hedninge for kristendommen. Ved Adalwards død lod ærkebispen ham efterfølge af Tadiko fra Ramelsloh, som på grund af sin kærlighed til bordets glæder hellere ville sidde hjemme og hungre end være apostel i marken. Hermed være sagt tilstrækkeligt om Sverige og dets religiøser riter.
31. Nordmændenes land vil, ligesom det er det sidste land i jordens kreds, også blive behandlet sidst i min bog. Det kaldes nu Norge. Om landets beliggenhed og størrelse har jeg allerede talt i forbindelse med Sverige, nu, derimod vil jeg specielt om Norge sige, at det i længden strækker sig højt op mod nord, hvoraf det har fået sit navn. Landet begynder med sine fremspringende fjelde, i det hav, som kaldes Det Baltiske, dernæst bøjer det ryggen bagud mod nord, omgiver så det brusende oceans kyst, i en vældig cirkel for at slutte i De Ripæiske Alper, hvor også jorden, ligesom udmattet , stopper op. Norge er på grund af sine vilde fjelde og den barske kulde, det goldeste land i verden - kun egnet til kvæghold. Ligesom hos Araberne græsser kvæghjordene langt ude i ødemarkerne. Nordmændene lever af deres kvæghold, de anvender nemlig dyrenes mælk til føde og deres uld til klæder. Derfor fostrer Norge vældig tapre krigere, som oftere generer andre end selv bliver angrebet, da de jo ikke er svækkede af yppige afgrøder. De lever i god forståelse med deres naboer, Sverige, hvor-imod de undertiden -og dét ikke ustraffet - bliver angrebet af Danerne, der er lige så fattige som de selv. Det er på grund af denne deres armod, de rejser hele verden rundt som vikinger og plyndrer landene for deres rigdomme for derved at afhjælpe deres hjemlands nød. Men nu hvor de har modtaget kristendommen og er blevet bedre underrettede i skolerne, har de lært at elske 'freden og sandheden' og slå sig til tåls med deres fattige kår og kun sprede, hvad de selv har samlet og ikke - som før - høste, hvad andre har sået. Og mens de alle oprindelig var hengivne til fæle trolddomskunster, bekender de sig nu med apostelen enfoldigt til Kristus og dét somkorsfæstet. De er også de mest beherskede mennesker, man kan tænke sig, både hvad angår spisevaner og væsen, og især ynder de sparsommelighed og beske-denhed. Desuden viser de præsterne og kirken så stor respekt, at den, der ikke daglig ofrer ved den messe, han overværer, faktisk ikke regnes for kristen. Men dåben og konfirmationen, indvielsen af altre samt ordinationen til de hellige stænder må altsammen købes dyrt hos dem og Danerne. Dette forhold skyldes - efter min mening - præsternes griskhed, for da barbarerne endnu ikke kendte til at give tiende eller ikke ønsker det, tvinges de i stedet til at vetale for alle de andre tjenstydelser, som burde være gratis, fx. sygebesøg og begravelser. Deres aså fremragende sæder bliver således, efter hvad jeg har erfaret, kun fordærvet af præsternes griskhed.
32. Mange steder i Norge og Sverige forekommer det, at kvæghyrderne er endog meget fornemme folk, der lever ligesom patriarcherne og af deres hænders arbejde. Alle i Norge er meget krstent sindede, når lige undtages de, som lever højt oppe mod nord ved oceanet. Det fortælles nemlig, at de stadig er så dygtige til hexeri og besværgelser, at de hævder at vide, hvad hvert menneske på jorden foretager sig. Og de formår stadig med deres virksomme trylleformularer at trække store hvalfisk op på stranden, men også meget andet, som i Skriften fortælles om hexemester, gør de lige så let. Jeg har hørt, at der endnu i de barske fjelde deroppe skal leve kvinder, som har skæg, mens mændene lever i skovene og kun sjældent lader sig se. De bruger skindene af vilde dyr til tøj, og når de taler sammen, skal det mere lyde, som om de skærer tænder end udtaler ord, hvad der har til resultat, at nabofolkene faktisk ikke kan forstå dem. De romerske forfattere benævner også dette bjergland De ripæiske Bjerge - et frygteligt område med evig sne. Skridfinnerne, som løber hurtigere end selv de vilde dyr hen over de høje snemasser, kan ikke leve uden sne og kulde. I disse bjergområder er der så meget vildt, at befolkningen næsten udelukkende lever af jagt. Dér fanger man - ligesom i Sverige - urokser, bøfler og elsdyr, mens man i Slaverlandet og Rusland fanger bi-sonokser. Men Norge er ene om at have sorte ræve og harer, hvide måre og bjørne af samme farve, der lever i vandet ligesom urokserne. Da der imidlertid findes mange andre ting, som må forekomme mine landsmænd fremmede og uvante, overlader jeg en fyldigere skildring af dem til landets egne indbyggere.
