1. Barndom og skoletid


Min moders navn var Sara Marie Svendsen, født Værnersborg. Hun var af svensk afstamning. Min fader døde, da jeg var to år.


Det første af mine indtryk, som jeg har bevaret, er omkring mit fjerde år. Vi boede i Borgergade 80, stuen over gården i et værelse og køkken med en trefod af jern som kogeapperat, hvorunder man fyrede med brænde. Der var lille plads og meget mørkt. Rotterne  arbejdede sig op gennem gulvet og skorstenen, så det var nødvendigt at have en kat. På trods af katten kunne vi vågne om natten ved spetaklet af kat og rotter, som peb og skreg i værelset, hvor vi sov. Min moder og en ældre søster til mig og jeg selv måtte jo sove i samme værelse.


Min søster og jeg gik i asyl (børnehave) fra klokken 8 morgen til 5-6 tiden om aftenen, Det var lang vej for en fire- til seksårig dreng at gå fra Borgergade 80 udfor Prinsensgade over Kongens Nytorv til Asylgade. Kosten var et par stykker rugbrød med fedt og salt og dertil vand. Dengang var der ikke noget, der hed mælk eller skolemad som nu.


Min moder var svagelig. Efter min fødsel havde hun fået skinnebenssår. Hun hjalp til i huse med vask, rengøring og lignende. Lønnen var to kroner om dagen og kosten, så der var jo mange gange smalhals hos os, selv om jeg nu, når jeg tænker tilbage i tiden, synes, at man kunne købe alverden for to kroner. Trods alt synes jeg, at vi havde det godt. Moder, som var kommet fra et godt bondehjem og var vel opdraget, læste historier og fortalte eventyr, når vi var gået i seng.


Nå, tiden gik, og jeg skulle i skole. Samtidig måtte jeg se at hjælpe til og tjene et par ører. Det blev til bypladser for en løn af to kroner om ugen, og man blev ikke sparet. Det var fra 7-8 om morgen til 12 middag, og nogle steder lidt om aftenen. Der var ikke mange steder, hvor man tænkte på at stikke et stykke mad ud. En hård rugbrødsendeskive med lidt fedt og salt havde været en herlighed for de fleste bydrenge. De fleste handlende havde det ved hånden.


Ved 12-års alderen havde jeg plads i en stegekælder i enendommen hvor vi boede. Det var fra 7 morgen til 12 middag samt 1/2 time om aftenen med bygang, aftapning af øl og deslige i forretningen. Når der kom et læs kartofler hjem, måtte jeg sammen med den voksne kusk bære kartoffelsække fra vognen på gaden op ad forhusets trappe over en gang til kælderen i baghuset. Vægten var 100 pund. Jeg var der i et år og klarede det uden men, men slæb var det.


Min fritid om aftenen til leg var i en gård et par numre derfra i Borgergade 84, hvor der var gennemgang til Store Kongensgade. Der var tumleplads. De fleste af beboeren var håndværksmestre, smede, malere, snedkere, karetmagere og lignende. Tuborgvognene med paraplyer stammer derfra. Der var mange børn i ejendommen, velstillede der gik i betalingsskole, men jeg har i de 5-6 år, jeg tilbragte min fritid der, aldrig hørt et nedsættende om mig eller kritik af min påklædning, som bedrestillede børn ellers er så slemme til. Dette er et af mine gode minder fra barndommen.


Om sommeren kunne vi jo nok foretage en razzia til Classens have, hvor der var overflod af frugt, som mange gange ikke blev plukket, men det gjaldt om at være forsigtig. Kom der nogen af tilsynet, kunne vi risikere at få et skud salt i halen. Om sommeren havde vi også badeanstalten (frit kaldet Ballade) over den gamle Langebro træbro, der gik fra Vestervoldgade ved Kongens Nytorv til Langebrogade. For at komme til badeanstalten måtte man en halv times tid trave over grundene, hvor nu husene ved Amaber Boulevard og de forskellige gader ligger, men jeg tror nu, at man var lige så snavset om ikke mere, når man kom derfra.


Bypladser havde jeg stadig, blandt andet hos en handskemager om formiddagen. Det traf sig tit, at jeg ved middagstid blev sendt fra Borgergade ud til et garveri på Jagtvej, og jeg kunne derfor ikke række skolen klokken 1, men kom for sent. Når jeg kom ind, gik jeg til min plads og anbragte mine bøger på hylden og gik derpå op til katederet for at modtage min straf.


Den første dag eller gang var det et slag med spanskrøret, næste dag to, og så steg det med et slag for hver dag, indtil jeg mødte rettidigt, og så det samme forfra igen, når jeg mødte for sent igen. Det var jo kun, når jeg blev sendt i byen fra min plads, at jeg kom sent, men det har ikke vakt nogen bitterhed hos mig, for klasselæreren var viceinspektør hr. Møller, en ældre lærer, der tog lidt blidt på det. Ved lejlighed kunne han udbryde, når jeg stillede op, nej gå på plads, tror du jeg vil slå på mine egne bukser. Der var nemlig ens kulør på hans og mine bukser.


