1308
Hertug Erik af Sverige hærgede Halland. Kong Erik af Danmark gjorde indfald i Sverige, plyndrede og brændte hvor han kom frem og belejrede Nyköbing, hvor Timme Laurensen og nogle andre fra hæren forlod kongen.
1309
På det tredie tog til Sverige drog han om i Östergötland, skønt ridderne var imod det. Fæstningerne dér vandt han dog ikke.
1310
Ærkebiskop Jens Grand blev ærkebiskop i Bremen. Isarn der var ærkebiskop i Lund, blev ærkebiskop i Salerno, og biskop Esger af Århus blev overflyttet til Lund stift. Der var møde i Helsingborg mellem kongerne af Danmark, Norge og Sverige, og hertugerne, den svenske konges brødre. Her trolovede hertug Erik af Sverige sig med hr. Niels af Vendens datter, der var en søsterdatter til kongen. Der blev sluttet fred, alle blev forligt, og hertug Erik fik Halland i len af kongen. Den højre del at byen Roskilde med 5 kirker og Franciskaner klostret, nedbrænder.
1311
Der var tørke hele året over hele landet og misvækst over det ganske land. Kongen holdt pragtfuldt hov ved Rostock sammen med markgreven og fyrsterne af Venden, der var 48 danske riddere til stede. Derefter følger belejringen af byen Rostock og af Wismar. Pave Clemens V afholder almindeligt kirkemøde i Vienne.
1312
Borgerne fra Rostock og de andre vendiske byer brændte Helsingør, Amager, Skanør med borgen og nogle øer i havet. Kongen lod mange bønder hænge ved København. Hertug Valdemar af Slesvig dør. Hertug Erik af Sverige trolovede sig for anden gang, nemlig med den norske konges datter, efter at han havde forskudt sin tidligere brud, den denske konges søsterdatter. Efter hungersnød, borgerkrig og anden elendighed overgav Rostocks borgere sig til kongen på hårde vilkår. Der var almindeligt kirkemøde i Vienna under pave Clements V, her vlev tempelherreordenen ophævet.
1313
Kongen drog til Nørrejylland med en hær; Nogle af jyderne havde nemlig forenet sig mod kongens drost Niels og kæmpet med ham ved Kolding, hvor de dræbte grev Henrik af Gleichens søn og nogle andre af drostens fæller, og han selv flygtede med resten. Derfor lod kongen mange af dem hænge og pålagde en stor del af Nørrejylland en fast skat, som kaldes guldkorn. Han byggede nye borge og forstærkede de gamle, og således betvang han omsider jydernes gamle stivsind.
1314
Kongen lod Timme Laurensen og mange af hans slægt halshugge eller dømme fredløse på grund af troskabsbrud og sammensværgelse, og deres gods inddrog han.
1315
Kongen drog over til venden, han holdt møde med markgrev Valdemar, og de skiltes i uenighed. Fra da af bekrigede markgreven kongen og Henrik af Mechklenborg; denne krig førte mecklenborgeren både på kongens og egne vegne, og han udkæmpede tappert flere slag mod markgreven i Tyskland på kongens bekostning. Andreas Høgby og Niels Rane måtte klæde stejle ved Vordingborg på grund af sammensværgelse. Borgerne i Stralsund underkastede sig markgreven og gav sig med hans hjælp til at angribe Rygen.
1316
Kongen sendte en hær på 42 kogger og adskillige andre skibe med en stor mængde krigsfolk mod byen Stralsund, som de belejrede hele sommeren fra søsiden, men på grund af troløshed hos mange af dem udrettede de intet mindeværdigt dér. De fordrev dog fjenderne fra de borge, som markgrevens folk havde erobret på Rygen sammen med borgerne fra Stralsund, og fra de nye, de havde anlagt dér, og gav dem tilbage til Witzlav, rygboernes fyrste. Kongen lagde skat på hele Danmark, både lære og læg, verdslig og gejstlig, og fik en mark sølv af hver plov og det tilsvarende, hvor plovland ikke blev beregnet. Hallands præfekt, Eskil Krage, afbrændte borgen Ørkelljunga. Hertug Christoffer kom før jul med en flåde til Svendborg på Fyn og plyndrede byen, han kæmpede mod Fyns præfekt, Jacob Fleb, og slog ham på flugt. Der blev atter sluttet våbenhvile mellem kongen og markgreven, og Henrik af Mecklenborg og derfor forlod Christoffer Fyn. I julen overdrog kongen Henrik af Mecklenborg det fulde herrdømme over Rostock i pant for de udgifter, han havde haft i krigen mod markgreven. Pave Johannes XXII blev valgt.
1317
Der kom udsendinge fra markgreven til kongen og forhandlede om fred. Kongen kom omsider også til Sjælland, hvor markgreven mødte ham. Der blev sluttet fred mellem dem, og byen Stralsund blev givet kongen, og Witzlav. Ærkebiskop Esger flygtede fra Danmark. Kongen bød, at alle lærde og læge, skulle betale ham tiende af alle deres indtægter. Han lagde visse andre afgifter på København, og bønderne og landbefolkningen måtte genkøbe alle kirkernes tiender. Eskild Krage gjorde togt gennem hele Skåne, lige til Rønneå. De svenske hertuger, Erik og Valdemar, blev taget til fange sammen med mange andre af kong Birger af Sverige.
1318
Kongens drost, Niels Olufsen, tog tårnet Laholm og borgen Falkenberg, men Eskild Krage, og de andre der havde været i de to fæstninger, tilstod han fri udgang med deres ejendele. Hertugerne Erik og Valdemar døde i fængslet på Nyköbing i Sverige. Kongen sende tyske og danske tropper til hjælp for kong Birger, der brugte dem i kamp mod Vestgöterne og dræbte mange af disse, men fordi han var en svag mand, flygtede han siden til Gotland, og hen mod årets slutning drog han så med sin hustru fra Gotland til Sjælland. Efter Birgers flugt til Gotland belejrede svenskerne imidlertid Nyköbing og Stäkeborg og nedrev bette borge til grunden, kong Birgers søn, Magnus, førte de som fange fra Stäkeborg. Senere, hen mod Alle helgens Dag faldt svenskerne sammen med hertug Christoffer og ærkebiskop Esger af Lund ind i Skåne, kæmpede mod de danske og vandt sejr. Kongen udskrev og tog af hver plov en halv mark sølv.
1319
Kong Håkon af Norge, markgrev Valdemar og dronning Ingeborg døde. Kong Erik af Danmark døde, han havde da lige lagt en skat på en halv mark eller fire øre på hver plov.
1320
Christoffer blev taget til konge, efter at rigsforsamlingen først havde forelagt ham adskillige artikler og afkrævet ham ed på at ville holde dem. Alle ny borge blev straks revet ned, som der stod i en af artiklerne. Biskop Olaf af Roskilde døde, og Jens Hind blev valgt. Der var solformørkelse den 26. juni ved den tredie time.
1321
Ærkebispen vendte hjem fra pavehoffet sammen med pavens udsending, en vis magister Bernhard, og da han havde udsonet sig med kongen, fik han sin kirke tilbage.
1322
Jens, den udvalgte biskop af Roskilde, fik pavens stadfæstelse og modtog vielsen ved pavehoffet. Knud Porse og Niels Olufsen, der havde samlet en hær i Venden og Holsten, faldt med ufred ind i Skåne og hærgede dér.
1323
Der var alfarvej over isen på Storebælt, og folk tog frem og tilage i store skarer både til fods og til hest omtrent seks uger i træk ved Kyndelmisse. Der var ligesådan over farvandet mellem Sjælland og de nærmeste dele af Venden.
1324
Kongen lod sine folk belejre borgen Hammeren på Bornholm påskeaften. Dernæst blev kongen og hans søn Erik kronede af ærkebiskop Esger i Vordingborg. Kongen holdt også sin datters bryllup i Vordingborg med markgreven af Brandenburg, en søn af Ludvig der var valgt til romersk konge.