33. Det gejstlige centrum i Norge er Trondhjem, der i dag er smykket med to kirker, som besøges af en talrig menighed. Dér findes martyren salig Olafs afsjælede legem. Ved hans grav udfører Herren den dag i dag de største undergerninger, og derfor kommer folk langvejs fra strømmende til i den forvisning, at Den hellige Olaf kan hjælpe dem. Man kan komme dertil på følgende måde: Hvis man indskiber sig i Ålborg eller Vendsyssel i Danmark, kan man sejle til Vigen i Norge på en dag. Derfra sejler man til venstre langs den Norske kyst og ankommer på femtedagen til selve Trondhjem. Man kan også følge en anden rute, som går fra Skåne i Danmark over land til Trondhjem. Men den er langsommeligere på grund af bjergene, og den undviges af de rejsende, fordi den er farefuld.
34. Den første biskop, der tog til Norge fra England var Johannes, som døbte kongen, der lod sig omvende sammen med sit folk. Han blev efterfulgt af bisp Grimhil, som var kong Olafs udsending hos ærkebisp Unwan. Som den tredie i rækken fulgte Sigfred, der prædikede både for Svenskere og Nordmænd. Han har - sammen med andre ikke ganske ukendte præster - opholdt sig hos dette folk helt op til vor tid. Efter deres bortgang indsatte biskoppen på de norske folks bøn Thoolf som bisp i Trondhjem og Sigurd i samme område. Hvad Asgoth og Bernhard angår, brød han sig ganske vist ikke om, at de var blevet indsat af paven, men han sendte dem dog bort med gaver, da han havde fået oprejsning. Takket være dem vinder Herrens ord dog stadig menge sjæle, således at den hellige moder kirke stadig bloms-trer og vokser i alle Norges landsdele. Hos Nordmændene og Sveerne er der imidlertid endnu ingen fast afstukne grænser for bispe-sæderne, fordi de først for nylig er blevet indført. En hvilken som helst af bisperne, der antages af kongen eller folket, bygger derfor i fællesskab med de andre kirken og rejser rundt i landet for at omvende så mange, de kan, til kristendommen, og de vejleder dem hele livet igennem uden indbyrdes rivaliseren.
35. Hinsides Norge, som er det land, der ligger yderst i Norden, finder man ikke mere nogen menneskelig beboelse, men et frygtind-gydende og uendeligt hav, som omslutter hele verden. Over for Norge ligger mange ret anseelige øer, som næsten alle uden undtagelse hører under Norge, hvorfor vi ikke her bør forbigå dem, eftersom de også kommer ind under Hamborg stift. Først har vi Orkney-øerne, som barbarerne selv kalder Organerne. Disse er - ganske som Kykladerne - spredte ud over havet. De Romerske forfattere Martianus og Solinus har åbenbart skrevet om dem: "Bag Brittanien hvor det store hav åbner sig, ligger Orkney-øerne, af hvilke 20 er ubeboede, 15 beboede". Orkney-øerne består af 40 øer i en gruppe. I nærheden af dem finder vi Elektriderne, hvor elektron eller rav bliver til. Orkney-øerne der altså ligger mellem Norge, Brittanien og Irland, spotter således selve de rasende og truende ocean. Det hedder sig, at man fra disse øer kan sejle til Trondhjem i Norge på kun en dag. Ligeledes hævder man, at der skal være et tilsvarende stykke vej at sejle til England eller for den sags skyld til Skotland. Selvom Orkney-øerne førhen var underlagt Englands og Skotlands bisper, indviede bor ærkebiskop dog på pavens befaling Turolf som bisp i Blascona by, for at han skulle tage sig af alle øerne.