Men engang imellem måtte jeg stille til klø hos inspektøren hr. Hofmann. Det var altid en større historie. Først blev jeg lagt over et af de forreste borde, hvor to drenge holdt fast på mine hænder. Og så gik det løs. Inspektøren, der var en høj kraftig mand på de 200 pund, kløede løs på mig, så fråden stod ham om munden. Så måtte han opgive til sidst. Han fik mig ikke til at græde, men det sved, kan De tro. Han ville absolut have, at man skulle græde, men det havde han nok opnået lettere ved at tale fornuftigt med mig, eller min principal, som jeg syntes havde hele skylden.  Jeg kunne jo ikke opgive min plads, da vi havde brug for de to kroner, jeg fik om ugen. De spillede en stor rolle i vor husholdning


Det bemærkes, at jeg trods alt ikke har været oversidder i min skoletid. Min klasselærer tilstod mig altid et kvarter til at læse eller regne i, og det var tilstrækkelig tid for mig til at lære det og kunne det udenad.


Mens vi er ved skolen, og man læser om debatten i aviserne om afskaffelsen af prygl i skolen, så tror jeg, at pryglene ikke forbedrer nogen hverken voksen eller børn. Klø avler trods hos selvstændige karakterer. Jeg kan sige om mig selv, at jeg blev stædig, efter kløene, som inspektøren gav mig. Han skulle ikke have den glæde at se mig græde, men sørgeligt er det, at de lærde herrer, der har med skole at gøre, ikke er længere fremme om det spørgsmål i året 1951, end de var i 1880. Der er et spørgsmål ved denne sag. Der kunne og kan også være sadister blandt skolefolk, hvor naturen går over optugtelsen.

2. Konfirmation og Skoleskib


Tiden nærmede sig, da jeg skulle konfirmeres. Jeg spurgte på skolen, om jeg kunne blive konfirmeret til oktober 1882. Jeg fyldte først 14 år den 15. december. Præsten ved Sankt Pouls Kirke ved Nyboder mente, jeg var for ung, men det gik i orden, og så kom spørgsmålet, hvad jeg skulle være. Min moder fik igennem en bekendt et tilbud om, at jeg kunne blive antaget som adoptivsøn af en, der ejede en sølvvarefabrik, så moder var meget opsat på, at jeg skulle gøre det, men da han hørte, at min hu stod til søen, mente han ikke, at det kunne gå, for som han sagde, en der vil til søs, vil altid have det i tankerne.


Vi kom ind i foråret 1883, og så læste jeg i avisen, at drenge, der ville til søs med skoleskib som lærling, skulle skrive til foreningen "Georg Stages Minde". Det gjorde jeg så, uden at have tanker om det kostede noget eller ej. Nogen tid senere kom en herre op og ville tale med mig efter først at have forespurgt de handlende i ejendommen  om mig og forholdene i mit hjem. På hans spørgsmål, om jeg troede, vi kunne udrede 60 kroner til uniform og udstyr, måtte jeg sige nej. Så fik jeg det svar, nå vi må se, hvad vi kan gøre ved det.


Nogen tid efter modtog jeg et brev om at møde i Trondhjemsgade nr. 7 hos orlogskaptajn, senere admiral Malte Bruun. Jeg blev budt ind i stuen og modtog den første velkomst af en ung mand, der udbrød, Skal du også med Georg Stage, så skal vi være skibskammerater. Det var en nevø til Malte Bruun, senere kommandør i flåden Malte Bruun, som jeg mødte igen i foreningen af "Gamle Georg Stage Drenge", hvor vi fik en sludder om vor første tur  til søs.


Jeg fik nu besked af Kaptajn Bruun, at jeg skulle møde i Havnegade for at modtage min uniform og øvrige ekvipering en af de sidste dage i april samt at være klar den 1. maj 1883 til at gå om bord i en slæbebåd, der ville føre os fra Havnegade til Orlogsværftet, Hvor "Georg Stage" lå. Vi mødte alle 80 drenge i godt humør, og så kom de første øvelser. Det var en forandring fraa de små forhold, jeg var vant til. Jeg har mange gange i mit liv husket tiden om bord i "Georg Stage" og tænkt min tak til admiral Bruun, fordi han hjalp mig at få mit ønske opfyldt og komme ind i andre forhold. Admiralen mødte jeg senere, da jeg aftjente min værnepligt, og også den gang gav han mig en håndsrækning.


Nogle dage efter gik vi fra Orlogsværftet til Humlebæk Bugten, hvor vi lå i 3 uger, medens vi lærte at gøre sejlene los og fast igen, foretage små ture i Sundet samt foretage en bjærgning med redningsbåd. Det bestod i, at når vi gik for fulde sejl, slap en af styrmændene en redningsbøje løs og råbte samtidig mand over bord, klar ved båd og braser. Braserne var til at holde sejlene i stilling. Disse blev nu halet, sådan at de modvirkede hinanden og derved stoppede farten, og skivet lå stille, eller som det hedder lå bak.


Vi lavede sådan en manøvrering engang, da den daværende kronprins Frederik, senere kong Frederik den Ottende, var på visit om bord. Han stod med uret i hånden, og der var da gået 10 minutter fra kransen var gået i vandet, båden sat i vandet, brast bak, bjærget den formodede over bord faldende mand og atter hejst op. Kronprinsen udtalte da, at på den korte tid skulle ingen da kunne drukne.