1325
Ærkebiskop Esger døde, ham efterfulgte Karl, der var provst ved Lundekirken. Hertug Erik af Sønderjylland døde. Kongen udskrev og tog en mark sølv af hver plov og det tilsvarende i flæsk og smør.
1326
Kong Christoffer indstiftede et kloster i Knardrup og anbragte dér et samfund af munke fra Sorø den første dag i fasten, og de blev allerede den følgende Mikkelsdag kastet på porten af junker Barnum og deres besiddelser beslaglagt af hr Ingvar Hjort og Knud Porse. Da der opstod en farlig rejsning mod kong Christoffer og hans søn blandt fynboer og jyder, sendte kongen sin ældste søn mod de fremmede, med hele opbudet fra Sjælland og Skåne. Han skyndte sig også afsted med tyske lejetropper for at slå oprøret ned, men da han kom til Tårnborg gjorde han ophold en stund, fordi han ikke vovede, at sætte over til fjenderne. Her gav tyskerne anledning til et nyt oprør og den unge konge blev indesluttet på borgen af de sjællændere og skåninge der var med ham. På belejringens sekstende dag opgav han borgen, og overgav sig til fangeskab, og de tyske der var med ham, blev taget til fange, da de ikke kunne undfly hr Laurids og marsk Ludvig, som i mellemtiden var kommet til stede. Snart efter blev han ført til Haderslev borg i Sønderjylland, hvor han ubarmhjertigt blev lagt i lænker, og sørgeligt måtte ombytte det gyldne diadem med jernbøjen.
Natten efter at sønnen var taget til fange, forlod Christoffer Vordingborg og tog med sig en enorm mængde sølv og guld, og hvad han ellers havde af kostbarheder, blandt de kongelige skatte. Først nogen tid senere kom han sejlende tilbage til byen med hr Henrik af Mecklenborg og nogle andre herrer fra Venden samt 1936 ryttere. Kort efter blev byen belejret af en talløs skare Sjællændere, sammen med mange riddere og hjælpetropper, sendt af hertugen af Sønderjylland og under anførsel af nogle holstenere samt af en flåde. Således blev kongen med alle sine folk indesluttet bag byens snævre mure, og da brødet slap op måtte de mange mennesker bruge rug blødt op i vand istedet for brød. Hr Henrik af Mecklenborg forhandlede nu med Gerhard af Rendsborg, der var anfører for hele den danske hær, og med hans venner og kong Christoffer fik lov at drage bort i fred med sin hær, på den flåde, han var kommet med. Han begav sig straks med sine herrer og hæren til Falster, og besatte denne ø, indtil der var samlet en stor søhær fra forskellige egne af riget, og de blev indesluttet, så de ikke kunne være undsluppet danskerne, hvis ikke Mecklenborgeren igen havde forhandlet med grev Gerhard, og de endnu engang fik lov til at drage hjem i fred. Kong Christoffer drog nu til Rostock og blev der med sine to sønner Otto og Valdemar. Derefter valgte danskerne enstemmigt på landstinget i Viborg den ti årige hertug Valdemar af Sønderjylland til konge og førte ham så rundt i de forskellige landsdele, for at lade ham hylde på landstingene. Endvidere blev der på Maria Himmelfartsdag holdt et prægtigt rigsmøde i Nyborg, hvor Knud Porse fik hertugdømmet Halland, Samsø og Holbæk og Laurids Jonsen fik herredømmet over Langeland af kongen. Desuden blev hertug Gerhard af Holsten kongens og rigets formynder.
1327
Kong Christoffer forsonede sig med sin broder, grev Johan, og pønsede på at vende tilbage til sit rige. Endvidere ægtede Knud Porse Ingeborg, kong Håkon af Norges datter.
1328
Grev Gerhard anmodede sjællænderne om en afgift og forsøgte at pålægge bønderne en ringe skat. De nærede imidlertid det forfængelige håb ikke at skulle tynges af flere kongelige byrder. Derfor sluttede de sig sammen for at værne deres firhed og ville byde greven modstand med sodsværtede og rustne våben. Dette gjorde greven vred, og på Det hellige Kors' Ophøjelsesdag mødte han dem ved Tyslund bro med sine egne folk og dygtige skytter fra Sjælland, og dér huggede han mange af dem ned, en stor del druknede, og resten flygtede hjem i vild forvirring. Så vendte Christoffer, der havde samlet en stor hær, hjem sammen med grev Johan, og først begav han sig til Lolland, dernæst gik han over til Falster og lod Nykøbing borg belejre, så kæmpede han ved Vordingborg, hvor mange bønder blev dræbt, mens ridderne under hertug Porse holdt sig på afstand for at se udfaldet. Men da han havde opnået våbenhvile og drog videre gennem Sjælland, mødte han en vis ridder ved navn Ingvar Hjort, dom da kongen spurgte, hvordan han vovede at vise sig for ham, svarede at han ville forsone sig med ham og overlade ham borgen København, som var på hans hænder. Det aflagde han ed på og vendte så straks hjem. Da grev Johan hørte det, sendte han nogle af sine folk i forvejen, som skulle modtage borgen af den omtalte ridder i kongens navn; da de havde fået den, hejste de grevens banner med nældebladet. Ved at se dette blev kong Christoffer vred, brød med greven og drog til Jylland, hvor han tog ophold så Skanderborg. Hærens heste fodrede han hos munke og nonner med Christi arvegods.
1329
Danmarks rige var delt mellem fire herrer, Grev Gerhard havde nemlig Jylland og Fyn, Laurids Jonsen Langeland og Ærø, Knud Porse Halland og Samsø go grev Johan Lolland, Sjælland, Falster og Skåne, som han senere gav den svenske konge i pant for en stor sum penge.
1331
Der stod et slag på Lohede, og grev Gerhardt vandt; kong Christoffer flygtede, og under flugten gennem Dannevirke faldt hans søn, kong Erik af hesten og blev i Kiel overgivet i lægernes hænder for at blive helbredt. Her blev det aftalt, at kong Christoffer skulle opgive hele riget og kun beholde Lolland i fred og ro til sine dages ende. Da han havde opholdt sig dér en tid, hørte han om sin søn, kong Eriks død. Han fik liget bragt til Lolland, hvor han i fjorten dag lod holde vagt ved det og fejre messer for det i Halsted kirke, indtil hans sendebud kom tilbage fra Lübeck med det nødvendige til begravelsen. Så føres liget til Sjælland og stedes til hvile i Sorø.
1332
Kong Christoffer blev drevet ud af sit hus i Saxkøbing af Henneke Breide og Johan Ellemose, der havde sat ild på det. De førte ham så som fange til Ålholm, men på bud fra grev Johan blev han løsladt.
1333
Kong Christoffer døde i Nykøbing på Falster og blev begravet i Sorø ved siden af sin søn, den ovennævnte Erik.
1334
Junker Otto kæmpede på Taphede og led nederlag. Endvidere døde ærkebiskop Karl af Lund, og Peder Jensen, som var dekan dér, blev valg. Ligeledes døde pave Johannes, og Benedikt af Cistercienserordenen efterfulgte ham.
1339
Grev Johan beskattede klostrene på Sjælland.
1340
Efter at have samlet en stor hær drog grev Gerhard mod Randers. Han hærgede frygteligt overalt, både i kirker og klostrer og udenfor, han ønskede nemlig ikke blot at underlægge sig Danmark, men også flere riger. På lørdagen Sitientes blev han imidlertid dræbt af Niels Ebbesen, som han selv tidligere havde undsagt, og hans hær opløstes. Dernæst kom Valdemar, kong Christoffers søn, til Danmark fra kejserhoffet, fulgt af folk fra Bayern og Schwaben. Han holdt bryllup på Sønderborg på Als med Helvig, der var søster til hertug Valdemar af Sønderjylland, som en tid havde været konge, og så tog jyder og sjællændere ham til konge.
1341
Kong Valdemar, der ville indløse Vordingborg, fik kirkernes kalke, en fra hver, men de blev løn til lejetropperne, og borgen stadig ikke indløst.