36. Om øen Thule, der er beliggende uendelig langt ude i Oceanet fjernt fra alle andre øer, hedder det, at man ikke rigtig kender den. Om den fortælles der imidlertid såvel af de romerske forfattere som af barbarerne mangt og meget, som fortjener at vlive omtalt. "Thule er, siger de, den sidste af alle øerne i Oceanet. På den er det ved sommersolhverv, når solen passerer krebsens tegn, aldrig nat. Og tilsvarende er det ved vintersolhverv aldrig dag. Der er dem, der er af den opfattelse, at det indtræffer hvert halve år" Ligeledes skriver Beda, at de lyse nætter i Brittanien ved sommertid med sikkerhed viser, at det ved sommersolhverv vil være dag uafbrudt i et halvt år, og omvendt at det ved vintersolhverv vil være vedvarende nat, da solen er langt borte. Pytheas fra Marseille beretter, at dette er tilfældet på Thule, der ligger i en afstand af seks dages sejlads fra Britannien. Omtalte Thule er den ø, man i dag kalder Island på grund af isen, som får havet til at størkne. Om denne ø beretter man blandt andet følgende bemærkelsesværdige ting, nemlig at isen er så sort og tør på grund af sin høje alder, at den kan brænde, hvis man sætter ild til den. Øen er imidlertid så stor, at den rummer mange mennesker. De lever udelukkende af kvægavl og hyller sig i dyrehuder. Der er ingen korn dér og kun meget lidt træ. Desuden bor de i underjordiske huler og glæder sig over at dele bolig, føde og leje med deres kreaturer. De lever således i en hellig enfold, eftersom de ikke kræver mere end det, naturen af sig selv tilstår dem, og lyksalige kan de med apostelen sige: "Når blot vi har føde og klæder, må vi være tilfredse med det". Bjergene er deres byer og kilderne deres glæde. De er, siger jeg, et lykkeligt folk. hvem ingen misunder deres fattigdom, og de er så meget des lykkeligere, som de nu alle har antaget kristendommen. Der er mange glimrende træk i deres karakter, først og fremmest deres næstekærlighed, som bevirker, at de er fælles om alt, og det gælder for fremmede som for indfødte. De betragter deres biskop som en konge, og hele folket agter på hans vilje. Og alt, hvad han bestemmer, det være sig ud fra Herren, ud fra Skriften eller ud fra andre folkeslags skik og brug, anser de for lov. Det var iøvrigt i forbindelse med dette folk, at vor biskop takkede Herren højt, fordi det netop var på hans tid, de lod sig omvende, lad så være, at de også før antagelsen af vor tro ved naturens lov ikke afveg synderlig fra vor religion. På deres bøn, indsatte han den over-ordentlig fromme Isleif som bisp dér. Isleif, der var blevet sendt deroppefra, til vor biskop, blev under store hædersbevisninger holdt til-bage, mens han lærte, hvordan man på frugtbar vis kan undervise, de folk, som først for nylig er gået over til kristendommen. Gennem ham sendte ærkebispen en skrivelse til befolkningerne i Island og Grønland, hvori han respektfuldt hilste deres kirker og lovede at, han snart ville komme og besøge dem, for at de sammen kunne nyde den fulde glæde. På grund af disse ord må man rose den velvilje, han lagde for dagen med hensyn til sin sendefærd, da vi jo véd han hellere ville rejse til Spanien og prædike Herrens ord dér - hvad han des-værre ikke kunne komme til. Så meget troværdigt har jeg erfaret om Island og det yderste Thule, de rene skrøner derimod forbigår jeg.
37. Der findes også flere andre øer ude i Oceanet, af hvilke Grønland ikke er den mindste. Grønland ligger længer ude i Oceanet overfor de svenske eller De ripæiske Bjerge. Det fortælles, at man kan sejle til denne ø - ligesom til Island - på 5 til 7 dage. På grund af saltvandet er menneskene deroppe grønne, hvoraf stedet har fået navn. Befolkningens levevis ligner Islændingenes, bortset fra at de er grusommere og farligere for de søfarende på grund af deres sørøvertogter. Det forlyder, at kristendommen for nylig også skal være nået op til dem.