Vi var om bord i 6 måneder, var i Arendal i Norge samt Rønne på Bornholm. Da turen var endt blev vi afmønstret, og så skulle jeg se, om jeg kunne få hyre.

3. Den unge sømand


Jeg og flere andre kom om bord i kabeldamperen "H. C. Ørsted. Det var en tur til Viborg i Finland for at reparere et kabel, der var sprængt. Det tog 3 uger. Arbejdstiden i søen var 12 timer, ved land 10 timer, kosten upåklagelig. Jeg husker engang, vi havde middag med sødsuppe til forret. Det var hårdt vejr, og skibet huggede i søen, så der var ikke meget, der blev spist. Jeg skulle vaske op efter middagen. Da var suppeterrinen næsten fuld af sødsuppe med de dejligste svesker. Jeg fik travlt med at spise sveskerne, måtte op på dækket, kastede op udenbords og på den igen et par gange, så matroserne bemærkede, nå du er nok ikke bange for søsyge. Vi blev afmønstret i Københan nogen tid før jul. Jeg kom hjem igen til moder og måtte have fat i noget arbejde på en fabrik hele dagen. Lønnen var jo ikke overvældende.


Da det blev forårigen, søgte jeg atter hyre med sejlskibe. Det var jo sejlskibene, drengene tragtede efter. Jeg udmønstrede den 6. oktober 1883 med skonnert "Bølgen" af Marstal som kok bestemt til London med stav og derfra til Odense med koks. Der vankede en på kassen, når det passede de overordnede, for eksempel når det ikke kunne brænde i kakkelovnen i kahytten grundet på dårligt vejr eller anden ubetydelig årsag, men det tog man let. Det har hændt mere end en gang, når skipperen var gået, kom styrmanden og skulle gøre det godt igen med noget smør og sukker. Vi blev afmønstret i Odense den 24. december 1883.


Der var jo ingen af de mindre sejlskibe, der sejlede på Nord- og Østersøen om vinteren, og datidens unge kunne ikke tænke sig at gå om bord i et dampskib som messedreng eller lignende. Derfor måtte jeg igen i gang hjemme med at få noget at bestille. Den 2. maj 1884 mønstrede jeg med skonnertbrig "Hjalm" til Vasa, Southampton, Skt. Davis, Kønigsberg og Århus. Jeg mønstrede som ungmand til en hyre på 25 kroner månedlig. Forholdene var gode, og jeg afmønstrede i Århus den 23. august 1884.


Den 3. september 1884 mønstrede jeg med skonnert "Alfred" af København som ungmand for en rejse til Island. Førerens navn var Siverts, og styrmanden var broder til kaptajnen, begge fra Rømø. Jeg kom om bord i skibet, som lå ved Christiansholms Plads i København, hvor alle islandsfarere lagde op om vinteren. Nogle af dem lastede alle slags købmandsvarer, som de så handlede med på kysten af Island, idet de sejlede fra den ene fjord til den anden og udvekslede varer, som bestod af kolonialvarer som sukker, mel, gryn, kaffe, the og bygningsmaterialer, træ, jern og køkkensager, mod klipfisk og fårekød i fustager. Disse fartøjer gik hele kysten rundt og handlede. Når de kom ind i en havn, strømmede islændingene om bord og handlede. De medbragte tørret og saltet fisk, fårekroppe,fuglevildt og lignende sager. De blev altid modtaget med hjertelighed, og snapseflasken gik stadig rundt. Brændevin kostede jo ikke så meget herhjemme, og det fremmede vel handelen parterne imellem. I træskibe, der anløb København, måtte der ikke findes ild om bord, så vi måtte i land for at  koge vor kaffe, the og middagsmad. Det foregik i et lille hus, som endnu ligger ved kulkranen på Christiansholms Plads.


Jeg mønstrede i april 1885 med en marstaller-jagt beliggende i Frederikssund. Bestemmelsesstedet var Skotland efter kul. Besætningen bestod af 4 mand, kaptajn styrmand og to drenge. Vi var begge fra samme ejendom i Borgergade. Min kammerat, der var 15 år, mønstrede som kok, jeg, der var 16, som ungmand. Dette er et af mine bitre minder fra den tid, jeg var på søen. Vi fik snart kærligheden at føle. Min kammerat, som jo ikke havde sejlet før, var ukendt med alt. Resultatet var, at jeg blev holdt oppe på min frivagt, dels for at tilberede maden, dels ved at vaske og male, således at når jeg skulle være fri klokken 8 morgen, måtte jeg arbejde til 11½ formiddag. Så kunne jeg gå hen og vaske mig og spise og møde på dækket igen klokke 12½ til vagt til 7 aften. Så havde jeg fri fra klokken 8 til 12 nat. Derefter var der bagt til klokken 4 morgen og så videre.