1342
Der stod et slag ved Manbjerg, hvor Niels Ebbesen blev slået. På Johannes og Paulus dag var der slag ved København, hvor kong Valdemars marsk, Frederik af Lochen sammen med de danske tropper kæmpede mod høvedsmanden på Vordingborg, Markvard Stove den Yngre, og alle de holstenere, tyskere og folk fra Sverige, som han mod sold havde fået til hjælp. Tyskerne og deres fæller faldt, og Markvard flygtede, mens Halvard Pilt fra Sverige bukkede under skønt både kæmpestor og lang. Pave Benedikt af Cistercienserordenen døde og Clemens af cluniacenserordenen efterfulgte ham. Kongen overdrager atter tyskerne borgene som pant.
1343
Sjælland ryddes for kvæg af både danske og tyske, og mange bønder blev lemlæstesaf dem. Byen Køge brændes af, og mange landsbyer lægges øde. Endvidere sejrede tyskerne over de danske fredag før Mikkelsdag ved Fladså mølle, og Bo Falk og flere andre blev taget til fange. Så slog kong Valdemar lejr ved Ringsted på Johannes Evangelist dag, og Sylvester dag rykkede han til Slagelse. hvorfra han gik mod Korsør borg, men narret af et bud vendte han tilbage til Lynge. Samme dag blev Bisp Svend af Århus og Jacob Poulsen, dekan i Roskilde, fanget på vej tilbage til Roskilde. De føres til Padeborg, hvorpå der lyses interdikt over landet. Ottendedagen efter St. Stefans dag vender kongen tilbage til Ringsted med hæren, og tre dage senere kommer han igen til Roskilde efter at have opløst hæren.
1344
Hr. Claus Limbæk blev kongens drost. Der blev sluttet våbenhvile mellem danske og tyske, og de danske fik borgene Kalundborg og Søborg. Hr. Svend, biskop af Århus og Jacob Poulsen, dekan i Roskilde. gives fri af fangeskabet, og interdiktet hæves. Broder Jens, biskop i Roskilde, døde, og den førnævnte dekan, Jacob Poulsen, blev valgt. Der holdes møde i Jylland. Dagen før de 11.000 jomfruers dag blæste en voldsom storm. Kong Valdemar kæmpede mod Friserne. Danskerne lejrede sig om befæstningen ved Næstved, men kunne intet udrette og drog bort efter at have sluttet våbenhvile.
1345
Ærkebispen og bisperne holder provinssynode i Helsingborg Christi Himmelfartsdag. Holstenerne afbrænder flere landsbyer på Sjælland, og de hærger Ringsted by. Danskerne tog befæstningen ved Næstved og de ødelagde Gunderslevholm, efter at marsken, Erik Nielsen, havde ladet befæstningen dér hugge ned. På trediedagen døde Jens Mogensen, som havde grundlagt dette sted. Borgen Padborg blev vundet.
1346
Drosten gik med hæren over til Lolland efter Helligtrekonger og belejrede fæstningerne dér. Kong Magnus af Sveriges søn Erik ægtede markgrevens datter. Kong Valdemar vandt Korsør. De Holstenske grever gjorde indfald på Lolland med en talstærk skare. Bemærk her om korste i Thoreby. Sørøveren Rysse blev fanget af kong Valdemar og halshugget, hans hoved sættes på stage ved Ørekrog. Endvidere sejrede Albert af Oost i tvekamp over Markvard Stove den Yngre i København. St. Bartholomæus aften overgives Vordingborg til kong Valdemar. Kongen af England kæmpede mod kongen af Frankrig, og flere af kristenhedens fyrster blev dræbt.
1347
Kong Valdemar tog over til Jylland og siden til Tyskland og sendte breve om at nogle ved hans navna nævnelse skulle følge efter ham; nogle af dem blev fanget af høvedsmændene på Falster, fordi de havde plyndret på Bogø. Derefter drog kong Valdemar af fromhed sammen med flere velbyrdige mænd til hest til Det hellige Land, og da han var blevet slået til ridder foran Jesu Christi grav, slog han flere af sit følge til riddere dér. Påskedag fødte dronning Helvig en datter, Ingeborg. Borgen Ravnsborg overgives til Niels Hane af Jens Hvid på kongens vegne. Markvad Stove den Yngre undslap hemmeligt fra borgen i København, hvor han blev holdt fangen.
1348
Da kong Valdemar var kommet tilbage til Danmark, fik han de sidste borge på Sjælland og nogle i Jylland, samt det halve af Fyn. Nykøbing på Falster og Steg på Møn. Fæstningen Skjoldnæs blev belejret. Pesten raser i riget.
1349
På den hellige Knuds dag holdt kongen møde i Ringsted, hvor han forklarer, at han til borgenes indløsning har betalt 30.000 mark sølv, som han har oppebåret fra riget, dertil har han lagt 10.000 af sine egne midler. Helvig fødte ham datteren Katarina. Kongen tog over til Halland til den svenske konge. Korsmesse om våren er der møde i Roskilde. Der var et tog til Tyskland, og øen Poel blev brændt af. På Margrethe dag blev der holdt møde på Worringe. På et krigstog til markgrevskabet kom kongen sin svoger til hjælp, og lagde adskillige byer øde, siden mødte han kejseren. To nætter før St. Mortens dag var der voldsom storm og jordskælv. Der døde såre mange mennesker i Danmark.
1350
Der var almindeligt aflad i Rom hos St. Peter. Kong Valdemar vender tilbage til Danmark,. Biskop Jacob af Roskilde døde, og Henrik Gertsen blev valgt. Knud Porses sønner Håkon og Knud, hertuger af Halland, døde, Valdemar, søn af kong Valdemar fødes. Ved middagstid den 6 april viste der sig mærkelige kredse ved solen. Kongen gjorde krigstog til Fyn og Jylland.
1351
Greverne af Holsten undsagde kongen og riget. Borge befæstes, og der bygges kongelige ladegårde med stor bekostning. Kongen sendte hertug Valdemar en hær til undsætning og drog så ned i Tyskland, men hertugen sluttede sig til kongens fjender og afviste han hær, som derfor vendte hjem. Der opstår splid mellem kongen og Claus Limbæk. Den svenske konge holder møde i Helsingborg, på Simon og Judas dag. Kongen tog over til Rostock og Stralsund og kom tilbage på St. Edmunds dag. Tre bisper fra Danmark og tre fra Sverige mødtes i Lund hos hr. ærkebispen for at befæste en stærk storm. Hr. Bugge og flere andre herrer kom til kongen i Kalundborg for at slutte forlig, men de rejste hjem mere ilde stemte, end de var kommet. Da de var nået tilbage til Jylland, sluttede de sig til greverne og belejrede de borge, kongen havde dér.
1352
Kongen samlede en hær og gik til Slagelse, men på grund af kraftig modvind i flere dage satte han ikke over bæltet. Den danske og den svenske konge mødtes i Varberg. Kong Valdemar vendte tilbage til Sjælland, og eftr at have samlet en hær drog han over til Fyn og kom til Odense, hvor mange fyrster og stormænd mødte ham. Sammen med hertugen af Mecklenborg tog kongen til en vis landsby, hvor han kom en afgørelse med de høje herrer om de sager, der var på tale mellem dem. Efter at der var valgt voldgiftsmænd fra begge sider, overdrog han borge og befæstninger til dem, for at de kunne stå mere fast med kendelsen. Der holdes møde i Helsingborg, og de mecklenborgske grever og flere andre stormænd rejser dertil gennem Sjælland på kongens bekostning. Efter mødet vender kongen tilbage til Sjælland, men ikke længe efter tager han over til Lødøse, og dér kommer kongerne godt overens, fordi deres uvenner ikke er med. Nogle afkongens mænde drev sørøveri på havet til Lübeckernes vrede, og de tog meget bytte. Kongen sendte nogle af sine folk til Jylland, hvor de blev fanget af Claus Limbæks fæller på Mols. Der var møde i Vordingborg, og Niels Clementsens bryllup blev fejret. I Kalundborg mødtes kong Valdemar med bisperne Svend af Århus, Niels af Odense, Peter af Ribe, Anders af Børglum og Henrik af Roskilde samt hr. Niels Bugge og Claus Limbæk og mange andre jyske herrer, men dér fandt intet mindeværdigt sted. Der holdtes dystløb i Køge og siden i Stege. 23. oktober var der måneformørkelse.