38. Den tredje ø er Halagland, der ligger nærmere ved Norge, men ikke er mindre end de andre. På denne ø kan man om sommeren ved solhverv 14 dage i træk se solen, mens man om vinteren i tilsvarende tidsrum savner solen. Dette forekommer barbarerne forbløffende og uforståeligt, da de ikke véd, at dagenes forskellige længde afhænger af solens afstand fra jorden. For på grund af jordens kugleform, må solen nødvendigvis, når den i sit kredsløb nærmer sig, ét sted skabe dag, mens den et andet sted, når den fjerner sig, må egterlade nat. Og mens solen stiger hen mod sommersolhverv, øger den dagens længde for de folk, som bor mod nord, men afkorter natten. Omvendt når den daler ned henimod vintersolhverv, bevirker den tilsvarende for menneskene mod syd. Da hedningene ikke véd dette, kalder de landet deroppe helligt og lyksaligt, siden det kan skænke menneskene så forunderlige ting. Dette - tilligemed meget andet - har Danerkongen overfor mig bevidnet finder sted dér såvel som i Sverige og Norge og på de andre øer, der findes der.
39. Han fortalte også, at mange i denne del af Oceanet har opdaget en ø, som kaldes Vinland, fordi der på den findes vildtvoksende vinstokke, som bærer den bedste vin. At der også på øen findes en overflod af korn, som er selvsået, er noget jeg har fra pålidelige Daners beretninger og ikke fra fantastiske fortællinger. Bag denne ø, siger han, findes der ikke andre beboelige øer i Oceanet, men alt, hvad der ligger længere ude, er dækket af uhyre ismasser, og uendelig tåge. Herom beretter Martianus: "En dags sejlads hinsides Thule er havet stivnet". Dette mådte nordmændenes vidtberejste kong Harald for nylig sande. Han undersøgte nemlig med sine skibe det nordlige oceans bredde, men måtte til sidst, da den svindende verdens ydergrænse fortabte sig i en tåge for hans øjne, vende om, og undkom kun med nød og næppe afgrundens gabende svælg.
40. Ligeledes har Biskop Adalbert - salig være hans minde - fortalt mig, at der i hans forgængers dage, var nogle fornemme folk fra Frisland som havde sat kursen mod nord for at udforske havet. Det hedder sig nemlig blandt hans landsmænd, at sætter man fra Weser-flodens munding kursen stik mod nord, møder man intet land, men kun det uendelige hav. Grundet denne overraskende påstand svor nogle af hans landsmænd, at de ville undersøge dette fænomen. Og glade modtog de befalingen om at stå ud fra Friserkysten. De sejlede så afsted med Danmark på den ene side, Britanien på den anden nåede de frem til Orkney-øerne. Da disse var forsvundet agterude lå Norge til styrbord, og de sejlede nu den lange strækning op til Island. Herfra pløjede de havet med kurs mod den fjerne Nordpol. Men da de havde lagt de øer, hvis eksistens vi tidligere har omtalt, bag sig, betroede de deres dristige færd til den Almægtige Gud Herren, og den hellige bekender Willehad. Pludselig gled de ind i ishavets mørke tåge, som var næsten uigennemtrængelig for blikket. Men med ét drog havets tidevand - på sin vej tilbage til sit hemmelige udgangspunkt - de ulykkelige og dybt fortvivlede søfarende med voldsom fart ned mod hint dybe kaos - som hævdes at være de afgrundsdyve svælg - i hvilket det hedder sig, at havet ved ebbe suges ned, når det tilsyneladende trækker sig tilbage, og fra hvilket der påny kommer frem ved højvande. Da de nu anråbte Gud om barmhjertighed og bad om, at Han ville modtage deres sjæl, drog havets rivende strøm, der var på sin vej tilbage, kun nogle af skibene til sig. Resten spyede det fra sig og drev dem langt bort fra de andre. Da de således takket være Herrens hjælp, der kom belejligt, var befriet fra den overhængende fare, de havde set i øjnene, roede de af al kraft med bølgestrømmen.