I de første dage vi var i søen, spiste vi i kahytten sammen med skipper og styrmand, men det var kun få dage, så fik vi besked om, at vi skulle spise forude, men resultatet var, at når vi kom for at hente smør eller sukker, blev i spurgt, har I nu allerede ædt det. Efter søloven havde hver af os ret til 1 pund smør og 3/4 pund sukker om ugen. Pålæg så vi aldrig, skønt det var om bord, og vi havde krav på en del af ost og pølse på de dage, vi havde fisk til middag. Middagen bestod af budding eller tyske klumper. Buddingen bestod af mel, vand, kødfedt og nogle rosiner. Buddingen blev kogt i en pose, medens klumperne blev lagt fra skeen i det kogende vand. Dertil spiste vi noget sirup, og salt kød skiftevis hver anden dag. Om søndagen var middagsretten suppe og dåsekød. Dette var kosten når vi var i søen. Aldrig smagte vi en middag som grønkål og flæsk, skønt der var flæsk i rationsfadene.


Hver gang vi lå i Marstal og lossede kul, stod vi to drenge i spillet fra 6 morgen til 6 aften. Kullene blev solgt i tøndevis fra skibet til byens beboere. Det varede gerne 4 á 5 dage, før vi var udlosset, og i den tid spiste vi oppe hos rederen sammen med tjenestefolkene. Det var mad. Senere forstod jeg bedre det med kosten i søen, for hver aften når vi lå i Marstal, skulle kokken og styrmanden i land hver bærende på et par zinkspande, der foroven var dækket med kiks, provianten lå nedenunder. Før vi sejlede kom der friske forsyninger. Det gik jo nogle rejser, men så en dag i Marstal, hvor vi lossede kul, og jeg stod ved spillet, faldt jeg om. Da jeg kom til hægterne igen, fortalte skipperen mig at jeg var syg og gav mig det råd for malaria, anden dags koldfeber, at drikke mit eget vand. Da jeg ikke kunne reflektere på det, måtte jeg mønstre af.


Det var skibets pligt efter loven at sende mig på hospitalet i 6 uger på rederiets bekostning, men i stedet stod jeg der på kajen med nogle få kroner i afregning og måtte selv betale rejsen hjem til københavn, hvor jeg søgte læge og blev indlagt på Kommunehospitalet. Der konstaterede lægen, at det var malaria, jeg fejlede, og at jeg var underernæret, men det skulle nok blive klaret, og det blev det. Alle læger og sygeplejersker fyldte mig med mælk, maltøl og mad, og stadig blev jeg spurgt, om der var noget jeg ville have. Det tog 6 uger. Da jeg skulle udskrives og sige farvel, havde jeg tårer i øjnene. Plejemoder spurgte, om jeg ikke havde nogen steder at være. Jeg svarede jo min moder. Nå, så er det jo ikke så slemt for Dem, mente hun, men det var tanken om at komme ud for et lignende helvede igen, der virkede på mig. Jeg var jo så ung endnu og ikke en søprokurator, som kendte søloven ud og ind, som jeg senere udviklede mig til.


Jeg sejlede derefter med forskellige større sejlskibe, til jeg blev stoppet til orlogs i januar 1887. Det foregik på den måde, at hvis man var ledig og i land, skulle man aflevere sin søfartsbog på mønstringskontoret. Var man omborg i et skib, skulle føreren af dette afmønstre og indlevere vore bøger. I den tid vi var ledige, kunne vi søge arbejde på holmen, hvor daglønnen var to kroner, men det var de færreste dage, at vi fik arbejde. Dels var vi mange stoppede søfolk, og dels var der alle de arbejdere, der dagligt søgte Holmen for arbejde. Der var da også tilfælde, hvor et halv hundrede søfolk meldte sig på Ladegården ved Åboulevarden for optagelse, men de kom ikke ind.


Jeg blev indkaldt den 5. april og gjorde tjeneste til 15. juli på korvetten "Dagmar". Det var en hård skole. Fritiden til søvn var den ene nat 4 timer fra 8 aften til 12 nat og 4 morgen til 6½. Der var 50 kadetter om bord, og de skulle alle sammen sættes ind i reglerne for et skibs manøvrering. Der var nedrigning af røjl og bramsejl, sejlads med kovending, stagvending samt bjærgning af sejl og dertil rengøring, gymnastik, fægtning med huggerter og karabineksercits. Når der var nogle minutter imellem, smed vi os hen ad dækket for at hvile. Kosten var altid god. Vi anløb Leith og Le Havre, men gik derpå hjem, grundet på en opstået influenza. Vi afmønstrede sidst i juli på Orlogsværftet, og jeg mønstrede kort efter i "Bergenhus" i fart på Vestnorge.

4. Strejke og ægteskab


Jeg deltog i strejken i 1890. Den varede i cirka 4 måneder. Vi tabte den. Derefter tog jeg til England, hvor jeg og en kammerat fra "Bergenhus" fik hyre med en bark til Sydamerika og Haiti. Vi var borte et års tid. Derefter fik jeg hyre i Le Havre for rejse til København. Hjemkommen kom jeg og min moder bort fra baghuset og flyttede op i forhuset på 3. sal til to værelser.