Kong Valdemar førte en hær til Tyskland til hjælp for hertugen af Mecklenborg mod hertugerne af Stettin og indsatte bispen af Roskilde,Bo Falk, Stig Andersen, Peder Laurensen og Jacob Basse til at styre landet; de udskrev landeskat dagen før Allehelgendes dag. Da kong Valdemar var kommet til Tyskland med hæren, fik han imidlertid hertugen af Mecklenborg forligt med de nævnte hertuger. I harme mod herren af Venden hærgede han nu vidt og bredt i hans land, borge, befæstninger, byer og landsbyer, med rov og brand, og holdt heller ikke fingrene fra munkes og nonners og andre gejstlige stiftelser og personers gods. Desuden plagede han den lokale almue, nogle skar han ørerne af, nogle næsen, og disse vansiringer voldte stor ulykke. Derfor var der også mange stormænd på hans side, der forlod ham for deres landsmænds skyld, og brød venskabet med ham. Men da kongen kom hjem fra Tyskland holdt han jul med sine folk i Vordingborg.
1353
Dronningen fødte en datter, som den ærværdige fader hr. Henrik, biskop af Roskild, holdt over dåben, og hun fik navnet Margrethe. Endvidere trolovede Peder Dene sig med en jomfru, nemlig Olaf Ebbesens datter, men hun ville ikke vide af ægteskab med ham og trolovede sig med en anden, nemlig Søntæke, der ikke var af adel, så sejlede hun over til Møn, hvor hun holdt bryllup, dette førte til en strid mellem nogle af stormændene. Årsagen til striden mellem hr. kongen og greverne og de jyske herrer, der var blevet drøftet på forskellig måde, forskellige steder, til forskellig tid blev endeligt ryddet af vejen på St. Jacobs dag, og alle blev vel forligt, mente man da!
1354
Kongen drog ind i Friesland og tugtede de oprørske indbyggere, idømte dem en stor pengebøde og tog gidsler af dem. Endvidere blev der Sankt Hans dag holdt Danehov i Nyborg, hvor hr. biskoppen af Ribe, på kongens vegne kundgør det her efterskrevne som følger:
I Guds navn, amen. Bi Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, har på de Danskes almindelige rådsmøde, kaldet Danehof, der blev holdt i Nyborg i det Herrens år 1354 i ugen efter St. Hans Dag, med råd og samtykke af hertugen af Slesvig og de ærværdige fædre og herrer biskopper, nemlig Niels af Odense, Peder af Ribe, Peder af Viborg, Henrik af Roskilde og Paul af Århus, Claus Limbæk, vor drost Palne Jonsen, vor marsk og de øvrige råder og vore bedste mænd, fastsat alle nedenanførte artikler at holde ubrydeligt:
For det første, at hele det danske riges samfund frit skal bruge og nyde de love og friheder, der er givne af hr. kong Valdemar og andre konger af Danmark, vore forgængere, lykkelig ihukommelse.
Fremdeles. at alle gode sædvaner, som riget har haft fra arilds tid, skal være gyldige og urokkelige.
Fremdeles eftergiver vi nådigt efter anmodning og råd af samme herrer biskopper og vore mænd alle lovovertrædelser, der medfører straf på liv og lemmer, og som er begået indtil denne dag, på grund af det overvættes store mandetab i Danmarks rige og megen anden nød og fare, der tynger dette rige, dog således, at enhver skal bøde til den skadelidte i overensstemmelse med de lands lov, hvor lovovertrædelsen er begået.
Fremdeles, at enhver, der med urette har mistet heste, okser, utæmmede plage eller andre ejendele, på lovlig vis skal forfølge sin ret for os eller vor drost eller for vor justitiar eller for tilstedeværende foged.
Fremdeles, hvis nogen finder sine huse fjernet på voldelig vis og ulovligt anbragt eller opført på en andens toft, skal han beslaglægge dem på lovlig vis ved at forfølge sin ret efter landets love. Men hvis den anklagede ikke inden nærmeste St. Mortens dag sørger for at gøre bod, skal han fyldestgøre bonden og os i overensstemmelse med, havd landets love kræver, og således er det at iagttage ved alle forseelser.
Fremdeles, hvis nogen vil anklagen nogen for at gods eller jorder voldeligt er frataget ham, skal denne sag prøves eller afgøres ved tilbørlig rettergang, nemlig på hans herreds- og sysselting og på landets ting, som kaldes landsting, for drosten eller for vort rettertings justitiar eller for os, hvis han ikke tidligere har kunnet opnå retfærdighed. Men hvis han på ingen måde har kunnet opnå retfærdighed, da skal han seks uger i forvejen forud påminde sin modstander på hans herredsting og åbenlyst stævne ham til det almindelige hof, som næstefter skal holdes, hvor nævnte sag med Guds bistand skal bringes til en tilbørlig afslutning.
Fremdeles, skal ingen, - hvem han så end er - gæste nogen gejstlig eller lægmand uden husherrens vilje og samtykke. Men hvis han gør det, skal herren sammen med sin husstand, hvis det er tilstrækkeligt, men hvis ikke da sammen med naboerne og vor tilstedeværende foged eller vor drost kunne forfølge og gribe ham som en røver og stimand, idet ingen anklage for overgreb skal stille sig hindrende i vejen for ham af den grund.
Fremdeles, forbyder vi ubrydeligt og strengt, at ingen - hvem han så end er - under vor nådes fortabelse må driste sig til på nogen måde at befatte sig med afdøde præsters og gejstliges gods undtagen de rette arvinger.
Fremdeles, skal vort rådsmøde, kaldet Danehof, holdes en gang om året, nemlig Sankt Hans dag i Nyborg, i overensstemmelse med Danmarks riges gammle sædvane.
Fremdeles, at al strid og uvenskab mellem alle skal stilles i bero under fuldt lejde 14 dage før nævnte Sankt Hans Dag, og indtil næstkommende Sankt Jacob Apostlenes dag under den straf som i folkesproget kaldes orbodemål.
Fremdeles forbyder vi urokkeligt og under vor nådes fortabelse, at nogen af vore fogeder eller officialer vover at forsøge noget i modstrid med førnævnte artikler. Dersom nogen prøver herpå, er det vor vilje, at det ikke skal tilregnes os, men denne foged skal stå til rette for sine gerninger.
Da dette var kundgjort, vendte alle hjem, hver til sit. Men der var en, der rejste sig midt i mængden og råbte, at alt ville være forgæves, kongen ville ikke være så hurtig til at holde sine løfter, som han havde været til at give dem. Da Danehoffet var forbi, drog kongen straks tilbage til Sjælland og sendte tre bisper til at møde lige så mange svenske bisper og nogle kongelige råder i Helsingborg. Selv tog han imidlertid til Vordingborg, hvor han skænkede Henneke Breide og Johan Ellemose og deres børn sin tilgivelse og eftergav dem, hvad de havde forbrudt mod hans fader, dog på den betingelse, at de hvert år, så længe nogen af dem levede skulle fejre kong Christoffers årtid i Sorø. Så var han til bryllup på Møn, og derefter mødte han den svenske konges udsendinge i Roskilde. Endelig, efter at flere bud var sendt frem og tilbage, mødtes Danmarks konge Valdemar og Sveriges konge Magnus i Helsingborg ved Mikkelsdag. Da kong Valdemar var kommet tilbage til Sjælland, sendte han en anselig sendefærd med både damer og herrer til Tyskland for med al ære at hente datteren hjem fra Wismar. På St. Mortens dag stævnede han alle sine fogeder på Sjælland til Slagelse, og der gav han hver enkelt af dem mundtlig og skriftlig befaling om, hvad der skulle gøres i hans fravær. Derefter drog han til Jylland og lod sin søn Christoffer blive i Vordingborg. Da biskop Anders af Børglum imidlertid var død, forsøgte kongen at indsætte Mogens Jensen, kannik i Roskilde og Århus, i hans sted, det skete også, og han sørgede for ham på alle måder og beholdt ham længe hos sig ved hoffet med ære. På De uskyldige Børns dag var der et møde i Lübeck, som kongen ville deltage i, og han sendte store mængder af forråd i forvejen, men han kunne kun få lejde til 50 mand. Så blev han selv hjemme og sendte nogle fra sit hof.