41. Da de var undsluppet den farlige tåge og det kolde område, landede de uforventet på en ø, der hele vejen rundt var befæstet - lige som en by - med høje klipper. For at besigtige disse lokaliteter gik de i land og fandt dér nogle mennesker, som, selvom det var midt på dagen, skjulte sig i underjordiske huler. Udenfor indgangene til disse lå umådelige mængdder af guldkar og sådanne metaller, som menneskene anser for sjældne og derfor værdifulde. Søfolkene tog glade så stor en del af skattene, de kunne bære, og begav sig hastigt tilbage til deres skibe. Man da fik de pludselig øje på nogle forbløffende høje mennesker, som vi kalder Kykloper, der fulgte efter dem. Foran Kykloperne gik nogle helt usædvanlig store hunde. De styrtede frem og greb en af sømændene, som i løbet af et øjeblik blev flænset af hundene lige for øjnene af de andre. Det lykkedes dog resten at nå skibene og undslippe faren, selvom, som de har berettet, giganterne råbende fulgte efter dem næsten helt ud i rum sø. Således tlebrand alle begivenhedernes forløb og bragte den fromme Kristus og hans bekender Willeilsmilede af lykken nåede Friserne til Bremen, hvor de fortalte biskop Alebrand alle begivenhedernes forløb og bragte den fromme Kristus og hans bekender Willehad ofre som tak for, at de var kommet hjem i god behold.
42. Der er også andre ting, som det her ville være på sin plads at fortælle angående havets tidevand og dets stigen, der finder sted to gange om dagen. Dette fænomen forekommer alle så mærkværdigt, at selv naturforskere, der undersøger naturens hemmeligheder, ikke rigtig véd, hvorledes det skal forklares. For medens Macrobius og Beda tilsyneladende hævder at vide noget, og Lucan åbent indrømmer, at han intet véd, går forskellige andre forfattere ind for andre teorier, men fælles for dem ale er, at de ender med usikre begrundelser. Derfor synes de mig bedst at sige med profeten "Herre, hvor storslåede er ikke dine gerninger! Alt har du skabt i din visdom! Jorden er fuld af dine ejendomme!" Og videre "Dine er himlene, og din er jorden!" Og "Du hersker over det mægtige hav" og "Dine domme er som det store dyb, hvorfor de med god grund kaldes ufattelige".
43. Det er, hvad jeg véd at berette om de Nordiske lande til ære for Hamburgerkirken. som vi ser, nyder den i så høj grad godt af den guddommelige kærligheds gave, at den er blevet det gejstelige midtpunkt for de folk som har den for stor dels vedkommende ved sin energiske forkyldelse har omvendt til kristendommen. Og først hører den forkyndelse af evangeliet op, hvor verden ender. Denne velsignede missionsvirksomhed blev oprindelig påbegyndt af Den hellige Ansgar og er støt vokset siden, lige til den store Adalberts bortgang, altså i henved 240 år.
44. Se blot til de vilde Daner, Nordmænd eller Sveere, som ifølge salig Gregorius ord kun kan skære tænder på barbarisk vis, men allerede nu kan istemme Halleluja til herrens pris. Se blot til dette folk af Vikinger, der, som man kan læse, fordum hærgede alle de Galliske og de Germanske lande, men nu har nok i deres egne områder, idet de siger med Apostelen: "Her har vi ikke en blivende by, men søger en kommende", og " Vi tror vi skal se Herrens godhed i de levendes land", Og se blot til de grufulde land, som altid tidligere var utilgængeligt på grund af sin afgudsdyrkelse og "Barsk som den Skytiske Dianas altre". Det har nu givet afkald på sin medfødte vildskab og lader sandhedens prædikanter komme til sig i hobetal, og de river afgudernes altre ned og rejser vidt og bredt kirker i deres sted, og Kristi navn lovprises af alle i fællesskab. "Sandelig, at forandre står i den Højestes højre hånd", og så hurtigt løber den Almægtige Guds befaling, at Herrens navn roses fra øst til vest, fra nord og fra havet, og hver tunge bekender, at Jesus Kristus er Herren til Gud Faders ære, som lever og hersker sammen med den Helligånd, fra evighed til evighed! Amen!