Nogen tid efter, den 31. juli 1891 blev jeg gift. Min hustru stammede fra Irland. Hendes fader var fransk fra en lille by udenfor Marseille ved navn Marfigues, men førte da skib fra Liverpool og var bosat der. Moderen døde da børnene var mindreårige, og de blev spredt. Nogle kom til Frankrig, og drengene tog bedstemoderen i Irland. Vi skrev sammen. Jeg traf et par af brødrene i London. De var begge i den engelske marine. Børnenes fødenavn var Coulet. Søsteren har jeg talt med flere gange, når jeg var i Marseille. Min hustru havde ikke set sin søster i 17 år, da jeg i året 1900 var i Paris til en kongres af transportarbejdere, sendt af Sømændenes forbund. Efter nogle breve til Frankrig blev vi enige om, at jeg skulle tage min hustru med, og vi mødtes så i kongressalen Maison des Peuples og var sammen i 8 dage. Senere blev der ikke råd til flere lystrejser, og min svigerinde blev senere gift med en apoteker, som jeg besøgte et par gange, når jeg var i Marseille. De blev senere forflyttet til Madagaskar som militærlæge og apoteker.


Efter hjemkomsten og giftermålet kom jeg ud igen med forskellige skibe, mest fra DFDS. Lønnen var stadig 50 kroner månedlig, og arbejdstiden 10 1/4 time pr. dag og 2 timer nattevagt ved land. I foråret 1897 var jeg i s/s "Moskov". Vi havde talt en del om forholdene i almindelighed. Vi anløb Libau for losning, og da der var mange danske skibe i havnen, besluttede vi at gøre en indsats for at oprette en fagforening. Vi skrev et opråb til sømændene om at samle sig samt en henvendelse til havnearbejderne i København om at støtte os med agitation, når de kom om bord hjemme i København, samt at modtage indmeldelser.


Bøgerne fik jeg ved at skrive til sekretæren for et af de forbund, jeg havde været medlem af i halvfemsernes første år. Da jeg kom til med "Moskov", gik jeg i land, og på et møde blev jeg valgt til formand med en løn af 20 kroner om ugen. Det blev en hård tid med at få organiseret sømændene. Jeg måtte besøge skibene både dag og nat for at komme i kontakt med folkene. Rederne havde lugtet lunten og oprettede en modorganisation, International Seamens Federation tilsluttet England og andre europæiske lande.


Der var propaganda med huslejehjælp, sygehjælp og godtgørelser, når en mand havde været et år i samme skib. Det lykkedes dog ikke at splitte sømændene. Forbundet gik støt frem i medlemstal. I 1898 var vi nået op til ca 1.000 medlemmer. Arbejdstiden var stadig den samme og forholdene ikke gode med forskellig kost i skibene efter hovmesterens skøn. De havde kosten i licitation, så det gjaldt for hovmesteren at spare mest muligt på provianten og tjene på folkene.  I de fleste skibe var der små uhyggelige lukafer, der ofte tillige var opbevaringssted for maling, sejl, kartofler og deslige. Der var mørkt, så der måtte være tændt lampe både dag og nat. Rummet var et eldorado for væggetøj og rotter.


Der var i søloven en paragraf om, at hvis vi ikke fik medhold af tilsynet, skulle vi selv betale udgifterne ved tilsynet og ved forsinkelse af skibet. Der var ikke mange af mandskabet, der havde lyst til den risiko, så hellere gå i land og håbe på at få bedre skib. Tiltale formen var fornavn og du, selv om det var en matros på over 60 år. Dette spørgsmål kunne søfolkene nu selv have ordnet, hvis der havde været mere sammenhold mellem besætningen.


På "Moskov"  blev der den første dag, vi var om bord, spurgt, hvad hedder du. Svaret var vore efternavne. Jamen du må da have et fornavn. Vi gentog vort efternavn, og fra den dag var det slut med at høre du Peter eller Hans. Officielt fik jeg dette afskaffet for bestandig i 1899 efter en skrivelse til Rederiforeningen og Dansk Navigatør Forening.

5. Familie, børn og arbejdskamp.


Da jeg kom hjem fra "Moscov" i 1897, flyttede vi til Tordenskjoldsgade nr. 31 på 5. sal. Huslejen var cirka 20 kroner om måneden, for to værelser og køkken. Her blev min familie øget med tre børn, en dreng født den 10. juni 1897, Leopold Coulet Svendsen, nu skibsfører i Den Kgl. Grønlandske Handel, samt 2 piger, Rose Valentine Svendsen, født den 12. februar 1900, holder nu hus for mig, samt Josephine Therese Svendsen, født den 9. maj 1901, gift med ingeniør Brabrandt Jensen. Da det var moderen, der skulle opdrage børnene, og hun var katolik, blev disse børn døbt i den Katolske kirke i Bredgade samt senere konfirmeret samme sted.


Sømændenes Forbund gik støt frem i medlemstal. April 1898 henvendte vi os til Rederiforeningen om et møde for at drøfte forholdene samt hyreforhøjelse. På mødet blev hyren forhøjet til fra 50 til 55 kroner i indenrigsk og europæisk fart, på transatlantisk fart til 57½ krone, og samtidig blev organisationens rettigheder anerkendt. Der gik nu et år med stadig fremgang i medlemstallet. Vi henvendte os i april 1899 igen til rederne om lønforhøjelse, men denne gang gik det ikke så godt. Rederne strittede imod og nægtede at give denne lønforhøjelse.