1355
Dagen efter Helligtrekonger kom der befaling fra kongen til Sjællands landsting, at man skulle skynde sig at møde ham i Ribe på St. Pauli Omvendelses dag i våben og med lette heste. Der blev imidlertid modvind, og man kunne ikke komme over i flere dage. Kongen blev i Jylland og holdt retterting og straffede mange for deres griskhed, således at umyndiges arv, der ved vold eller anden adkomst var kommet stærkere mænd i hænde, vendte tilbage til de rette arvinger. Da han der hørte at en vis ridder, Niels Eriksen Rød, hemmeligt havde talt nedsættende om ham, blev han vred og sendte straks folk, for at gribe ham, men han ville ikke lade sig tage og blev dræbt af dem, der var sendt ud.
Da kongen var kommet tilbage til Sjælland, mødte han kongen af Sverige i Helsingborg ved St. Hans, og der blev aftalt våbenhvile, mellem rigerne. Olai dag var der en sammenkomst i Vrangstrup, hvor pengebøden som kræves for lovbrud i henhold til den kongelige ret fordobles. Der holdes dystløb i Roskilde, hvor Arnold af Lübeck udmærker sig. Imidlertid bliver der krig mellem hertugen af Slesvig og Benedikt Ahlefeldt, som med kongelig hjælp belejrede borgen Tranekær og hargede han land, Langeland. Men hertugen kom bag på ham med skib og splittede tropperne, de så tog de skibe, hertugen var kommet med, og bragte bud til kongen om det skete. Så kom han selv med stor hærmagt og tvang hertugen til at opgive hertugdømmet, men da de omsider blev forligt gav han ham hertugdømmet tilbage, og der blev sluttet en falsk fred, og hvad der skulle forestille et forbund. Den ærværdige fader hr. Peder Jensen, ærkebiskop i Lund, døde, og hr. Jacob Nielsen blev valgt, og mens han opholdt sig i Avignon for at få sit valg bekræftet, blev det ærkebiskoplige gods helt og holdent beslaglagt af hertug Benedictus den Velsignede! - nej snarere Maledictus, den forfandede! - og gældkeren i Skåne. Men det hed sig, at den svenske konge stod bag.
Kong Valdemar sente af forskellige årsager udsendinge til forskellige fyrster. Han lod også fornemme folk rejse til paven, de blev ved ankomsten i Avignon godt modtaget, fordi de kom fra ham, og indbudt til at være pavens gæster. Da de havde fremført deres ærinder og det ønskede var opnået, vendte de hjem, styrkede med pavens velsignelse og kunne glæde deres herre kongen med at bringe godt bud fra hr. paven.
Der kom også udsendinge fra Frankrigs konge til de danskes kong Valdemar for at aftale ægteskab mellem begges børn. Kong Valdemars sendebud besøgte ligeledes den nævnte konge, de blev vel modtaget dér og vendte hjem til deres herre forsynet med kostbare gaver. Nogle folk havde fået ordre til at følge efter kongen over til Langeland, og på grund af modvind lod de vente på sig, både herremændene og bønderne med kirkernes armbrøster. Deres forsømmelighed lod han sine fogeder straffe med en pengebøde, for at andre kunne lære at være mere påpasselige i slige tilfælde. Endvidere var der på Simon og Judas dag en sammenkomst i Vrangstrup, hvor kongen forhandlede med sine folk om mønten. Han ålagde dér også en skat, så der udover kvægtienden skulle betales seks groter af hvert husdyr til to terminer, nemlig Nicolai dag og Kyndelmisse. Han tilføjede også dette, at alle fæstebønder skulle yde kongen fjorten dages arbejde vinter og sommer på egen bekostning. Men der var ingen lov om omfanget af det arejde kongens, kirkens og klostrenes bønder skulle yde, og de fik næppe hvile når de blev trætte. De bønder, der ikke havde opgivet deres kvæg, som de skulle, blev straffede af fogederne efter en undersøgelse. Dengang indsatte kongen fogeden på Kalundborg, Jens Macher, til dommer på landstinget. Kongen tog over til Jylland og lod udsende befaling om, at alle hans mænd fra Sjælland under ledelse af Bo Falk skulle møde ham i Rive søndag næst efter Helligtrekonger. En anden befaling tilsiger hver eneste foged at sende kongen en skytte til Kolding ved Kyndelmisse.
1356
Der var møde i Kiel, og Valdemar, de danskes konge, var til stede. Endvidere overdrog hr. kongen omsorgen for landets ve og vel til hr. Henrik, biskop af Roskilde, og tolv andre af landets abbeder og herremænd, især skulle de tage sig af de møller, han lige havde bygget, og deres vandledninger. Han ville nemlig ikke, at åerne skulle løbe unyttigt ud i havet uden først at have tjent samfundet, derfor fik han mange steder vandløbene stemmet op, og han lod gøre bekostelige stigbord og ville forhindre, at voldsom storm og kraftige vinderregnskyl ødelagde indelukkerne, og at de volde og grave, som på dansk kaldes "damme" gik til grunde. Nogle steder var bandets kraft dog for stor. Derefter kom der en ny mønt, nemlig kobber, der fulgte efter sølvet, det ringere efter det bedre.
Endvidere var der møde i Lübeck, hvor kongen optrådte med megen pragt og brugte mange penge, ikke bare på sig selv, men også på andre landsherrer. Kong Magnus af Sverige ophøjede en vis Bengt og gjorde ham til hertug og lagde mange lande og øer under hans herredømme. Men der opstod strid mellem ham og kong Magnus søn Erik, der jo var besvogret med kong Valdemar. Derfor opsøgte Erik kong Valdemar og kom til ham i København, hvor han blev modtaget med hæder og blev i nogle dage, inden han vendte hjem med rige gaver fra kongen og sejrede over Bengt og forjog ham fra landet. Bo Falk, der fulgte efter med skib for på kong Valdemars vegne at forhandle med hans fader, blev taget til fange af denne. Så sendte kongen nogle af sine mænd ud for at hverve tropper, men den strenge kulde forsinkede dem.
1357
Den tyske hær faldt ind i Skåne med tvivlsomt udfald. Det forlød også, at jyderne samlede sig og knurrede mod kongen. Derfor styrkede kongen alle sine borge med mandskab og forråd, og de fødevarer, der var samlet i hans ladegårde og fogedernes gårde, lod han bringe inden forborgenes fæstningsværker. Derpå møder han jyderne ved Kyndelmisse i Nyborg, og da der kom en mængde jyder, forhandlede han kun med de store, og den menige hob blev i Odense. Da der var truffet aftale om et rigsmøde, som skulle afholdes i Kalundborg Midtfastesøndag, drog hver til sit. Kongen vendte tilbage til Sjælland og skånede ikke bønderne og andre for møje, men gjorde snarere sit åg tungere, ligesom han også øgede forrådene på sine borge.
Det år hændte der noget mærkeligt på Sjælland. Juleaften kom "nogen" til en bonde i Vallensbæk, lagde sig ind hos ham som gæst, og brugte hans ovn til sit opholdssted. Han havde med sig en ung kvinde, som man kunne se, selv var han altid usynlig. Han talte imidlertid dansk, og latin, og sagde at han var født i Trelleborg, og gik i skole i Roskilde. Han blev der og åd og drak, men han kunne bedst lide æg.
Han talte med dem, der kom på besøg, og gik til flere af bøndernes gilder, og hvad der skete dér, fortalte han til sin vært. Da han blev spurgt om han havde noget med kvinden at gøre, sagde han ja, men hun sagde nej. Det man gav ham, tog hun imod og brugte til hans fortæring. Bonden blev imidlertid træt af de mange gæster, satte kvinden på en vogn og kørte hende til København Tamperlørdag efter Askeonsdag, men Peder Johansen (det kaldte han sig) fulgte med.