Forbundet erklærede strejke, og folkene gik rask væk fra borde, når skibene kom i havn, men nu forlangte rederne, at overenskomsten skulle forstås således, at hele lasten, der var om bord, skulle være udlosset. Når vi havde losset lasten, som var bestemt til Danmark, skulle vi fortsætte til Rusland og derefter tilbage til København, som vi ikke anløb fra Østersøen til Antverpen og videre samme historie om igen, da skibene aldrig var tømt for gods til de forskellige havne, vi anløb. Det protesterede forbundet imod dagen efter mødet.


Da jeg gik hjem over broen på Nyhavn, kom der et optog af droscher, som stoppede op på Nyhavnsbroen, og ud kom en af skibsinspektørerne fra Det Forenede Dampskibs-Selskab. Han anmodede mig om at følge med op i Sø- og Handelsretten. Der var to sømænd, som politiet havde arresteret på logihuse i Nyhavn, tiltalt for rømning. Jeg indvilligede i at følge med og kom sammen med folkene til Sø- og Handelsretten klokken 8½ aften. Der havde dommeren fået samlet et helt auditorium med skibsinspektør og de forskellige kaptajner fra skibene som anklagere. Som tilhørere var der en del kvinder. Retsformanden holdt nu en tale på en times tid, hvori han opremsede straffe. De to sømænd kunne blive idømt helt op til 2 års tugthus. Retsformanden anmodede mig derpå om at gå med sømændene ind i et andet lokale og drøfte stillingen.


Da vi var kommet til ro, fastholdt jeg over for folkene, at de skulle holde sig til forbundets ordre om at gå i land. Da vi kom ind i retssalen, spurgte formanden mig om, hvad resultat vi var kommet til. Jeg svarede, at folkene fastholdt deres ret til afmønstring og tilføjede: Dette er ikke nogen domstol, men en privat forestilling sat i scene af retsformanden for at indvirke på folkene til fordel for rederierne. Dette møde er privat og kunne lige så vel have fundet sted i en af Nyhavns beværtninger. Jeg kan lade Dem arrestere for krænkelse af rettens værdighed, truede retsformanden mig. Derefter blev sømændene atter puttet i droscherne og kørt op til arresten på Nytorv.


For at undgå en udvidet konflikt i havnen blev sømændene løsladt, og der blev sendt bud til forbundet om forhandling. Ved denne opnåedes der et løntillæg af 5 kroner mere om måneden, og overtidsarbejde steg til 45 øre pr. time, og der skulle gives overtidsbetaling for nattevagten før søn- og helligdage, når skibet lå ved land.


Der indførtes i forbundet en syge- og hjælpekasse samt hjælp ved forlis. Samtidig indsendteset andragende til Rigsdagen om oprettelse af lovbefalet ulykkesforsikring, men det varede nogle år før det skete. Imidlertid gik tiden med trakasserier fra de overordnede i skibene. De ønskede ikke, at mandskabet havde ret til at henvise til deres trykte overenskomst, når der var uoverensstemmelser og lignende om deres ret til betaling for udført overarbejde. Samtidig bombarderede de redere og søfartsblade med skrivelser, hvori de hævdede, at de ikke længere var herre i deres eget skib, og at det var uholdbare tilstande. Det lykkedes ved disse skriverier at gøre rederne en del bitre på organisationerne, så da overenskomsterne udløb 1. januar 1902 ønskede de ikke at forhandle, men udstedte et regulativ, som der skulle mønstres efter.

6. Strejke og polititilhold


Der indførtes i forbundet en syge- og hjælpekasse samt hjælp ved forlis. Samtidig indsendteset andragende til Rigsdagen om oprettelse af lovbefalet ulykkesforsikring, men det varede nogle år før det skete. Imidlertid gik tiden med trakasserier fra de overordnede i skibene. De ønskede ikke, at mandskabet havde ret til at henvise til deres trykte overenskomst, når der var uoverensstemmelser og lignende om deres ret til betaling for udført overarbejde. Samtidig bombarderede de redere og søfartsblade med skrivelser, hvori de hævdede, at de ikke længere var herre i deres eget skib, og at det var uholdbare tilstande. Det lykkedes ved disse skriverier at gøre rederne en del bitre på organisationerne, så da overenskomsterne udløb 1. januar 1902 ønskede de ikke at forhandle, men udstedte et regulativ, som der skulle mønstres efter.


Dette nægtede fyrbøderne og gik i strejke. Sømændenes overenskomst udløb først den 1. april 1902. I 3 måneder måtte sømændene vise den største agtpågivenhed for ikke at komme i karambolage med hædersmændene, der, hellige og ukrænkelige som de var, ikke tålte, at de organiserede søfolk så meget som så på dem. Den 1. april sendte rederiforbundet sømændene et reglement, som de fordrede, at der skulle mønstres efter. Vi prøvede at få underhandling i gang, men det mislykkedes. Da erklærede Dansk Transportarbejderforbund, hvoraf sømænd og fyrbøderne var medlemmer, strejke for at støtte fyrbøderne og eventuelt få en ende på de uheldige tilstande.