Her følger noget grufuldt:
"Til alle troende kristne overalt i hele verden sender magister Milletus af Toledo og de andre magistres forsamling dér evindelig hilsen. For menneskehedens frelses skyld, tilråder vi jer, at I alle straks skrifter i det herrens år 1357 på grund af det, som vil hænde i årets løb. Der kommer nemlig så mange prøvelser og undere i verden som aldrig før, og de begynder i maj måned i det år. Først går solen ind i månens tegn, som er umådeligt hedt, og på den tid bliver månen formørket, og da vil kongerne udgyde deres blod, og planeternes huse vil i stort tal kriges indbyrdes. Til den tid vil store hjemsøgelser gå over jorden i to dage, nemlig manddrab og mange andre ulykker, og havet vil gå op over det faste land ud over sine grænser til det firdobbelte af, hvad det har fyldt siden syndflodens tid. Men derefter vil modvind blæse og forunderlige ting vil hænde til lands og til vands. Der vil også komme mangfoldige rædsler og jordskælv, og talrige byer vil omstyrtes, lægges under sand og grus og forsvinde. Og endelig på den syvende dag i august måned i den tredje time står solen op så rød som blod; ved dens vældige glød og varme vil mange huse af træ eller tækket med træ bryde i brand. I denne tredje time bliver der stor blodsudgydelse, især i det franske rige, og siden vil by stå mod by og søn mod fader og land mod land. Desuden vil såre mange saracenere omvende sig til kristendommen på grund af evangeliets forkyndelse. Endvidere følger siden lyn og torden over jorden og anden gru, hvis lige få nogen sinde har set. De ovennævnte begivenheder skal alle se rystende af skræk. Der for tilråder vi, at alle og enhver bereder sig på at dø og er en god kristen, sådan som nødvendigheden tvinger ham efter de forudsagte begivenheder og ulykker. Alt dette er forudsagt af sibyllen, som sagde: Efter år 1357 skal man få sælsomme ting at se, og det er folks tro, at de siger hun er født i landet Dan i landen Babylon på den anden side af havet, og at det sagdes, da det var den 30. dag".
Marie Bebudelsesdag blev der holdt møde i Kalundborg af de danskes konge og bisperne, nemlig Niels af Odense, Henrik af Roskilde, Peder af Ribe, Peder af Århus og mogens af Børglum, her blev det fastslået, at bestemmelserne fra det netop afholdte Danehof i Nyborg skulle overholdes bedre. Men havde man før kun taget ringe hensyn til dem, brød man sig siden aldeles ikke om dem. Søndagen quasimodogeniti kalder kongen sine mænd sammen i Roskilde og forhandler med bispen om at få hans gods i Arts herred lagt inder Kalundborg. Da andre sager var afsluttet, befaler han, at der skal gøres net til at fange ulve i. Siden tog han til Jylland, og mens han er der, tynger han små og store med forskellige byrder.
Han kommer i strid med hertugen af Slesvig og greverne af Holsten og jyderne. Derfor samlede de sig alle efter hans afrejse til Sjælland, og planlagde åbent at undsige ham. De belejrede og erobrede borgen i Tønder, som især skal have været årsag til striden. De erobrede borgen i Randers, som kongen nyligt havde opført, efter at elleve kirker var revet ned, og som han havde givet i Peder Laurensøns varetægt, og ham forjog de. Så faldt de ind i Fyn. De fordriver kongens tropper fra Odense, tager skat af byen, og lagde sig så med en stor styrke foran borgen Brobjerg. Da kongen hørte det, blev han vred, han kastede hr. Peder Laurensøn og han broder Jens og hr. Jacob Olafson og hans broder Olaf i lænker og fængslede flere andre herremænd, som han havde mistanke til. Men da der var stillet personlig borgen og sikkerhed i penge, nåede man forlig, og han tog dem igen til nåde, de fire første forblev dog fængslede, og deres godser indraget og underlagt andres opsyn.
Mortens dag satte kongen over til Fyn for at befri de belejrede, og først slog han i fjendernes påsyn mange til riddere, dernæst kaster han sig over dem med ryttere og fodfolk og splitter hele deres hær. Her faldt mange, og mange blev taget til fange, både holstenske stormnd og danske, der kæmpede under de fremmedes faner, endog to grever siges at være blevet såret og fanget, adskillige omkom også i mose og krat. Da fjenderne således var fanget, slået på flugt eller tilintetgjort, vender kongen tilbage til byttet, og da det var delt, drager han hen til nogle egne, der hørte under greverne og plyndrer og brandskatter. Straks derefter drog han som sejrherre og efter at have taget bytte tilbage til Sjælland med sine folk i stort følge. Dernæst vender han hånden mod sine fogeder og embedsmænd, og da han vidste, at de med rette og urette og brug af mange kneb havde presset meget meget ud af almuen, tager han bøde af hver eneste af dem. Han afsætter også nogle og indsætter nye, sultne folk, for at disse, som til dels er udtømt for midler, og disse, der er grådige af hunger, kan udsuge og pine folket værre end før, helt som det passer dem. Endvidere hører kongen ikke op med at bygge møller og andet, men af den grund lægger han større byrder på klostre, byer og det menige folk. Han holder jul i Kalundborg med sine folk, og sender flere tropper over til Fyn og Jylland.
1358
I kong Valdemars gård blev der talt om, at han skulle forsvare sig. Tirsdag efter Helligtrekonger blev han nemlig igen undsagt af den unge konge af Sverige, hertugen af Mecklenborg og flere andre herrer. Derfor lod han kundgøre, at alle hans folk skulle stille i våben i Roskilde søndagen før Pauli omvendelsesdag; han tænkte nemlig, at ulykken ville komme fra nord, som den altid plejer. Imidlertid bød kongen, at der skulle anlægges grave ved byer og borge, de var temmelig bekostelige og folket til besvær. Ved Midfaste udsendte kongen befaling om, at alle skulle møde i våben i Slagelse, både herremænd, borgere og bønder. Og det var nu hans mening, at hvis fjenderne på en eller anden måde faldt ind i landet, så skulle der intet være tilbage til dem, derfor sendte han bud til alle byer og lader udskrive alt, hvad der fandtes i dem af korn, malt, smør, flæsk, sild, kød, humle og andet, der kan bruges til at spise og drikke, og det udskrevne lod han med skib og vogn føre til befæstningerne og borgene. Derefter lod han mandskabet drage hjem til deres eget, dog på den betingelse, at de under fortabelse af liv og gods ikke undlader at møde igen søndag efter påske i våben som før. Fra byerne samlede han så brød, drikkevarer, skånske sild, ærter og bønner og sendte det skibene sammen med andre krigsfornødenheder. Da han således havde samlet en stor hær, drog han til Nyborg og tog befæstningen dér med sig; i dens sted satte han borgere og skytter hentet på Sjælland, og fører så hæren til Langeland. Dér lagde han sig helt uventet foran borgen Tranekær, og med den skare, som dengang almindeligt kaldtes Svendenes rode, tog han rask borgen inden fjorten dage, skønt det førhen hed sig, at den var en stærk fæstning.
Da han havde overdraget borgen og landet til én af sine store herrer, gik han igen ombord og tog til Hindsgavl. Da han så hørte, at en stor del af hans hær ikke var nået frem (flere skibe var nemlig i natten og tågen kommet bort fra de andre) opgav belejringen og beskattede nogle byer og omkringliggende øer, og da han var kommet tilbage ttil Sjælland, fyldte han atter soldaternes rækker, fordoblede krigsmateriellet og lastede skibene med forråd. Så stod han igen til søs tirsdagen efter Christi Legemsfest og kom til Als, hvor han sendte en del af sin hær for at belejre Nordborg, der faldt eftefr tre dage, og kun lidt kamp. Med resten af hæren belejrede kongen imidlertid Sønderborg, og efter at have opstillet kastemaskiner, anbragt murvæddere, og ordnet de øvrige belejringsvåben, gik han til angreb på borgen og tvang på kort tid den lokale befolkning til at yde forråd og penge. Men da hertuginden, en klog og snild kvinde, så hvordan det gik, og da hertugen ikke var til stede, kom hun ud sammen med sine jomfruer, og mødte kongen, hilste ham ærbødigt og bønfaldt med stor veltalenhed om nåde. Da kongen så hendes ædle væsen og huskede, at hendes broders venskab var større end hendes mands fjendskab mildnedes hans vrede noget.