Strejken besvaredes med med en lockout over for sømændene, fyrbøderne og havnearbejderne. Rederne udlagde nu på Københavns red logiskibe, som fyldtes med skrab fra alle havnebyer, pillet op i dokkerne, på tømmerpladser og lignende steder, og som ikke blev ædru, før de fra logiskibet kom om bord på det skib, hvor de skulle gøre tjeneste. Det var ren og skær shanghajning. I pakhusene på Larsens Plads indkvarteredes russere til arbejde i havnen, hvori også deltog kontorister og fast ansatte arbejdere i rederiet.


Den 4. maj afholdt De Samvirkende Fagforbund generalforsamling, hvor det vedtoges at hæve strejken på grund af den store arbejdsløshed og de udenlandske arbejderes mangel på organisation. Efter De Samvirkendes beslutning om at ophæve strejken, som blev offentligt bekendtgjort samme aften gennem Ritzaus Bureau, var strejken moralsk tabt, og det ansås nu for lovligt at optage arbejde af folk, som stod uden for sømændenes og havnearbejdernes organisationer. Nogle uger senere afholdtes generalforsamling hos sømændene, hvor det vedtoges at ophæve strejken, og da jeg som den eneste af de tre forbundsledere nød den ære at have fået et polititilhold om ikke at betræde noget skib i København, mente jeg ikke at kunne være til nytte for forbundet.


Under disse forhold nedlagde jeg min post som formand. Jeg må i sandhedens interesse fremhæve, at dampskibsselskabet ØK ikke deltog i dette felttog mod sømændene, men tillod de folk, der var i deres tjeneste, selv at bestemme, om de ville være organiseret eller ej.

7. Vægter


Jeg fik nu et tilbud fra det engelske forbund om en stilling i London, som jeg modtog og var der til foråret 1903. Da rejste jeg hjem og kom ind i Dansk Vagt Selskab, som da var oprettet til bevogtning af ejendomme i København. Lønnen var 75 kroner om måneden, og arbejdstiden var 30 nætter om måneden hver nat fra klokken 9½ til 6 morgen. Den 1. i hver måned havde vi opkrævning af gebyr i distriktet uden ekstrabetaling. Det var store strækninger, vi havde at kontrollere, så vi var trætte og sure, når vi kom hjem, og det var ikke nemt at sove, når hustru og børn var hjemme.


Så begyndte drøftelserne mellem vægterne om at få kårene forbedret. Der befandt sig på det tidspunkt en del søfolk i korpset, og de bad mig om at sætte mig i gang med at få oprettet en fagforening. Efter nogle møder blev love vedtaget for en klub med navnet Vagtfunktionærernes Klub, til hvilken jeg blev opstillet som formand. Vi søgte nu forhandling om løntillæg, betaling af inkassering af kontanter til selskabet samt for de vægtere, der havde hund med på posten, et månedligt tillæg på 10 kroner for fodring af hunden. Det var naturligvis afslag den første gang.


Jeg boede da på Kirkegårdsvej nr. 1 og havde lang vej til kontoret i Ny Kongensgade, og jeg var en aften uheldig at punktere cyklen ude på Amager og måtte gå ind, således at jeg kom cirka 10 minutter for sent. Der blev stor opstandelse. Om jeg ikke vidste, hvad tid jeg skulle møde på. Da jeg svarede, at jeg skulle være på min post klokken 10 aften på Nørregade og kun brugte 10 minutter på at gå derhen, fik jeg svaret: Ja, men det er mig, der bestemmer når De skal gå herfra. Da jeg kom ned i porten, ventede vægterne på mig. De ville have stoppet og kommet nøglerne i en sæk, men jeg fik dem overtalt til at gå på vagt, så skulle vi prøve en fornyet henvendelse til kompagniet.


Det skete nogle dage senere, hvor vi mødtes igen og falsholdt vort krav, men fik ingen tilslutning fra selskabets side. Da kom direktøren med en bemærkning: Jamen De, Svendsen, har jo ingen hund, hvortil jeg svarede: Hvor tror direktøren, at jeg kan holde hund med 75 kroner månedlig og kone samt 3 børn. Direktøren: Åh, hvad, I som bor i sådanne kaserner, der kan vel nok blive noget til hundene. Jeg henvendte mig til vor sekretær og sagde: Vær venlig at skrive i vor protokol, at direktøren kalder de ejendomme, han ønsker til bevogtning, for kaserner samt til Selskabet Til Dyrenes Beskyttelse, at direktøren foreslår, at vore hunde skal søge skarnkasserne for at blive mætte. Det vil gøre sig for offentligheden. Vi fik underskrevet vor kontrakt og de stillede krav blev godkendt, før vi gik.


Der gik nogle uger. så fik jeg at høre, at jeg skulle have skridtmåler på og skulle skygges af tre kontrollører. Da var jeg klar over, at det ikke gik i længden. Jeg tog min afsked. Kammeraterne betalte mig nu ud af deres egen lomme min månedsgage, indtil overenskomsterne var i orden.


Jeg modtog nu et tilbud fra det Engelske Sømandsforbund om at komme til London for at få de skandinaviske søfolk organiseret, men det var håbløst arbejde, da det eneste sted, man kunne få dem i tale, var på gaden ved mønstringskontoret. Når de skulle ud at sejle, så havde de andre ting i hovedet. Jeg rejste da hjem igen.


Ved et møde i Sømændenes Forbund, som først skulle begynde klokken 18.30, kom der tre mand op fra lokalet. På min forespørgsel om, hvor de skulle hen, var svaret at de var færdige med generalforsamlingen. Jeg fik dem til at gå ned igen og fik at vide, at der kun var fire mand i forbundet, og at den daværende formand var blevet valgt igen for 2 år, skønt loven lød på et år. Jeg bebrejdede dem, at de trods det at der ikke i den forløbne tid var kommet 5 øre ind i kassen, men kun udgifter til lønning, at de kunne stemme for et sådant forslag, og jeg tilføjede, at fra i morgen var der to sømandsforbund i byen, ikke fordi der skulle være to, men når jeg havde fået medlemmer hos mig, skulle de blive overført til forbundet, og så ville der blive renset ud.


Dagen efter gik jeg ned på Kvæsthusbroen til de udenrigske både, og da det var en søndag, kom de hjem til mig om eftermiddagen i Toldbodgade, og så stiftede vi en ny forening, og da der fra redernes side var udstedt forbud mod at være i fagforbund, og besætningen måtte underskrive i forhyrings-kontrakten , at hvis det skete, var den tilgodehavende hyre forbrudt, så fik den navnet Sømændenes Understøttelsesforening. Til den næste halvårlige generalforsamling den 27. januar indmeldtes ca 30 ledige medlemmer i vort forbund. Alt klappede rigtigt, den gamle ledelse måtte gå, og ny formand valgtes.

8. Agitator og sømand


Fjorten dage senere sendte jeg nyt forslag til forbundet om sammenslutning af de to foreninger. Dette vedtoges på en senere afholdt generalforsamling, af de tidligere nævnte grunde under navn af Sømændenes Understøttelsesforening, og da jeg selv og medlemmerne mente, at det var bedst for forbundet, at jeg blev ved med at være agitator, modtog jeg stillingen. Lønnen var 6 kroner ugentligt, der senere steg til 12 kroner.


I 1907 var det værste overstået. Ved forhandling med ØK opnåedes overenskomst om højere lønninger samt regulering af arbejdstiden. Til Rederiforeningen sendtes flere skrivelser om forhandling, men uden resultat. Kun mellem De Samvirkende Fagforbund, Arbejdsgiverforeningen og Rederiforeningen drøftedes vore forhold, men der kom ikke noget resultat ud af det. Grunden til redernes stædighed var, at de var tilsluttet en international sammenslutning, der forbød enhver forhandling med forbundet.


Tiden gik til 1911. Da indsendte vi igen forslag om overenskomst, og da der nu var kommet ny bestyrelse i Rederiforeningen, lykkedes det ved hjælp af admiral Cold, som da var formand, at få forhandlinger i gang. Det lykkedes at få organisationsretten anerkendt, mindre ændringer i lønnen og arbejdsforholdene forbedret, men så kom slutstenen med overenskomstens varighed. Arbejderne i land, De Samvirkende Fagforbund, var grundet på den store arbejdsledighed og mangel på midler gået ind på en syvårig overenskomst. Dette forkastede sømændene på en indkaldt generalforsamling. Vi forsøgte en forhandling uden resultat og indkaldte ny generalforsamling, og da jeg mente, at det mest betydningsfulde for en organisation var forhandlingsretten, forelagde jeg følgende resolution: Generalforsamlingen giver os fuldmagt at prøve endnu en forhandling med rederne, og hvis det ikke lykkes at opnå en forbedring, da at underskrive. Det vedtoges med alle stemmer mod 11.


Da det ikke lykkedes os at få noget resultat, underskrev vi, formanden og jeg, overenskomsten. Da der stadig var mudder på generalforsamlingen, ikke af de sejlende medlemmer, man af dem som gik og drev i Nyhavn og kun brugte deres fagforeningskort som legitimation, fratrådte formanden og jeg vore stillinger. Det var seks drøje år med at rette forbundet op. Det var med en følelse af glæde, jeg nogle dage senere tog min køjesæk på nakken og gik om bord i tankskibet "A. N. Hansen". Mit polititilhold om ikke at betræde danske skibe i havnen var nu ophævet, skønt jeg havde overtrådt forbudet hundreder af gange, dog i flere tilfælde med det resultat, at når styrmanden havde mistanke om, at jeg var om bord, måtte jeg gemme mig i fyrbødernes lukaf.


Jeg sejlede nu i nogle år i DFDS og kom om bord i s/s "Garonne" kort før krigens udbrud i 1914, men gjorde kun en rejse, da skibet blev lagt op grundet på de usikre forhold, men mønstrede igen med samme skib. Foråret 1916 mønstrede med s/s "Ebro" , DFDS, til vi blev skudt i sænk i Biskaya Bugten den 17. januar 1917. Vi blev optaget af en Esbjerg-båd og landsat i Brest og rejste hjem over Havre, Portsmouth, London og Hull til København.


Derefter mønstrede jeg havnevæsenets isbryder "Vædderen". hvor jeg var på til efter den anden verdenskrigs afslutning. Da fyldte jeg 75 år og blev pensioneret med en ret god pension og bor nu i Prinsesse Maries Hjem på Christianshavn.