Da hun indbød ham til gæstebud, afslog han dog venligt, indtil den skat, han havde lagt på øen, var betalt, da det var sket, gav han hertugen øen og byerne tilbage på følgende betingelse, nemlig at ingen af kongens eller rigets fjender skulle kunne have tilflugt dér, heller ikke hertugen selv måtte komme ind i borgen med mere end tre ledsagere uden svig, så længe krigen varede, hvad den gør endnu. Dette gik riddere i borgen for. Hertugen kom så til forhandling med kongen, i selvskab med nogle af vore, men netop da alt så ud til at være endt lykkeligt, var der én af kongens råder, der som han plejede, gjorde hele ders aftale til intet. Så sejlede kongen op i Slien og tvang angelboerne til at udrede vældige forråd, penge og skibe. Også på Swans brændte han nogle landsbyer af. Så sætter han kurs mod Fehmern, men fehmerlingerne som kongen tidligere havde undsagt, spærrede havnen med skibe, både og vogne. Hæren søgte så et andet sted hen og prøvede at komme i land. Femernlingerne ville imidlertid forsøge at hindre landgang dér, og gjorde voldsom modstand på bredden, og én, der var dristigere end de andre, sendte et spyd mod kongen. Det blev kongen vred over, som rimeligt var, og han befalede, at han skulle dø med de andre, hvilket også skete. De blev nemlig snart hugget ned og taget til fange af tropperne, og led sammen med deres høvding straffen for deres tåbelige forsøg. Da de lidt senere var kommet i land fra havet, så de en anden, mindre hærstyrke. Kongen samler nu sine mænd, slår nogle nye til riddere, og så kastede han sig over fjenderne, overvandt dem, huggede dem ned, og tog dem til fange. Derefter sendte han bud til kirken, at de som havde søgt tilflugt dér, også skulle hugges ned, hvis de ikke overgav sig til kongen, men de ville ikke tage mod fornuft og forsøgte at dræbe sendebudene. Så dræbte kongen også dem i kirken og nedslog ligeledes det fjerde forsøg på modstand dagen efter - skønt for sent - underkastede de tilbageværende sig kongen og betalte ved overgivelsen ... mark lybsk. Høvedsmanden på Glambæk skynder sig imidlertid at flygte med hustru og børn, og hvad han ellers havde for hånden, efter at have set kongen lande med så mange skibe. Og kongen, der nu fik borgen, befæstede den og overdrog den til én af sine stormænd.
I de dage kom nogle fra kongens hær, der var på jagt efter fjendernes skibe for at plyndre dem i nærheden af Wismar, og mens de begærligt kastede sig over byttet, fik de modvind, så de ikke kunne komme bort med det. Da borgerne så det, fik de nye kræfter og kæmpede mod dem i hold, så at når nogle blev trætte og gav op, trådte nye og friske ind i kampen, og på den måde fik vore ingen hvile. Da de alligevel ikke kunne slå vore på den måde, fyldte de skibe med kvas, grene og kviste, og efter at der var sat ild til dem, førtes de af vinden mod vore. Da disse nu så, at de fire elementer var imod dem, og såret af hug og dødelige sår, som Wismarborgerne gav dem, overgiver de sig og føres som fanger ind i byen. En anden gang da nogle af vore var i land på Fliggø og ville sejle ud til skibene i joller, opstod der pludselig en så stærk storm, at de ikke kunde vende tilbage til landet, som de havde forladt, og heller ikke kunne nå ud til skibene, som de ville; drevet af vinden blev de kastet op på fjendernes kyst, og der blev de fanget og gemt i hver sit fængsel.
Dernæst Flensborg og Bornoborg ... Og overalt samlede han forråd, penge, skibe og andet, som hans øjne begærede, Så at frygt og skælven og lammelse greb alle, hvor han kom frem. Han tugtede nemig alle voldsomt med jern, ild, fængsel og død, indtil de adlød hans vilje.
Ved Marie Himmelfarts dag kom kongen tilbage til Sjælland, og der var fredeligt i landet i nogle få dage. Hertugen af Mecklenborg, der havde samlet en stor hær, faldt ind i Skåne og tænkte på at gæste Sjælland, men kongen var rede til at give ham en passende velkomst, hvis han vovede at komme. Det fik ham til at betænke sig og opgive sit forehavende, og han sendte én af dem, der var med ham, til kongen, nemlig hertug Barnim af Stettin, der mæglede mellem dem. Det blev så besluttet, at der skulle holdes møde i Stralsund, hvor flere herrer, hertuger og grever aflagde lensed til kong Valdemar. Blandt andet blev det besluttet dér, at jyderne skulle møde kongen i Nyborg. Men da kongen var kommet tilbage til Sjælland, ville han ikke selv tage derover, i stedet sendtte han sin søn med nogle af sit råd. De forhandlede ingen sager til ende, men forbeholdt al afgørelse til kongen, og nogle af jyderne drog så under kongens og kongens søns og andre stormænds lejde til Slagelse sammen med de herrer biskopper Niels af Odense og Peder af Ribe for at afvente kongens ankomst.
Kongen ventede imidlertid helt til Lillejuleaften med at komme, og så foreslog han dem nogle vilkår, som aldeles ikke behagede dem, og nu skiltes de fra ham mere ilde stemte, end de var kommet, men lejdet skulle vare otte dage længere. Kongen tog tilbage til Roskilde og ville fejre jul med kongen og dronningen af Sverige i København. De kom imidlertid ikke, derfor blev han i Roskilde højtiden over. De nævnte herrer biskopper fejrede herrens fødsel på Tårnborg. På hjemvejen blev hr. Bugge, Uffe Stigsen og Pedersen dræbt i Middelfart. Onde tunger gav dengang kongen skylden for deres død.
1359
Kong Magnus af Sverige og hans hustru, dronning Blanca, kom sammen med deres søn, kong Håkon af Norge til kong Valdemar i København. Der trolovede Håkon sig højtideligt med Valdemars yngste datter Margrethe, som dengang gik i sit syvende år, og han fæstede hende, som det hører sig til, ved skænk og kostelige gaver. Eftersom Magnus havde indsat sin søn Erik til konge af Sverige og herre over Skåne, viste riddere og herremænd ikke længere Magnus nogen ære, men fulgte ivrigt sønnen der nu var mægtig, og efter alles mening en nådig herre. Magnus, der følte sig ringeagtet og spottet af sønnen, kaldte derfor kong Valdemar til hjælp, og lovede at ville overgive ham Helsingborg. Valdemar gik derfor ind i Skåne og Lister med en stor hær, han vandt Sølvesborg og flere andre fæstninger, kastede de overvundne høvedsmænd på porten, indsatte andre, og tvang en stor del af landet til at lyde under kong Magnus. Da der imidlertid begyndte at mangle nødvendige levnedsmidler, og kongen tænkte på at vende tilbage, lod han for ikke at komme tomhændet, Peder Daa og en anden føre som fanger til Sjælland, og vogte vel, skønt de stod i kong Magnus' tjeneste. Da Magnus så det, og frygtede at flere af dem, der kæmpede under hans ledelse, skulle lide samme skæbne, holdt han ikke sit løfte, og afgav hverken land eller borg. Valdemar vendte så hjem med sine folk.
Da nu Erik havde hørt, at Valdemar var draget tilbage, samlede han en kæmpehær af stormænd og endnu flere af almuen - som dengang kaldtes knubbehær - og de madvarer danskerne havde efterladt sig, åd de rub og stub i miles omkreds. Erik sluttede så forbund med sin fader, og gjorde hele Valdemars værk til intet. Erik rejste sig således i hovmod mod herren og hans kirke, at han befalede, at nogle, der havde søgt tilflugt i en kirke, skulle dræbes, og fordi de ikke var til at drive ud, afbrændte han guds hus med den Hellige Hostie og anden helligdom og alle de mennesker, som havde søgt dertil. Men Herren lod heller ikke hans ugudelighed være ustraffet, for ikke lønge efter led han selv med hustru og barn en brat og ynkelig død ved Guds retfærdige dom.
"Længe over hans død ej græder hr. Benedictus"
Niels Bugges søn Knud havde en tid lang mistænkt kongen for sin faders mord, men kongen rensede sig højtideligt sammen med sin søn og flere riddere og erklærede, at han aldrig med råd eller bistand, sammensværgelse, samtykke eller vilje på nogen som helst mådehavde været indblandet, men tværtimod altid ville lægge morderne for had og elske knud som en søn. Hans søn Christoffer tilsvor ham også fast og ubrydeligt broderskab. Hele året skal det være hans ret at føre de jyder han vil, af slægt og venner, tilbage i kongens nåde, han skal selv være mægler, og bestemme forligets indhold. - Stig Andersen opsagde kongen huldskab og troskab af sorg over sin søn hr. Uffe, der var blevet dræbt samtidig med hr. Bugge, og tillige ægget af anden uret. Kongen inddrog så alt hans gods på Sjælland og lod Peder Nielsen tage det jyske gods.
Hertugen af Mecklenborg og de holstenske grever havde atter samlet en stor flåde og plyndrede endog kongens skibe. De erobrede Fehmern og tog borgenes høvedsmænd til fange, og de hærgede og brændte adskillige landsbyer og øer, de fangede også mange af stormændene. Peter Dene, som var blevet overvundet og fanget med sine folk og lagt i mange lænker af jern og bøjer med bly i Wismar, befries på forunderlig måde for sine lænker ved at påkalde Det hellige Blod, som byen Schwerin holder højt i ære.
Krigen mellem hr. kongen og nørrejyderne hørte stadig ikke op, skønt jyderne, der ønskede at nyde og bruge de fædrene friheder, som den nuværende konge havde lovet dem på det nylig afholdte danehof, tilbød kongen skat og afgifter af deres besiddelser og lovede at yde mere krigstjeneste, end deres fædre nogen sinde havde gjort. Men kongens uvenner, der stedse var fredens fjender og altid vendte kongen fra det gode, satte sig imod. Da nu jyderne også så, hvor tyrannisk kongen herskede over folk på Sjælland, så at mange af dem byggede borge af dynd og ler og end ikke havde strå, og at alle fæstebønderne, hvem de så end hørte til, men især kirkens fæstere, på grund af de tunge arbejdsbyrder var bragt i armod, ja nærmest undergang, så sagde de til sig selv: "Vi vil ikke tage disse byrder på os. for det er bedre for os at dø med hæder end at leve i vanære ved synet af vort folks ulykker".
Derfor sendte kongen ved Vor Frues fødselsdag nogle folk til Jylland, hvor de forenede sig, med de andre som i forvejen sad på de kongelige borge, og belejrede Randers og stillede belejringsmaskiner og murvæddere op rundt omkring. Men de belejrede gjorde udfald og stak ild på den lejr, angriberne havde bygget, sårede mange og dræbte også nogle. Derfor opgav resten belejringen og gav sig til at angribe Katholm. Mikkelsdag satte kongen over med en mængde skibe, lastet med forråd. Derefter ødelægger og brænder han Katholm, og ligeledes en anden borg, Estrup. Han erobrede også Clausholm, men efter at han var vendt tilbage til Sjælland fordrev jyderne høvedsmændene og besatte borgene som før. Kongen blev en stund på flåden, og imens blev det uvejr, og mange skibe forliste. Her led kongens kogge skibbrud med riddere og stormænd, og meget kostbart inventar, og hans skrin med det kongelige segl, alt hvad der var ombord gik i havet. Nogle få , der klyngede sig til planker, kom levende i land, og da de var undsluppet havets farer, blev de fanget af besætningen på Bjørnholm, der holdt skarpt udkig efter bytte fra de strandede skibe.
"Dengang havet Valdemar plyndred' og skænkede bytte til bjørnen".
Men kongen vendte tilbage til Sjælland, og kirkernes tiender, som han ved bortrejsen nådigt lod dem beholde, tog han ved tilbagekomsten grådigt igen.
Broder Johannes af Rupecissa af franciskanerordenen udsendte et lille skrift, der hedder: Følg mig i trængslerne. Heri varsler han de kommende års trængsler og den genfødelse af kristendommen, der vil ske inden ti år.
1360
Kong Valdemar gør sin søn Christoffer til hertug over Lolland. Endvidere tvinges borgere og klosterfolk til at udsende kogger eller Liburner for egen regning, de skal udstyre dem med forråd, og andre forskellige byrder og tynger gøres værre. Ved samme tid trængte kong Valdemar efter at have samlet en stor hær og taget sin søn Christoffer med ind i Skåne med krig og belejrede Helsingborg voldsomt. Endelig kom kong Magnus af Sverige til stede, og da han så, at han ikke mægtede at gøre modstand, opgav han frivilligt borgen på mange betingelser. Da Valdemar havde fået den, tog han også adelens borge der i landet med magt, og stormændene kom til ham og aflagde frivilligt ed som hans mænd. Borgen Lindholm fik han imidlertid næsten straks dels ved trusler og dels ved en stor sum penge.
1361
Krigen mellem kongerne Magnus af Sverige og Valdemar af Danmark udbrød ligesom før på grund af mange artikler og løfter, som skulle have været holdt tidligere, og som i fremtiden skulle holdes. Kong Valdemar, der ikke ville sove tiden bort til ingen nytte, men hellere ville kaste sig over sagesløse, samlede en stor flåde og en hær og søgte til hr. kongen af Sveriges land, gik i land på Øland og belejrede borgen Borgholm der. Da den var vundet, indsatte han sine egne høvedsmænd og underlagde sig hele øen. Derfra drager han omsider helt til Gotland, hvor han efter tre slag vinder sejren med sine mænd og tilkæmper hele øen næsten uden tab, mens utallige af øens mænd falder ved byen Visby, som af sig selv åbner sig for ham. Endelig vender han lykkeligt hjem til sit eget med sine folk efter at have tvunget guld, sølv, pelsværk af forskellig art og umådelig mange andre skatte ud af byen-
1362
Byen Lübeck og alle de andre søstæder, der var harmfulde og forbitrede over, at lykken således havde været med kong Valdemar på Gotland, rustede sig under megen pralen af, at de ville knuse den nævnte konge. Da de så havde samlet en stor flåde og forenet sig med nogle landsfyrster, og grev Henrik af Holsten var blevet valgt til anfører, faldt de ind i Skåne med skib og mange riddere og tusinder af mand og belejrede Helsingborg, idet de kørte seksten krigsmaskiner frem, der kastede uden ophør dag og nat. Kong Valdemar fangede imidlertid nogle af dem til lands, nogle dræbte han, og nogle fik han fat i til søs sammen med deres skibe. Til sidst erobrede han imidlertid alle deres skibe, og efter at der endelig var sluttet våbenhvile, vendte hele den store skare hjem i vild forvirring. Men deres leder, borgmester Johan Wittenberg i Lübeck, blev offentligt halshugget på torvet foran rådhuset i Lübeck, fordi han hverken havde kunnet ødelægge borgen eller undervinge danskerne. Nu var der så stilstand et helt år eller mere.
1363
Håkon, kong Magnus af Sveriges søn, ægtede Danmarks konges Valdemars datter, og brylluppet stod i København søndagen efter påske. Her blev dronning Blanka af Sverige syg og døde, og der beredes hende en pragtfuld begravelse. På samme tid døde også kong Valdemar af Danmarks søn, Christoffer, hertug af Lolland og Halland, efter at have været syg nogle uger, til sidst af sin sygdom. Han blev under stor højtidelighed gravlagt i Roskilde domkirke, Men nævnte år samlede kong Valdemar af Danmark sig magne penge, af rige og fattige, fiskere og andre.
